Farcen om ’Suverænen’ fortsætter

I et svarskrift til Københavns Byret afviser kunstneren Thomas Skade-Rasmussen Strøbech at betale sin bankgæld under henvisning til, at han ikke længere eksisterer. Han mener, han tabte retten til sin identitet, da landsretten sidste år frifandt forfatteren Helge Bille Nielsen for at have ’stjålet’ hans liv

Thomas Skade-Rasmussen Strøbech afviser at betale sin bankgæld under henvisning til, at han ikke længere eksisterer.

Jens Astrup

»Nu ejer Gyldendal mit liv,« sagde en tydeligt oprørt Thomas Skade-Rasmussen Strøbech i marts sidste år kort efter at have modtaget Østre Landsrets dom i en af de mest kontroversielle og principielle litterære sager i dansk retshistorie.

Dommen slog i korte træk fast, at man gerne må skrive om andres liv i en roman uden at spørge om lov. Derfor havde forfatteren Helge Bille Nielsen og forlaget Gyldendal loven på deres side, da de i 2008 udgav romanen Suverænen, der indeholder billeder og detaljerede oplysninger om Thomas Skade-Rasmussen Strøbech, viderebragt uden dennes samtykke og imod hans vilje.

En anden mands opfindelse

Blandt andet på grund af de store sagsomkostninger har Strøbech siden været i alvorlige pengeproblemer — men i et svarbrev til Københavns Byret afviser han nu at betale den bankgæld, Danske Bank har stævnet ham for, med den begrundelse, at gælden ikke er stiftet af ham, men af den fiktive ’Thomas Skade-Rasmussen Strøbech’, som retten jo har slået fast er Helge Bille Nielsens opfindelse.

»Da Østre Landsret i sin dom af 17. marts 2011 har afgjort, at ’Thomas Skade-Rasmussen Strøbech’ er fiktiv og alene opfundet af forfatteren Helge Bille Nielsen, må eventuelle søgsmål henvises til forfatteren og dennes forlag Gyldendal,« skriver Strøbech i sit svarskrift og fortsætter:

»Den Thomas, som her svarer, kan således ikke bringes til ansvar for handlinger, som hans tabte identitet har begået. Dette er den logiske konsekvens af Østre Landsrets dom. «

Som bilag har han vedlagt en opsummering af landsrettens dom og en artikel om sagen fra Information med titlen: »Nu ejer Gyldendal mit liv.« Han henviser til, at stævningen i stedet sendes til Helge Bille Nielsen og Gyldendal som »ansvarshavende indehavere af ophavsretten til ’Thomas Skade-Rasmussen Strøbech’«.

Selv har Strøbech fralagt sig sit navn og underskriver kort og godt brevet: ’Thomas’.

Relaterede artikler

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Brugerbillede for Søren Kristensen

Jeg hedder le Fevre til mellemnavn (men jeg bruger det sjældent, fordi jeg godt kan lide anonymitet i dagligdagen og fordi jeg ikke orker at leve op til eventuelle falske forventninger), Men, og nu kommer pointen: for nogle år siden opfandt komikeren Lars Hjortshøj en usædvanligt mislykket figur, som tydeligvis skulle være morsom og som simpelthen ikke var det - en tæppehandler le Fevre. Det provokerede mig en del, ikke mindst på vegne af de le Fevrer der ikke som jeg har et mere almindeligt navn at skjule sig bag. Og netop fordi figuren var så dårligt gestaltet, følte jeg Hjortshøjs initiativ som en personlig krænkelse, som jeg ikke kunne lægge navn til, så vidt jeg havde noget at skulle sige. Havde figuren været morsom kan det være min reaktion havde været anderledes - lidt forfængelig er man vel altid. Men jeg valgte at skrive til Hjortshøj og gøre ham opmærksom på problemet (at figuren ikke var morsom) og siden her jeg heldigvis ikke set noget til den og tak for det.

Om gestaltningen af figuren Thomas Skade-Rasmussen Strøbech i kunstnerisk henseende er vellykket eller ej skal jeg ikke gøre mig klog på. Men grundlæggende forstår jeg ikke (uden at kende sagens detaljer) at det er dømt i orden at copy så meget af en anden persons identitet, som der her er tale om - altså helt ned i detaljen. Jeg ville i hvert fald blive stik tosset, hvis det var mig der ufrivilligt skulle lægge navn til et værk jeg ikke kunne gå ind for.

Domstolens afgørelse er mildest talt interessant.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Kaspar Olsen

Godt gået af Thomas - han har jo ret. Så bliv ved.

Men det er ikke noget nyt; at danske forfattere og manuskriptforfattere stjæler med arme og ben, når talentet åbenbart ikke slår til.

F. eks er der en lurendrejer ved navn Egon Olsen som i en scene i en af de allerførste Olsenbande-film får anledning til at fremføre sit fulde navn som viser sig at være Egon Charles Olsen - Men HOV det jo samme navn som den lurendrejer ved navn Egon Charles Olsen der stjæler bly og sats fra bogtrykker Damaskus i Hans Scherfigs fortløbende bøger "Idealister" og "Frydenholm."
For ikke at nævne at samme Hans Scherfig allerede i 1939 i de samme førnævnte bøger opfinder en Skjern Svendsen som er uldjyde og går fra dør til dør og lægger skilling på skilling indtil han i den lille hyggelige sydsjællandske by ved fjorden opbygger sit klædefabrik-imperium og ender ude i sit Gods ved fjorden som byens Matador.

Min anke er; at netop Hans Scherfigs forfatterskab burde have været filmatiseres af en begavet instruktør med respekt for oplægget i Hans Scherfigs bøger uden at forfalde til at gøre bøgerne til lunken folkekomedie i folke-opdragelsens klare hensigt.
Men det vil nu derfor desværre aldrig ske.

Moralen er denne; at I Danmark kan bogligt "guld" af og til forvandles til plat folkekomedie.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Sune Olsen

Kaspar Olsen:

Heh, jeg genlæste for nylig Idealister og faldt over de samme opdagelser. Der optræder desuden en synsk Fru Drusse der kan tale med ånder i bogen. Og så synes jeg at jeg fandt en mere, men jeg kan desværre ikke lige komme på det.

Derimod synes jeg ikke at Ballings film skulle have gjort det problematisk at filmatisere Scherfigs bøger, fordi filmene er så langt fra forlægget at de i realiteten ikke har andet end navnene og enkelte småtræk tilfælles (der er f.eks. milevid forskel på Scherfigs Egon Olsen og Olsen-Bandens Egon Olsen, "Mads Skjern" personen er lidt tættere på forlægget, men i bogen en langt mere tragisk figur).

Og så skal det også siges at jeg finder Olsenbanden filmene ret underholdende og at dansk film ville have været meget mere farveløs uden dem (det på trods af at de selvfølgelig er skabt efter en forholdsvis simpel skabelon, og efter nogle stykker nok mest kører på rutinen end egentlig kreativitet).

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Kaspar Olsen

Sune Olsen

Fuldstændig enig i dine ovenstående betragtninger.

Matador er bortset fra oplægget og slutningen som hentet fra Idealister og Frydenholm, men muligvis også inspireret af en film fra omkring 40'erne med Ebbe Rode der i rollen som en ung knægt kommer fra sit landmandsliv på en ø ind til en dansk kyst-by, hvor han (også via lidt intriger og snedighed) hurtigt avancerer fra arbejdsdreng til kommis og i sidste scene endda er blevet byens Matador med ønskekone og middagsselskab og tale alt incl. (husker ikke titlen. pt.)

Det mærkværdige er, at en musiker ikke kan bruge et par akkorder som også er brugt i andres musikstykker uden straks at blive beskyldt for plagiat.
Det må dog være uendelig sværere at undgå at helt tilfældigt at komme til at bruge andres akkorder end f. eks at skrive dansk folkekomedie med f. eks tydeligt sammenfald fra teksten og figurerne i Hans Scherfigs bøger.
Senest hørte jeg om en dansk rapper der med stor succes havde ladet sig inspirere af noget amerikansk - hvilket resulterede i at der blev råbt plagiat og tyveri og at denne danske rapper desværre aldrig kom til at tjene en krone på sin store succes.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Søren Kristensen

Det er lige præcis den gennemføre nidkærhed i musikbrancen, når det kommer til kopiering, som gør at jeg fandt dommen interessant.

Med ved nærmere eftertanke giver det jo også en slags mening, at du gerne må synge en sang, som du selv har skrevet om fx Rasmus Seebach, ja, du må sågar klæde dig og synge som Rasmus Seebach, hvis du kan. Du må bare ikke udgive resultatet som et Rasmus Seebach værk. Det er åbenbart der grænsen går.

Måske er jeg alligevel ved at forstå præmisserne!

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Kaspar Olsen

Ja - Fru Drusse.
Den kære fru Drusse.
Idag ville et psykisk medie som datidens fru Drusse nødt til også at være sexolog og hot ala Joan Ørting vel vidende at krystalkugler og astrologi kun er små biting til indsigt i et univers hvis svimlende drive er sex - sex og atter sex.

Når Hans Scherfig satirisk begynder at gennemtænke sine figurer i bogen "Idealister" kan det være i det fromme ønske at måske lidt kvalificeret kritik kan file de værste kanter af datidens "idealister". For allerede dengang var der gang "i det alternative" - alt incl.
Mange af Scherfigs figurer fra bøgerne Idealister og Frydenholm er langfra sympatiske. Skulle de genopfindes idag måtte de tilføjes sympatiske træk for det mangler i den grad.
Men ikke desto mindre udfylder alle figurerne glimrende deres roller. F. eks førnævnte Egon Charles Olsen avancerer og bliver senere medarbejder i datidens danske efterretningstjeneste Fra småtyv til rigtig bandit - som man sagde dengang.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Karsten Aaen

Inspiration i musik fra andre kunstnere, fører desværre ofte til, at andre musikere råber tyveri og plagiat, eller som det ofte er tilfældet 'copyright infringement.'. Og det er altså bare blevet værre og værre efter af USA vedtog DMCA http://en.wikipedia.org/wiki/Digital_Millennium_Copyright_Act

Det er den ene ting,den anden er at indenfor litteraturen eksisterer der en årelang, hvis ikke en århundredlang tradition for at 'stjæle' eller lade sig inspirere af andre; således er der intet nyt i at man låner et navn eller en vis handling, sålænge navnet eller handlingen tilægges noget selvstændigt, dvs. hvis Matador f.eks. havde vist en uldjyde gående rundt på heden, som blev en stor mand, havde der været en sag. Men nu viste Matador jo kun en mand som ind til en by fra den jyske hede, og som opbyggede et imperium. Og i princippet kunne Mads Skjerns historie også have været min farfars, han opbyggede nemlig ene mand, sammen med sin farmor, en kjolefabrik, og de endte i en kæmpevilla og med sommerhus - på ja - Fedet.

Mon ikke sandheden er den som Bob Dylan har fortalt, dengang han blev spurgt om hvor han fik sine fra, nemlig den at han hentede dem ned et sted fra. Og pointen er den at sange og historier flyver rundt et sted, og vi skal bare turde hente dem ned...

Ifht. den konkrete sag så handler sagen vel om man som forfatter må bruge en andens liv og fortælle om en andens, nuværende persons, liv. Uden at spørge om lov. Og så udgive det i romanform. Men er det anderledes end hvad Knud Romer f.eks. har gjort eller
det som Erling Jepsen har gjort? Med slet skjult fernis har de beskrevet deres barndomshjem og deres barndomsmiljø....og alle vidste hvem f.eks. mælkemanden var i Erling Jepsens 'kunsten at græde i kor.'

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jan Aage Jeppesen

Kaspar Olsen skriver:

"Men det er ikke noget nyt; at danske forfattere og manuskriptforfattere stjæler med arme og ben, når talentet åbenbart ikke slår til."

Derfor kaldes de 'spinatfugle', og denne litterære race er nu blevet kødædende kannibaler der fortærer kollegaer med hud, hår og identitet. Rene 'body snatchers'. ;-)

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Søren Lom

Nu er Intertekstuel reference jo ikke nogen ny opfindelse, men at den også indbefatter rigtig levende mennesker er godt nok mærkeligt, og skaber som vi ser, nogle interessante konflikter.
Sjovt nok er Intertekstuel reference i musik meget forbudt, men de forekommer jo alligevel, Osvald Helmuth var en mester i den kunst.
http://www.youtube.com/watch?v=Sup88bY4bew
http://www.youtube.com/watch?v=NcKdnkGBSgA
Når vi nu er ved drikkeviser:
http://www.youtube.com/watch?v=1mMVUV4uJrk

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Hans Jørgen Lassen

Man kan altså af gode grunde ikke have ophavsret til sit liv.

Så måtte folk jo overhovedet ikke skrive om andre mennesker.

Journalister ville blive arbejdsløse. Nå, ja, det ville jo sådan set være ganske udmærket.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Michael Kongstad Nielsen

Mit bud er, at Strøbech taber juridisk - igen. Han kommer til at betale de pågældende regninger.

Men Nielsen har tabt på et andet plan - det moralske eller menneskelige plan. For han har overskredet nogle grænser, som er uantastelige. Han har udleveret en bekendts privatliv, uden at få lov, for at tjene penge på det eller af andre grunde, som vi ikke ved, men han har handlet moralsk forkasteligt, og dermed nedværdiget sig selv.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Karsten Aaen

Ja. intertekstuel reference er ogås ret brugt i andre sammenhænge end musik og litteratur, f.eks i computer-spils-universet.

Hvis man gerne vil se et meget interessant og anderledes spil så skal man spille The Book of Unwritten Tales, hvor skaberne (forfatterne?) af spillet har referencertil world of wordcraft, tager ordet ordet for bugs (insekter) alvorligt og der er aldeles morsom reference til These are not the drones you seek fra Star Wars. Også en meget morsom reference til at folk oplever at deres help for support bliver arkiveret lodret, dvs. i skraldespanden.

Nå, men tilbage til sagen: er enig i at Strøbech taber den juridisk samt at Nielsen har tabt sagen moralsk.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jesper Wendt

Prøv at læse historien om de libanesiske piger, og reflekter igen. Konsekvenserne kan være uoverskuelige for folk, og det er jo præcis det der gør sig gældende.

Man kan da ikke bare udstille folk, det åbner jo for en dør af insinueringer, stråmænd og meget andet de kan ødelægge hinanden med.

Yderst kritisabelt. Jeg har kun læst denne artikel, så jeg kender ikke baggrunden.

Hvor blev den hellige ukrænkelige ejendomsret af?.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Fr. Hansson

I retrospekt må den danske kunstelite føle sig voldsomt hevet rundt ved næsen - og så af en hul, nøgen kliche, der udviser tydelige dyssociale personlighedsforstyrrelser. Dommen er ubegribelig, men så meget mere sigende om de elitære tilstande her til lands.

anbefalede denne kommentar