Det tunge skyts køres frem, når der protesteres mod besparelserne på Det Kongelige Teater, der gennemføres i disse dage. En tidligere udenrigsminister og en nuværende operachef på en af verdens førende scener tildeles prominent spalteplads. Kasper Holten får endda hele forsiden på Politikens anden sektion til sit læserbrev. Det er de færreste kulturinstitutioner forundt.
Debattens prominente aktører formulerer sig, som om det skulle være en åbenbar sandhed, at både operaen, balletten og teatret spiller i 1. division på internationalt niveau. Og spørgsmålet er, om Det Kongelige Teater fortjener al den særlige opmærksomhed. Dokumentationen for, at det skulle være tilfældet, udebliver i hvert fald.
Og når man nu mener, at det er den status, vi mister med fyringen af omkring 50 medarbejdere fortrinsvis bag scenen, er det vel ikke for meget at forlange at se bevis for den påstand.
Det Kongelige Teater reduceres til ’provinsteater’ lyder det med foragt fra det tidligere bestyrelsesmedlem Claes Kastholm. Hvis det virkelig forholder sig sådan, at Danmarks nationalscene konkurrerer på allerhøjeste internationale niveau på samtlige kunstarter, så er det da fantastisk, men måske er det i virkeligheden nærmere et udslag af provinsielt mindreværd, at man puster sig sådan op.
Debattørerne efterlyser en diskussion af, om den tid er forbi, hvor vi stræber efter at have kulturelle institutioner i verdensklasse. Men hvad skal man svare til sådan et spørgsmål?
Det er en politisk umulighed i den nuværende økonomiske situation at svare entydigt nej, samtidig er der vel ingen dannet politiker, der ønsker at svare så indflydelsesrige fortalere med et ja. Det ville stride mod mangt en kulturordførers selvopfattelse. Men en mulig vej udenom det spørgsmål kunne være at spørge tilbage: Er det nødvendigvis den måde, vi skal producere kultur i verdensklasse på? Kunne man for eksempel drive opera uden et fast ensemble, som man gør det i netop London, hvor Kasper Holten nu er operachef? Måske ikke, men besparelsernes kritikere har ret så langt, at der savnes en større kulturpolitisk diskussion.
Man kan ikke blot skære og skære uden at forholde sig til, hvorvidt man kan opretholde samme organisationsdiagram med de tildelte midler. Og det uafhængigt af om man vurderer kvaliteten til at være på internationalt niveau eller ej. Hvis besparelserne på Det Kongelige Teater fortsætter, skal der tages et opgør med ’plejer’-mentaliteten i dansk kulturpolitik. Og det ville måske være sundt nok. Det har blandt andre professor i kulturpolitik Jørn Langsted flere gange påpeget. Det samme gjorde et udvalg nedsat af Kulturministeriet, der i den såkaldte Liebst-rapport kom med forslag til vidtrækkende ændringer af det danske kunststøttesystem.
Før man bekymrer sig om, hvorvidt Det Kongelige Teater kan gøre sig på internationalt plan, skylder man også det nationale plan en tanke. Alle skal spare, men Kasper Holten og andre har helt ret i, at man ikke kan blande diskussionen om penge til hofteoperationer sammen med den om penge til kulturlivet. Trods krise og smalhals, så lever vi fortsat på et civilisations- og velstandsniveau, hvor valget ikke står mellem en sund sjæl eller et sundt legeme. Til gengæld kan man diskutere prioriteringen af Det Kongelige Teater set i forhold til det øvrige kulturbudget.
Undersøgelser af danskernes kulturvaner viser gang på gang, at de færreste danskere har et forhold til Det Kongelige Teater. Sidste år viste en undersøgelse foretaget af Epinion for DR Nyheder for eksempel, at tre ud af fire nordjyder aldrig har været der. Den folkelige legitimitet er altså til at overse, men nu er det en grundlæggende præmis for en del kunst, at den er elitær. Det Kongelige Teater skal ikke nødvendigvis være noget for alle danskere. Men i en situation, hvor der lukker biblioteker over hele landet, og egnsteatre kæmper for deres overlevelse, er det en hån, at der rejser sig et ramaskrig, når besparelser rammer en kulturinstitution, der får over 500 millioner kroner i statsstøtte.
Der er ingen, der skriver åbne breve til kulturministeren på forsiden af Politikens anden sektion til fordel for Ebeltoft Kommunes Bogbus, men hvis ikke det var for den, er det ikke sikkert, Josefine Klougart ville være blevet nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris. Og selv de mindre kulturinstitutioner rundt omkring i landet, der ikke skaber store kunstnere, udfylder en vigtig rolle i forhold til at åbne kulturverdenen for den almindelige dansker. En femtedel af den danske befolkning har slet ikke noget kulturforbrug, hvis man uretmæssigt fastholder et verdensbillede, hvor tv ikke er et kulturtilbud.
Debattens mange prominente aktører lever stadig i illusionen om, at Det Kongelige Teater skulle være en kulturbærende institution i Danmark. Der skabes uden tvivl kunst på scenerne — også af en art som det vil være svært at leve foruden, men det er heller ikke der, vi er. Vi er der, hvor vi ikke længere bare skal give dem med privilegeret adgang til medierne lov til at definere, hvad der er grundpillen i dansk kulturliv.
Kommentarer
Man kunne fp forbedre økonomien ved at afskaffe afskaffe alle fribilletterne., der især kommer de rige tilgode.
Gad vide hvor meget de kongelige betaler for deres loge ?
Gad vide hvor høj en pris man kunne leje den kongelige loge ud til ? Der er med garanti nogle snobber, der gerne giver flere tusinde kr.
Hvorfor betale pension til dansere, der går på pension som 40 årig.?
Hvis de virkelig er så nedslidte at de ikke kan sidde i kassen i Netto, kan de jo søge om førtidspension som alle andre.
Enig i, at de prominente kulturpinger får alt for meget plads i den ligeså snobbede presse og medieverden, og at deres klager over relativt beskedne nedskæringer savner argumenter med substans.
Staten støtter (2011) kunst med 2,7 mia. kr., heraf går de 1,2 mia. til scenekunst, og deraf altså ca. halvdelen til Det Kgl. Teater.
http://www.kum.dk/Documents/Publikationer/2011/Kun…
Det er rigtig mange penge. Selvfølgelig skal vi have et kunstliv på aller højeste niveau, men hvor meget? Når man taler om kvalitet, må man også tale om kvantitet. Og prioritere. Lidt af det gode, fremfor meget af det halvgode.
Og så må man skære i overdådige og overflødige udenomsværker, såsom at sende balletten til Paris for at opføre Napoli 6 gange i træk for at markere Danmarks overtagelse af EU-formandskabet (hvem har fundet på det?)
Prioritering er vel et nøgleord. Al den stund vi i velfærdssamfundet Danmark fratager al støtte til syge mennesker, hvis de formaster sig ikke at blive raske på 52 uger, kan vi ikke samtidig tillade os at bruge så store beløb på finkulturen.
Denne kommentar er anbefalet af:
Mon ikke kulturen giver mere afkast end kongehuset.
Denne kommentar er anbefalet af:
ja, det er ikke en god ide at ha et kongeligt teater der koster det det gør, hvis ingen har råd til at bruge det.
Ellers synes jeg det er ok at have et mangfoldigt land, men hvis det kun er mangfoldigt for de rige, så la de rige betale for det.
Teater er noget gammeldags noget, nu kan man øge kvaliteten med TV og Film. Sidst jeg var i D.K.T. så jeg det “Hvide Ægteskab” hele familien smuttede efter første halvleg forestillingen var så håbløs at jeg har fravalgt D.K.T siden. D.K.T må selv sørge for højere indtægter, jeg ser gerne teater i London og New York og betaler gerne de høje priser for at blive beskæftiget/underholdt. Vil man ikke på D.K.T opføre publikums magneter, må de da bare lukke og slukke. Mange steder har man droppet levende musik, det er for dyrt, tilsvarende på man droppe de høje udgifter og publikum skal betale mindst 50% af de samlede omkostninger - men vil kunstnerne kun opføre teater for sig selv må de acceptere store nedskæringer.
Trist, trist
I debatten om nedskæringerne og fyringerne på det Kgl. Teater florerer der en masse påstande, der ikke alle er lige velunderbyggede eller reflekterede. Nu også her på Information, hvor en række af de dummeste påstande præsenteres - med tilslutning - af Anita Brask Rasmussen. Det ser ikke godt ud.
Lad mig starte med den sidste sætning, som på mange måder viser, at hendes kritik er fuldkommen ude i skoven. “Vi er der, hvor vi ikke længere bare skal give dem med privilegeret adgang til medierne lov til at definere, hvad der er grundpillen i dansk kulturliv.”
Grundpillen? Dansk kultur er gudskelov noget, der skabes hver dag i hele det danske samfund og følger os fra vugge til grav. Vi lærer den i vuggestuen, folkeskolen og de senere uddannelser. Vi lærer den på arbejdspladsen og i den politiske offentlighed. Vi møder den hver dag, når vi færdes i trafikken. Den vælter ind i vores privatliv gennem de offentlige medier.
Og hvis vi lige for en kort stund kaster et blik på sidstnævnte, så er mediefladen i en fuldkommen terroristisk-totalitær grad dækket af kommercielle produkter. Tag blot denne lille stikprøve: Læs TV-oversigten og foretag en optælling af, hvor mange gange ‘amerikansk’ dukker op. Eller surf på radioen og lyt efter, hvor mange gange du rammer en station med klassisk musik eller jazz – det er én ud af 100 gange eller mindre.
Det fænomen, vi har at gøre med her, er det, som Adorno, Horkheimer og Marcuse kaldte ‘kulturindustrien’. Massiv kapitalistisk grænseflade-påvirkning og påtvungen ‘desublimering’.
Kast et blik på byernes husfacader. Overklistrede med kommercielle budskaber, der gør selv arkitektonisk smukke huse til anmasende rædsler (som vi p.gr. af reklamernes massive tilstedeværelse har vænnet os til).
Det er midt i denne elendighed, at der trods er nogle - borgerlige såvel som socialister - der insisterer på, at der også skal være kulturelle åndehuller, hvor ‘den store kunst’ kan komme til udtryk i det offentlige rum. Det kan dreje sig om museer, egnsteatre, biblioteker, orkestre, balletter og opera - og mange andre kulturinstitutioner, der byder den almindelige kommercialisering trods.
Hvis disse åndehuller også skal være tilgængelige for ‘almindelige mennesker’ uden en tårnhøj indtægt, så må de i de fleste tilfælde understøttes. Og da vi i Danmark ikke har så mange svinerige milliardærer (som f.eks. i USA), der kan fungere mæcener, så må vi trække på ‘skatteydernes penge’ - fordi vi anser det for et alment gode, at også almindelige mennesker har mulighed for en gang imellem at slippe for den overvældende kulturpåvirkning, der udgår fra kulturindustrien.
Massekulturen skal nok klare sig - den lever af at være en forretning. Men ‘den store kunst’ kan ikke leve uden offentlig støtte - HVIS DEN SKAL VÆRE TILGÆNGELIG FOR ALMINDELIGE MENNESKER.
Men her springer kæden øjensynlig af, selv for nogle af Informationslæsere, der synger med på indtil flere falske melodier.
Den første er, at ‘den store kunst’ er ‘elitær’. Nej, den er ‘ambitiøs’, og hvorfor skal ambitiøs kunst ikke være tilgængelig for socialt mindre bemidlede?
Den anden er, at pengene tages fra de ældre, fra de syge, fra jyderne, fra skatteborgerne etc. Der er ingen ende på den indbyrdes misundelse. Helt efter en basstemme, der nynner, at pengene ligger bedst i borgernes lomme eller følger den enkelte patient i hans eller hendes særlige behov.
Den tredie er, at bevillingerne til det Kgl. Teater tages fra alle de andre teatre. I stedet for i fællesskab at kæmpe for øgede offentlige bevillinger til kunst, så slås kulturinstitutionerne nu indbyrdes om krummerne - og, som i Jørn Langsteds tilfælde, anbefaler, at midlerne skæres ned. Så vred er han på det Kgl. Teater, at han gerne støtter de aktuelle besparelser - uden at der kommer så meget som én øre til de andre teatre. Del og hersk.
Anita Brask Rasmussen påstår, at der ikke er leveret dokumentation for de kunstneriske påstande:
“Debattens prominente aktører formulerer sig, som om det skulle være en åbenbar sandhed, at både operaen, balletten og teatret spiller i 1. division på internationalt niveau. Og spørgsmålet er, om Det Kongelige Teater fortjener al den særlige opmærksomhed. Dokumentationen for, at det skulle være tilfældet, udebliver i hvert fald.
Og når man nu mener, at det er den status, vi mister med fyringen af omkring 50 medarbejdere fortrinsvis bag scenen, er det vel ikke for meget at forlange at se bevis for den påstand.”
Her lufter hun desværre sin manglende viden om ballet og opera. Det er ellers til overmål kendt, at såvel balletten som nu også operaen har placeret sig på et internationalt anerkendt niveau. Forlanger hun, at vi nu skal til at citere internationale tidsskrifter og anmeldelser, indhente ekspertudtalelser fra dirigenter, der ellers offentligt har lovprist kapellet, operakoret, solisterne og balletten? Hendes argumentation kører underlødigt på, at hvis ikke denne ‘dokumentation’ kan leveres på et fad, så enhver - også dem uden nogen som helst indsigt i eller interesse for klassisk musik - kan forstå det, så er det ikke dokumentation.
Hendes bemærkning om de ‘tvivlsomme’ konsekvenser af en personalereduktion “af omkring 50 medarbejdere fortrinsvis bag scenen” viser også, at hun ikke aner en skid om teaterproduktion. For det første er mere end en trediedel af de omtalte medarbejdere ansat i koret - på scenen. For det andet omfatter fyringen også sufflører, signalører og teknikere, der godt nok arbejder ‘bag scenen’. Men har man hørt om en opsætning, hvor lyset ikke fungerer, eller hvor kulisserne ikke bringes på plads til tiden? Og at man skærer ned i dette personale, samtidig med at man forlanger flere, forskelligartede forestillinger, der kræver større teknisk koordinering og mobilitet?
Bortset fra alt dette, så holdes Anita Brask Rasmussens artikel - trods de stedvise, lunkne forbehold - i en slet skjult anti-intellektuel sarkasme., som jo kan forundre i en avis som Information.
Denne kommentar er anbefalet af:
Rettelse
Det gik lidt for hurtigt over morgenkaffen, så sidste afsnit blev ikke rettet til. Der skulle have stået:
Bortset fra alt dette, så holdes Anita Brask Rasmussens artikel - trods de stedvise, lunkne forbehold - i en slet skjult anti-intellektuel sarkasme, som jo kan forundre i en avis som Information, der ellers har en stolt tradition for seriøse operaanmeldelser (Lenz, Metz).
Denne kommentar er anbefalet af:
Har vi råd til kunst?
Det Kgl. Teaters tidligere operachef (nu Covent Gardeni London) skrev for få dage siden et åbent brev til kulturministeren, hvor han temmelig grundigt forklarede, hvorfor de planlagte besparelser og fyringer er ødelæggende for teatret.
http://politiken.dk/kultur/scenekunst/ECE1496603/d…
Gør jer selv den tjeneste at læse brevet, hvis I ikke allerede har gjort det.
Holten skriver bl.a., at “vi bruger under 1 procent af vores penge på kunst og kultur” - og det vel at mærke af ‘offentlige’ midler. Jeg tør slet ikke gætte på, hvor få promille beløbet udgør af de midler, kulturindustrien (den internationale filmbranche, musikproducenter, sporten og turismen) råder over.
Deres adgang til medierne begrænser sig ikke til en forside her og der, men fylder stort set det meste af den kulturformidlende flade. Og de ville med garanti æde sig yderligere ind på kunsten og kulturen, hvis Asger Liebsts tivoliserende anbefalinger blev fulgt.
Også på den baggrund må det vække forundring, at Anita Brask Rasmussen harcelerer over “dem med privilegeret adgang til medierne”, hvormed hun ikke mener det kulturindustrielle kompleks, men de få stemmer, der insisterer på, at der også skal være plads til en kunst og kultur, der kan værdsættes med andet end penge og masseefterspørgsel.
Denne kommentar er anbefalet af:
Har vi råd til kunst (2)?
Det er såmænd ikke kun de private udbydere af kunst og kultur (kulturindustrien), der gør sig massivt gældende i det offentlige rum. Selv offentlige public service kanaler hjælper med i stor stil.
Dels som følge af et politisk krav om at købe en større del af sin produktion “uden i byen”; en snigende form for udlicitering og privatisering.
Dels naturligvis, som allerede sagt ovenfor, ved en fuldstændig skæv programpolitik, der meget ensidigt satser på amerikanske film.
Dels også ved de stort opsatte realityshows og koncertarrangementer (X-faktor mv., hvor præmien er en ‘kontrakt’).
Dels ved diverse livsstils-, bolig- og madprogrammer, der ganske rigtigt kan være underholdende (endog sommetider oplysende), men jo altså retter sig mod ‘forbrug’ i en eller anden forstand.
Dels ikke mindst ved det obligatoriske indslag af sportsprogrammer i forbindelse med nyhedsudsendelserne på TV; for TV2’s vedkommende ofte længere end selv nyhedsdækningen, og gerne med fokus på diverse sportsfolks lukrative kontrakttilbud.
Kunne man forestille sig, at public service stationerne på samme måde indlagde faste oplysninger om sidste nyt på kultur- og kunstfronten? Nej vel! Eller rettere: Jo - det kan man godt FORESTILLE sig, men det er desværre UREALISTISK.
Mon ikke en bedre dækning ville medføre en større interesse og deltagelse i de forskellige kunst- og kulturarrangementer? Mon ikke det i sig selv vil medføre et løft i økonomien bag disse arrangementer?
Denne kommentar er anbefalet af:
Jeg bryder mig ikke om opera og det er på en måde ærgerligt, for jeg bor ikke så langt væk fra Operaen. Jeg ved godt de også spiller alt muligt andet, men det kan man jo opleve så mange andre steder. Ballet og opera, det er to ting jeg bare aldrig lærer at holde af. Jeg tror man skal være vokset op med det, for at forstå værdsætte det.
Det er en falsk problemstilling. Vi skal gøre som nogle andre lande: sætte kulturstøtten væsentligt op. Få støttekroner gives så godt ud. Det giver trivsel, indsigt, kreativitet, flexibilitet OG indtægter til landet.
Der er langt mere perspektiv i at et Aqua hit et år tjener mere til DK end baconeksporten. Og dansk film og tv promoverer DK bedre end mange turist- og dronningekroner. Skuespillerne udlæres på teater - typisk de små til at begynde med.
Og et citat fra JP:
“Anmelderen fra The Independent genkender, ligesom de andre, flere af de danske skuespillere:
”Hvem ville for 12 måneder siden have forudset, at nogle af os ville være blevet så fortrolige med Danmarks bedste skuespillere?”
PS: Hvorfor er Ingolf Gabold ikke Ridder af Dannebrog med kors og stjerner - få har fortjent det mere end han (eller måske er han?)Sir Ingolf
Problemet der huserer på teatret er stadigvæk operabygningen.
I sin tid sagde Michael Christiansen nej til at få en ny opera i gave. Det gjorde teatret med den begrundelse, at man ikke havde råd til at drive en sådan bygning. Politikerne fandt så 100 millioner i ekstrabevilling. Men lige siden er denne bevilling støt men sikkert blevet mindre og mindre, år for år.
Jeg synes at det er på tide, at politikerne lever op til deres ansvar, man elsker masser af prestigebyggeri for det giver international omtale men stikker halen mellem benene når det gælder.
Jeg synes at teatret skal give operaen tilbage til staten, så man kan lave kunst og ikke bare betale til bygninger. Så kan folketinget jo se hvad de vil bruge den til!
Hellere liv og masser af forestillinger på gamle scene end to tomme bygninger uden forestillinger.
Denne kommentar er anbefalet af:
Søren Kristensen, det kan læres, det kræver tilvænning, vi har alle været igennem det, det kommer ikke af sig selv. Tænk på, hvordan man bombarderes med populærkulturens produkter, før man virkelig kommer til at holde af dem (hvis man ikke som jeg gør alt for at undgå dem).
Noget, der imidlertid arbejder imod tilegnelsen af liveoplevelsen, er den manipulation af musikken, som den digitale musikproduktion forårsager. Selvom man ikke objektivt kan opfatte et højere frekvensområde, end man får fra en cd (eller fra .mp3, hvor kompressionen er endnu mere massiv), har det givetvis en betydning i fysisk påvirkning af kroppen. Den massive lyd i en live opera-opførelse kan være næsten fysisk ubehagelig (men alligevel æstetisk tilfredsstillende).
Det er med musik og kunst ligesom med sprog. Nogle har mere gehør for det end andre, men fælles for de fleste er at fundamentet lægges i barndommen. Jeg er vokset op med pop og elsker det, men har udviklet min musiksmag til at omfatte alle genrer - bare ikke opera. Jeg tror det hænger sammen med at mine første musikalske åbenbaringer var med The Beatles hvor der er en stærk betoning, nogle vil måske sige overbetoning, af det rytmiske element og så var det jo moderne! Alt det virkede enormt frigjort og frigørende på mig og var på en måde også politisk uden at være det overhovedet. Den rene uskyld. Opera virker lige modsat, dvs. opstyltet, postulerende, kunstigt for ikke at sige forlorent og ahistorisk for ikke at sige støvet og hvis vi skal tage det politiske med: reaktionært. Som jeg sagde til en operasanger engang, for at få ham til at holde op med at forsøge at omvende mig: Jeg hader opera! Man kan så indvende, at det jo også er en følelse og at jeg alligevel ikke er gået ram forbi. Det kan selvfølgelig være. Men prisen for at etablere denne følelse, synes jeg er for dyr for samfundet og jeg synes operafolket selv skulle betale for deres underholdning. De fleste af brugerne komme alligevel fra miljøer, hvor betaling ikke plejer at være et problem. Og hvis de ikke kan få Operaen til løbe rundt er jeg sikke på bygningen kan bruges til nogle solide rockkoncerter. Udseendet fejler i den henseende ikke noget.
Opera er ikke bare opera, Søren Kristensen - Belgien blev en selvstændig nation opflammet af Auber’s “Den stumme fra Portici”. :-)
Teatermæssigt er det på operaen, udviklingen foregår - prøv f.eks. at udholde dette: http://www.youtube.com/watch?v=JmgVSXRl-zg&feature… - hvis recitativet bliver for kedeligt, så spring til 2:32.
Der er ting, man skal vide, før man kan nyde det - sådan er det med det meste. Derudover er det værd at spørge, om det er et ideal, at kunsten skal være ‘naturlig’! For mig skal kunst først og fremmest være stimulerende - sanseligt og intellektuelt.
PS.: Jeg ville ønske, jeg kunne bidrage med et eksempel fra Den Kgl. Opera; men desværre kan DR og Teatret ikke finde ud af at samarbejde om de transmissioner, som ellers i det meste af verden (ikke kun den vestlige) får et større og større omfang.
DR kan finde ud af at genudsende to produktioner, som de åbenbart er fantastisk forelskede i: TRAVIATA fra FIGAROS BRYLLUP fra Salzburg. Men mon ikke alle interesserede har købt DVD’en eller optaget den selv, efterhånden?
Søren Kristensen, jeg er ked af at sige det; men problemet med netop rockmusik og ‘den slags’ er, at det ikke er meget andet end følelse. Det kommer menneskeheden ikke videre af. Empati, indsigt, udveksling mellem mennesker - det er det, den store kunst kan. Og der er ikke noget, der forhindrer nogen i at tilegne sig og nyde den.
Søren Kristensen
Opera er også en tung kunstart. Jeg er ikke selv stor fan af det, men har alligevel sneget mig ind til et par af de lette i genren. Det er en øjenåbner af format, at se det live fremfor på tv og kan bestemt anbefales.
Som gammel (eks)lystekniker for diverse teatre, kan jeg desuden kun opfordre folk, der ellers ikke går i teatret, at købe billet til noget ukendt teaterland og muligvis få en kæmpe en på opleveren. Se noget moderne dans på Dansescenen i de gamle carlsbergbygninger, moderne opera på Københavns musikteater eller andet. Det er praktisk talt ikke dyrere end en tur i biografen med alt tilbehør af popcorn, snolder og sodavand,
Denne kommentar er anbefalet af:
Jeg er helt med på at begrænsningerne er i mig og andre må dyrke opera som de har lyst til, bare jeg kan blive fri. Jeg er for gammel og uinteresseret til at blive skolet i den retning. Jeg så Dødens Triumf (ved godt det er en ballet) i 1972 og det var da en oplevelse, men det var samtidig min opfattelse at det var på en gang første og sidste helhjertet forsøg på at bygge bro mellem “venstrefløjen” og “højrefløjen” i dansk musikliv på nationalscenen. En svanesang for noget som måske, ligesom borgerløn og grænser for vækst (som også var oppe i halvfjerdserne), kunne have været en ny begyndelse. Siden har det vist stort set drejet sig om at vende og dreje de gamle klassikere til ære for whiskybæltet, hvilket sikkert også er forklaringen på at DR har været så relativt uinteresseret. Det ægte folkelige element er i hvert fald svært at få øje på og når det kommer til kulturen er jeg helt vild med folkelighed - også når den bliver intellektuel.
Tjah, Dødens Triumf tiltrak primært alle husarer …
Denne kommentar er anbefalet af:
Nu er det folkelige ikke lige frem en kvalitet, når det kommer til styrkelse af intellekt og indsigt i verden, vil jeg vove at påstå.
Selv havde jeg med den så opreklamerede rock og pop den opfattelse allerede fra barnsben, at jeg blev påduttet noget, der for mig absolut ikke betød frihed. Friheden lå i den tolkning af verden, som kunsten kan berige os alle med, hvis vi lader den. Sang, som blot svæver frit i luften som udtryk for en eller anden følelse, siger mig ikke ret meget, men en dramatisk sang, der der giver stemme til en karakter i en verden af omstændigheder og konsekvenser, bliver jeg aldrig træt af.
‘Empati, indsigt, udveksling mellem mennesker’
Og det er ikke ‘følelse’ ?
JO der er noget der forhindrer mig i at tilegne mig ballet :
Jeg synes det er noget fin-kulturelt svans.
@ Jan Weis
Du har fuldkommen ret. Jeg var sytten da jeg så Dødens Trumf og havde på mange måder en husars interesser. Men hvis det er så let at trække folk i teatret, som du antyder, skulle man måske forfølge en lignende strategi i Operaen på ledige dage. Hvem ved måske kan det redde koret?
Man kunne jo også arrangere frække live shows som dengang i Studenterforeningen…
Flindt gentog kunststykket med “Salome” i Cirkusbygningen - gad vide hvornår DR får den digitaliseret på bonanza?
I halvfjerdserne var sex utrolig frækt. Hvad er frækt idag?
Personligt har jeg aldrig været særlig interesseret i dans og ballet (mine forældre måtte opgive at lade mig gå til dans som barn, det gjorde mig helt hysterisk); men indenfor de seneste par år er jeg blevet meget mere begejstret for dramatisk dans. Ikke så meget Bournonville, som jeg burde, mere de spektakulære russiske, og de moderne af Spoërli og Neumeier.
Mht. følelse, Lars Henning Osvaldsen, så er der en forskel på at ville fremkalde følelsen i folk og at vise følelsen på en måde, så folk forstår og forholder sig til den. Underholdningen gør det første, kunsten gør det sidste.
Mine ærede damer og herrer.
Det er ikke forbudt at mene at Det Kgl Teater ikke er en vigtig kulturbærende institution sådan som den kører nu. Det kunne faktisk være en mulighed.
Jeg vil gerne føje til listen, at 50% af folkeskoleeleverne i Danmark ikke modtager den obligatoriske musikundervisning. Resten har i 50% af tilfældene en ikke-faglærer til at varetage undervisningen.
Musik- og teaterkulturen er helt nede på sokkeholderne og udsat for en grundskred, og 500 Kgl teater-millioner hvert år i en ti-års periode ude på landets folkeskoler til at både uddanne, udvikle og videreføre teater- og musiktraditioner i et samlet netværk ville gøre underværker.
Brug fantasien og pengene sjovt og - so to speak fremadrettet. Det er kunst.
I denne debat er det ogsaa vigtigt at huske at lommeuld kommer af sig selv, det meste andet skal der kaempes for.
Besoeg et hvilket som helst u-land og spoerg hvor mange high-tech virksomheder de har indenfor rum-teknologi? Svaret er nok nul - spoerg derefter hvormange butikker der er hvor man kan koebe en god oel? Hvis vi lige sorterer den muslimske verden fra - saa er der nok et passende udvalg.
Vi skal have noget af det ultimative og enestaaende. En halvgod ballet og en halvgod opera er ligegyldig - saa heller kun den ene af dem - i topkvalitet.
Jeg har læst Kasper Holtens åbne brev i Politiken,
der får en hel forside i anden sektion. Det er en fagmands partsindlæg for sit hjertensbarn, og det kan man ikke fortænke ham i. Han hæfter sig væsentligst ved udgiften til bygningsdriften, og det siger alle jo, der ved noget om det. Operaen og Michael Christiansen frabad sig gaven i sin tid, da de kunne forudse problemerne.
Men så sælg den da. Lej den ud, gør noget alvorligt ved denne klods om benet.
Derudover siger Kasper Holten, at der allerede er skåret til benet og ind i det. Og at der ikke kan skaffes flere sponsermidler. Han siger:
“Når man for eksempel i London kan skaffe mange flere penge fra private sponsorer og fonde, hænger det ikke kun sammen med, at der er langt flere meget rige mennesker, men også med, at man har gjort det særdeles attraktivt skattemæssigt at støtte kunst og kultur. Det kunne man måske overveje, Uffe?”
Altså vi må have nogle flere meget rige mennesker i Danmark, så skal kunsten nok komme ud af suppedasen, og så må vi give de rige nogle ordentlige skattelettelser for at støtte kulturen, foreslår han kulturministeren i den nye røde regering, tja.
En ting Holten ikke forholder sig til er, hvilke spareforslag de andre europæiske scener er stillet overfor. Det burde dog indgå i debatten, og der er jeg helt sikker på, at man også der skal spare på de offentlige tilskud.
Det Kgl. Teater koster kassen. Det synes jeg også, der skal være råd til, men man må deltage i spareøvelserne, når resten af den offentlige sektor skal spare. Kostumer og kulisser og hvad ved jeg må gås efter i sømmene. Og administrative arbejdsgange forsimples yderligere.
Det er illusorisk at tro, at DKT og omegn kan stille noget som helst op over for den store, tonsende, kommercielle “kulturindustri”, der vælter ind over os alle hver dag. Om man så forøgede budgetterne til det dobbelte, ville teatret ikke have en chance. Det er ikke den kamp, det skal kæmpes, men selvfølgelig evnen til forsat at kunne skabe sublim kunst i et omfang, som der nu engang er penge til. Som så bliver set og nydt af en relativt begrænset del af befolkningen, sådan er det.
Men hvorfor i alverden sendes det ikke på DR-tv når en forestilling er ved at være udspillet? Der må der da være nogle indtægter for teatret. Det fatter jeg ikke - og så ville kunsten jo komme ud til en million seere, i stedet for X-factor og hvad de ellers kan finde på?
Derudover siger Kasper Holten, at der allerede er skåret til benet og ind i det. Og at der ikke kan skaffes flere sponsermidler. Han siger:
“Når man for eksempel i London kan skaffe mange flere penge fra private sponsorer og fonde, hænger det ikke kun sammen med, at der er langt flere meget rige mennesker, men også med, at man har gjort det særdeles attraktivt skattemæssigt at støtte kunst og kultur. Det kunne man måske overveje, Uffe?”
At gøre noget “særdeles attraktivt skattemæssigt” betyder reelt at man giver offentlig støtte (al den tid at et ekstra fradrag bliver unddraget skattekassen), som bare camoufleres så modstanderne af støtten ikke så nemt kan få øje på den.
Hvis de vil have lidt ekstra penge hjem i D.K.T. og på Operaen, så kan de jo bare tage en hundredekroneseddel for billeterne til generalprøverne, istedet for at forære dem væk, - men det er måske under deres værdighed?
For et par år siden, efter en hjemlig sparerunde, måtte jeg opsige mit abonnement på Information, som jeg ellers har abonneret på (med få afbrydelser) i fire årtier. Så det var med en vis sorg. Efter Anita Brask Rasmussens dårligt informerede, dårligt argumenterede og snæversynede leder er sorgen blevet kendeligt mindre. Jeg vender ikke tilbage foreløbig.