»En demokratisk retsstat må ikke ophøje sig til overdommer over historiens sandhed. Sådan bærer kun diktaturer sig ad,« siger en lille håndfuld kritikere, alle franske historikere, om den nye franske lov mod folkemordsbenægtelse — herunder folkemordet på armenierne. Forstår disse mennesker slet ikke, hvad det drejer sig om? Eller lader de bare, som om de ikke forstår?

Den lov, som Frankrigs nationalforsamling vedtog kort før jul, vil ikke proklamere historie i historikeres sted. Det er der ingen som helst grund til, for det er velbeskrevet, at armenierne fra 1915 blev ofre for et metodisk tilintetgørelsesprojekt.

I årtiernes løb er der endvidere udarbejdet omfattende litteratur om emnet. Den har kunnet støtte sig til en lang række tilståelser fra de tyrkiske gerningsmænd selv, deriblandt Hodja Ilyas Sami—Osmannerrigets modstykke til nazisternes Eichmann. Hele den modbydelige udåd er blevet kulegravet af historikere fra Yehuda Bauer til Raul Hilberg og af folkemordsforskere fra en lang række akademiske forskningsinstitutioner herunder det berømte Yad Vashem-center.

Derfor findes der i dag næppe en eneste seriøs historiker, der vil betvivle eller benægte det armenske folkemord, og derfor har den nye lov har altså absolut intet at gøre med at gennemtvinge nogen statssandhed. Ingen af de folkevalgte, som stemte for lovforslaget, bilder sig ind, at de kan overtage historikernes rolle eller gøre deres arbejde. Deres ærinde var alene at slå fast, at enhver har ret til ikke at blive offentligt hånet og derfor har ret til at kræve oprejsning for den særlige forhånelse, som består i at skænde mindet om menneskelige tragedier i overstørrelse. Loven er et rent retsligt anliggende, ikke et historisk.

Arbejdsro

Loven kan obstruere historikernes arbejde, lyder endnu et bizart argument, der ikke tyder på god realitetssans. For det er jo lige præcis benægterne, som indtil videre har kunnet obstruere historikernes arbejde.

Det er benægternes griller, deres fikse ideer, dårskab og svindelnumre — kort sagt deres forfærdende og svimlende løgne — som får den jord til at ryste, som historievidenskaben skal bygge sit principielle fundament på.

Loven beskytter og redder historien ved at kriminalisere benægternes virke og obstruere det en smule ved at gøre offentligheden opmærksom på, at benægterne ikke er forskere, men åndelige brandstiftere.

Vil nogen påstå, at franske historikere er blevet hindret i at udforske aspekter af Holocaust på grund af den eksisterende Gayssot-lov (fransk lov fra 1990, der kriminaliserer benægtelse af ’forbrydelser mod menneskeheden’ med særlig reference til Holocaust, red.)? Står det ikke klart, at der alene er lagt hindringer i vejen for Holocaust-benægtere som Robert Faurisson, David Irving og Jean-Marie Le Pen?

På samme måde vil det forholde sig med folkemordet på armenierne. Når loven er ratificeret i Senatet (overhuset, red.), kan historikerne omsider få arbejdsro.

Værn mod tyrkisk hetz

Kritikerne påpeger så, at der må kunne findes andre metoder til at afskrække ’papirmorderne’ fra deres forvanskninger. Kan den nøgne sandheden ikke selv forsvare sig og triumfere over dem, der fornægter den? spørger de.

Det er en svær og omfattende diskussion, som i parentes bemærket er foregået siden filosofiens fødsel. I dette tilfælde betyder et særligt parameter — den tyrkiske stats officielle fornægtelsespolitik — at det utvivlsomt er klogere at forlade sig på lovens forsikringer. Den tyrkiske tilgang betyder, at de fornægtere, vi her har at gøre med, ikke er tilfældige galninge, men personer, der støtter sig til ressourcer, diplomati og en magtfuld stats mulighed for at ty til afpresning og repressalier.

Hvordan ville situationen være for de overlevende fra Holocaust, hvis Tyskland efter Anden Verdenskrig var blevet en benægterstat? Forestil Dem den afmægtige fortvivlelse og vrede hos overleverne, hvis de ikke blot skulle kæmpe mod en sekt af tåber, men med et ikke-angrende Tyskland, som tilmed udøvede pression mod andre lande og truede dem med al verdens ulykker, hvis de kategoriserede udryddelsen af jøder i Auschwitz som et folkemord.

Det er sådan armeniernes situation er i dag, og derfor har også de ret til en sådan lov.

Avler ingen mundkurve

Lad mig til sidst tilføje, at det er nødvendigt at holde op med at blande alting sammen og drukne armeniernes ulykke i det ritualiserede sludder, vi hører fra fortalere for historiske ’mindelove’. Loven mod folkemordsfornægtelse er ikke et af disse farlige tiltag, som åbner op for dusinvis, ja hundredvis af absurde reglementer, hvor tvivlsomme individer vil kodificere, hvad man har ret til at sige om Bartolomæus-nattens massakre på huguenotterne, om kolonialismen, om slaveriet, om undertrykkelsen af occitanerne eller andre menneskers religiøse ’helligdomme’. Dette er en lov om folkemord — punktum. Det er en lov, som straffer dem, der vil gentage et folkemord på det abstrakte plan ved at benægte det.

Folkemord er, Gud være lovet, sjældne. I historien findes der kun tre af dem eller fire måske, hvis vi til folkemordet på armeniere, jøder og Rwandas tutsier også føjer Pol Pot-styrets tilintetgørelse af 1,7 millioner cambodjanere. Skal disse tre eller fire folkemord sættes på niveau med resten, risikerer kriminaliseringen unægtelig at invitere til mere af den politiske korrekthed, som ønsker at indføre meningsløse historiske ’mindelove’.

Lad os imødegå alle kritikere — de hjemlige såvel som dem i udlandet — med den nationale repræsentations visdom. Måtte Frankrigs senatorer give denne lov retskraft med samme stærke stemmevægt som Frankrigs deputerede.

 

Bernard-Henri Lévy er fransk filosof

© Le Point og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen