Opslag til denne artikel

Emneord:ledelsesstrategier
Personer:Helle Thorning-Schmidt
Organisationer:Statsministeriet

Ind i lokalet kommer hun med en holdning, hun lytter, og hun noterer sig de andres argumenter. Og hun forlader lokalet med en ny holdning, som er blevet hendes egen. Klar til selvsikkert at overbevise alle om, at nu er det sådan, verden hænger sammen. Således beskrives Helle Thorning-Schmidt i Jakob Nielsens biografi, Helle for magten, af kolleger, som deltog i en studiekreds med hende for nogle år siden.

Den positive udlægning er, at hun er værd at diskutere med, fordi hun lader sig bevæge af argumenter. Hun sidder ikke og kæmper for, at hendes standpunkt skal sejre, men snakker for at finde frem til det, der er mest fornuftigt. Vi kender mange, som har haft så travlt med at stå fast og kæmpe for at få ret, at de har stillet sig helt uden for samtalens fornuft.

Den negative udlægning er, at Helle Thorning-Schmidt ikke har holdninger. Der er ikke noget, som er vigtigere end andet for hende. Faktisk er det svært at finde ud af, hvad hun mener om efterlønnen, flygtninge og indvandrere, kapitalisme, finanskrise, boligskat og betalingsring.

Hendes tilhængere betoner den positive udlægning: Hun er en moderne pragmatiker, mens hendes modstandere ser hende som en kynisk opportunist. Men hendes modstandere må erkende, at hun er en brillant performer: Hun beviste i sin første nytårstale som statsminister, at hun var bedre til at holde en tale for sin modstanders politik, end han selv var. Indholdet af talen stred mod det, hun var gået til valg på, men hun fremførte det som sit eget budskab.

På den anden side måtte selv hendes tilhængere under formandskampen mod Frank Jensen erkende, det var et problem, at hun ikke synes knyttet til nogen politiske ideer eller holdninger. Som hendes egen kampagnegruppe skrev i et internt notat: »Ikke politisk fornyer — bruger Nyrups og Foghs gamle formler — mangler klart politisk ideologisk projekt, som ikke kun er et magtpolitisk projekt«.

Pragmatiker eller opportunist

Det interessante er ikke, om tilhængere eller modstandere har ret — for det har de naturligvis begge. En moderne pragmatiker, som følger samtidens forestillinger om, hvad der er godt og rigtigt, kommer til at afspejle den almindelige enighed om, at ideologi er skidt, ansvarlighed er godt, og vækst er forudsætning for både velfærd og beskæftigelse. Men selv opportunister ved på den anden side, at det simpelthen ikke er opportunt at blive gennemskuet som opportunist. Et år efter Obamas sejr i USA skrev Helle Thorning-Schmidt således en kronik, hvor hun krævede opgør med kynismen.

Det interessante er derimod, at studiekredsepisoden synes at kendetegne hendes stil: Hun fører gennem to år kamp imod regeringens politik og lover befolkningen, at der er en anden vej end sparevejen. Hvorefter hun går op i et tårn, taler med departementscheferne og kommer ned med et regeringsgrundlag, hvor den økonomiske politik, hun inden valget kaldte for usolidarisk og uansvarlig, nu er regeringens politik: Der var alligevel kun sparevejen. Tilsyneladende er hun blevet overbevist af centraladministrationens argumenter og mandaternes kølige logik.

Eller hun træder ind i et møde med lederne fra de andre EU-lande, forsøger at gøre sig gældende, resignerer og annoncerer, at nu er de andre lederes definition af økonomisk nødvendighed blevet til hendes måde at se verden på. Der er bare det problem, at de andre ledere i kredsen er borgerlige, og hun selv er socialdemokrat, så hun undsiger det, hun står for i Danmark — og hendes udenrigsminister, der stadig tror på politikken fra før mødet, kommer til at ligne en klovn, fordi han stadig tror på den socialdemokratiske finanspolitik. Måske er noget tilsvarende sket i forløbet omkring Henrik Sass Larsen: Han kæmpede for hende ved formandsopgøret i 2005, og han har siden bekæmpet al modstand for hende. Hvis Helle Thorning-Schmidt havde en politisk kammerat, var det Sass. Men han blev mere og mere belastet af historier om tvivlsomme bekendtskaber og dubiøse kontakter — Thorning-Schmidt kendte historierne og valgte at leve med dem. Men angiveligt har hendes nye allierede i centraladministration overbevist hende om, at Sass var en politisk risiko, hun ikke burde løbe. Så skilte hun sig af med Sass. Hun var i 2005 stærk modstander af efterlønnen, hun var et par år efter stor tilhænger, og hun ender som statsminister med at stemme for det, hun nu er blevet modstander af. Den hårde tone i udlændingepolitikken kritiserede hun i 2001, den bløde tone kritiserede hun i 2007, da den kom fra hendes egne. Nu er det svært at høre en tone i hendes holdning til flygtninge og indvandrere.

Hvad reflekterer

Alle statsministre skifter holdning: Poul Schlüter, Poul Nyrup Rasmussen, Anders Fogh Rasmussen og Lars Løkke Rasmussen var også i stand til at gå ind i et rum med en holdning og komme ud og præsentere det modsatte standpunkt som den eneste måde at se tingene på. Selvfølgelig skal en statsminister lytte, tage til efterretning og nå nye konklusioner. Og alle har lyttet både til fornuftige argumenter og strategiske kalkuler.

Det særlige ved Helle Thorning-Schmidt er, at denne tilbøjelighed er radikaliseret: Hun er en stor taler, som ikke selv har noget at sige — det er ikke bare et personligt træk, men en refleksion af en udvikling fra politik til administration, hvor ingen intellektuelle er kompetente administratorer, og ingen kompetente administratorer er intellektuelle. Det kan man betragte som et fald — men det er også en mulighed. Sådan er statsministerens stil: Hun kommer ind, lytter og er klar til overtage det mest overbevisende standpunkt. Ordet er på den måde frit.