Ind i lokalet kommer hun med en holdning, hun lytter, og hun noterer sig de andres argumenter. Og hun forlader lokalet med en ny holdning, som er blevet hendes egen. Klar til selvsikkert at overbevise alle om, at nu er det sådan, verden hænger sammen. Således beskrives Helle Thorning-Schmidt i Jakob Nielsens biografi, Helle for magten, af kolleger, som deltog i en studiekreds med hende for nogle år siden.
Den positive udlægning er, at hun er værd at diskutere med, fordi hun lader sig bevæge af argumenter. Hun sidder ikke og kæmper for, at hendes standpunkt skal sejre, men snakker for at finde frem til det, der er mest fornuftigt. Vi kender mange, som har haft så travlt med at stå fast og kæmpe for at få ret, at de har stillet sig helt uden for samtalens fornuft.
Den negative udlægning er, at Helle Thorning-Schmidt ikke har holdninger. Der er ikke noget, som er vigtigere end andet for hende. Faktisk er det svært at finde ud af, hvad hun mener om efterlønnen, flygtninge og indvandrere, kapitalisme, finanskrise, boligskat og betalingsring.
Hendes tilhængere betoner den positive udlægning: Hun er en moderne pragmatiker, mens hendes modstandere ser hende som en kynisk opportunist. Men hendes modstandere må erkende, at hun er en brillant performer: Hun beviste i sin første nytårstale som statsminister, at hun var bedre til at holde en tale for sin modstanders politik, end han selv var. Indholdet af talen stred mod det, hun var gået til valg på, men hun fremførte det som sit eget budskab.
På den anden side måtte selv hendes tilhængere under formandskampen mod Frank Jensen erkende, det var et problem, at hun ikke synes knyttet til nogen politiske ideer eller holdninger. Som hendes egen kampagnegruppe skrev i et internt notat: »Ikke politisk fornyer — bruger Nyrups og Foghs gamle formler — mangler klart politisk ideologisk projekt, som ikke kun er et magtpolitisk projekt«.
Pragmatiker eller opportunist
Det interessante er ikke, om tilhængere eller modstandere har ret — for det har de naturligvis begge. En moderne pragmatiker, som følger samtidens forestillinger om, hvad der er godt og rigtigt, kommer til at afspejle den almindelige enighed om, at ideologi er skidt, ansvarlighed er godt, og vækst er forudsætning for både velfærd og beskæftigelse. Men selv opportunister ved på den anden side, at det simpelthen ikke er opportunt at blive gennemskuet som opportunist. Et år efter Obamas sejr i USA skrev Helle Thorning-Schmidt således en kronik, hvor hun krævede opgør med kynismen.
Det interessante er derimod, at studiekredsepisoden synes at kendetegne hendes stil: Hun fører gennem to år kamp imod regeringens politik og lover befolkningen, at der er en anden vej end sparevejen. Hvorefter hun går op i et tårn, taler med departementscheferne og kommer ned med et regeringsgrundlag, hvor den økonomiske politik, hun inden valget kaldte for usolidarisk og uansvarlig, nu er regeringens politik: Der var alligevel kun sparevejen. Tilsyneladende er hun blevet overbevist af centraladministrationens argumenter og mandaternes kølige logik.
Eller hun træder ind i et møde med lederne fra de andre EU-lande, forsøger at gøre sig gældende, resignerer og annoncerer, at nu er de andre lederes definition af økonomisk nødvendighed blevet til hendes måde at se verden på. Der er bare det problem, at de andre ledere i kredsen er borgerlige, og hun selv er socialdemokrat, så hun undsiger det, hun står for i Danmark — og hendes udenrigsminister, der stadig tror på politikken fra før mødet, kommer til at ligne en klovn, fordi han stadig tror på den socialdemokratiske finanspolitik. Måske er noget tilsvarende sket i forløbet omkring Henrik Sass Larsen: Han kæmpede for hende ved formandsopgøret i 2005, og han har siden bekæmpet al modstand for hende. Hvis Helle Thorning-Schmidt havde en politisk kammerat, var det Sass. Men han blev mere og mere belastet af historier om tvivlsomme bekendtskaber og dubiøse kontakter — Thorning-Schmidt kendte historierne og valgte at leve med dem. Men angiveligt har hendes nye allierede i centraladministration overbevist hende om, at Sass var en politisk risiko, hun ikke burde løbe. Så skilte hun sig af med Sass. Hun var i 2005 stærk modstander af efterlønnen, hun var et par år efter stor tilhænger, og hun ender som statsminister med at stemme for det, hun nu er blevet modstander af. Den hårde tone i udlændingepolitikken kritiserede hun i 2001, den bløde tone kritiserede hun i 2007, da den kom fra hendes egne. Nu er det svært at høre en tone i hendes holdning til flygtninge og indvandrere.
Hvad reflekterer
Alle statsministre skifter holdning: Poul Schlüter, Poul Nyrup Rasmussen, Anders Fogh Rasmussen og Lars Løkke Rasmussen var også i stand til at gå ind i et rum med en holdning og komme ud og præsentere det modsatte standpunkt som den eneste måde at se tingene på. Selvfølgelig skal en statsminister lytte, tage til efterretning og nå nye konklusioner. Og alle har lyttet både til fornuftige argumenter og strategiske kalkuler.
Det særlige ved Helle Thorning-Schmidt er, at denne tilbøjelighed er radikaliseret: Hun er en stor taler, som ikke selv har noget at sige — det er ikke bare et personligt træk, men en refleksion af en udvikling fra politik til administration, hvor ingen intellektuelle er kompetente administratorer, og ingen kompetente administratorer er intellektuelle. Det kan man betragte som et fald — men det er også en mulighed. Sådan er statsministerens stil: Hun kommer ind, lytter og er klar til overtage det mest overbevisende standpunkt. Ordet er på den måde frit.
Kommentarer
De postmoderne filosoffer tager udgangspunkt i to forhold: -
1) Der eksisterer ikke længere nogle metafysiske kriterier for, hvad der er sandt eller falsk, godt eller skidt, udvikling eller hvad der ikke er udvikling, og -
2) Sproget konstituerer vores verden og ikke omvendt.
”Det postmoderne er en tilstand af forfladigelse og fragmentering” (Jean-Francois Lyotard, Det postmoderne vilkår, 1979).
Lyotard var ikke selv nogen begejstret profet. Han var tværtimod bekymret for, at markedslogikken og managementsproget ville kvæle de kvalitative forskelle i verden, skabe en overfladisk mangfoldighed, hvor alt kunne sammenlignes med alt, og alt var lige lidt værd - eller - lige ligegyldigt.
En kendt virksomhedsstrategi hedder ”den hurtige 2-er”. Her risikeres ikke noget af eget hjerteblod eller åbnes for pengepungen i utide, men holdes skarpt øje med konkurrenter og tidsånden. Så slår man til i rette øjeblik og er aldeles ligeglade med, om det er rene kopi- eller hælervarer, som lanceres, tyverier af idéer er jo ikke direkte strafbart. Udløbsdatoen er så næste gang, der stjæles idéer, som markedsføres som sine egne – i overført betydning.
Dette ser vi tydeligt inden for det nok som efterhånden uddebatterede emne - kønnenes kamp - hvor kvinder ikke er sene til at annamme især denne strategi, og efterhånden derved har sat sig på det meste af samfundsindretningen, mens de berøvede snorksover. Og Gud nåde og trøste den, der synes ilde herom, han får kærligheden at føle. Man iagttager i øvrigt total radiotavshed om sine reelle hensigter, ofte suppleret med temmelig selektive ørepropper.
Så, hvorfor ikke også i politik, hvor S bare følger med tidsånden, medens SF sidder fast i gamle ideologier, stadig besat af maskulin godtroenhed, dømt til at tabe. Den førende S-leder er ligefrem nået så vidt ned ad plagiaternes skråplan, at hun er begyndt at efterligne Frau Dr. Merckel med sine storknappede jakker …
Denne kommentar er anbefalet af:
Fin artikel der dokumenterer hvorfor Helle Thorning ikke kan magte rollen som landets leder. Hun har ikke de nødvendige egenskaber hverken menneskeligt eller intellektuelt. Hun taler hverken til hjernen eller til hjertet - hun læser højt fra stavepladen.
Denne kommentar er anbefalet af:
Helle Thorning-Scmidt har på altid virket som en tom skal, uden en selvstændig holdning til noget som helst. Ikke andet end dette jubel-optimistiske ‘jeg kan slå Fogh’. Nå, det kunne hun så heller ikke.
Og hvis vi endelig skal derhen og det skal vi, mener jeg bestemt, at Helle Thorning-Schmidt er en borgerlig politiker, som lige så godt kunne have stillet op for Venstre eller De Konservative. Og som hele tiden har ment det hun mener nu, efterlønnen skal væk, der skal spares, ydelserne skal gives til dem der fortjener dem, ikke til alle. Heri ligger jo så også indirekte at nogle ikke fortjener at få en ydelse af samfundet eller staten overhovedet.
Obama mener jeg har lidt af det samme, han er god til at holde taler, når det kommer til praktisk politik, lytter han alt for meget. Og forsøger at lave et kompromis. Måske har Helle T.S. virkelig gået i flinkeskolen og forsøger at gøre alle glade. Med Fogh og Løkke vidste vi da hvor vi havde dem. Her var der ikke noget, der var stukket under stolen eller under facaden (jo, det var der på det personlige plan) på det politiske plan. Fogh og Løkke havde en vision om, hvor det her samfund skal hen. Helle T.S. synes ingen vision at have om hvor samfundet skal hen overhovedet. Hun vil bare, som før skrevet af mig og andre, have magten for enhver pris. Måske er det derfor hun begyndte sin karriere som socialdemokrati Europa-parlamentet?
Denne kommentar er anbefalet af:
Dette ville være fantastisk godt, hvis Rune Lykkeberg tager fejl.
Denne kommentar er anbefalet af:
Problemet er, at man kan frygte for, hvad hun vil gøre, når de eksisterende strukturer bryder sammen, og der skal findes på noget nyt. Er du så fedtet ind i småborgerlige normer, at hun ikke kan sadle om, eller har hun blik for, at verden lige om lidt er helt forandret, og at folk allerede nu vil noget andet end det, hun gør sig til talskvinde for?
Denne kommentar er anbefalet af:
Det relevante er at Helle Thorning-Schmidt løser en vigtig opgave for Danmark og danskerne, og det gør hun udmærket ;o)
Denne kommentar er anbefalet af:
Peter Hansen, du rammer helt plet, verden er ved at forandre sig; Suoermagter smuldrer for øjnene af os, andre kommer til. Vores finansielle institutioner ja hele vores økonomiske samfundsmodel ligeså. Der er brug for visioner, og dermed visionære og ikke mindst modige ledere.
HTS er trods høje hæle ikke det fyrtårn, vi alle kigger efter, og hun forspilder dermed den chance, hun er blevet givet af vælgerne, for at lede os gennem uvejret.
Hendes pragmatisme kunne være et formildende træk, hvis man ellers fornemmede, det var muligt, at visionære ideer kunne trænge ind og rodfæste sig. Men virkeligheden er nok også, at de førnævnte vælgere jo de facto har stemt et borgerligt flertal ind i Folketinget.
Denne kommentar er anbefalet af:
Fint nok med en diskussion om statsministerens stil, men jeg er totalt uenig med Karsten Aaen, når han siger, at:
“Med Fogh og Løkke vidste vi da hvor vi havde dem. Her var der ikke noget, der var stukket under stolen eller under facaden (jo, det var der på det personlige plan) på det politiske plan. Fogh og Løkke havde en vision om, hvor det her samfund skal hen.”
Helt ærlig, Fogh dyrkede flere politiske facader, som var rent spin: fx supersocialdemokraten Fogh, miljøforkæmperen Fogh… Og hvad det lige, der var Løkkes politiske projekt i den forgangne valgkamp?
Denne kommentar er anbefalet af:
Det er altså ikke nemt at være statsminister. Er det fremlagte forslag for fast (trængselsringen), er det galt; hvis hun omvendt er parat til at lytte og forhandle, er hun for svag. Vi må forvente, at regeringen fremlægger politik, den tror på, og som den mener at kunne komme igennem med. Jeg synes det er lige det der sker nu.
Socialdemokraternes projekt er at lede Danmark gennem krisen uden at sætte velfærdssamfundet over styr. Det kræver den balance mellem ret og pligt, som HTS gjorde til omdrejningspunktet for nytårstalen. Det ville jeg ikke turde betro Løkke, Barfoed, Kjærsgaard og (slet ikke) Samuelsen at omsætte i praktisk politik.
Denne kommentar er anbefalet af:
Jeg er i hvert fald overrasket over i hvor høj grad hun var uden egentlige holdninger og synspunkter i debatten med Clement.
Jeg synes normalt Clement er lidt for energisk (han virker næsten manisk på mig), men han går til sine gæster, hvilket gør jeg føler jeg bliver nød til at se hans udsendelser.
Mærkeligt, som vi oplever tingene forskelligt. Jeg mener, at Rune Lykkeberg har givet en rimelig forståelig forklaring på problemet i sin artikel.
For jeg læser den ikke som om, han har et bestemt synspunkt. Har har flere - det er næsten som at læse et enten/eller, og dog kan det ende med at blive et både/og.
Statsministeren har mange egenskaber, både politisk og teknisk (ordenskarakter?) Som en viis person sagde det i en debat: Giv hende dog en chance - 3 måneder er ikke meget.
Det tænkte jeg meget over al den stund Helle Thorning-Schmidt også efter sit valg til formand for Socialdemokratiet vovede temmelig store forandringer, der vist chokerede adskille kustoder i partiet.
Mit spørgsmål er, om ikke der også findes kustoder UDENFOR Socialdemokratiet? Jeg kunne nævne et par navne ovenover - men altså ikke Rune, der som sædvanlig vækker til eftertanke.
Denne kommentar er anbefalet af:
Lykkeberg er fantastisk til at stille diagnoser, jeg forstår ikke hvordan han kan nedvurdere en statsminister, der har overtaget et så vanskeligt job. Hun er da betydeligt mere kompetent end forgængeren og forhåbentlig mindre kynsik end Anders Fogh Rasmussen. Lad hende dog få en chance. Man behøver ikke at udtille hele sit intellektuelle format over for en så ny i embedet.
Denne kommentar er anbefalet af:
Måske er det her netop billedet på, hvad der er galt med dansk politik anno 2012. Vi har en presse, som for størstedelens vedkommende dårligt kan udkomme, hvis ikke den kritiserer regeringen. Det behøver ikke at handle om indholdet, nej. Formen!..om Villy’s slips er bundet korrekt, om Helle’s retorik i nytårstalen osv. osv. Vi har en presse, som for en stor dels vedkommende bruger disse dage på, at sværte regeringen når nu de har siddet 100 dage. Regeringen har ikke løst finanskrisen, regeringen har ikke rettet op på dansk økonomi, der er stadig for mange arbejdsløse i DK etc etc. Nej, vel har de ej! De overtog et konkursbo fra en regering, som skabte flere problemer end den løste. Det kommer til at tage mere end 100 dage at rette op på det…men vi interesserer os mere for form, retorik, image…indholdet er sekundært i bedste fald. Synes det er skræmmende. Efterhånden er politik ikke meget anderledes end X-factor…
Denne kommentar er anbefalet af:
Hvis en vælger overvejer at sætte sit kryds i morgen ved S, vil man så vide hvilken politik lederen står for ? Lykkeberg mener åbenbart nej.
Denne vælger vil forhåbentlig om tre år ha` en bedre grundlag for sin stillingtagen.
Hvad er en statsminister (eller en redaktør) andet end et kar, som for en tid holder på de strømninger der flyder gennem samfundslegemet. Som sådan er hun, hvis hun er en kvinde, en dronning der gør klogt i at vide hvad vej vinden blæser hos undersåtterne og hvis den står på store knapper, så fred være med det. Men jeg fortryder alligevel, at jeg stemte på de radikale og ikke Enhedslisten, selv om resultatet i det store og hele var blevet det samme. Det er jo magtens evindelige problem og privilegium, at når man endelig opnår den er der så meget og så mange betydningsfulde kollegaer man skal tage hensyn til for at bevare den, at man ikke går ustraffet rundt og mener hvad som helst.
Pas bare på, Søren - de knapper vokser med tiden til en faretruende størrelse …
Vidunderlig artikel, hvis man ellers er imod standpunkter..
Som en der netop har skiftet fra Politiken til Information for at slippe for dårlig og sjusket journalistik, er det er ærgerligt at læse, hvordan Rune Lykkeberg 7-8.januar 2012, s.5, mod bedre vidende kan skrive om statsministeren, at ”hun går op i et tårn,taler med departementcheferne og kommer ned med et regeringsgrundlag, hvor den
økonomiske politik, hun inden valget kaldte for uansvarlig, nu er regeringens politik: der var alligevel kun sparevejen. Tilsyneladende
er hun blevet overbevist af centraladministrationens argumenter og mandaternes kølige logik”!
Andre ville mene at Helle Thorning, ligesom Villy Søvndal, havde indgået et politisk kompromis med De radikale. Og i øvrigt var der vist kun en embedsmand til stede i tårnet, nemlig departementschefen fra statsministeriet.
Men måske er der håb? På s.4 beskriver rl (Rune
Lykkeberg?), hvordan Informations redaktion oplever sine politiske synspunkter (omend i en anden sammenhæng), som værende helt på linje
med Venstre og Konservative politikere og kommer i tvivl om hvem der er til grin.
Et lærestykke i mobningens psykologi!
Denne kommentar er anbefalet af:
Vi har fået en statsminister som ikke er fastlåst, men om det er fordi hun ikke ved hvad hun selv mener eller at hun mener at for at have magt må man mene hvad man tror folk vil have står nok hen i det uvisse lidt endnu.
Lige nu er hun måske det bedste vi kan få og forhåbentlig træder personligheden mere og mere frem gennem de næste par år.
Det økonomiske volder klart denne regering, som mange andre, problemer, men ændringerne på det værdipolitiske er væsentlige, og de er jo på vej til at blive gennemført. Og så tales der ikke længere splittende om “dem” og “os”, eller om at adskille får og bukke, men om et samlende “vi” Det er dog en helt ny stil.
Denne kommentar er anbefalet af:
@ Weis
Så længe man ikke kan se om knapperne forestiller kroner eller euro, ved man ikke engang om man skal være bange eller ej. Men du har nok ret i, at man lige så godt kan være bange, for en sikkerheds skyld.