Når Charlotte Gainsbourg ikke ser rædselsslagen op mod en dommedagsplanet med ekspresfart mod Jorden. Når hun ikke forsøger at fange sin gennemborede ægtemand, der gemmer sig for hende i skoven. Så er hun popsanger.
Når den 40-årige datter af fransk musiks urørlige ikon, Serge Gainsbourg, og den britiske sanger og skuespiller Jane Birkin ikke spiller skuespil — ikke mindst i von Triers to seneste opusser — ja, så synger hun. Endda med betragtelig tyngde. Eller tyngde er måske så meget sagt. Egentlig varmer Gainsbourg sin røst i en haute couture ført formfuldendt tilbage til 60’erne: Françoise Hardys mondæne melankoli og luftige sangstemme. Og Brigitte Bardots, France Galls og mor Birkins mere lystige trallen, ofte bakket op af far Gainsbourg. Det er noget af en musikhistorisk overfrakke at rende rundt i.
Og det er svært at undslippe fortiden, ikke mindst her i en nostalgomanisk verden, hvor det meste og lidt til og meget mere synes at være genbrug. Ikke mindst i Charlotte Gainsbourgs tilfælde. På sit første voksenalbum (hendes debutalbum Charlotte Forever udkom i ’86 og var produceret af farmand) allierede hun sig således med de retrofuturistiske landsmænd i duoen Air, der komponerede hele albummet 5:55,hvor Gainsbourg ofte lød som en moderne Hardy. Det var i 2006. Og tre år senere forenede hun kræfter med den amerikanske postmodernist Beck på albummet IRM, som han både komponerede og producerede. Beck har ikke mindst på hovedværket Sea Change vist stor kærlighed til père Gainsbourg og ikke mindst hans arrangør (og komponist i egen ret) Jean-Claude Vannier. Så ikke overraskende besøgte makkerparret de samme franske efterårs- boulevarder som på 5:55, men kom dog også ud i mere elektroniske kommuner og funky hoods. Beck har det jo trods alt med at være Beck.
Det er også denne amerikaners bidrag, der gør sig mest gældende på det aktuelle album, Stage Whisper, der rummer otte ny numre og et livekapitel med hele 11 numre primært fra de to forgængere.
Godt og dårligt nyt
Den gode nyhed er nye numre som »All The Rain« og »White Telephone«, hvor Beck lyner som sangskriver med førnævnte franske melankoli i sine amerikanske blodårer.
Den dårlige nyhed er, at iscenesættelsen af Gainsbourg som electroclash/ discodiva på numre som »Terrible Angels« og »Paradisco« er helt fri for karisma, sex og sjov. Popstjerner har fripas til at skifte personaer, men de har ikke løbepas til at fare pointeløst vild i garderober, bare fordi der er noget derinde, der glitrer. Heller ikke Charlotte Gainsbourg.
Men den dårligste nyhed på Stage Whisper er, at hovedpersonens alt andet end spektakulære stemme lades helt i stikken på live- optagelserne. De får så til gengæld albumtitlen til at give mening, for Gainsbourgs karakteristiske lavmælt luftige stemme er ikke mere end i bedste fald en hvisken — i værste fald en sangerinde i en helt forkert sammenhæng, nemlig live omgivet af et band. Hun synes at drukne i begge dele.
Stage Whisper føjer ikke noget nyt til Charlotte Gainsbourgs værk, ja, både disco-menageriet og nostalgitrippet virker i værste fald træt, forudsigeligt. Som om fortidens overfrakke er begyndt at tynge hende, hvilket dog ikke betyder, at der på den anden side investeres nogen overdreven begejstring i de elektronisk pulserende alternativer.
Og de intime luksusbobler af lyd og længsel, som man kunne nyde på de to forgængere, punkteres nådesløst i liveoptagelserne. Klangligt giver det en fornemmelse af, at tunge gardiner pludselig bliver trukket til side. Det viser sig at være grumt forskelsløst gråvejr udenfor, og i dét lys forekommer Gainsbourgs lavmælte passion pludselig meget tyndbenet. Hvilket er uretfærdigt for alle involverede parter, inklusiv lytteren.
Charlotte Gainsbourg: Stage Whisper (Because Music/Warner). Udkommer i dag
Kommentarer