En af frihedskampens store helte er død

Ikke så få trak i frihedskæmperarmbindet og bevæbnede sig med mere eller mindre improviserede våben i besættelsens sidste måneder. Færre stod kampen ud fra begyndelsen eller endda før, da Hitler-Tysklands sande væsen gik op for dem, der ville vide besked. En af de opvakte, der allerede i 1930’erne reagerede med afsky og demonstrativ aktivitet, var vesterbrodrengen Gunnar Dyrberg.

Dyrbergs familie kom fra Fåborg, men slog sig siden ned i hovedstaden, hvor faren drev en beskeden café. Takket være sin gode forstand foretog drengen Dyrberg det store sociale spring og kom som den eneste i sin folkeskoleklasse på over 30 i gymnasiet på Vester Borgerdyd. Her iagttog Dyrberg og hans venner med stigende forfærdelse Tysklands antisemitiske udskejelser og aggressioner udadtil. Folk, der siden hævdede ikke at vide, hvad der gik for sig, blev i forbindelse med den slags påstance modsagt af en mand som Dyrberg. Trods danske avisers pålagte tilbageholdenhed var der rigeligt med kilder. Et blad som for eksempel Hans Bendix’ Åndehullet berettede om uhyrlighederne og ikke kun i studenterkredse.

I 1940 lige efter Tysklands besættelse af Danmark blev Gunnar Dyrberg matematisk student og påbegyndte trods ambitioner om en mere musisk løbebane sit polit.-studie. Studierne blev imidlertid først fuldført i 1948. Noget kom i vejen.

Gunnar Dyrberg har selv fortalt, hvorledes illegalt arbejde skaber sin egen indre logik. Det begynder med transport og uddeling af et par illegale blade. Dette er i sig selv strafbart og forekommer ellers lovlydige borgere i den grad grænseoverskridende, at de følgende trin op ad stigen næsten giver sig selv: småtjenester, våbentransport etc. Gunnar Dyrberg steg helt til vejrs, kan man roligt sige; fik gennem den skytteforening, hvor han havde lært at betjene skydevåben, kontakt med de folk, der hjalp danske jøder af sted til Sverige i oktober 1943 og kom herefter med i den navnkundige gruppe Holger Danske. Her mødte han og arbejdede sammen med blandt andre modstandskampens måske mest prominente skikkelser Flammen og Citronen. Gunnar Dyrberg var ikke just jublende over filmatiseringen af de to modstandskollegers bedrifter. Undergrundsarbejdet var et noget mere nøgternt og anonymt foretagende. Folk rendte ikke rundt i skægstubbe og blafrende læderfrakker og var så tåbelige at mødes offentligt. Som Dyrberg tørt konstaterede: »Vi ville jo gerne overleve!«

En af de store helte

Gunnar Dyrberg var en af de meget få på sit niveau af modstandskampen, der for det første overlevede og vel at mærke uden at blive fanget; for det andet erkendte han åbent de stikkerdrab, han begik og kendte til. Antallet ville han ikke ind på, og formodningerne har været mange. Dyrberg kom i den forbindelse i en art forsinket polemik med Frihedsrådets Frode Jakobsen, der vedblev at hævde, at rådet overvågede stikkerlikvideringerne. For Jakobsen var det afgørende, at de havde fundet sted på en ordentlig måde, næsten som efter en retssag. Dyrberg dementerede fremstillingen. Likvideringerne eller drabene, som Øvig Knudsen i sine bøger mere præcist har kaldt dem, blev foretaget efter skøn. Og der var fejltagelser.

Gunnar Dyrberg var en af frihedskampens store helte, skønt han selv ville have sig frabedt en sådan betegnelse. Men heltemodet ligger unægtelig i den udøvendes erkendelse af farligheden i indsatsen, og Dyrberg var alt andet end en dumdristig mand. Hvad han gjorde, gjorde han overvejet og forberedt og var sig følgerne bevidst.

Begavelsen viste sig også i Dyrbergs evne til at stryge virkningerne af de bevægede år af sig og påbegynde et rigt civilt liv. Efter eksamen i 1948 indledte han en alsidig karriere som embedsmand i både det offentlige og det private og blev som slutsten på denne side af tilværelsen den første PR-chef i en bank, Den Danske, hvor han søsatte den berømte Pondus-kampagne i 1967. Alsidigheden viste Dyrberg blandt andet, ved at han ved siden af drev et mindre landbrug helt frem til sin død i går. 90 år gammel sov han stille ind i sit hjem i Hørsholm.

Gunnar Dyrbergs minde være æret.