EN ÆRA ER SLUT — USA skal ikke mere spille rollen som verdens politibetjent. Det er slut med krige som dem, verden har været vidne til i Irak og Afghanistan — krige, hvor oprørsbekæmpelse og bistand til opbygning af demokratiske stater står i centrum. Det var det vigtigste budskab fra præsident Obama, da han i slutningen af sidste uge fremlagde en omfattende nedskæringsplan, der — hvis den bliver gennemført — radikalt vil forandre supermagtens militær.

Ifølge planen skal hæren mindskes fra 570.000 personer til 490.000, i takt med at Pentagon reducerer sit budget med 500 milliarder dollar over de næste 10 år. USA skal ikke længere have en standende kapacitet til at udkæmpe to store krige på én gang; et ganske radikalt skridt væk fra den koldkrigstankegang, der har domineret USA’s tænkning frem til i dag.

Hvis præsidentens ord står til troende, repræsenterer den nye strategi et moderne alternativ til kedelige salami-nedskæringer. Frem for at foretage en generel budgetnedskæring vil supermagten nedprioritere fortidens konflikter og bruge sine ressourcer på fremtidens:

Geografisk medfører det et reduceret fokus på Mellemøsten til fordel for Asien. En bevægelse, der følges af betydelige reduktioner af landtropperne til fordel for en oprustning af søværnet og flyvevåbnet. Samt et fortsat fokus på terrorbekæmpelse og efterretningstjenesterne, en kraftig opprioritering af cyberwarfare og bestræbelserne på at stoppe spredningen af kernevåben.

KILDER I PENTAGON siger, at tankegangen er logisk — »hvorfor bruge platinkort, hvis guldkortet rækker,« lyder det. Det skal dog bemærkes, at guldkortet ifølge forsvarsminister Leon Panetta indebærer, at Kongressen ændrer i den allerede indgåede aftale om reduktionen af USA’s gældsloft, der medfører automatiske nedskæringer i Pentagons budget. Panetta kalder konsekvenserne for »ødelæggende«.

DER ER INGEN tvivl om, at den nye forsvarsstrategi er smart og bærer præg af både finanspolitiske og militærstrategiske overvejelser. Og at den passer til et valgår.

Præsidenten har registreret en træthed i forhold til krige i vælgerbefolkningen — war fatigue; ikke noget nyt fænomen, man så det også efter Vietnam-krigen. Når en mand som libertarianeren Ron Paul kan opnå en vis succes med et budskab, der indbefatter et decideret stop for militære interventioner i resten af verden og en total nedlæggelse af de amerikanske baser uden for USA, vil det ikke være upopulært i sig selv at foretage nedskæringer på forsvaret, uanset at det altid er et følsomt emne i amerikansk politik. Militæret er generelt en af de mest populære institutioner i USA, stoltheden over landets soldater og respekten for deres indsats er enorm, og patriotismen stikker dybt hos borgerne. Obama ønsker selvsagt ikke at gøre sig sårbar over for de automatiske beskyldninger fra republikanerne om at være et skvat, der »konstant undskylder på sit lands vegne«, som den republikanske præsidentkandidat Mitt Romney konstant fremfører.

Men for en præsident, der har stået i spidsen for ombringelsen af Osama bin Laden, og som på flere områder, bl.a. med droneindsatsen, faktisk har militariseret USA’s profil selv i sammenligning med George Bush og Richard Cheney, udgør Romneys angreb imidlertid en lille risiko. Så præsidenten kan tage det roligt med hensyn til indenrigspolitikken. Den nye strategi passer som fod i hose til det planlagte budskab i valgåret.

OG DER ER MASSER af luft i forsvarsbudgettet. Selv hvis man satte alle de planlagte nedskæringer i kraft, ville Pentagons samlede budget fortsat vokse. Et eksempel: Panetta nægter at fjerne blot et eneste af flådens 11 hangarskibe, selv om en omlægning til 10 ville medføre en besparelse på mindst fire milliarder dollar over de næste 10 år. Selv efter nedskæringerne vil USA stadig investere lige så meget i sit forsvar som Kina, Rusland, Storbritannien, Frankrig, Japan og Tyskland tilsammen.

Sidste års budget (der ikke medregner krigene i Irak og Afghanistan) på 530 milliarder dollar lå 140 milliarder dollar over 2001, også hvis man korrigerer for inflationen. Udgangspunktet for dette års budget forventes at blive cirka 526 milliarder dollar. Selv hvis alle de foreslåede nedskæringer sættes i værk, havner man blot på niveauet for 2007.

Alt dette ikke for at underkende, at verden fortsat et farligt sted. Det er den, og det kan ikke udelukkes, at verden vil få brug for USA’s militære muskler i fremtiden. Hvis Pakistan kollapser, hvis Iran blokerer olie- transporten eller udvikler atomvåben, hvis en svag, irrationel nordkoreansk leder overskrider grænsen til Syd- korea, eller hvis de kinesiske ambitioner udvikler sig i en truende retning, kan der blive behov for at revurdere den nye strategi. Deciderede folkemord eller etniske udrensninger skal fortsat få ikke bare USA, men hele den vestlige verden og NATO til at reagere. 

Rettelse: I artiklen ovenfor havde vi oprindeligt anført besparelser på militærudgifter på en halv milliard dollar. Det er forkert. Besparelserne er derimod på en halv billion, altså 500 milliarder. Vi beklager.