Sygdomme har en social slagside. Det handler hovedsageligt om livsstil, jobfunktion og forholdet både til kroppen og til det offentlige. Derfor har forskellige sygdomme også forskellige grader af prestige og social stigmatiseringseffekt.

Men den sociale slagside er ikke det eneste, der afgør sygdommes omdømme. De mere end 250 forskellige patientforeninger, der hver dag lobbyer for opmærksomhed, kan være gode eller mindre gode til almindelig mediestrategi og branding. Det er ikke lige meget med henblik på forskningskroner og prestige. Det er heller ikke lige meget, hvordan sygdommen spredes. Om man får den ved at have sex, ved at ryge for meget eller er født med den, ligesom det heller ikke er lige meget, om en kendt er blevet ramt af sygdommen, eller om den lige er blevet skildret i en film eller i en gribende dokumentar. Det ikke engang ligegyldigt, hvilket organ den har ramt, og det er slet ikke ligegyldigt, hvor gode mulighederne er for, at et medicinalfirma kan opfinde en medicin, der kan gøre dig rask, og som det kan patentere.

Det hele er med til at afgøre, hvor meget der forskes i sygdommene, hvor mange penge der følger den enkelte sygdom, hvordan folk ser på dig, og i sidste ende hvordan dine helbredelsesmuligheder er. Det er med til at afgøre, om din sygdom har prestige.

Der er ingen retfærdighed til, når der er tale om sygdomme, og det giver heller ikke mening at tale om retfærdighed i forhold til sygdommenes interne prestigehierarki. Sådan er det overalt i samfundet og i alle fag. Men det må være rimeligt at tale om retfærdighed, når man taler om helbredelse og forskning, og det må være rimeligt at se på, hvad faktorer, der intet har at gøre med sygdommenes alvor og symptomer, betyder for patientens muligheder og vilkår. Det er der indtil videre ingen, der har undersøgt, men både politikere, forskere, læger og patientforeninger er enige om, at det har en stor betydning. I weekendens Moderne Tider udtalte overlæge og professor Christoffer Johansen, at »forskningsmidlerne følger de sygdomme, hvor forekomsten af velstillede er højest«. Og når vi er nået dertil, er der direkte tale om uretfærdighed. 

Denne artikel er anbefalet af: