Vrede piger kysser mest

Hvordan er det at være så teenagesprød, at man er parat til at kaste hele sit liv overbord for en spændende aften? Det er den insisterende livsnerve, som nu spilles frem i to interessante forestillinger: Hjardemål med Thy Teater og BCNU på Teater Grob.

Hjardemål beskriver hippietiden i Thylejren og besættelsen af Hjardemål Kirke i 1971. Dramatikeren Lærke Sanderhoff har dog forholdt sig ret frit til ’Det Ny Samfund’ i Thy. I hendes stykke er hovedpersonen en lokal, indremissionsk Thy-teenagepige, der i protest forlader sin troende familie og flytter ind til den frie kærlighed i Thylejren. Stykkets plot er godt skruet sammen, og replikkerne har en enkelhed, som minder om Sanderhoffs Klumpfisken. Samtidig bliver stykket en fin nutidsvinkel på den selvfede 70’er-hørm, som kan være svær at fatte for os, der ikke var med dengang. For hvordan kunne de egentlig tro på, at de kunne ændre verden ved at fyre en fed?

Gud er en guitar

Minna Johannesson har muntert iscenesat hippiedrømmen, så både det troskyldige og det forlorne kommer frem. Og Mårten K. Axelssons scenografi har fermt fået et orange familietelt til at forvandle sig til en kirke. Timingen tilter dog patetisk undervejs, men jargonen er helt rigtig. Ikke mindst fordi skuespillerne leger med på hippiernes nøgendyrkelse. Som en kvindelig tilskuer beroligende sagde til en veninde: »Det er godt, at han holder guitaren FORAN.«

Og jo, Pelle Nordhøj Kann klimprer splitterfornøjet på sin guitar, mens han synger fredssange med charmeklang og gør klar til at nedlægge Anne Gry Henningsens præcise bitterfisse-strateg. Men så er det altså, at Christine Gjerulffs bedårende bibelbambi kommer forbi og bliver forelsket, og så får alfahannen travlt. Alt imens Mikkel Løvenholt Reenberg morsomt drikker sig igennem Thy Pilsners »flydende kærlighed« og sørger for bodypaint …

Nettet frister

Anna Bros stykke BCNU — Be Seing You — handler også om at springe hovedkuls ud i livet. Men her er heltinden en omsorgssvigtet pige fra et hjem, hvor far har nok i sig selv og sine kærester. Så hun chatter på nettet og lader sig friste …

Teksten har imponerende skarptskårne replikker, og den bejler klart til det eksistentialistiske dramas nulstilling af virkeligheden. Men eventyrets Alice-verden presser sig på, og dermed mindskes de sexfarer, som pressematerialet udpensler: Er det ok at sælge et blowjob for en burger?

Det svarer forestillingen ikke på. Men Lykke Sand Michelsen har en uimodståelig teenagevrede i sig som pigen, der hele tiden bliver manipuleret med.

Ligesom i Loop ’n Loop på Café Teatret sidste år krænger hun her en barsk liverfaring ud over tilskuerne — og ser os i øjnene imens. Blink! Og Johannes Lassen spiller psykologisk fængende både hendes voldtægtsmand og hendes redningsmand.

Scenografisk har Nadia Nabil Korsbæk skildret eventyret i en masse plastik-lameller, der er hægtet sammen som et utrygt hegn mod overgrebene. Dermed er symbolikken i BCNU på plads, og den støttes fængende af Jonas Jørgensens lyddesign, der fosser med regn og ensomhed. Men forestillingen taler tydeligvis mere til teenagere end til voksne.Hvad gør en teenager, der ikke føler sig elsket? Det ældste trick er at flytte hjemmefra — det næstældste at melde sig under fanerne for en sag. Men efter forestillingerne at dømme kræver det i dag mere end en Roskilde-festival eller et blowjob at finde sig selv. For slet ikke at tale om kærligheden.