Udlændingeservice, starthjælp, velfærdsreform. Den gamle regering brandede upopulær politik, så det lød vidunderligt, men den nye regering er kommet anderledes uheldigt fra start. Med ord som først betalingsring og siden trængselsring insisterer regeringen tilsyneladende på at forblive upopulær. Men I, kære læsere, vil det anderledes. I hvert fald har I indsendt flere end 55 forslag til et nyt og mere appellerende navn til det upopulære infrastrukturinitiativ.

I opdraget til konkurrencen slog vi fast, at forslagene hverken måtte »lede tankerne hen på privatøkonomi og/eller sjofelheder«, og det har Carsten Rentzmann taget særdeles bogstaveligt — han skriver:

»Efter at have grublet en del over et nyt navn til den famøse ring, er jeg nået frem til et (kedeligt) navn, der vist ikke kan genere nogen. Det er nemt at huske og fokuserer trods alt på det, det drejer sig om: trafikken. Altså: er TRAFIKRINGEN mit bud. Intet om betaling, intet om København, intet vulgært.«

Lars Asp Christensen har valgt en anden strategi og byder i stedet ind med tre hurtige forslag, der hverken er kedelige eller behøver nogen introduktion: »Friskluftsanlægget. Trafikdræberen. Bilregulatoren,« skriver han kort og godt i, hvad der må formodes at være prioriteret rækkefølge.

Morten Svare foreslår »Klimaglorien«, Eva Horn Møller ønsker at opføre en »trafikvold«, mens Søren Rosschou er af den overbevisning, at, »det eneste rigtige er Miljøringen.« Derimod er Robert Henningsson glad, »så længe de bare ikke kalder den Ringmusklen«.

Og det gør de nok ikke.

Grædemuren

Blandt de mere tvivlsomme håndsrækninger finder man Bente Stenbæks forslag, der vist nok ikke er ment som nogen hjælp til regeringen. I hvert fald er hun ikke begejstret for en betalingsring, uanset hvad de så finder på at kalde den — hun skriver:

»Jeg kommer til at tænke på operaen La Bohème og bønderne, der om morgenen venter uden for bymuren på at komme ind i byen og om aftenen på at komme ud. Vi har tidligere haft bompenge. Altså mener jeg, at betalingsringen er et middelalderligt og forkert forslag. Forslag til et nyt navn: 1. Bommerten, 2. Grædemuren,« skriver hun.

Anderledes positivt stemt er Jacob Gjørtz, der som nyt navn foreslår ‘Miljøzonen’.

»Problemet er, som I ganske rigtigt påpeger, ikke i ordet ’betaling’, men i højere grad i ordet ’ringen’,« forklarer han i en uddybende mail:

»En ring er ekskluderende, begrænser folk, holder dem ude. I stedet for at sætte mure op i folks bevidsthed skulle Soc.dem. & co. have sat fokus på UDBYTTET af ringen: det gode, der er INDENI. ’Det der upopulære infrastrukturinitiativ fra SRSF-regeringen’ skulle derfor fra starten have heddet ’MILJØZONEN’. Hvem vil ikke gerne være der, hvor luften er lidt renere? Og samtidig betale en lille skilling for det?« skriver Jacob Gjørtz.

Murene i hovedet

Af andre kandidater finder man Karl Ove Jepsen, der advokerer for »Guldringen«, fordi han mener, at miljøaspektet kun er et figenblad, der skal dække over »begrænsning i trafikvæksten og fiskal tænkning.«

Abraham Abrahamsen agiterer for »Trafik-HalsBåndet«, da et halsbånd — selv om det snærer — »af og til er ganske nødvendigt og sågar helt praktisk, når og hvis man vil tøjle de vilde kræfter,« som han forklarer.

Vinderen skal imidlertid findes et andet sted. Efter lange og dybe overvejelser ender det strikkede Informationshalstørklæde sammen med æren og det tunge ansvar for at få navnet slået fast i den brede befolkning hos Rasmus Therkildsen for navnet ‘Den Grønne Zone’:

»På den måde kommer man væk fra både ring og betaling og kan finde på noget smart, bæredygtigt snik-snak, som passer med Københavns 2025 plan,« skriver han uddybende og fortsætter:

»Samtidig er det jo kun et plus, at ordet minder om den grønne zone i Bagdad, der foregiver at være sikker, men hvor man alligevel går rundt med lidt uro i maven. Det signalerer, at København er en ren by og samtidig dødspændende.«