Længe var det anset som noget idealistisk ævl fra den yderste venstrefløj. Så blev det en mulighed blandt stadig flere mainstream-økonomer. Herefter kom det progressive erhvervsliv på banen bl.a. i skikkelse af Bill Gates. Og senest har selv den tyske kansler, Angela Merkel, forelsket sig i ideen om en skat på finansielle transaktioner, også kaldet Tobin-skat, eller populært Robin Hood-skat.
I går mødtes hun med den efterhånden mangeårige fan, Nicolas Sarkozy, for bl.a. at drøfte detaljerne til en sådan skat, som forberedelse til mødet mellem EU’s finansministre den 30. oktober. De to ledere meldte efter mødet, at de ønsker en afklaring om skatten hurtigt muligt — forhåbentlig allerede til marts. »Vi har kæmpet for en finansskat i årevis, ikke alene i EU, men også i G20-sammenhæng. Derfor er vi glade for, at EU-Kommissionen har taget ideen op og udsendt konkrete forslag til medlemslandene om, hvordan en sådan skat kan opkræves,« sagde kansler Merkel, der tilføjede, at hun personligt var tilhænger af skatten, men stod over for den vanskelige opgave at overbevise sin samlingsregering om fordelene. Anderledes stålfast var den franske præsident, der sagde, at han var indstillet på at indføre en særskilt finansskat i Frankrig på aktie- og obligationshandler, såfremt det ikke skulle lykkes at få fælles fodslag i Eurozone-regi.
Der er tre grunde til, at de store økonomier er så varme på ideen i en krisetid: Skatten kan fungere regulerende på det marked, der langt hen ad vejen banede vej for krisen gennem ukontrolleret spekulation, den er meget lidt skadelig for den reelle økonomi, da den ikke pålægger produktionen ekstraomkostninger eller begrænser forbruget, og den kan give velkomne nye penge i de slunkne kasser.
Men den europæiske entusiasme rykker ikke ved den danske regering. De to største partier S og SF var ellers voldsomt begejstrede, så længe man sad i opposition, men noget ændredes med magten, og få, der har fulgt kampen om skatten, er i tvivl om, hvad det er: Man måtte forhandle med Radikale Venstre. Økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager gentog holdningen i gårdagens Information.
»Den danske position er, at det ville være fornuftigt med en form for skat på transaktioner globalt, men som forslaget ligger, er det ikke tilstrækkeligt robust i forhold til risikoen for udflytning af arbejdsplader. Det kan vi ikke risikere, som tingene ser ud nu,« sagde hun. Margrethe Vestager understregede, at der ikke var tale om ideologisk forankret modstand, men en vurdering af at forslaget, som det så ud, da EU-Kommissionen fremlagde det i oktober, ville skade væksten på et meget dårligt tidspunkt.
Hos støttepartiet Enhedslisten var man mindre sikker på det med det ideologiske. »Det er ingen hemmelighed, at Radikale Venstre er tilbøjelig til at udvise stor forståelse for finanskapitalens interesser og flere gange har holdt hånden over bankerne,« sagde Per Clausen til Information.
Hvilken udlægning, der er tættest på sandheden, må hver mand afgøre. Men om der er tale om en historisk, ideologisk forankret modstand mod at belaste finanskapitalen eller en aktuel pragmatisk vurdering af et konkret forslag, må tiden jo vise. I hvert fald vil Margrethe Vestager den 30. blive bedt om at forholde sig til endnu et konkret forslag, der ifølge kilder vil imødekomme en stor del af de danske bekymringer. Det ville klæde Danmark at droppe positionen på sidelinjen og komme til nettet. Som Lars Koch, politikmedarbejder hos udviklingsorganisationen IBIS, sagde til Information.
»De andre har besluttet sig, så i stedet for at stå og surmule udenfor i en regressiv rolle må Danmark melde sig positivt på banen og være en aktiv spiller i at få udformet en model, alle kan leve med«.
Når det er så trist, at de radikale har taget den store nej-hat på, er det fordi, at de netop kunne spille en fabelagtig positiv rolle i forhold til det nok allermest afgørende spørgsmål: Hvad de fremtidige indtægter fra en sådan skat skal bruges til. Der er nemlig overhængende risiko for, at der ikke bliver meget Robin Hood over skatten i en EU-kontekst. I rigtig mange lande har den primære appel været, at den kan skæppe i statskasserne og i værste fald indgå i EU’s budget. Og der er jo ikke meget ’de fattiges helt fra Sherwood-skoven’ over, hvis de blev brugt til at betale europæiske landmænd for at producere kunstigt billige varer, der holder de fattige landes produkter ude og dumper priserne på deres hjemmemarkeder.
Så kære Radikale: Lad os få en skat, der både kan regulere og generere indtægt. Og lad os få jer med, så I kan minde om, at selvom krisen kradser i Europa, må vi ikke glemme løfterne til den tredje verden.
Kommentarer
Er det fuldstændig urimeligt og meget langhåret at drømme om, at Informations journalister en dag begynder at gå kritisk til de Radikale finansorakler?
“Så kære Radikale…” Helt ærlig altså!
Måske skulle man overveje at sætte en bulldog på opgaven, næste gang logikken i Vestagers svar fortaber sig i “Vi lytter også til økonomer”-valgtågerne.
Vestager svarer jo her efter samme logik som USA’s Kongres, når den afviser at lave bindende klimaaftaler.
Og hvor kunne det i øvrigt være interessant, hvis nogen en dag brugte tid på at spørge de Radikale Euro-fundamentalister, hvordan de selv synes, det går med projektet ude i den virkelige verden.
For det er forhåbentlig ikke sådan, at der efter Philip Egea Flores afgang fra bladet er flere, der går og drømmer om tjans som Radikal spindoktor.
Denne kommentar er anbefalet af:
Det er da fint du sparker lidt til de radikale, det har de fortjent. Men, for mig at se er det samtlige partier, fra Enhedslisten til Liberal alliance der trænger til et kraftigt spark i r….
Ingen overhovedet prøver at tage problemet op i folketinget, ved at komme med forslag som kan skabe jobs i det private, jobs som kan skabe eksport som vi jo på en eller anden måde skal leve af.
I stedet prøver nogle politikere at lave flere børnehaver og andre tiltag, der vil koste samfundet endnu flere penge, som ikke skaber en eneste eksportarbejdsplads. Den metode er meget dyrere end at give de mennesker, der eventuelt kan få et job på den måde, offentlig understøttelse. Derfor vil det i fremtiden give endnu større underskud på statens finanser.
Først var jeg lige så forbløffet over Vestagers modstand mod skat på financielle transaktioner, som alle andre er, for jeg er lige så hævngerrig over for den financielle sektor, som alle andre er.
Men så læste jeg hendes argumenter igen. Det er ikke skatten, der er noget galt med. Det er måden, altså, at den er skat på, som de synger i den gamle vise.
Og så blev jeg genforelsket i det repræsentative demokrati, der her viser sig fra den bedste side. Hvis vi vælger vores politikere ud fra deres fornuft, så tager de fornuftige beslutninger på vores vegne, når temperamenterne koger.
Nej, Peter Andreas, hendes argument er, at skatten skal være global med det samme, og det bliver den aldrig.
Vestager hævder, at skatten vil kost vækst og arbejdspladser - og det er sjovt nok akkurat det samme som finanssektoren siger - og vi ved jo historisk, at de har det jo med at vide, præcis hvad der skal til… for at de ikke selv skal betale noget.
Denne kommentar er anbefalet af:
Lasse, måske har du ret, men så dikotomisk en tone synes jeg nu ikke Vestager lægger for dagen. Som jeg læser det, så er forslaget bare ikke ‘globalt nok’, om jeg så må sige.
Peter Andreas, jeg vil gerne svinge mig meget højt op i træet på den her, for jeg mener rent faktisk - og helt alvorligt - at Vestager undergraver det danske demokrati med sine udmeldinger i den her sag.
For hvis ikke politikerne kan finde ud af, at verdenshistoriens største røveri skal have konsekvenser, så gør de sig selv overflødige i uhyggelig grad, og det kommer til at skabe grobund for yderligere politikerlede og bevægelser, vi slet ikke har lyst til at tænke på.
Vestager tilhører den generation af politikere, der i deres selvfedhed og uforstand var med til at skabe miseren, og nu gør hun så ondt værre ved at fortsætte sine superarrogante ‘jeg lytter også til økonomer’-platituder (bankøkonomer forstås) denne gang ikke over for en servil dansk presse, men nu med hele EU som måbende tilskuere…
… samtidig med at hun (i parentes bemærket) lægger gift ud for sine i forvejen total vingeskudte regeringskolleger.
Anna von Sperling formår ikke at formidle, at den foreslåede skat er ti gange højere på aktier og obligationer, som handles af almindelige private og pensionsselskaberne, end på derivaterne, hvis marked er fire gange større end de to andre tilsammen og langt overvejende er der, investeringsbanker og hedge fonde henter deres spekulative gevinster.
Det er altså helt som altid borgerne via pensionselskaberne, der betaler skatterne for eurokraternes Stor-Europa-drømme, men sådan kan man jo ikke sælge en så stor skat til europæerne.
Derfor sælges skatten i stedet som et indgreb mod de onde spekulanter, ligesom “eksperter” påstod, at de 7 ud af 10 englændere, der ikke vil have euro, alle sammen er onde spekulanter fra London City.
Og sådan er det hele vejen igennem…. I bliver taget ved røven.
Denne kommentar er anbefalet af:
Maa jeg lige minde om at Information dengang som nu uafhængig af partipolitiske og økonomiske interesser!
Bo, den kolofon hører på mange måder fortiden til. Det var dengang, partipressen bekendte kulør, og det danske mediebillede i praksis var noget mere ‘pluralistisk’ . Tænk, der fandtes fx erklærede venstreorienterede chefredaktører og aviser, der bidrog til at sikre, at der også var en daglig venstreorienteret vinkel i debatten her i landet - det gør der ikke mere, selvom 40% af befolkningen betragter sig selv som venstreorienteret.
Information har prøvet at klare sig igennem 00’ernes politiske polarisering ved at beskrive konflikterne i samfundet som ‘kulturelle: ‘overdanmark mod underdanmark - udkantsdanmark mod storbyerne - landsbytosserne mod storbytosserne, og imens har der raset et benhårdt økonomisk udskilningsløb og en gennemgribende omfordeling af politisk og økonomisk magt i de vestlige samfund, som man tilsyneladende knap nok har opdaget på redaktionen…
Måske en mere tidsvarende kolofon eller valgsprog for Information ville være:
“Uafhængig af partipolitiske og økonomiske interesser (undtagen massiv statsstøtte og en magentafarvet forkærlighed for både at blæse og have mel i munden).
Denne kommentar er anbefalet af:
At Margrethe Vestager ser det som sin opgave at holde hånden under kapitalinteresser er da ikke nogen nyhed
Denne kommentar er anbefalet af:
Selvom jeg er tilhænger af én eller anden velgennemtænkt Tobin-ordning, så må jeg alligevel anholde følgende citat:
“Skatten kan fungere regulerende på det marked, der langt hen ad vejen banede vej for krisen gennem ukontrolleret spekulation”
Det nytter altså ikke noget, at denne side af salen kommer med urigtige påstande samlet op hen ad vejen. Kriserne i 2008 og 2011 var forårsaget af at hhv. subprime og græske statsobligationer gik meget hurtigt fra at være lavrisiko til at være højrisikopapirer. Det havde ikke rigtig noget at gøre med “ukontrolleret spekulation”, og en Tobin-skat ville intet have gjort for at forhindre disse kriser.
Om igen, Rune. Du mener da vel ikke seriøst, at den lille bitte græske økonomi kan udløse verdensomspændende rystelser, hvis der ikke var tale om ukontrolleret spekulation.
Sub-prime lån var højrisiko fra starten af, - at de blev pakket ned i nogle spekulationspakker som blev klasset som lavrisiko, skyldtes formodentlig at klassifikationsselskaberne ikke er hverken filantropiske eller statslige, men derimod private.
De får rent faktisk betaling af den organisation, der ønsker at få bedømt en finansiel “pakke”, - det være sig en bank, en investeringspulje, eller andet.
Dertil kommer, at flere af de banker der konstruerede investeringspakker med sub-prime lån i, selv aktivt spekulerede i at kurserne på de samme pakker ville dykke, - denne spekulation er/var et derivat.
Altså var derivatmarkedet og de manipulerbare “rating”-organisationer et par af de helt store syndere i finanskrisen.
@Lasse - Jo det mener jeg faktisk. Problemet er jo grundlæggende, at bankerne må låne det meste af deres indestående ud, og det giver jo i sig selv en ret stor risiko for, at banken bliver insolvent (og dermed skal reddes af staten). Basel I stiller så krav til banken om sammensætningen af udlån mht. risiko. Det nytter jo så bare ikke rigtig noget, når en stor del af den sikre udlånsportefølje meget hurtigt skifter status fra AAA til CC. Og så lille er den græske gæld altså heller ikke i forhold til de banker, der er udsat. Havde det helt isoleret set kun drejet sig om den græske gæld, havde det heller ikke været noget problem, men frygten for at det også skulle ramme Spanien, Italien, m.fl. har så sat lavinen i gang.
@Sven - Subprime-lånene blev opdelt i trancher, således at den tranche, der fik triple-A fik førsteprioritet på et antal procent af den samlede puljes betalinger. Dvs. at en del af puljen kunne konkurs uden, at det betød noget for triple-a-indehaverne. Du har så nok ret et stykke henad vejen alligevel, fordi denne procentsats var alt for høj til at det kunne bære, derudover betød lånenes karakter, at udlånerne fuldstændig droppede alle forbehold, når de skulle låne penge ud, fordi lånene blev opdelt på denne måde. Derfor blev procentsatsen af dårlige lånere i subprime-puljerne meget højere, end “designet” var udtænkt til at håndtere.
Så den direkte årsag til krisen kan altså ikke forhindre det problem, der opstår, når god gæld pludselig bliver til dårlig gæld. Det som skatten muligvis vil kunne forhindre er den meget komplekse spredning af risiko, som derivaterne forårsager, men jeg tvivler.
Men, Rune, det er vel netop, fordi det er muligt at spekulere vildt og ukontrolleret i ‘frygten for’, at fx Italien bliver et problem, ikke?,, fordi renten pludselig stiger enormt, og gælden derfor vokser proportionalt
I Grækenland sad der nogen og snød på vægten (med Goldman Sachs hjælp), men i Italien endte et godt nok rigtig tungt politisk - men dog absolut håndterligt problem med at blive blæst helt ud af proportioner, uden at spekulanterne løb nogen egentlig risiko. Det er vel også derfor, at ærkeborgerlige politikere som Merkel og Sarkozy nu vil regulere en smule.
Nu vil jeg lige dele tingene lidt op, så vi er sikre på, hvad vi taler om.
Krisen i 2011 for bankerne i Europa handlede om, at mange banker mistede solvens pga. deres beholdning af græske statsobligationer, som blev nedgraderet voldsomt og forholdsvist hurtigt. Dette har ikke noget med handel med derivater at gøre. I den sammenhæng udgør Spanien og Italien overhovedet ikke noget problem, for de blev ikke nedgraderet i nævneværdig grad såvidt jeg husker. Al den usikkerhed betød (ligesom ved Lehmans konkurs), at alle begyndte at blive bange for at låne penge til hinanden, hvilket er en katastrofe for banksystemet. Igen har det ikke noget med handel i derivater at gøre.
Når Italien skal ud og refinansiere deres gæld foregår det ved en udbudsrunde. Det har heller ikke noget med derivathandel at gøre.
Så hvilken rolle derivathandlen har spillet i krisen (om nogen) synes jeg er meget utydeligt.
Tilbage til min første kommentar. Jeg synes, det er meget vigtigt, at man (i dette tilfælde Sperling) ikke bare slynger om sig med udokumenterede påstande som den jeg citerede fra artiklen, for disse har det med at udvikle sig til fuldstændig uigendrivelige myter, der i sidste kan betyde, at poltikerne træffer forkerte beslutninger på et forkert grundlag.
@Rune Du skrev “Jo det mener jeg faktisk. Problemet er jo grundlæggende, at bankerne må låne det meste af deres indestående ud, og det giver jo i sig selv en ret stor risiko for, at banken bliver insolvent (og dermed skal reddes af staten).”
Bankerne må låne meget mere end deres indestående ud. Solvenskravet er 8 %. Dvs. at har du som bank kun er forpligtet til min. at have 8 % af den samlede kapital, du har lånt ud.
Det vil også sige, at indsætter du 8 kr. i din bank, så må den på baggrund af de 8 kr. udlåne 100 kr. Banken må altså låne 12,5 gange så mange penge ud, som de reelt har, og på den måde tjene penge.
Penge er ikke længere bundet til et aktiv, og bankerne kan faktisk på den måde bare lave pengene ud af den blå luft. Bankerne har ovenikøbet monopol på denne virksomhed.
Denne kommentar er anbefalet af:
@Rune, du skal ikke være ked af det. Det er ikke så længe siden, at også jeg troede, at bankerne lånte de indestående ud, som de havde fået ind af indlånerne og ikke vidste noget om den gigantiske gearing. Det er iøvrigt hele fidusen i bankvirksomhed, men det lærte man ikke dengang, jeg gik i skole.
@ Niels Engelsted
Det lærer man altså heller ikke idag. Det er i meget få menneskers interesse, at sandheden om bankvæsen kommer frem. Hele princippet om “Fractional reserve banking” er så langt ude, at forklarer man folk om det på gaden, så vil de ikke tro dig, for noget så åbenlyst fup og svindel ville da ikke være lovligt… Men det er det altså.
@Jens: Du skriver:
“Det vil også sige, at indsætter du 8 kr. i din bank, så må den på baggrund af de 8 kr. udlåne 100 kr. Banken må altså låne 12,5 gange så mange penge ud, som de reelt har, og på den måde tjene penge.”
Det er såvidt jeg er orienteret IKKE korrekt, men en forkert slutning ud fra FRB-princippet. Har du en finanstilsyns/lovgivningmæssig kilde til det?
@Jens: Ud over, at jeg lige researcher en ekstra gang på dit udsagn, som jeg er næsten sikker på er forkert (men en meget sejlivet myte, som for tiden cirkulerer I Occupy), så er der en anden grund til, at det du siger ikke kan være korrekt.
FRB giver ganske rigtigt banken mulighed for at udlåne 92 kroner, hver gang den har fået et indlån på 100 kroner. Men - Hvis det var, som du sagde, at det “omvendte” også var lovligt, så ville bankerne kunne skabe uendeligt mange penge, og man ville ikke længere meningsfuldt kunne tale om en begrænset M2-pengemængde, og det gør man altså.
Som jeg har hørt det fortalt, så er solvenskravet et
forhold mellem kernekapitalen og de risikovægtede udlån. Dvs. udlånene skal gennemgås for den risiko, de er forbundet med. Hvis udlånene er gået til luftige ejendomsprojekter baseret på bobler, er tabsrisikoen stor, og så skal disse udlån vægtes højt. Udlån med stor sikkerhed vægtes lavt. Dvs. at de hundrede kroner i eksemplet ovenfor i virkeligheden må være 200 kroner, hvis den vægtede risiko er 50%, 400 kroner hvis den er 25% osv.
Det er banken selv, der vurderer sine egne posters risiko. Lige indtil Finanstilsynet sætter den under særligt opsyn eller administration.
@Michael: Ja det er det, som står i Basel I. Bortset fra, at det stadigvæk er forkert, at banken må låne 100 kroner ud, hvis den har 8. Det er så endnu mere forkert, at sige, at den må låne 400 kroner ud. Det er omvendt.
Hvis banken har 100 kroner, må den låne alle de 92 kroner ud til kategori 1-projekter, men det halve, hvis risikoen er større.
Igen, hvis det forholdt sig, som I siger, så kunne banker skabe uendelige mængder penge. Men som sagt er jeg ved at dobbeltchecke, for at være helt, helt sikker.
Hmm, jeg kan jo tage fejl. Jeg vil da blive glad, hvis jeg kan lære noget nyt.
Hvis jeg tager fejl, skader det ikke mit ego.
Så Jens, Niels og Michael. Bare lige en informativ sidste bemærkning. Jeg har nu dobbeltchecket, og det er ganske rigtigt IKKE korrekt, som I skriver, at banker skulle være i stand til at låne penge ud, som de ikke har, eller som Jens skriver det, at de så at sige kan vende solvenskravet 180 grader, og låne 92 kroner ud, hver gang de har 8 som indlån.
Det er sådan set meget enkelt. Banker kan kun låne penge ud, som de har. De kan IKKE skabe penge ud af det blå (en myte, som florerer mange steder).
Der, hvor misforståelsen kommer på banen er muligvis omkring fractional-reserve banking mekanikken. Denne mekanik gør det nemlig muligt (og lovligt) at låne de SAMME penge ud flere gange, og det giver selvfølgelig en samlet set større pengemængde, end den som oprindeligt er udlånt af Nationalbanken. Der er dog en stopklods på pga. solvenskravet, og den samlede mulige forøgelse af pengemængden er endelig. Derudover er det ikke den enkelte bank, der så at sige “skaber pengene”, de opstår snarere “mellem bankerne”, men det kan man læse mange udmærkede forklaringer på i Wikipedia. Og, der er bestemt ikke tale om nogen vanvittig gearing, som Niels beskriver det. Her er det i øvrigt også vigtigt at skelne mellem banker og investorer, og som udgangspunkt er det altså ikke bankerne, der spekulerer. Det er pensionskasser, fonde, osv.
Nuvel - Nok om det.
@Rune, hvad er forskellen på, at man låner penge, som man ikke har, og låne de samme penge ud flere gange? Og hvis det medfører en samlet set større pengemængde, end den som oprindeligt blev udlånt af Nationalbanken, er det så ikke gearing?
Dette er ikke polemisk ment, men et forsøg på at lære; jeg er taknemlig for dit opklarende bidrag. Hvilken artikel i Wikipedia vil du iøvrigt anbefale?
Denne kommentar er anbefalet af: