Opslag til denne artikel

Emneord:venstrefløjen
Personer:Helle Thorning-Schmidt
Organisationer:SRSF-regeringen

Selv om overskriften stikker i en anden retning, begynder denne anmeldelse af regeringens første 100 dage on a high note, som man siger. Vi er jo ikke barbarer, og statsministeren og hendes følge har da lidt at varme sig ved i disse dage:

Først og fremmest er der tre et halvt år til næste valg. Og undervejs skal Venstre hives igennem sølet med mærkelige historier om undersøgelseskommissioner, magtmisbrug og medarbejdere, der ikke kendte forskel på rigtigt og forkert.

Befolkningen har indtil videre taget afsløringerne af den forrige regerings skandaler med ubegribelig ro, viser meningsmålingerne. Men hvem ved, om det fortsætter?

Læg hertil de konservative, for hvem risikoen for en decideret implosion efterhånden synes reel. Jo. Der findes skam forhold, rød blok kan varme sig ved.

De hænger dog ikke på træerne.

Stilkarakteren ved 100-dagsmærket er mildt sagt elendig. Ser man på det udefra, må årsagen i nævnte rækkefølge tilskrives en tragi-komisk strøm af historier om løftebrud, et katastrofalt og ufatteligt fattigdoms-selvmål, skæve håndteringer af rygekabiner og DKP-spøgelser samt obligatoriske medietåbeligheder om slipseknuder og sprogkundskaber. Og måske allermest alvorligt det faktum, at de røde med Villy Søvndals egne ord ikke var »skarpe nok til at forklare, hvad det vil sige at være venstreorienteret i en krisetid«.

Dét er kort og godt opgaven nu for regeringen; at strikke en rød spareplan sammen ved hjælp af trepartsforhandlinger, reformer på skat, kontanthjælp, førtidspension og andet — herunder en evt. ændring af børnechecken.

Der er ny politik

Alt imens mødingen af skrottede forslag er vokset, har Helle Thorning-Schmidt og Villy Søvndal stået med den ensomme opgave at forklare vælgerne, at de ikke er løbet fra fælles løfter. Billedet af en duo, der blæste al realisme et stykke og lovede mere, end de røde seler kunne bære til for at få magten, fik overtaget.

Men selvfølgelig er der mere bund i regeringsdrømmene. Og SRSF har jo retfærdigvis også — som både Helle Thorning-Schmidt og Villy Søvndal påpeger i forbindelse med interview — gennemført en ny politik på flere områder, hvilket tydeligt kan ses andetsteds her på siden.

Faktum er, at mandatfordelingen ved valget den 15. september efterlod Danmarks første kvindelige statsminister i en spændetrøje af svært forenelige størrelser. Helle Thorning-Schmidt havde satset for hårdt på SF i tiden op til valget og måtte senere betale prisen for at glemme de radikale — særligt i tårnet ved hotel Crowne Plaza, hvor linjerne i regeringsgrundlaget skulle skrives. Dansk politisk historie rummer gentagne eksempler på, at det er uklogt af en socialdemokratisk statsministerkandidat at glemme Radikale Venstre. Margrethe Vestager kom ud som den store vinder af valget — politisk, indholdsmæssigt og kommunikativt.

SF og kamelerne

SF-formand Villy Søvndal legemliggør på en interessant måde i dag regeringens og dermed Helle Thorning-Schmidts udfordring. Kan det hænde, at det vraggods, som formanden kastede over bord i sin forhippen på regeringskontorerne, nu har indhentet ham?

Søvndal har således, siden han blev formand, haft ét projekt: At få SF i regering. Den på det tidspunkt to-års-jubilerende formand holdt på 2007- landsmødet i Vejle en bemærkelsesværdig tale, hvori han slog fast, at SF ville komme til at sluge kameler og kompromisser for at opnå netop dette mål. Det var dengang, Villy Søvndal personificerede den i ægte folkesocialisters hjerter lidt forbudte fantasi om storhed og magt.

Villy tog hænderne over dynerne og erklærede, at nu skulle der knokles — nu skulle SF i regering!

»Har SF så måttet sluge en kamel eller to, når vi har siddet et år i regering? Ja, selvfølgelig. Det gør man i politik, når man ikke har 90 mandater … og det er jeg ikke sikker på, at vi får! Lad os da tale åbent om det. Selvfølgelig følger der kompromisser med en regeringsdeltagelse. Sådan er dét. SF er parat til kompromisser, så længe de bringer os i den rigtige retning,« sagde han.

Ny reformkurs

Og her sidder han så næsten fem år efter og knokler med at forklare, at de omtalte kompromisser faktisk har bragt SF og landet i den rigtige retning.

Den pædagogiske opgave skal lykkes, hvis realiseringen af storhedsdrømmene ikke skal ende som en våd klat på lagnet. I lørdags i Berlingske erkendte han, at de første 100 dage »ikke har været en dans på roser«.

Det tror vi på. Det har snarere lignet tilfældelige trampolinspring udført på kogeplade.

Samtidig efterlyste han — mere interessant — en ny reformkurs på venstrefløjen. Hvad ambitionerne munder ud i af konkrete nyskabelser, står ikke klart i skrivende stund.

Klart står det imidlertid, at mens Margrethe Vestager glædes over den reformerede Søvndals reformiver, går den knapt så rent ind hos de (i Villys optik må det antages umoderne) socialister i Enhedslisten:

»Vi er ikke enige om, hvad der er behov for. Der er alternativer til at skære i vores velfærd,« lød svaret fra Johanne Schmidt-Nielsen. Udråbstegn.

SF-formandens offensiv udstillede således hans og regeringens problem: Jo længere Villy går til højre, desto mere vil denne tendens forstærkes — og jo mere Villy går til venstre, desto mere vil han udstille splittelsen i regeringssammenholdet. Helle Thorning-Schmidt har en lignende udfordring: Jo længere regeringen går til højre, desto mere skal den slås med Johanne Schmidt-Nielsen — og jo længere den går til venstre, desto mere utidig bliver Margrethe Vestager.

Bæsterne dukker op

Regeringens store test i 2012 bliver altså at få skruet en rød spareplan sammen — under hensyntagen til, at socialdemokrater, radikale, folkesocialister og enhedslistefolk vitterligt er uenige i en del af disse spørgsmål.

Uenigheder forsvinder sjældent ved, at man lader som om, de ikke eksisterer. Bæsterne tillader sig tværtimod at poppe op, når der pirkes lidt til baglandet i modgangstider.

Midt i denne ikke helt uanseelige opgave står Helle Thorning-Schmidt og slås med københavnske omegnsborgmestre om en betalingsring, hvis problemstilling kun er vokset i omfang efter regeringsdannelsen.

Også her er hun ensom.

Hun forsvarer et projekt, som kun en lille del af hendes parti køber — og som bedre glider ned hos grønne SF’ere, radikale og enhedslistefolk, der går op i miljø og den slags.

Samtidig kæmper hun med sin egen kontakt til befolkningen. Statsministeren leverede midt i moradset en ganske udmærket nytårsdebut. Faktisk en rigtig god tale. Alligevel fik den, hvilket synes ganske symptomatisk for Helle Thorning-Schmidts karriere indtil nu, fra flere sider karakteren: Retorisk god — men indholdsmæssigt svag.

Pakken er flot — men hvad er der indeni?

Det er, som om Helle Thorning-Schmidt har et omvendt Nyrup-problem. Hun har ingen uld i mund, men er tværtimod så god til at kommunikere, at vælgerne oplever hende som en person, de ikke kan relatere til. Retfærdigt eller ej — et flertal vender indtil videre tommelfingeren nedad.

Så alt i alt: Det kunne være gået bedre med de 100 dage. Men når man sidder her en våd januardag og funderer på Helle Thorning-Schmidt og Villy Søvndal og gerne vil slutte på en high note, foranlediges tankerne til at lande på Medinas og Thomas Helmigs kæmpehit om de 100 dage.

For hvad er 100 dage målt op imod en regeringsperiode? Så’ det tid til — tid til at tage det tilbage Tid til — tid til at tage det tilbage

Jeg har savnet dig i 100 dage 100 dage er ingen tid målt op imod evighed

Men 100 dage er en evighed målt op imod — kærlighed

Amalie Kestler er Informations nye politiske redaktør

Status efter 100 dage

Debatten om løftebrud har domineret medierne i regeringens første 100 dage. Her er en oversigt over nogle af de vigtigste punkter, regeringen har gennemført eller er igang med at gennemføre, samt et udpluk af løfter, som regeringen har enten udskudt eller direkte opgivet.

Økonomi
Gennemføres:
• Fremrykning af offentlige investeringer
• Hævet ulandsbistanden
• Tager snart fat på trepartsforhandlinger med arbejdsmarkedets parter

Udskydes/opgives:
• Millionærskat
• Boligpakken, der skulle suspendere ejendomsværdiskat og grundskyld frem til 2013

Miljø, klima, energi og transport
Gennemføres:
• Kigger på, om staten kan få mere ud af Nordsøaftalen
• Udforming af en betalingsring er undervejs

Udskydes/opgives:
• Bebudet sænkning af bus- og togpriserne med 40 procent
• Motorvej mellem Holstebro og Herning

Rets- og udlændingepolitik
Gennemføres:
• Afskaffelse af starthjælpen og kontanthjælpsloftet
• Ændring af den kriminelle lavalder
• Det omdiskuterede pointsystem skrottes, reglerne for familiesammenføring af børn ændres, og asylansøgere får bedre muligheder for at bo og arbejde uden for centrene.

Værdipolitik
Gennemføres:
• Skrotning af VKO’s kontroversielle grænsekontrol
• Homoseksuelle får ret til at blive viet på lige fod med alle andre i Folkekirken

Uddannelse og sundhed
Gennemføres:
• Genindført gratis fertilitetsbehandling for barnløse par og enlige
• Private virksomheder, der vil have del i kickstarten, forpligtes til at oprette flere praktikpladser

Udskydes/opgives:
• Loft på 24 elever i klasserne, samt at nye 0. klasser skal have to lærere
• Svendborg Sygehus skal alligevel lukke sin akutafdeling
• En milliard til nye sengepladser til medicinske patienter på finansloven
• Gratis tandlæge- og sundhedstjek

Denne artikel er anbefalet af: