Nationalstaterne har generobret magten i Europa

Der er rokket endegyldigt ved magtbalancen i EU. Først har finanskrisen og dernæst eurokrisen forskudt magtforholdene i Europa, så EU-Kommissionen er blevet stadig mere svækket i forhold til de enkelte nationale stater. Med forskydningen i magtbalancen er en årelang strid om, hvilket Europa man skal stræbe efter, blevet afgjort. Jean Monnet er kendt som arkitekt bag et fælles Europa, men hans vision om et overstatsligt EU styret af en stærk EU-Kommission træder nu i baggrunden for den tidligere franske præsident Charles de Gaulles vision om et Europa med nationalstaterne ved rattet. Det mener den anerkendte analytiker, forfatter og direktør ved tænketanken Centre for European Reform i London, Charles Grant.

»EU har altid været et kompromis mellem det overstatslige — repræsenteret ved EU-Kommissionen, EU-Domstolen og parlamentet — og det mellemstatslige. Kommissionens indflydelse nåede sit højeste, da Jacques Delors var dens formand fra 1985 til 1995. Men de større medlemsstater har forsøgt at stække Kommissionen lige siden. Både finanskrisen og eurokrisen har accelereret Kommissionens tilbagegang,« skriver Grant i en analyse.

Han peger på, at f.eks. etableringen af eurozonens finansielle stabiliseringsmekanisme gennem en mellemstatslig aftale har betydet, at de medlemslande, som indgik aftalen — herunder Tyskland og Frankrig — ikke vil overlade beslutninger til Kommissionen. Og beslutningen om at gå videre med en ny mellemstatslig traktat om harmonisering af de enkelte landes finanspolitikker, der kan føre til oprettelsen af nye institutioner, vil svække Kommissionens magt yderligere, vurderer Grant.

Den tyske kansler, Angela Merkel, arbejder desuden for, at Kommissionen skal fratages sin nuværende eneret til at fremsætte lovforslag, forklarer Grant.

»Frankrig og Tyskland holder det ikke hemmeligt, at de gerne ser mindre Monnet og mere de Gaulle,« forklarer han.

Ikke det samme

Thomas Klau, senioranalytiker i tænketanken European Council on Foreign Relations’ Paris-kontor, er enig i, at Kommissionen i løbet af krisen »ikke har været en afgørende aktør i den europæiske reformdebat og -proces«, som han siger til Information.

»Den er blevet marginaliseret i en usædvanlig grad i 2010-2011.«

Professor Richard Whitman, EU-ekspert i tænketanken Chatham House, er enig i, at ’de Gaulle-visionen’ har sejret. Han mener imidlertid, at unionen har udviklet sig meget siden de Gaulle og Monnets tid.

»Det er rigtigt, at det mellemstatslige er blevet styrket. Men det mellemstatslige samarbejdes natur har også ændret sig over tid, så det er ikke det samme som på de Gaulles tid,« siger han til Information og fortsætter:

»Intensiteten af kontakten mellem lederne er langt højere i dag. Der sker en masse mellem møderne. Beslutninger bliver ikke længere kun truffet, når alle sidder om bordet. Der er en meget mere kompleks infrastruktur i dag. Nu er der en hybrid af måder at træffe beslutninger og monitorere dem på. Som tiden er gået, har også strukturerne og processerne forandret sig«.

Skidt for de små

Charles Grant mener, at konsekvenserne af svækkelsen af Kommissionen kan blive store:

»En svagere Kommission vil i mindre grad være i stand til at fokusere på langtids- politik som f.eks. at udvide det indre marked, fremme multilateralisme og forhindre rige og store lande i at dominere unionen,« skriver han.

Richard Whitman er mindre nervøs på de små landes vegne. De har i løbet af kriserne vist sig at være »i stand til at passe på sig selv«, siger han.

»De mindre lande har gennem deres måde at håndtere deres formandskaber på og ved at bygge alliancer demonstreret, at det er mere komplekst. Unionen er meget anderledes end på de Gaulles tid, hvor der f.eks. ikke var et indre marked. Kompleksiteten og muligheden for at gennemføre aftaler mellem politikområder er vokset dramatisk,« siger han og påpeger, at »de fleste medlemsstater synes tilfredse med denne nye hybriditet inden for systemet«.

Ifølge Grant har Kommissionens svækkelse dog ført til, at »nøglebeslutningerne omhandlende eurokrisen er blevet truffet af Merkel og Sarkozy og derefter godkendt af andre ledere«. Med andre ord er magtforskydelsen til nationalstaterne primært kommet de store og økonomisk stærke til gode.

Whitman peger dog på, at magtforskydelsen også synes at have medført en holdningsændring i de europæiske hovedstæder, som accepteres i Tyskland.

»Hvis et medlemsland i dag går efter at gavne sine egne nationale interesser, vil det være en stor nyhedshistorie, og det vil blive pointeret af de andre lande,« siger han og peger på, at mens Tyskland i de seneste år har stået mere fast ved sine nationale interesser, har landet samtidig holdt fast i, at det fortsat støtter øget europæisk integration. Thomas Klau er enig og siger, at han ikke forventer, at »Tysklands og Frankrigs dominans vil blive et permanent kendetegn«.

»Det ville fremkalde væsentlig modstand. Det er klart, at Tyskland især vil vedblive med at være den mest indflydelsesrige nation, men det ekstreme scenarie, hvor Tyskland og Frankrig beslutter, hvad der skal ske, og de andre bare nikker, tror jeg ikke på.«

Styrket formelt

Hvad, de alle tre synes enige om, er, at Jean Monnets vision om et overnationalt samarbejde i Europa synes overvundet med de seneste års udvikling. Det betyder dog ikke, at Kommissionen ikke kan og skal spille en væsentlig rolle i fremtidens samarbejde. Charles Grant opfordrer den til at »finde måder at genskabe sin troværdighed på i Paris, Berlin og andre hovedstæder, der har vendt sig imod den«.

Imidlertid erkender han, at »selv en reformeret Kommission ikke vil genvinde den prestige og magt, den havde for 20 år siden«.

»Gaullismen er for stærk,« mener han.

Klau påpeger, at mens »reformdebattens dynamik har udspillet sig langs gaullismens linjer, og aftalen om at styrke Det Europæiske Råd er en gaullistisk model«, så er der samtidig »enighed i flertallet af europæiske regeringer om, at der er behov for, at Kommissionen styrkes«.

»Kommissionens politiske vægt kan blive mindsket, men samtidig kan vi se, at dens formelle magt faktisk bliver styrket,« påpeger han med henvisning til, at der er lagt op til, at Kommissionen skal overse, monitorere og administrere de nye aftaler vedtaget inden for eurozonen. Whitman er enig i, at Kommissionens rolle i den forbindelse kan »give den ny energi«.

»Men det er svært at forestille sig, at den igen vil få en så dominerende rolle som i 1990’erne. De næste store projekter inden for samarbejdet bliver forsvars- og udenrigspolitik, og det vil sandsynligvis blive mere mellemstatsligt end overstatsligt,« siger han.

»Man kan spørge, om medlemsstaterne igen vil tolerere en Delors. Sandsynligvis ikke.«