Det er dæmret for tænksomme israelere — i det daglige overdøvet af deres regering — at den jødiske stat kan komme til at betale den højeste pris for de revolter, der kaldes det arabiske forår, og som lige nu er ved at etablere Mellemøstens ny verdensorden.

Denne nye orden vil være islamisk — i Egypten fik islamister tre ud af fire stemmer ved det frie valg, i Jordan er kong Abdullah II tvunget til at gøre indrømmelser til sine islamister med valgreformer, og i Syrien er det et spørgsmål om tid, før de muslimske brødres syriske afdeling er i regering. Indenfor den israelske magtzone er Hamas, en aflægger af de muslimske brødre, igen populært.

Tiden, hvor Israel blev skærmet af vestlige vice-sheriffer (Mubarak og Abdullah), en militær afskrækkelses-effekt og diktatorer, der som det syriske etablerede en de facto fred efter Yom Kippur-krigen i 1973, er forbi. Det Muslimske Broderskab i Egypten har ved flere lejligheder luftet krav om revision/aflysning af den fredstraktat, Anwar Sadat signerede i 1979, og som egyptere oplever som ydmygende. Blandt andet betingede Israel sig dengang, at egyptisk militær ikke må være i Sinai, der er en del af Egypten.

Nu har Rashad Bayoumi, næstformand for de muslimske brødre, sagt til en britisk avis, at broderskabet ganske vist ’ikke vil bryde traktaten’. »Men,« tilføjede han, »vi kan sætte den til folkeafstemning.«

Det gjorde Anwar Sadat også i ’79, da han kunne kontrollere udfaldet. Resultatet vil blive et andet i dag, også fordi Israel aldrig forsøgte at ændre på ’den kolde fred’, som prægede naboskabet til Egypten.

Så Israel er bekymret. Og mens Netanyahus regering søger garantier hos USA om at holde egypterne i ørerne, siger mere moderate stemmer, at fremtiden kalder på et nyt fredsfacit, der er alvorligt ment. Én stemme, Yoel Marcus i avisen Ha’aretz, skrev således: »Vigtigst af alt er fornyede fredsforhandlinger med palæstinenserne som nøgle til at bevare freden med Egypten.«

Vi er helt enige.