Et sted uden sol, måne og frihed

Mohammed el Gorani blev fængslet som 14-årig. Han blev først frigivet i 2009, efter syv et halvt års fangeskab. I dag er han 24 år. Han har fortalt om sin tid i interneringslejren til journalist Jérôme Tubiana i et opsigtsvækkende interview, som magasinet London Review of Books bragte i december.

»Jeg blev født i 1986 i Saudi-Arabien, i Medina, profetens by. Mine forældre kom fra Tchad, men slog sig ned i Saudi-Arabien. Da jeg var otte, kom jeg i skole. Jeg var der i fire år, indtil min far blev syg. Så måtte min bror og jeg begynde at arbejde. Vi vaskede biler, og på gaden solgte vi koldt vand, bedetæpper og perler … Da jeg blev 14, spurgte Ali, en pakistansk dreng, der boede i nærheden, mig: ’Hvor længe har du tænkt dig at vaske biler?’«

Ali tilrådede el Gorani at tage til Pakistan, hvor der var bedre muligheder for at uddanne sig. El Gorani fulgte dette råd. Men to måneder efter el Goranis ankomst til Pakistan fandt angrebet den 11. september 2001 sted.

Det gik dog hen over hovedet på den 14-årige studerende.

»Hver fredag gik jeg hen for at bede i en stor moské. De fleste, som bad her, var arabere. En fredag havde en gruppe soldater omringet moskéen. Efter bønnen begyndte de at udspørge folk. De var på udkig efter arabere. De spurgte mig: ’Er du fra Saudi-Arabien?’ ’Nej, fra Tchad,’ svarede jeg.«

»De sagde: ’Du må ikke lyve, du er saudier!’ — det må have været på grund af min accent. De satte mig på en lastbil og dækkede mit hoved med en plasticpose. Så satte de mig i fængsel og begyndte at udspørge mig om ’al-Qaeda’ og ’Taleban’. Jeg havde aldrig hørt disse ord.«

»’Hvad snakker I om?’, spurgte jeg.«

Hvorfor lyve?

»’Hør her, amerikanerne kommer for at afhøre dig. Bare sig, at du gik med al-Qaeda i Afghanistan. Så sender de dig hjem og giver dig penge,’ sagde de.«

»’Hvorfor skulle jeg lyve?’,« spurgte el-Gorani.

Afstraffelsen faldt prompte. Han blev hængt op i armene og slået. Senere kom to hvide amerikanere i 40’erneDe spurgte: »Hvor er Osama bin Laden?«.

El Gorani anede ikke, hvem de talte om.

»’Prøver du at fucke med os? Du er fra al-Qaeda, ikke sandt?’ Igen og igen brugte de f-ordet,« husker han.

»Jeg forstod ikke ordet, men jeg kunne se, at de var ved at blive vrede. En pakistaner nikkede som tegn til, at jeg skulle sige ja. Det gjorde jeg ikke. Så blev han gal. Amerikanerne sagde: ’Før ham tilbage!’ Pakistaneren blev rasende: ’De leder efter al-Qaeda-folk, så du må sige, at du er fra al-Qaeda’.«

»En pakistansk betjent sagde: ’Den pakistanske regering vil sælge dig til amerikanerne’. Nogle gik i panik, men selv blev jeg på en måde glad. Jeg elskede gamle cowboyfilm og troede, at amerikanerne var gode mennesker — ligesom på film. Med dem ville det blive bedre end hos pakistanerne, vi ville få advokater. Måske ville de lade mig studere i USA og sende mig tilbage til mine forældre.«

»Vi vidste ikke, hvor vi skulle hen — USA, troede vi. Pakistanerne tog vores lænker af og gav os håndjern på, der var made in USA. Jeg troede, amerikanerne ville forstå, at pakistanerne havde snydt dem, og så sende mig tilbage til Saudi-Arabien.«

El Goranis forhåbninger blev gjort til skamme.

»Da de tog vores masker af, var vi i en lufthavn med store helikoptere. Amerikanerne råbte: ’Du er anholdt, du er i den amerikanske hærs varetægt! Tal ikke, rør dig ikke, eller vi skyder!’ En tolk oversatte. Så begyndte de at slå — jeg kunne ikke se med hvad, men de slog hårdt. Vi var tæt på at besvime, da de anbragte os i en helikopter.«

»Vi landede på en anden landingsbane. Det var nat. Amerikanerne råbte: ’Terrorister, forbrydere, vi slår jer ihjel!’ To soldater tog mig ved armene og begyndte at løbe med mig. Mine ben slæbte efter mig på jorden. De grinede. ’Fucking nigger!’ sagde de. Dengang vidste jeg ikke, hvad det betød — det fandt jeg først ud af senere.«

Sorte briller og høreværn

Om overførslen til Guntánamo har el Gorani følgende erindring:

»En dag begyndte de igen at flytte fanger. De tog alt vores tøj af, barberede vores hoveder og klippede vores skæg, og så slog de os. De gav os orange tøj på, lagde os i håndjern og gav os handsker uden fingre på. ’I fyre skal et sted hen uden sol, uden måne, uden frihed, og I kommer til at være der for altid’, fortalte vagterne os og lo. Så gav de os sorte briller og høreværn på, så vi hverken kunne se eller høre.«

»Jeg vågnede ved lyden af stemmer, der råbte ad mig på forskellige sprog. De førte mig til min celle. Jeg så soldater og geværer overalt, som var der krig. Der var store metalhegn. Vi var i Guantánamo, i Camp X-Ray — et fængsel uden mure, uden tag. Kun hegn og ingen beskyttelse mod sol eller regn.«

»I flere måneder vidste jeg ikke, hvor jeg var. Efter et par måneder, sagde en forhørsleder: ’Vi er i Cuba’. Jeg havde set amerikanske film. I dem sagde arresterede folk altid: ’Jeg har ret til en advokat!’ Men forhørslederne lo bare: ’Ikke her i Guantánamo! Du har ingen rettigheder her!’«

Livet i Guantánamo var præget af det, som i Bush-regeringens særlige terminologi var kendt som ’forstærkede afhøringsmetoder’. El Gorani fortæller:

»I begyndelsen var der forhør hver aften. De torterede mig med elektricitet, mest på tæerne. Neglene på mine storetæer faldt af. Nogle gange blev jeg hængt op som en kylling og slået på ryggen. Andre gange lænkede de mig med hovedet nedad. Man kunne ikke bevæge sig i 16 eller 17 timer. Og tissede på sig selv.«

»Nogle gange sagde jeg: ’Ja, uanset hvad du spørger om, svarer jeg ja’ — jeg ville bare have torturen til stoppe. Men næste dag sagde jeg: ’Jeg sagde kun ja i går på grund af torturen’.«

»En fyr sagde til mig: ’Vi ved, at du gjorde slemme ting i Sudan.’«

»’Jeg har aldrig været der’, svarede jeg.«

»’Det ved jeg. Men hvis du samarbejder, kan du få pizzaer og McDonald’s-mad. Jeg ved, at maden er dårlig her,’ sagde de.«

Skal man tro el Gorani, var forhørslederne nidkære, men ikke altid lige opvakte. Han fortæller: »En anden sagde: ’Vi ved, du var i London på mission for al-Qaeda, i 1993.’ ’Er du sikker?’ spurgte jeg. Han viste mig et stykke papir. ’Se selv: 93’. ’I 1993 var jeg seks år,’ sagde jeg. Han lo.«

I er terrorister

I cellerne var der andre former for tortur. Nogle gange tændte vagterne for store, larmende støvsugere. Andre gange satte de heavy metal-musik på — »de ord, jeg forstod, var onde ord«, husker el Gorani. Søvnberøvelse forekom også jævnligt. For flere indsatte blev det uudholdeligt.

»Mange fanger forsøgte at begå selvmord, men jeg tror ikke, det lykkedes. Seks døde. Jeg kendte dem og har svært ved at tro, at lige præcis disse seks begik selvmord. En dag fortalte en forhørsleder mig, at en bror var død, fordi han havde taget over 100 piller. Jeg blev vred: ’Nu er I blevet til terrorister,’ sagde jeg. ’Hvorfor myrder i mennesker?’«