Hun er den nye Jack Bauer

I begyndelsen af december måned fortalte USA’s præsident, Barack Obama, til People Magazine, at en af hans yndlings-tv-serier var Homeland. Den handler om et forestående terrorangreb på amerikansk jord.

Præsidentens begejstring gjorde New York Times-klummisten Maureen Dowd bekymret.

»Komplet med saudi-skurke er tv-serien en tempofyldt påmindelse om, hvor meget den amerikanske psyke har ændret sig siden 11. september, og et mesterværk udi paranoia,« skrev hun for godt en måned siden, da sidste afsnit af første sæson af Homelandblev sendt på amerikansk tv.

Hvis Obama »elsker denne kat-og-mus-og-muldvarp-thriller, betragter han den så som realistisk? Fordi det ville være nok til at holde én vågen om natten«.

En anden verden

Homelander en usædvanlig tv-serie, en slags antitese til actionserien 24 timer, hvor Kiefer Sutherland i rollen som antiterroragenten Jack Bauer løb fra Herodes til Pilatus for at uskadeliggøre terroranslag mod USA, nogle af dem endda orkestreret af personer højt på strå i det amerikanske militær og regeringen. Det var selve USA’s og dermed den vestlige verdens frihed, der var på spil i 24 timer, og Bauer var som en moderne Dirty Harry ikke bleg for at udsætte de mistænkte for mere end moderat fysisk pres for at få oplysninger ud af dem.

Hjemme foran skærmen gav vi ham det carte blanche, hans chefer kun nødtvungent gav ham, fordi vi vidste, at hvis ikke han fik et spor, en ledetråd, lige nu og her, ville en beskidt bombe eksplodere et eller andet tætbefolket sted i hjertet af USA.

24 timervar en tv-serie, som glimrende spejlede den stemning af vrede og frygt, Bush-regeringen havde held med at piske op efter terrorangrebet den 11. september 2011. Homelander derimod en tv-serie til de nye tider, som valget af Barack Obama som USA’s præsident indvarslede for tre år siden. Irakkrigen er slut for amerikanernes vedkommende, og samme dag, som sidste afsnit af Homelandblev sendt på tv, forlod de sidste amerikanske soldater Irak. Det er så symbolsk, at man skulle tro, det var planlagt.

Set i det lys er det slet ikke så overraskende, at Homeland, der er baseret på en israelsk tv-serie om hjemvendte krigsveteraner, er en af præsidentens favoritter. Den er fuld af arrede, tvivlende og usikre mennesker, der ikke altid er helt klar over, hvad de skal gøre i en given situation.

Bush-æraens skråsikkerhed og militante retorik er erstattet af, formoder jeg, efterretningsarbejdets mere usikre og ikke altid præcise oplysninger. Soldater i tusindvis skal igen integreres i det amerikanske samfund og forsøge at finde en plads i en almindelig hverdag.

Terrortruslen og -frygten eksisterer dog stadigvæk.

På usikker grund

Homelandhandler om CIA-agenten Carrie Mathison (helt suverænt spillet af Claire Danes), der er lige så gak i låget, som hun er dygtig og dedikeret. Siden teenageårene har hun været maniodepressiv — som sin far — og når hun ikke tager den medicin, hun ikke fortæller CIA, at hun tager, går det galt. Men så længe hun husker pillerne, er hun en bedre agent end de fleste andre, og det er hende, der kommer på sporet af et muligt terrorangreb på amerikansk jord.

Carrie har været udstationeret i Irak, hvor en meddeler fortalte hende, lige inden han blev slået ihjel, at en tilfangetagen amerikansk soldat var blevet ’vendt’ af den berygtede al-Qaeda-leder Abu Nazir (Navid Negahban), altså gået over til al-Qaedas side. Et år senere er Carrie i USA, da en sergent i marinekorpset, Nicholas Brody (Damian Lewis), bliver befriet efter otte års fangenskab og tortur under Nazir.

Det store spørgsmål er nu, om Brody er denne ’vendte’ soldat — han er i hvert fald blevet muslim — og om han er et led i Nazirs terrorplaner i USA. Carrie er overbevist om, at Brody er terrorist, og hun gør, hvad hun kan, for at bevise det. Samtidig har hendes øverste chef, Estes (David Harewood), sammen med den amerikanske vicepræsident travlt med at hylde Brody som en helt og udnytte hans popularitet i politisk øjemed.

Jeg skal ikke afsløre, hvad der videre sker i Homeland— DR 1 viser i aften det andet af 12 afsnit — men jeg kan fortælle, at serien er dygtigt skruet sammen og utrolig velspillet. Ens anti- og sympatier skifter og udvikler sig hele tiden — om noget er serien en studie i nuancer — og det sker ikke sjældent, at man ligesom Carrie mister fodfæstet og ikke ved, hvem eller hvad man skal tro på.

Hjemvendt fra krigen

Hvor Jack Bauer i den firkantede 24 timernok vidste — han var jo i bund og grund et anstændigt menneske — at tortur var noget skidt, var han villig til at tage ansvaret på sine skuldre og ofre sig selv og sin humanisme i et forsøg på at redde alle andre. I Homelander Carrie Mathison en ikke mindre engageret enspænder, men også et skrøbeligt, ensomt menneske, som hele tiden er ved at falde ud over kanten, hvilket også er forklaringen på, at hun og den ikke mindre anfægtede Nicholas Brody fatter sympati for hinanden. De har begge været i Irak. De forstår hinanden og kan tale om ting, det er svært at tale med andre, som ikke har oplevet krigen, om.

Således er Homelandikke kun en medrivende og begavet spændingsserie; den er også en hjerteskærende fortælling om mennesker på godt og ondt: Om hvordan det er at komme hjem fra krigen — i Brodys tilfælde til en kone, der efter otte år troede, at han var død, og til to børn, der mere eller mindre har glemt, hvordan han ser ud. Om et mentalt ustabilt menneskes forsøg på at holde fast i sin forstand og blive taget alvorligt, selv om ens teorier måske kun giver mening for én selv. Om hvordan terrorister også kan være tænkende og følende mennesker, familiefædre og -mødre, som kæmper for noget, de tror på.

Homelander en serie, hvor der ikke nødvendigvis ligger store konspirationer bag alting. Hvor tingene sjældent er sort-hvide, og det ikke bliver skåret ud i pap, hvem der er gode og onde — nogle gange er de endda begge dele.

Homeland, onsdage på DR 1, i aften kl. 22