Byrettens besynderlige dom

ROJ TV har nu dom for at propagandere for terror, men dommen får ingen konsekvenser udover dagbøder på til sammen 5,2 mio. kr. Hvorfor mon?

Bjørn Elmquist, advokat for ROJ TV, har en pointe, når han kalder dommen over den kurdiske satellitkanal for ’besynderlig’. Hele sagen er besynderlig, så vist som det er første gang i nyere tid, en dansk domstol har kendt medieselskaber skyldige i ’propaganda for en terror-organisation’, men ikke tiltalt personerne bag selskaberne, Mesopotamia Broadcast A/S og Roj tv A/S.

Den finte medførte idømmelse af dagbøder til de to selskaber på til sammen 5,2 mio. kr., men altså ikke de 20 mio. anklagemyndigheden gik efter. Byretten har fundet det bevist, at ROJ TV er finansieret af PKK, Tyrkiets forbudte kurdiske arbejderparti, der er på USA’s og EU’s terrorlister, men afviste kravet om at frakende selskaberne retten til at drive virksomhed, ligesom kanalens sendetilladelse er intakt. De personer, der har produceret kanalens programmer for angiveligt 231 mio. PKK-kroner kan ganske vist frakendes retten til at drive virksomhed, men de er ikke tiltalt, og sendetilladelsen er ikke en ’genstand’, der har været brugt til den strafbare handling, de to selskaber er dømt for.

Kurdere forfølges

Besynderligheden er åbenbar, men den synes at have en årsag: nemlig ubehag ved at føre en politisk retssag, hvor det ikke kan bevises, at den anklagede har medvirket til konkrete forbrydelser, i PKK’s tilfælde mord, kidnapninger, narko- og menneskehandel og terrorisme i al almindelighed.

Det er et faktum, at ROJ TV fremmer PKK’s synspunkter i programmerne. Men det er ikke så indlysende, at kanalen opfordrer til vold efter paragraf 114e i straffeloven, der har en ramme på seks års fængsel. ROJ TV er ifølge direktøren, Imdat Yilmas, et korrektiv til de tyrkiske mediers dækning af den permanente konflikt i det sydøstlige Tyrkiet, hvor kurdere kræver autonomi inden for den tyrkiske stat.

Denne mediedækning tager ret let på, at de tyrkiske myndigheder forfølger kurdiske politikere, intellektuelle og journalister, der benytter sig af deres formelle ytringsfrihed til at gøre opmærksom på fraværet af demokratiske rettigheder for den etniske minoritet. For tiden er mere end tre snese journalister buret inde i de tyrkiske fængsler, sigtet for ’opfordring til terror’, hvilket ikke bekymrer nogen i den danske regering. Tværtimod er Tyrkiet ifølge udenrigsminister Villy Søvndal et ’velfungerende demokrati’.

Det har Søvndal ikke altid ment — i lighed med de fleste andre danskere. Da Tyrkiets ambassadører fra 2005 begyndte at rende danske justitsministre på dørene for at få et forbud mod ROJ TV, der kan ses — og bliver set — af mindst 20 mio. kurdere, afsatte man da også for et syns skyld et beskedent detektiv-mandeår til opgaven, hvilket der ikke skulle komme noget ud af. Men så blev statsminister Anders Fogh Rasmussen jobsøgende i NATO. Ifølge Wikileaks fortalte det danske statsministerium USA’s ambassadør, Laurie Fulton, at regeringen havde ’understreget’ ROJ-sagens betydning over for anklagemyndigheden. Det afviste rigsadvokaten pure som ’grebet ud af luften’.

Sjovt nok skred politiet til ransagning af ROJ TV’s lokaler den dag i august 2010, da Anders Fogh Rasmussen aflagde sit første officielle besøg i København som nyslået NATO-generalsekretær. Fogh har pure afvist den tyrkiske premierminister Recep Tayyip Erdogans udtalelse om, at Tyrkiet gik med til NATO-udnævnelsen mod, at Danmark ’gjorde noget ved ROJ TV’. Men det kan ikke afvises, i hvert fald ikke pure, at ROJ-sagen lugter af lyssky lokumsaftale. Som bekendt blokerede Tyrkiet Fogh Rasmussens NATO-udnævnelse i flere døgn, før den faldt på plads efter intens forhandling bag lukkede døre.

Tyrkerne ville ikke vide af den danske venstremand, som ud over at ignorere deres krav om lukning af ROJ TV også i tyrkernes islamiske optik var medskyldig i Jyllands-Postens ’fornærmelse’ af Islams profet. Der er dog ikke håndfaste beviser for, at der er indgået en korridoraftale — der er ingen lydfiler, der er kun lugten. Den vil hænge ved, når eller hvis dommen ankes til landsretten.

Anbefalinger

Kommentarer

Brugerbillede for Anne Albinus

Den berømte telefonsamtale fra La Republicca.it

Den franske avis Liberations Bruxelles korrespondent skrev på sin blog, Coulisses de Bruxelles, 4.4.2009, om de "kompensationer", som Berlusconi (på vegne af sine partnere selvfølgelig) tilbød Tyrkiet, og som det akcepterede. Til gengæld for at hæve sit veto, fik Tyrkiet vice-generalsekretærposten., en post det mistede i 1974, da det invaderede Nord-Cypern, og tre poster som general og NATO's repræsentant i Afghanistan. Rasmussen skulle også forpligte sig til at gå videre til det danske retsvæsen med de anklager om "opfordring til terror" som Tyrkiet har rejst med det kurdiske fjernsyn i Danmark og oprette et særligt forhold til den muslimske verden og OIC, den islamiske konference.

Berlusconi praler på Festa della Liberta i Veneto i 2009 af sin samtale med Erdogan for at overbevise ham om AFR som generalsekretær. Berlusconi forklarer Erdogans ræsonnement for tilhørerne: "Erdogan har sagt i tyrkisk tv: Hvordan kan en hovedperson i international politik være i stand til at bekæmpe terrorisme, når han nu i 4 år ikke har været i stand til at følge op på vores anmodning om at lukke en lille tvstation, der er sat i forb. med et tyrkisk terrorist-parti"?

Laura Wells interviewer AFR på konferencen i Istanbul, april 2009

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Maiken Guttorm

Bo Lidegaard: "Dommen var klar" (Politiken)

Nej, dommen er så langt fra klar. Sikke noget vrøvl, det fremgår da tydeligt, her, der og alle vegne, at sagen glider såvel domstolen, anklagere som medier af hænde.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Vibeke Svenningsen

Ok - jeg vil så gerne udtrykke min harme. Som jeg har forstået det, så er ROJ den kanal, der sender til flest kurdere worldwide, og om man kan li' eller ej, så er kurdere et folk med et tilnærmelsesvis fælles sprog, fælles kultur osv. Det kan godt være, drømmen om det forjættede Kurdistan aldrig opfyldes - for mange kurdere er det heller ikke længere målet, men det gør ikke, de skal hindres i at dyrke deres fælles blot fordi, Tyrkiet ikke har kunne sørge for at give deres minoritet af kurdere en anstændig mulighed for at være en minoritet og dyrke deres særlige.

Mig bekendt så er PKK røget ind og ud af de der terrorlister, hvorfor det lidt er alt efter, hvordan vinden blæser, hvorvidt de ses som terrorister eller ej - ligesom det mig bekendt også var besværligt at få vist, at ROJ altså også havde en nuanceret dækning, hvilket man må formode Radio/Tv-nævnet har taget stilling til ved at se talrige udsendelser.

Jeg håber dommen bliver anket, da jeg er overbevist om, at man ellers af anden vej vil finde en vej til at lukke TV-stationen, og man løser dælme ikke minoritetsproblemer ved at lukke munden på dem - og det må Tyrkiet også komme frem til ad den ene eller anden vej, hvis de vil en demokratisk vej - eller har de valgt en anden vej, og min harme går på, at vi fra dansk side skal lægge under for disse arbitrære holdninger om, hvem der nu er dagens terrorister i stedet for at stå på værdien af at give minoriteter mulighed for at tale deres sag.

Dommen er en politisering af denne problemstilling, som jeg ser det, og derfor i strid med vores historiske tradition for at beskytte minoriteters ret til at være en minoritet, når man ved, hvorledes Tyrkiet har behandlet deres kurdiske mindretal.

Jeg savner nogle politiske tilkendegivelser af, at man da så sandelig ser værdien af at have en kurdisk TV-station, og hvis der er nogle problemer i deres sendeflade, må den tages med Radio og Tv-nævnet.

Og her har jeg slet, slet ikke taget til stilling til et selvstændigt Kurdistan, overhovedet, men ene og alene kurderes ret til at være en minoritet.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Vibeke Svenningsen

Og en besynderlig dom kommer efter en besynderlig terrorlovgivning.

Jeg kan læse andet steds, at ROJ selv vil kigge på deres sendeflade, men alligevel fares der frem med bål og brand fra visse sider for at få lukket stationen - ingen taler om, hvor trist det ville være set ud fra et minoritetsperspektiv, som handler om andet og mere end selvstændige stater - det handler også om kultur, sprog og retten til at dyrke dette.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Vibeke Svenningsen

Jeg synes, det er meget uheldigt, der fokuseres på selve retssagen her - Ja, de har vel dømt efter vor gældende lovgivning på det bevismateriale, de er blevet præsenteret for. Sagen blev jo iværksat af anklagemyndigheden på et meget, meget suspekt tidspunkt mht. Fogh og Nato osv. Men det gør jo ikke, at man skal gå i selvsving over domstolenes uafhængighed osv. Men i stedet skulle man kigge på den terrorlovgivning, der lægger til grund for dommen, synes jeg. Det er noget rod, der i den grad kan komme til at knægte vores grundlovssikrede ytringsfrihed.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Esben  Lykke

PKK er en terror-organisation på samme måde som ANC var det i Sydafrika i sin tid.

Men de borgerlige brød sig selvfølgelig heller ikke om ANC dengang, så en vis sammenhæng er der trods alt i historien.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Vagn Rydeng

Hvis der, som det fremgår af artiklen, kun er mulighed for at forbyde en "genstand", kan det undre, at anklagemyndigheden har rejst kravet.

Det første "tyveri" af el.altså ved at koble sig til uden om måleren, førte til pure frifindelse, idet tyveri i den daværende straffelov netop drejede sig om en "genstand", eller specifikt "en fremmed, rørlig ting".

Den dom kender enhver, der har læst jura.

Efterfølgende blev straffeloven ændret, så eltyveri mv. også er omfattet af tyveribestemmelsen.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Gert Romme

Jeg anerkender slet ikke, at retten har dokumenteret nogen skyld i denne sag:
- På grund af totale mangel på bevis!
- Fordi retten nægtede forsvaren at føre alle de vigtige vidner!
- Fordi anklageren benyttede vidner fra tyrkiske fængsler, der bagefter er totalt afhængige af tyrkiske myndigheder!
- Og fordi jeg grundlæggende mener disse terrorlove strider mod demokrati og retssikkerhed!

Men når det er sagt, skal det også nævnes - især overfor de konservative og den tyrkiske regering, at i et retssamfund indgår man faktisk er skyldfrie igen, når man har betalt sin bøde eller udstået sin straf på anden måde.

Men jeg er da udemærket klar over, at i Nato-landet Tyrkiet, er man skyldig, blot man er født ind i en bestemt etnisk oprindelse.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jon Møller

PKK er en terrororganisation, som bl.a. sprænger busser med uskyldige kvinder og børn i luften. Den slags handlinger er der ingen undskyldninger for. At give dem ly til at drive en tv-station i Danmark er det modsatte af at modvirke deres terrorhandlinger. Det er en moralsk katastrofe og en hån mod deres ofre.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Mikael Hertig

Tak til Ellegaard. Er hensigten med at lukke den kurdiske informationsvirksomhed at sikre, at indsamlingerne til kurderne fremover i højere grad kan koncentreres om den væbnede kamp?

anbefalede denne kommentar