Den nye kulturminister Uffe Elbæk har ved flere lejligheder sagt, at han gerne vil styrke den rytmiske musik — og tage pengene fra den klassiske. Dermed genopliver han en gammel skyttegravskrig mellem den klassiske og den rytmiske musik, som mange musikere i dag har svært ved at forholde sig til. Det mener blandt andre lederen af organisationen for den eksperimenterende musik, SNYK:
»Det er gammeldags. Nærmest bagstræberisk. Jeg synes, vi er langt forbi den måde at tænke musik på. Musikere, komponister og organisationer arbejder på tværs af genrer, så skellet mellem rytmisk og klassisk musik er mest af alt en politisk konstruktion. Det er i hvert fald svært at kende den i virkelighedens musikliv,« siger Thorbjørn Tønder Hansen.
Det står i regeringsgrundlaget, at den rytmiske musik skal styrkes — og i valgkampen lancerede den nuværende kulturminister, Uffe Elbæk, sin såkaldte Marshallplan for kulturen, som blandt andet indeholdt et ønske om at give lige så mange penge til den rytmiske musik som til den klassiske:
»Mit forslag er, at støtten efter fire år fordeles ligeligt. Midlerne frigøres fra den klassiske musik gennem en reduktion i antallet af symfoniorkestre,« står der.
Også i forbindelse med udarbejdelsen af den nye musikhandlingsplan, som skal ligge færdig den første februar, kan man finde retorikken — selvom kulturministeren har modereret sine udtalelser noget i forhold til de bombastiske udmeldinger i valgkampen:
»Uffe Elbæk holder fast i skellet i forbindelse med den nye handlingsplan. Og det er synd, for det har været med til at skabe en splid i et musikmiljø, som faktisk arbejdede sammen og ligesom har droppet den der diskurs,« siger Thorbjørn Tønder Hansen.
Ministeren har været ude og sige, at det er vigtigt, at man ikke gør det til en skyttegravskrig. Men det er lige nøjagtig, hvad han selv har gjort, mener også den ordførende orkesterchef i Landsdelsorkesteforeningen, Finn Schumacker:
»Han medvirker til grøftegravning. Vel at mærke af en gammel grøft, som egentlig var lukket til for 10-15 år siden. Så på mange måder bomber ministeren musiklivet tilbage — bedst som vi var på vej et helt andet sted hen,« siger han og tilføjer:
»Hverken musikere eller publikum tænker i dag musik på den måde. Den nye musik går på tværs af de gamle grænser.«
I mandagens Information kritiserede flere repræsentanter fra musiklivet, at ministeren ikke havde inddraget musiklivet mere i udarbejdelsen af den nye handlingsplan. Ministerens retorik gør bestemt ikke den lukkede proces mere betryggende, mener Finn Schumacker.
»Det giver øget bekymring i forhold til, hvad der kommer ud af handlingsplanen. Vi vil jo gerne fremad og ikke tilbage,« siger han.
Trediveårskrigen
Også Danmarks Radios ensemblechef, Kim Bohr, som er kendt for at eksperimentere med blanding af genrer, mener, at retorikken er gammeldags:
»Trediveårskrigen mellem den klassiske og den rytmiske musik er afsluttet for længe siden efter min mening. Ud fra en kunstnerisk betragtning giver det ikke mening at tale om det på den måde længere. Der er vokset så meget op nedefra, som fuldstændig har overhalet det,« siger Kim Bohr og fortæller om, hvordan DR’s Underholdningsorkerster for nylig har givet koncerter med Under Byen og Tina Dickow.
Han kender ikke detaljerne i den nye musikhandlingsplan, men understreger, at ud fra et musikalsk synspunkt, er der ikke længere nogen kamp.
I Dansk Rocksamråd (ROSA) er man ikke helt enig i, at genreopdelingerne er blevet ligegyldige:
»Der er mange nicheområder, og så er der selvfølgelig nogle enkelte områder, hvor det støder sammen. Men langt de fleste vælger klassisk musik eller rockmusik, netop fordi deres interesse ligger der,« siger daglig leder Gunnar K. Madsen.
Men han er dog enig med sine kolleger i, at ministerens retorik er problematisk:
»Det er unødvendigt at sætte det op imod hinanden, når der skal fordeles penge. Det fører ikke nogen steder hen. Jeg hører til dem, der mener, at den rytmiske musik skal støttes, men det betyder jo ikke, at jeg er modstander af andre genrer. Eller at vi skal have en intern stammekrig omkring fordelingen af penge.«
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra kulturminister Uffe Elbæk, som er på rejse i Kina.
Kommentarer
Kære Kristian Villesen - netop vendt tilbage til Danmark fra mit besøg i Kina, har jeg læst denne og den foregående artikel du/I har skrevet om den kommende musikhandlingsplan. Og kan blot til dagens artikel sige et: Hvis du/I har fulgt debatten gennem de sidste par måneder - blandt andet på min egen facebookside - om den kommende musikhandlingsplan, så ved I, at jeg selv gang på gang har skrevet at opdelingen mellem rytmisk og klassisk er forenklet. Bedre begreber kunne være historisk musik og moderne musik. Men når man alligevel falder tilbage til betegnelsen klassisk og rytmisk er det fordi, det er de begreber folk oftes bruger. Personligt mener jeg - som jeg også ofte har både sagt og skrevet - , at der er et stort sammenfald og sammenhørighed mellem klassisk og rytmisk musik. Så lad os ikke grave sproglige skyttegrave. Jeg forsøger ihvertfald på ikke selv at gøre det i den aktuelle diskussion.
Det er jo paradoksalt at musikinstitutionerne på den ene side føler sig overset, og på den anden side så forholder ministeriets overvejelser sig til præcis den opdeling af genrer, som institutionerne inkarnerer.
Hvad skal politikerne gøre, hvis de på samme tid skal skære i HELE kagen, og så også lytte til alle de organisationer, som vil have hver deres bid af, hvad der er tilbage? Paradokset står særlig tydeligt når Gunnar K. Madsen fra ROSA da gerne vil have mere af kagen, men dog synes, at ‘retorikken’ “sætter det op mod hinanden”.
Det er genreorganisationerne, som fastholder musiklivet i en forældet laugslignende struktur, og så længe de har så megen indflydelse, - ja ligefrem er indskrevet i lovgivningen - så vil enhver tale om fordeling af midler skulle forholde sig til genre.
Musiklivet derude, ja - det udfolder sig hybridt. Og så kan genreorganisationerne pynte sig af, at den støtte de yder - på trods af den institutionaliserede genreopdeling - alligevel i visse tilfælde kommer initiativer til gode, som ikke følger den slagne genre-vej.
Måske skulle man heller tale om den gamle musik (dansktop, klassisk, opera, country, blues, swing, jazz, 12-tone) versus den ny musik (hip hop, house, teckno, ambient, electronica, dubstep, trance og jungle?
Hvad med at lade de arbejdsløse forfølge musikken, hvis de er til det ? Det gjorde man i 1980’erne, uden at kræve at de skulle møde klokken 8 om morgenen for at bygge spaghetti-tårne og lære at skrive ansøgninger på farvet papir, således at HR-managerne kan sortere dem fra uden unødigt tids-spilde …
Resultatet er Dansk Rock-Historie !
Denne kommentar er anbefalet af:
Ordningen kan endda forholdsvist let tilpasses mange
andre kunst-arter !
“Musikere: Elbæk laver skyttegravskrig”
Det næste bliver vel bilbomber.
Tag nu og lav noget musik eller stop piberne.
Hvem siger at man “skal skære i hele kagen”? Hvem har bestemt, at fordelingspolitikken skal være et slagsmål om enten rytmisk eller klassisk musik? Vi har da en regering, der har sagt, at man ikke kan spare sig ud af krisen! Naturligvis kan man politisk vælge at tilføre musiklivet flere penge. Disse midler vil jeg gerne lægge billet ind på til nogle af de musikområder, som jeg mener, kan styrkes til gavn for musikken, borgerne og i mange tilfælde også den danske økonomi. Ivocasma Zecornadez stirrer sig blind på at pengene kun kan komme fra den eksisterende kage. Det finder jeg gammeldags og lidt ideforladt - uanset om man taler om klassisk eller rytmisk musik!
Om vore politikere så tør eller vil støtte en mere dynamisk kulturpolitik - kan man sagtens have sine tvivl om, men derfor skal det da siges alligevel. Det er da muligt, at der er nogle i musiklivet, der har det så godt og velbjerget, at de ikke finder reformer og tilførsel af nye midler for vigtigt. Det er fair nok. Men vi er mange, der kan pege på vækstområder, hvor musikken og andre kulturudtryk kan spille en rolle, hvis man investerer i potentialet. Den globale verden sætter nye kommunikative dagsordner for mange, hvor musikken kan spille en væsentlig rolle - både i forhold til de kulturelle identiteter og erhvervsmæssige muligheder og behov. Men det skal ikke være kulturministerens ansvar det hele! Det må ansvarlige politikere fra alle partier forholde sig til - selvfølgelig ikke mindst den samlede regering.
HVIS nu ,,Kulturministeren?” var en rigtig Kulturminister, så ville han tilgodese den seriøse, klassiske, storslåede klassiske musik i stedet for at give flere penge til ,,pigtrådsmusikken”, - ,,tæppebankermusikken”.
Danmark er ved at udvikle sig til et kulturfattigt land.
Lige siden Sgt. Pebber har jeg været vild med crossover.
Elbæk har jo trukket i land og fået viklet sig hæderligt ud af hele Marshall-plan-retorikken. Selvom det kunstneriske indtryk af den dans måske ikke var helt vildt imponerende. Men debatten - også en parallel en af slagsen for nylig i JP med Henrik Marstal m. fl. som igangsættere - vidner om, at der trods forsikringer om det modsatte er en ret stor lyst til at fastholde territoriekampen. Og ikke mindst selve præmissen om klassisk kontra rytmisk. For musikere og publikum en frugtesløs diskussion. Men for det musikpolitiske niveau svær at give slip på. Det ville klæde de musikpolitiske organisationer at drive mere ambitiøse visioner ind i debatten - og ikke forfalde til ængstelse for, at de andre får for meget, og vi får for lidt. Og det ville unægteligt også klæde den nye regering at tænke mere visionært på tværs af resortområder. Det er ikke forbudt som kulturminister at tænke modige tanker, som eksempelvis forpligter skatteministeren, beskæftigelsesministeren og erhvervs- og vækstministeren….
Hvis den rytmiske musik styrkes yderligere, bliver der ikke noget af den lødige musik tilbage! I forvejen er den ny og gammel kompositionsmusik marginaliseret, selvom det er den, der rummer de kunstneriske nosser, der giver liv og luft til forståelse og forstand.