Opslag til denne artikel

Emneord:3D, dans, dokumentarfilm, film
Personer:Wim Wenders
Steder:Berlin, Wuppertal

»Et øjeblik af vægtløshed.« Sådan beskriver en af Pina Bauschs dansere den gave, hun vil forære sit livs inspirator i Wim Wenders nye dokumentarfilm Pina: Hun vil danse for hende.

Ude på en enorm græsplæne løber hun hen mod en række stole. Så springer hun op på den første stol med en fod på ryglænet, så stolen vipper og vælter. Højt over hende rejser der sig en gammel bro i en enorm bue. Og straks sætter oplevelsen af vægtløshed sig i tilskuerens krop med den slags skønhed, som er Wim Wenders’ helt egen: den tyste skønhed.

Længsel i 3D

Pina virker faktisk som en Himlen over Berlin 2. For Pina er en film om det vigtigste i livet: om evnen til at se andre mennesker og om selv at blive set. Vel at mærke skabt som et lyrisk sorgportræt over Pina Bausch, der pludselig døde i 2009 som 68-årig -efter et intenst liv som danser og koreograf og leder af Tanztheater Wuppertal Pina Bausch siden 1972. Og efter et nært venskab med den fem år yngre Wim Wenders.

Filmen bliver bogstaveligt talt til en ’Himlen over Wuppertal’, for Wenders har filmet danserne rundt omkring i Wuppertal — ikke mindst fra den højmetro, der skærer sig gennem byen i fuglehøjde.

Dans er svær at filme. Dansens lækre overflade er let at fange, men dansens fysiske kvalitet forsvinder nemt, når den skal fæstnes på det flade filmlærred og herfra fanges ind af tilskuerkroppen. Så hvad gør Wim Wenders med dette kropslighedsdilemma?

Hånden mod bødlen

Han leger med 3D — underdrevet og sublimt. Netop ved brug af 3D-effekten trækker han tilskueren med ind blandt de dansende kroppe, så tilskuerkroppen selv kan mærke trangen til at sætte af og dreje rundt. Et sted lader Wenders endda flabet et forhæng glide ned mellem tilskuerrækkerne, så trangen til at være med på den rigtige side sammen med danserne føles endnu stærkere: tag mig med!

Alligevel er Wim Wenders modigst i filmens lange dansesekvenser. For her findes kun dansen selv. Ingen overformidling, ingen skamklipning. Kun dansen i den tid, den nu engang varer. Og derved glider tilskueren med ind i danseruniversets logik, hvor alt skal udtrykkes gennem kroppen.

Særligt Pina Bauschs fortolkning af Le Sacre du printemps til Stravinskijs vilde musik bliver en heftig introduktion til Pina Bauschs barske verden af vellyst og smerte. En gruppe kvinder stirrer på en gruppe mænd. En mand træder frem som bødlen. Alle dunker fødderne i den bløde muldjord, så deres kroppe gungrer. Men hvorfor rækker offerkvinden hånden med den røde kjole frem mod bødlen? Mon hun ofrer sig af lystfyldt nysgerrighed eller af opgivende dødsangst? Det siges ikke. Alt er op til tilskueren selv at fortolke.

Langt hår og biceps

Filmen er overlegent selektiv. Ud af Bauschs enorme repertoire inddrages kun fire balletter. Her er således hverken kendingsballetten Blaubart fra 1977 med voldtægtsmanden, der lytter til opera, eller Nelken fra 1982 med de tusinder af nelliker på scenen. Alligevel udkæmpes de Pina-typiske kønskampe mellem manden som den stærke og kvinden som offer. Men også mellem kvinden som den hemmelighedsfulde og manden som den ensomme.

Hos Pina Bausch findes begrebet unisex ikke. Kvinder har langt hår og går i løse kjoler, hvor brystvorterne stritter. Og mænd har nøgne overkroppe med muskler og spændte blodårer og stramme bukser. Sådan er det bare. Og alle kroppe skal rase mod elementerne — mod jorden, mod klipperne og mod vandet. Helst mens dalende minimalismetoner tvinger kroppene nedad … For Pinas sansekaos har sin egen orden — dén Pina-orden, som de toneangivende, tyske teaterinstruktører i dag så tydeligt står i gæld til.

En verden uden ord

Som dokumentarfilm betragtet er Pina vidunderligt renfærdig. Her kommer alle til orde. Danserne sidder endda én for én fortæller om Pina på hver deres mange sprog. Ofte tøvende — som om ord ikke havde noget med Pina at gøre. I Pinas verden blev alt da også udtrykt gennem kroppen. En af danserne forklarer, at Pina egentlig kun sagde én særlig ting til hende i løbet af de 20 år, hvor de arbejdede sammen.

Netop gennem sådanne groteske detaljer undgår Wim Wenders den patos, der ellers presser sig på i denne type filmhyldest. Og så trækker han de ideale danserkroppe ned på jorden. De er alle sammen umanerligt skønne at se på. Men kameraet får efterhånden tilskueren til at værdsætte både de spændstige dansere i 20’erne og de mere facetterede dansere med de brugte kroppe i 30’erne, 50’erne og 70’erne.

Wim Wenders vender igen og igen tilbage til ét særligt billede: Til rækken af Pina Bausch-danserne, der knytter hænderne og ryster dem indædt, mens de spadserer på styltehøje hæle og i nydelige jakkesæt — et sted ude i blæsten langs kanten af en uendelig grusgrav. Og mens de smiler.

Sådan har man det også, når man forlader biografen efter at have set Pina: Man knytter hænderne og ryster dem, mens man smiler. Af taknemmelighed.

 

Pina. Instruktion og manuskript: Wim Wenders. Tysk (Grand og Empire)

Denne artikel er anbefalet af: