Jeg ved ikke, hvad der sker for film om psykisk trængte mænd, der bestyrer zoologisk have. Men for tiden er der en slags bølge: Samme uge som Zookeeper udkommer på dvd (med dansk tale), udsendes også Ralph Zimans The Zookeeper (2001) om en desillusioneret exkommunist, der skal passe en zoologisk have i Sarajevo. Og så spiller Matt Damon forpint enefar, der laver en zoo i sin baghave, i den nye We Bought A Zoo (2011). Mænd og zoo. Måske kædes de to sammen på grund af dyrepasserens flersidighed: På den ene side er dyrene en slags plat-darwinistisk påmindelse om menneskets dyriske urinstinkter. På den anden side afprøver dyrene den moderne mands omsorgsgen. Man skal altså både kunne brøle som en bjørn og tale blidt til en gorilla. Det er i hvert fald idealet i Frank Coracis pinagtige komedie, Zookeeper, hvis ret tåbelige præmis er, at dyrepasser Griffin (spillet af Kongen af Queens’ kraftige komiker, Kevin James) genfinder sin indre alfahan ved hjælp fra talende dyr i Central Parks zoologiske have og siden opdager hvad sand kærlighed betyder. Dyrene underholder på et bundbanalt niveau med lidt selvironi affyret med brogede dialekter, men ellers lover filmen intet godt for den obskure zoofilmsgenre.

Zookeeper. Instruktion: Frank Coraci. Manuskript: Nick Bakay m.fl. Engelsk (Udkommet på dvd og Blu-Ray)