Sahra er på shawarmabar med sin veninde. De er på vej til en afrikansk fest. De kalder sig ’club chicks’. Hun kaster sit lange sorte hår over skulderen: »Hvis jeg skulle tage den all out,ik’ os’, så ville jeg virkeligt danse, jeg mener, like, love making-danse med en fyr, og så ville jeg op at slås med en eller anden bitch, og så ville jeg slås med en nigger.«
Kort efter, i dokumentarkortfilmens stramme dramaturgi, har holdningen ændret sig. Sahra er dansk-afrikansk muslim, og hendes religiøse følelser byder hende at prioritere anderledes. Vi ser hende nu ringe efter sin danske veninde ved et busstoppested og fremviser det tørklæde, hun fra nu af har tænkt sig at gå med.
»Det gør mig glad,« siger hun overbevisende og tager et hiv af sin smøg. Veninden er overrasket og bekymret.
DR’s ungeunivers, MAMA, lancerede tirsdag et nyt dokumentarmagasin, og hurra for det, for ungdommen skal have og lave dokumentarfilm.
Ungdoms-didaktisk
I virkelighedendyrker netop den form for virkelighed, som er blevet så populær at lave. Her er en film om en af gymnasiets populære men anorektiske piger. Vi møder en charmerende arabisk pige, der er blevet udstødt af sine forældre for at være lesbisk og nu er på frygtløs damejagt. Og så videre. Bestyret af den tv-debuterende værtinde, Camille Lange, minder rammestrukturen om P1’s nye radiomagasin Radiofortællinger:Et par tematisk relaterede korthistorier præsenteres for en relevant gæst, som så reflekterer over og perspektiverer sammen med værten.
Lange er født af DR’s talentpulje, har tidligere udmærket sig som vært på P1’s ungdomsbastion, Klubværelset, oger en kvik ung kvinde med en kæmpe, kæmpe integritet, som giver programmet en særligt behagelig stemning. Magasinformatet fungerer med hende og gæsterne som en slags overbygning af refleksion, der kan føre de muligvis dokumentar-uvante seere ind i måder at diskutere genren på.
Det er også et koncept, der har fare for at blive didaktisk: »HVAD kan vi så lære, børn?« Men reelt føles det mere lærerigt end belærende, fordi Lange og hendes gæster er seje. De løfter ikke pegefingre, men taler ud fra egne svære ungdomserfaringer. Ungdomsbogforfatter og Ramasjang-vært, Johanne Algren, stak af hjemmefra som 15-årig og ved, hvordan ensomheden på hjemmefronten kan drive én ind i bestemte cirkler. Foredragsholder Roland Møller, der medforfattede det mesterlige dokumentarisk prægede fængselsdrama, R,har 10 voldsdomme og fire og et halvt år bag sig i spjældet. De er hans baggrund for at udtale sig om at stå indenfor og udenfor samfundet. Og Ena Cosovic fra den lesbiske elektroduo, Fagget Fairys, er en cool prædiker af frihed. Hun er også panelet i Emil Thorups Sexministeriet og på den måde tegn på MAMA-programmernes generelt overgjorte genbrug af gæster. Men til gengæld går hun kritisk til for eksempel filmen om Sahras tørklæde.
»Det irriterer mig, det sætter debatten tilbage,« siger hun. Kvikke Lange giver hende igen og spørger, om tørklædet ikke på en måde bare er samme identitetsbeslutning, som Cosovic traf, da hun sprang ud som lesbisk. Den slags dialog åbner dokumentarfilmene frem for at forklare dem.
Løn på to ben
Bagsiden ved at skulle fortælle udviklingshistorier i et så fortættet format, som de små film udgør, er, at forandringer ofte skal postuleres med et enkelt dramaturgisk smæk. Den karismatiske småkriminelle rod, JL, fortæller for eksempel i én scene om at sælge stoffer og begå indbrud, om behovet for at holde sin miniput-gangstertilværelse ved lige. I næste klip har han lagt det hele bag sig og er begyndt at rappe: »Jeg er færdig med det.«
Ideelt set måtte denne overgang gerne være klarere motiveret med flere reelle scener og tid. Af samme grund er den mest uforglemmelige af dokumentarhistorierne Nikolaj Viborgs tredelte dokumentar om ’Cultpiger’. Viborg har tidligere fået særadgang til Ungdomshuset med sin fine dokumentarfilm, 69,fra 2008.
Nu har han fulgt langbenede teenagepiger, der sælger energidrikke i en lille, åbenbart prestigefyldt tjans, der mest af alt minder om en usympatisk (Cult-)kult.
»Kunden er vores løn på to ben!« står der i ’Cultpigernes personalehåndbog’, der sammen med glitterrød lårkort og tanktop hører med til Cultpigernes startpakke. Vi følger pigerne på en hovedløs træningslejr, vi ser dem undvige fuldegrams på festivaler, diskoteker og i Le Mans. Citaterne står i kø: »Det er jo en kæmpe ære for mig at sælge et produkt til én, der vitterligt ikke har brug for det,« siger en køn pædagogmedhjælper.
»Det er altid lettere at sælge til folk, der er sårbare, som for eksempel er alene på diskoteket. Så kan vi jo agere ven i de fem minutter, det tager at sælge vores produkter.«
Mændene fremstilles — måske lidt groft — som pikkestive abekatte med opkast på trøjekraven. En fuld fyr står og svejer med en friskt malet Cult-logo på maven og forsøger skelende at kigge ind i kameraet. Miniseriens morale kan fremlæses i en scene fra træningslejren, hvor pigerne (Gud ved hvorfor) skal øve sig i at gå på gløder. Med en selvtillidscoachs rolige stemme i baggrunden (» just let yourself glide over«), fanger kameraet en af pigernes forpinte ansigtsudtryk. Vist går hun på gløder, men det gør helvedes ondt. I tredje og sidste afsnit når en af Cultpigerne en åbenbaring og dropper jobbet: »Pludseligt bliver man ramt af virkeligheden og det går op for en, at fyrene ikke sværmer om os, fordi vi er ekstraordinært lækre, men fordi de ser os som billige.«
I virkelighedener et trygt og seværdigt format til at blive bekendt med sådanne slags virkeligheder.
I Virkeligheden. DR MAMA. Næste afsnit sendes tirsdag kl. 19.20 på DR HD og på dr.dk/mamadirekte. Tidligere udsendelser ligger på www.dr.dk/mama/tv/i-virkeligheden
Kommentarer