En god leg, når man ser selv de mest skabelonforpligtede mainstreamkatastrofefilm, er at holde øje med, hvad sådan en film siger om vores forestillinger om sammenhængskraften i samfundet. »Man ved ikke hvem man er, før noget sker,« filosoferer en moralsk tvivlsom svensker i Chris Goraks ungdomsfilm, The Darkest Hour. Det er sådan set en mundret formulering af alle katastrofefilms kerne: Hvem er vi, når civilisationens gardiner trækkes fra? Hvordan står det til med fællesskabet, når, for eksempel, menneskepulveriserende lyskugler invaderer jorderiget og efterlader fire smukke, unge amerikanere på håbløs flugt i et post-katastrofalt Moskva? The Darkest Hour ser lyst på tingene: Hvis filmens grimme, energiædende aliens repræsenterer angsten for udtømningen af jordens ressourcer, kan vi trygt lade amerikanerne føre an i en global, fællessolidarisk kamp mod håbløsheden, lærer vi. Og Rusland er ikke længere et goldt land for pelshuer, kannibalisme og kommunistiske megaskurke, men et verdensmarked med en hip metropol af blinkende MacDonalds-skilte og heltemodige medmennesker. ’3D’ står for de sølle 3 dimser, der i løbet af filmen flyver ud mod publikum som skræmmeeffekt. Og selv om Gorak har været art director på bl.a. Fight Club (1999) og holder et nogenlunde niveau af (høj)spænding i filmflugten fra de lyngnistrende aliens, så forbliver hans The Darkest Hour en jævnt underholdende skabelonfilm, der inspirerer til glemsel fremfor til sært postuleret globalt sammenhold.

The Darkest Hour. Instruktion: Chris Gorak. Manuskript: Jon Spaihts. Engelsk (Biografer landet over)