Den største hemmelighed skjulte han selv

WASHINGTON DC — Ofte kan en myte få sit helt eget liv. Muligvis er det en betingelse for, at der skabes en myte — der pr. definition må skabes i en bagudrettet bevægelse — at forestillingen om personen ender med at erhverve sig en eksistens hinsides det egentlige menneske.

Det 20. århundredes USA er rig på mytiske personligheder — JFK, Martin Luther King, Marilyn Monroe, James Dean, Elvis Presley for blot at nævne nogle få. Fælles for disse er heltedannelsen. Men der eksisterer en anden gruppe: Skurkene, de dystre mænd, som godt nok var og fortsat er helte i en afgrænset gruppe, men som for deres eftertid nu mestendels fremstår som frygtindgydende: Richard Nixon, senator Joseph (Joe) McCarthy, Al Capone (om end sidstnævnte blev født i 1899) er oplagte eksempler.

Og så J. Edgar Hoover. FBI’s grundlægger og første chef fra 1924-72. Selv den dag i dag, over 70 år efter institutionens dannelse, taler garvede politi- og efterretningsagenter i FBI (Federal Bureau of Investigation) om ham med ærefrygt; visse fortsat med dyb veneration og respekt, mens andre ansatte i det, der ofte i Washingtons politikerslang kaldes The Bureau, trækker på smilebåndet. FBI’s hovedkvarter i Washington er den dag i dag opkaldt efter ham.

Hoover var en mand, der »lurede i stort set alle offentligt ansattes mareridt. Og ikke blot hos dem, også hos mange flere, der simpelthen gik gennem livet med en følelse af skyld. Det var en Hoover med en mørk tilstedeværelse, en mand så skræmmende, at selv præsidenter ikke turde fyre ham. Han herskede suverænt over hemmelige filer og arkiver, der registrerede titusinder, måske hundredtusinder af amerikanere, der alle var udsat for FBI-overvågning, fordi de blev anset for ikke at være hævet over mistanke. Mistanke om hvad? Dette var ikke altid klart, men mistanke om uortodokse udtalelser blev anset for at være årsag nok til at åbne en fil.«

Sådan skriver Russel Baker, tidligere klummeskribent og korrespondent for de to amerikanske aviser The New York Times og Baltimore Sun i The New York Review of Books. Han har også skrevet flere bøger, og i november 2011 anmeldte han filmen J. Edgar,der har premiere i Danmark 19. januar.

Så dum som en lastbilchauffør

Baker fanger suverænt — og med et suverænt sprog — den nagende følelse af usikkerhed og frygt, den evige lille skarpe sten i den mentale sko, som embedsmænd og andre, som af den ene eller den anden grund var kommet i Bureauets søgelys, oplevede under den legendariske chef. Der i øvrigt om nogen må siges at have legemeliggjort den fortsat aktuelle rettesnor inden for organisationsteori, at enhver arbejdsplads, der lever med eller rettere under en stærk chef, gennemsyres af hans (i sjældne tilfælde: hendes) etos og moralske principper.

Hoovers ledelsesstil var lunefuld og temperamentsfuld — i sin retorik var han sin tids Steve Jobs, og han afholdt sig ikke fra at kalde medarbejdere, som han anså for mindre talentfulde, for pinheads og »lige så tomhjernede som lastbilchauffører«.

De kvikkeste brød han sig imidlertid heller ikke om, så dem manøvrerede han ud på måder, som igen ikke er så forskellige fra, hvad man kan se på mange arbejdspladser i dag, uanset om de kalder sig hierarkiske eller det modsatte.

FBI blev derfor i næsten 40 år til en spejling af dets chef. En organisation, der følte sig berettiget, ja, forpligtet til at udspionere sine medborgere helt ned i den mest private detalje.

»Ingen kunne derfor føle sig sikker. FBI’s chef handlede på grundlag af den frygt, som trives bedst, når tågen er tykkest, usikkerheden dybest, og folk, der altid har følt sig hævet over enhver mistanke, begynder at nære tvivl. For hvad nu hvis … Måske er der en for længst glemt hændelse i deres fjerne fortid, der kan graves op og udsætte dem for offentlig ydmygelse, for en afsløring ansigt til ansigt med Kongressens efterforskere, for efterfølgende anklage og menneskelig ruin,« skriver Baker videre og slutter sin indledning med konstateringen af, at det rigtignok er sjældent at møde mennesker, som ikke har et par uheldige episoder i deres livshistorie.

Snavset, magten og forfølgelserne

»Som Willie Stark har anført i Robert Penn Warrens All the King’s Men, er mennesket undfanget i synd, født i fordærv, og ’overgår fra stanken af vagina og livmoder til stanken af ligklædet,’ og når en eller anden leder længe nok efter snavs, så finder man altid noget.«

All the King’s Mener en prima referenceramme. For denne klassiker handler netop om fordærv og magtens korrumpering af dens udøvere. Stark ankommer til den politiske verden fyldt af virketrang og lysten til gøre en forskel, som det så trættende hedder. Men han oplever hurtigt, at i takt med at hans omgivelser forsøger at forstøde ham fra magten, bliver det vigtigste mål netop at beholde den. Et ældgammelt tema i litteraturen, som de fleste yngre mennesker — også dem, der ikke er specielt belæste — om ikke andet vil have stiftet bekendtskab med gennem sødladne Disney-videofilm eller gennem filmatiseringen af Ringenes Herre, der har netop magtens ødelæggende egenskaber som det gennemgående tema.

Og nu får vi så historien fortalt igen gennem Hoover. Endog med menneskelige træk, for om end den nye film, der nu er på vej til Danmark, medtager visse af politichefens mere dæmoniske karakteregenskaber, så dvæler lange perioder af den ved de rene succeser med gangsterbekæmpelse, mens den nedtoner den grimme forfølgelse af kommunister og andre »samfundsnedbrydende elementer«.

Men historien om Hoover ville ikke være så fascinerende for eftertiden, hvis den blot havde handlet om en topchef og tyran. Det, som adskillige afhandlinger og bøger har dvælet ved lige siden hans død i 1972 — han døde, naturligvis, med støvlerne på, og det ville unægteligt også have været svært at forestille sig ham som golfspillende pensionist — er, at den største hemmelighed, han holdt på blandt de titusinde af filer og arkivskabe, handlede om ham selv.

Dels om hans livslange personlige forhold til hans næstkommanderende, Clyde Tolson, dels om en forkærlighed for at iklæde sig kvindetøj. Der eksisterer ingen håndfaste beviser for, at Tolson og Hoovers forhold var seksuelt. I teorien kan det have begrænset sig til »at holde hinanden i hånden i biografens mørke« som Baker poetisk skriver i sin anmeldelse.

Den urene mand i skabet

At han imidlertid var både homoseksuel og transvestit er der imidlertid ikke mange, der i dag betvivler. Og der var også mange i datidens politi- og efterretningstjenester, som vidste besked med forholdet, der var kontroversielt, da det startede og ikke meget mindre, da det sluttede med hans død. USA er ikke en nation, hvor homoseksualitet har haft lette kår; man skal betænke, at præsident Obama først i 2011 formåede at afskaffe den amerikanske hærs forbud mod »åben homoseksualitet«, og at homoseksuelle ægteskaber selv i den igangværende valgkamp om nomineringen af republikanernes præsidentkandidat i perioder har fortrængt selv den ellers altdominerende diskussion om økonomi og arbejdsløshed fra dagsordenen.

Hoover og Tolson er imidlertid ikke et almindeligt par, selv om de går på travbanen, spiser middage på forskellige gentlemens’ clubs, tager på weekender sammen (de boede ikke sammen formelt), ferierer og diskuterer. Dels grundet tidens ubønhørlige restriktioner, dels grundet den usædvanlige organisation, deres professionelle liv udspiller sig i. Ved hjælp af af mikrofoner, aflytninger, koder og hemmeligheder om filmstjerners, borgerrettighedsforkæmperes og præsidenters sexliv kæmper Hoover for at »fjerne samfundets urenheder«, som han siger i filmen. Men man har hele tiden fornemmelsen af, at han også forfølger et andet mål: at holde sig selv ren.

Hans besættelse af at bringe enhver underminerende eller subversiv aktivitet rettet mod Amerika til ophør, chikanen mod politiske dissidenter, mod politiske kritikere og borgerrettighedsgrupper var kontroversiel også dengang, den fandt sted, men den handlede måske lige så meget om en personlig usikkerhed, en følelse af, at de kræfter, der var på spil i ham selv, havde brug for at blive begravet og holdt i ave, nøjagtigt ligesom prostitution eller kommunismens afskyeligheder havde det.

At han omvendt aldrig tog et opgør med mafiaen skyldtes ifølge Hoovers kritikere, at netop denne kriminelle organisation var i besiddelse af belastende materiale om Hoovers homoseksualitet; den påstand er dog aldrig blevet endegyldigt bevist.

Tilbageholdenheden over for mafiaen stod i grel modsætning til Hoovers andre små julelege, hvor han tilbageholdt og truede med offentliggørelse af adskillige pinagtige personlige afsløringer fra Eleanor Roosevelts lesbiske forhold, over præsident Kennedys eskapader, adskillige senatorers anløbne privatliv og Martin Luther Kings omgang med ludere. Hoover vidste besked med det hele, lod han altid folk forstå. Selv forblev han en myte, som der skal mere end en ny film af Clint Eastwood med Leonardo de Caprio i hovedrollen til at rokke ved.