Det er en ret vildhistorie: Hun er Sveriges mest berømte mor. Med bøger som De kære børnog Sove hele natten, der står som en bibel i mange svenske og danske hjem, har hun været et forbillede for en hel generation af forældre og præget deres syn på børns udvikling og opdragelse. Ja, vi taler om Anna Wahlgren.

Det vilde er, at en af hendes døtre, Felicia Feldt, i en ny bog står frem med et opgør med moderen. Det billede af supermoderen med ni børn, som hun har skrevet om i sine opslagsbøger og sin selvbiografi, krakelerer. For datteren fortæller om en ustabil barndom præget af alkohol, utryghed og krænkelser; om et barndomshjem, hvor mennesker konstant kom og gik, og hvor børnene ofte måtte passe hinanden og ikke ønskede at knytte sig til andre mennesker, fordi de sikkert snart skulle flytte igen, når moderen havde fundet en ny mand. Anna Wahlgren har været gift syv gange.

På den ene side er det en tragisk historie. Det er erfaringen som mor til ni, Anna Wahl-gren trækker på, når hun skriver sine bøger. Offentligt har det været et rosenrødt billede. Det slår datteren i stykker. Hun og hendes søskende har oplevet at blive brugt som eksempel i moderens bøger og som led i promovering af hendes bøger. Hun har gjort børnene til del af en offentlig fortælling, og uden at de har kunnet svare igen, selv om billedet var så løgnagtigt. Den modfortælling må nødvendigvis fortælles. Og der vil fremover garanteret komme flere af den slags historier med døtre og sønner af kendte, der må korrigere forløjede offentlige fortællinger.

På den anden side er det også en befrielse at få at vide, at det hele ikke er så perfekt, som vi går og tror. De store forbilleder er ikke altid forbilleder, men fuld af skavanker og fejl. Det perfekte er slet ikke så perfekt, for bag facaden er der ægte mennesker med drifter og bag den kernesunde familie ulmer altid et oprør. Det er godt at vide, for os dødelige. Det er menneskeligt!