Opslag til denne artikel

Emneord:kapitalisme, litteratur
Steder:Danmark

En amerikansk kapitalfond beslutter at købe Danmark. Statskuppet skal forandre landet til en nation drevet som et firma, Dania. Men Holger Danske vågner, og en hemmelig undergrundsbevægelse rejser en folkelig modstand. Sådan er ideen i forfatteren Dan Larsens roman Holger fra 2007. Hvad der ellers sker af fantastiske tildragelser, kan lades ude af betragtning i denne sammenhæng.

I Anders Bodelsens novellesamling Varm luft fra 2009 optræder en række velkendte bedragere som Peter Brixtofte, Anna Castberg og Stein Bagger, kaldet Steen Baxter. En oppustelige it-milliardær bulldozer blandt andet et Arne Jacobsen-hus på Strandvejen for at opføre en prangende rædsel ved hjælp af rockere og polske håndværkere. Til sit bryllup med en Anni Fønsby-type lander han i haven med en varmluftballon. Fortælleren sælger sit hus for otte millioner til Steen Baxter, der får dem investeret hos en vis Bernard Madoff, hvor de bliver til — varm luft.

I denne sammenhæng kan disse to bøger tjene som eksemplerne på nutidens litteratur om kapitalismen. Den første peger (måske) frem mod Occupy-bevægelsen og i hvert fald en voksende modstand mod tidens altdominerende finanskapital. Den anden skildrer i god nyrealistisk 1960’er-stil periodens fænomener, som de kan iagttages via medierne. Den første vil oprøret mod tidens liberalistiske trends, økonomisk såvel som politisk, den anden kritiserer vulgariteten og grådigheden. En nøjere analyse af bagvedliggende samfundsstrukturer er ingen af bøgernes ærinde, men helt ud i titlen signalerer Bodelsens bog pointen i den klassiske kritik af kapitalismen: »Alt fast og solidt fordufter,« som Marx og Engels skriver i Det kommunistiske manifest.

Kapitalens gennembrud

Det er imidlertid i analysen, at de moderne eksempler adskiller de sig fra den tidlige kapitalismes store romaner, først og fremmest Honoré de Balzacs (1799-1850) kæmpe romancyklus Den menneskelige komedie. Balzac leverer gennem tidstypiske karakterer som ’den ærgerrige’, ’kapitalisten’, ’samfundsstøtten’, ’ notaren’ osv. en analyse af det klassesamfund, der opstod i en tidsalder, hvor alt — dagligliv, bolig, samfærdselsmidler, belysningsteknik, mad og påklædning og ikke mindst forholdet mellem menneskene — ændrede sig som følge af maskinen, kapitalens gennembrud og borgerskabets opkomst. Enkemanden og nudelfabrikanten Goriot i Le Père Goriot gør eksempelvis alt for sine døtre og bruger sin formue på at få dem standsmæssigt gift, den ene med en adelsmand, den anden med en tidstypisk bankier — med det resultat, at de af lutter fornemhed ikke længere kan omgås ham. De var »tvungne til at afslå ikke alene at tage ham til sig, men endog til at se ham åbenlyst«. Det samfund, hvor man var født ind i sin stand, blev på sit sted og sin plads og tog sig af sine gamle, er blevet uberegneligt, ikke længere til at stole på.

Den realistiske, sociale roman

Hos Balzac er det omvæltningen i samfundslivet og konsekvenserne for bevidsthedsformerne, der kritiseres. Og med ham bliver den sociale roman til. Herefter er det umuligt at skildre en person uafhængigt af samfundet eller at lade ham udvikle sig og uden for et bestemt socialt miljø. »Samfundslivets kendsgerninger rykker ind i menneskenes bevidsthed og kan ikke mere fortrænges derfra. Det er først den sociale problematik i deres tilværelse, som gør dem til egnede emner for den nye realistiske roman,« skriver den marxistiske kulturkritiker Arnold Hauser.

Og det er kapitalens økonomiske logik, der giver kapitalismen den dæmoni, Balzac skildrer i Den menneskelige komedie. Det er den økonomiske logik, der afgør sagen uanset menneskelige forsøg på indgriben. Alt bliver på den måde provisorisk, intet synes at være pålideligt og stabilt. Balzacs beskrivelser ligger helt på linje med det omtrent samtidige kommunistiske manifests (1848) karakteristik, hvor »de stadige omvæltninger i produktionen, de uafbrudte rystelser af alle sociale tilstande, den evige usikkerhed og bevægelse udmærker bourgeoisiets tidsalder frem for alle andre.« Hvor »alt fast og solidt fordufter, alt helligt bliver klædt af, og menneskene bliver endelig tvunget til at se nøgternt på deres egen stilling i tilværelsen, på deres indbyrdes forhold,« skriver Marx og Engels. Balzac ser med lige dele klarsyn, forfærdelse og nostalgi, hvordan »det fromme sværmeris, den ridderlige begejstrings, det spidsborgerlige føleris hellige stemning« med Marx og Engels’ ord druknes i »den egoistiske beregnings iskolde vand,«, hvordan »den personlige værdighed opløses i bytteværdi«, og »den åbne, skamløse, direkte, beregnende udbytning« hersker.

For periodens litteratur er resultatet en nagende skepsis, en dybtgående pessimisme og kynisme og en snigende livsangst. Balzac verden er fyldt af den, alle epokens naturalistiske romaner gennemsyres af den.

Et vilkår

Meget af det har vi jo vænnet os til. Hvis ikke lige en af kapitalismens kriser rusker op og minder os om økonomiens overvældende magt, så accepterer vi i dag som et vilkår, hvad der forfærdede Balzac. Hos ham kan man se, hvordan en lang række betingelser, vi i dag tager for givet, dengang de var nye blev opfattet som djævelske overgreb på det forsvarsløse individ. Ved at læse Balzac, kan vi så at sige få en indblik i, hvad vi har vænnet os til. Hvis en virksomhed må skære ned og er nødt til at fyre folk, tager enhver moderne fagforening det til efterretning. De fyrede tager det til efterretning, og deres kolleger tager det til efterretning. Vi ved alle, at vi er nødt til at bøje os for den økonomiske logik. At virksomheden forfølger sine egne interesser og mål og retter sig efter sin egen indre logiks love, og at disse i afgørende omfang unddrager sig menneskelig indflydelse, accepteres. I konsekvens heraf accepterer vi også, at der kun kan tages hensyn til personlige omstændigheder, i det omfang økonomien tillader det. Det er ikke længere forfærdende, blot trist.

Måske en medvirkende årsag til, at romanen i nutiden retter blikket mod menneskers psykologi snarere end mod kapitalismens betydning for denne. Det er påfaldende, at ’den store samtidsroman’, der er blevet efterlyst i 50 år, af en eller anden grund stadig udebliver. Hver gang er det alligevel ikke dén. Fordi de økonomiske sammenhænge er blevet for uoverskuelige?

Ifølge den ungarske marxist, Georg Lukács’ klassiker Den historiske roman undergår litteraturens beskrivelse af samfundet en forfaldshistorie fra 1830’erne og frem. Det begynder allerede at gå galt med Gustave Flaubert (1821-1880). I stedet for, som Balzac, at skildre en hel samfundsform og de mekanismer, der styrer den, gennem et repræsentativt persongalleri, psykologiserer Flaubert overfladefænomenerne, som de kan iagttages uden analyse, og han ‘forfalder’ af samme grund til eksotisk ornamentik og perversioner som sadisme for at sætte kulør på fortællingen, mener Lukács. Det samme kan (med visse modifikationer vedrørende perversioner ganske vist) siges om Varm luft. Uden at man nødvendigvis accepterer den lukácske skematik.

For forståelsen af, hvad realisme i litteraturen er, forandrer sig. En nutidig forfatter som Karl Ove Knausgård ser eksempelvis ikke Flaubert som overfladisk. Han ser ham tværtimod siddende trygt i midten af sin virkelighed, bagudskuende mod et velordnet landskab, som han kan skildre i al magelighed. For Knausgård er Flaubert en Balzac for så vidt angår overblikket over samfundet.

Infantilisering

Men han er først og fremmest en voksen mand. Generationen efter med Proust, Kafka, Hamsun med flere forbliver derimod i Knausgaards øjne børn i deres passive eller aggressive forhold til omverdenen. For ham har den fortsatte udvikling bevæget sig fra et voksen- mod et børnestade.

Er det sådan fortsættelsen tager sig ud? Som en infantilisering? I hvert fald kan man vel sige, at ungdomsdyrkelsen er et fremtrædende træk ved nutidens bevidsthedsformer, godt stimuleret af borgerens forvandling fra myndigt samfundsmedlem til forbruger. For på en måde sætter forbruget udviklingen i stå.

»I de samfund, hvor den kapitalistiske produktionsmåde hersker, viser rigdommen sig som en uhyre vareophobning,« konstaterer Marx i Kapitalens I. bind. Men det betyder også, at vi får stadig mere af det samme. Skal man tro en anden af det kapitalistiske samfunds kritikere, Theodor W. Adorno, så standser varesamfundet på en måde samfundets dynamik.

»De maskinproducerede varers evindelige ensartethed, samfundsmæssiggørelsens net, som i lige høj grad indfanger og assimilerer objekterne og blikket på dem, forvandler alt, hvad man støder på, til noget, der altid har været, til det tilfældige artseksemplar, modellens dobbeltgænger,« skriver han i Minima Moralia. Med skiftet fra analog til digital produktion får den endda en ekstra tand: Modellen er ikke længere eksisterende. Varekonsum, shopping bliver en båndsløjfe, der er med til at fastholde individerne i en fantasitilstand af evig ungdom.

At familien har fortsat sin opløsning fra Père Goriots dage, i stadig stigende omfang til fordel for singlelivet, kunne tyde i samme retning. Udviklingen er gået fra slægt til kernefamilie og via skilsmisse til singleliv. Andre tendenser, der peger den vej er opløsningen i de institutioner og sammenhænge, der fastholder et vist rum omkring individerne. Interessefællesskaber som fagforeninger og lignende bliver til hobbybaserede og sociale netværk på internettet. Arbejdet er endegyldigt blevet en omskiftelig, ustabil størrelse, og industrisamfundets hierarkiske lagkagestruktur er afløst af en flydende netværksstruktur med digitale kommunikationsformer som de dominerende.

Alt dette får individualismen til at grassere, sådan som både ældre forfattere som Anders Bodelsen og yngre som Jan Sonnergaard og Benn Q. Holm skildrer det. Men de yngres bøger er karakteristiske ved helt at koncentrere sig om forbruget, om mærkevarer, cafeer, dyr sprut og stoffer samt en omgangsform, især blandt mænd, der består af lige dele narcissisme og (voldelig) konkurrence om magt. Det er folks egen skyld, hvordan de har det, og klarer man sig ikke, er man en tabernar. Sådan ser samfundet ud i deres øjne. Afspejler litteraturen den samfundsmæssige udvikling, kunne noget altså tyde på, at infantiliseringen breder sig.

Men så kommer krisen, og så dukker en bevægelse som Occupy-bevægelsen op, og den politiske kamp mellem samfundets lag og klasser bryder ud i hidtil usete (globale) former.

En roman som Holger, der selvfølgelig kan downloades fra nettet, sætter fingeren på, at kampen nu står imod finanskapitalens varme luft. Og så må man jo bare sige: Fortsættelse følger …

Denne artikel er anbefalet af: