Europa risikerer at miste 440.000 arbejdspladser, hvis EU indfører en skat på finansielle transaktioner.

Regeringen ønsker at regulere den finansielle sektor og sikre, at bankerne fremover fortsat bidrager markant til vores samfund. Men i en periode med lav vækst i hele Europa er svaret ikke at indføre en skat, der kan koste os næsten en halv million job.

Det bringer ikke ny vækst til Europa; alene i Danmark risikerer vi at miste 5.000 arbejdspladser på grund af lavere vækst. Dertil kommer de job i bankerne og i den finansielle sektor, som flytter ud af Europa.

Radikale Venstre har ikke noget ideologisk udestående med bankerne. Den finansielle sektor bidrager markant til vores samfund. Derfor skal vi sikre, at bankerne bliver ved med at være sunde og robuste, så de også fremover bidrager afgørende til vores fællesskab.

Vi ønsker at skærpe kravene til bankernes kapitalgrundlag og sikre større gennemsigtighed i den finansielle sektor på europæiske niveau. Derfor er vi glade for målsætningen i EU om at gennemføre et krav om styrket kapitalgrundlag i den finansielle sektor.

For nogle er det fristende at gøre spørgsmålet om skat på finansielle transaktioner til et moralsk anliggende, ligesom det synes nemt at udråbe bankerne til grådige skurke, der bærer skylden for vores økonomiske krise.

Ingen nemme løsninger

Men det er ikke sandt. Krisen er udløst af de politikere, der svigtede deres ansvar og forsømte at modernisere samfundet og styrke økonomien. Og der findes desværre ingen nemme løsninger på krisen.

Europas svage vækst skal ikke bremses af en skat på finansielle transaktioner. Vi kan ikke beskatte os til øget vækst, det skal vi kæmpe os til.

Vi skal genoprette tilliden til vores økonomi. Vi skal sænke vores udgifter, få flere i arbejde og have færre på overførelser. Kan vi det, får vi råd til at investere massivt i bedre og mere uddannelse, og vi kunne for alvor sætte gang i en grøn omstilling. Det vil styrke vores vækst og sikre, at vi har råd til at tage os af vores udsatte og sårbare.

Så kære Information, vær med til at løse Europas vækstproblemer i stedet for at tro, at der findes snuptagsløsninger.

Denne artikel er anbefalet af: