Det var utilitarister som Jeremy Bentham og John Stuart Mill, der i sin tid mente, at menneskeheden måtte stræbe efter »den størst mulige lykke til det størst mulige antal«. Og det var ud fra samme kvantitative målestok, at OECD i 2009 beskrev danskerne som verdens lykkeligste folk. Nogle politikere blev vældig glade, andre lo meget af det, så alt i alt bidrog undersøgelsen måske i sig selv til at højne danskernes lykkeniveau.
Men undrer man sig trods alt over, hvad ens landsmænd går rundt og er så begejstrede for, kan man få vakt sin vrantne mistænksomhed ved at kaste et blik på en helt ny statistik: Gruppen af personer, der får antidepressiv medicin, er nu vokset til 462.000 personer fra 256.000 personer for ti år siden.
Som det er blevet påpeget, bærer såkaldte lykkepiller deres navn med urette, eftersom man ikke bliver spor lykkelig af dem, så en stigning, der nærmer sig det dobbelte, peger nærmest i retning af større ulykke for et voksende antal.
OECD skylder os en ny undersøgelse, da der må være et eller andet de ikke opdagede, sidst de spurgte. Ikke at succesraten nødvendigvis bliver større næste gang, for fremtidens undersøgelsesmateriale virker ikke mere pålideligt. Her står de kemiske lykkekandidater nemlig i kø: Fra skaldede 2.000 børn for 10 år siden, er i dag hele 15.000 børn så lykkelige at være i medicinsk behandling for ADHD. Og der er sikkert stadig mange danske børn derude, der blot venter på at få deres børneliv bragt tilbage på sporet med en pille.
— Eller monstro er der nogen derude, som leder efter stadig flere danske børn, som de kan putte en pille i?
Det er selvfølgelig kun en mistanke, men formanden for de praktiserende læger, Henrik Dibbern, kvalificerer den: »En effektiv lobbyindsats fra medicinalindustrien kan have haft en effekt. Den har sænket grænserne for, hvornår en patient får stillet en diagnose,« siger han. Og for at ingen skal være i tvivl tilføjer Dibbern: »Det skyldes selvfølgelig også, at vi har en meget dygtig medicinalindustri, som har nogle produkter, de gerne vil have solgt.«
Nu ved jeg ikke lige, hvor mange danskere, der er ansat i medicinalindustrien, men måske OECD skulle spørge dem, næste gang de leder efter lykkelige mennesker?
Dronningen
»Passiar!« som de sagde på John Stuart Mills tid. Naturligvis er der lykkelige mennesker i Danmark. Det skulle bare mangle! Man skal ikke kaste blikket ret langt ud i verden, før man har rigeligt at prise sig lykkelig for. Så burde dén ikke være længere.
Men er det, hvad OECD’s opfanger? Er dronning Margrethe for eksempel lykkelig? I morgen har hun stået på sin egenartede post i 40 år, og ros og lykønskninger hagler ned over hende. Jeg ved også godt, at end ikke Ulla Terkelsen kan få hende til at give udtryk for andet end lykke, men hvad nu hvis man underkaster hende OECD’s kriterier? Her skal de adspurgte opregne seks positive eller negative ting, de har oplevet, dagen før de bliver spurgt. Positive giver 1 point, negative eller ’ved ikke’ 0 point. Hvem ved, om ikke dronningen sover dårligt i nat? Det gør man tit før store begivenheder. (0 point). Måske er prins Henrik sur over at stå i skyggen? (0 point). Og kronprinsen synes måske, hun burde abdicere, og det synes hun ikke. Nå, nej, det synes han vist ikke … (1 point).
Vi holder her. Sødt sagt vil lade andre om at gå tæt på dronningen, men dette skulle være nok til at anskueliggøre, hvor nemt billedet kan ændre sig, selv om dronningen sikkert er frygtelig glad for at have siddet 40 år på sin trone.
Baneløberen
Et andet eksempel er manden, der er blevet kendt som Baneløberen. Ja, ham! Ham der ville tæve dommeren, så Danmark tabte en kvalifikationskamp, som Danmark nok havde tabt alligevel, fordi svenskerne sikkert havde scoret på det straffespark, der udløste Baneløberens amokløb. Han er netop blevet idømt 1.869.269 kroner i bøde, så han burde være rigtig ulykkelig. Men hvad sker? En Facebook-gruppe har startet en indsamling, og det varmer hans hjerte, siger han. (1 point). Desuden er han selv flyttet til Sverige, som jo altså blev kampens vinder. (1 point). Og han har fået en svensk kæreste og to søde børn. (1+1+1 point), altså 5 pluspoint i alt, som selvfølgelig ryger igen, hvis han på grund af flytningen dumper på et eller andet tilknytningskrav. Men stadigvæk anskueliggør det pointen.
Statsministeren
Til slut kan vi tage Helle Thorning-Schmidts 100 ensomme dage som statsminister. Venstre fejrede — surprise — dagen med at offentliggøre 100 løftebrud. Regeringen har blandt andet forsømt at gennemføre »hjemmeundervisning af uartige børn,« ligesom den ikke har sørget for, at »rygere på plejehjem skal bære forklæde«. Giver den slags løftebrud den ensomme statsminister hovedbrud (0 point), så vil Sødt sagt her til slut gerne vende negativt til positivt med et trøstens ord, (1 point): Med sådanne fjender behøver man ingen venner.
Kommentarer
Og lidt surt:
Moderen var i religiøs krise under Fredes barndom; han var overladt til nanny’er og faderens tærsk. Derfor Fredes manglende selvværd som voksen. Skam dig ret så meget Margrethe II. Hun gerådede ud i så voldsom krise til/med en vis person, at hun fik moderskab med ham. Og afkommet fik fødselsret til et så stort antal hektarer, at han kunne kalde sig kornprinsen.