Myten om moren som den bedste forælder lever endnu

I al fortrolighed havde hun erkendt det nu og da. At hun helst ville bo lidt mere end de fire dage hver anden uge sammen med sin far. Og ifølge faren, Mads, havde datteren lavet tegninger, hvor hun med barnlige bogstaver havde givet udtryk for sit ønske.

I endnu et forsøg på at få Statsforvaltningen til at forstå hans situation havde Mads sendt datterens tegninger ind til de sagsbehandlere, der afgør, hvor meget samvær han skulle have med sin datter, efter han og datterens mor gik fra hinanden.

»Det var, som om det ingenting betød, det jeg sagde. Jeg var jo hverken misbruger, alkoholiker, voldelig eller en dårlig far. Jeg ville bare det bedste for mit barn, men den kultur, jeg mødte i både Statsforvaltningen og i retten, gjorde, at moren — ligegyldigt hvad — satte dagsordenen. Det var hendes ord, der altid betød mest,« siger Mads, der er akademiker og arbejder i en stor offentlig kulturinstitution.

Men på trods af Mads’ og datterens indsigelser har han stadig 13 år efter bruddet med moren kun fire dages samvær hver 14. dag.

Det var ellers den vanetænkning og diskrimination af mænd, man ønskede at gøre op med, da politikerne i fællesskab vedtog Forældreansvarsloven i 2007. Nu skulle barnet have ret til begge sine forældre, fordi man mente, det var i barnets bedste interesse.

Ifølge Foreningen Far var det en god lov fuld af gode intentioner både for barnet og for faren, der blev vedtaget af et enigt folketing for snart fem år siden:

»Det er bare ærgerligt, at den ikke fungerer,« siger Lars Hansen, der er formand for Københavnsafdelingen af Foreningen Far.

Gammel forestilling

Ifølge Danmarks Statistik har antallet af fædre, der ender som den såkaldte bopælsforælder med ret til at se sit barn, ret til at have barnet på sin adresse og adgang til børnepenge, været næsten nøjagtigt det samme i 30 år. I 1980 endte 13,3 procent af alle fædre som bopælsforælder, det tal lå i 2007 på 11,8 procent — og efter Familieansvarsloven, der havde til hensigt at gøre op med traditionen for ulige afgørelser, er tallet endt på 12,6 procent i 2011.

»Det er reelt set tale om stilstand på det her område. Og det undrer os meget, at disse instanser, der træffer afgørelser om henholdsvis forældremyndighed — men også om samvær — sidder fast i en forældet forestilling om, at moren er den naturlige forælder,« siger Lars Hansen.

Hvis ikke man ender som bopælsforælder, bliver man samværsforælder efter en skilsmisse. Og på trods af at det overalt i lovteksten i Familieansvarsloven understreges, at begge forældre har ansvar for samværet mellem barnet og den såkaldte samværsforælder, mener familieadvokat Lars Borring ikke, at det fungerer i praksis:

»Der er selvfølgelig stadigvæk mange traditionelle familier, hvor moderen yder mere omsorg, end faren gør. Men den generalisering holder bare ikke som grundlag for en dom,« siger Lars Borring, der har været familieadvokat i 40 år. »Forestil dig, hvis man vendte sagen om og fastholdt kvinder i en årtier gammel karikatur i offentlige instanser,« siger han og fortsætter.

»Det er ofte den ældre generation af dommere, der automatisk tilkender moren forældremyndighed ud fra en gammel forestilling om køn. Det samme gør sig gældende hos sagsbehandlerne i Statsforvaltningen.«

Mandeforsker fra RUC, Kenneth Reinicke genkender opfattelsen af det danske system:

»Mange mænd har haft krænkelseserfaringer og følt, at man fra offentlig side reproducerer forestillinger om moren som primær omsorgsperson. Det er til trods for, at undersøgelser viser, at barnet knytter sig til den, der tager sig af det, altså ikke i udgangspunktet moren.«

Chikane betaler sig

Datteren havde det med at gemme sig under bordet, når hun igen skulle hjem til sin mor.

Moren kunne ifølge Mads finde på at smide ting efter ham, når han efterlod sin datter hos moren efter samvær.

En dag var det datterens cykelhjelm, som han fik smidt i nakken, mens datteren så på.

Ifølge Mads havde moren igennem flere år forhindret ham i at få samvær ved at aflyse i sidste øjeblik. I en periode havde hun rykket aftensmaden helt frem til klokken 16.30 på de dage, hvor Mads skulle aflevere deres datter inden aftensmad.

»Den slags turde jeg ikke engang nævne for Statsforvaltningens sagsbehandlere. For jo større en konflikt, vi som forældre havde, jo større en sandsynlighed var der for, at samværet ville blive taget fra mig.«

Da datteren var tre år lykkedes det Mads’ ekskæreste at få fuld forældremyndighed over deres datter.

»Inden afgørelsen forhørte jeg mig hos familieadvokater. Ja, endda hos Mødrehjælpen, som vel godt kunne hjælpe en far. Men de fortalte mig alle sammen, at sagen var tabt på forhånd. Der var ingen chance for, at jeg ville kunne få fuld forældremyndighed over min datter, sådan som systemet er indrettet,« fortæller han.

Mads bad derfor retten om at lade ham beholde den fælles forældremyndighed, men retten dømte til morens fordel på grund af de interne konflikter imellem forældrene. I de kommende fire år, havde Mads ikke forældremyndighed over sin datter.

I bås med psykopater

Ifølge Foreningen Far stigmatiserer den nuværende praksis samtlige fædre og sætter dem i bås med voldsmænd og psykopater. De voldelige fædre har oftest været en del af begrundelsen for, at man i lov og praksis har besværliggjort samvær for samværsforælderen.

»Fordi Forældreansvarsloven ikke fungerer endnu, medfører den førte praksis stadig en mistænkeliggørelse af faderen. Barnet skal naturligvis sikres mod voldelige fædre eller misbrugende forældre, men det kan ikke være rigtigt, at alle samværsforældre, oftest fædrene, ender med at skulle kæmpe for retten til at se deres barn,« siger Lars Hansen og understreger, at den nuværende lov generaliserer og lægger op til, at de mennesker, der bliver skilt og ikke kan løse deres problemer alene, er socialt udsatte mennesker, hvor barnet oftest skal beskyttes mod en af parterne.

Ifølge Kenneth Reinicke fra RUC kan denne vanskelige lov have negative konsekvenser for såvel barnet som for manden:

»Ligesom der er voldelige mænd, som kan drage en fordel af Forældreansvarsloven — og sikre sig mere samvær — er der også kvinder, der kan fratage en god og kærlig far det samvær, han burde have.«

Jurist Annette Kronborg forholder sig mere kritisk til omfanget af fædrenes retslige problemer: »Hvis man ønsker, at dommerne skal dømme bopælsforælder til fædre i lige så høj grad som til mødre, så er det ikke dommerne, der skal kritiseres. De forsøger efter bedste evne at udfinde barnets bedste i den enkelte sag. I stedet må vejen frem være, at man ændrer samfundet, for at skubbe faren tættere på barnet,« siger Annette Kronborg, der er ekspert i familieret ved Københavns Universitet.

Ingen forandringer i syne

Da forældreansvarsloven trådte i kraft i 2007, så Mads igen en mulighed for at få fælles forældremyndighed og mere ret til at se sin datter. Efter en sag i byretten, hvor datteren også blev hørt, fik han medhold. Som reaktion nægtede hans ekskone efterfølgende at tale med ham og ankede sagen. Op til afgørelsen i landsretten eskalerede problemerne:

»Moren gjorde min datter usikker over for mig og fortalte hende, at jeg var syg, og at hun ikke behøvede at være hos mig. Mit indtryk var, at hun pressede vores datter meget hårdt,« siger han. Parallelt med sagen i byretten forsøgte Mads at få Statsforvaltningen til at give ham flere dage med sin datter. Dels fordi datteren havde udtrykt et ønske om det, men også fordi Mads følte, at han havde et mere stabilt og trygt liv at tilbyde sit barn. Moren var blevet arbejdsløs og langtidssygemeldt.

»Men der var ikke noget at komme efter. Det er som om, beslutningerne i både Statsforvaltningen og hos dommerne er truffet på forhånd,« siger Mads.

Mads tabte begge sager og mistede endnu engang den delte forældremyndighed over sin datter.

I dommen blev der lagt vægt på, at forældrene var uenige om samværet, og at datteren var bange for, at de ikke kunne blive enige. Forældreansvarsloven fra 2007 kræver ellers, at der skal være »tungtvejende grunde til, at retten ophæver fælles forældremyndighed.«

Men kigger man på tallene, er antallet af delte familier omfattet af fælles forældremyndighed heller ikke steget mærkbart. I 2007 var 63 procent af alle skilsmissebørn i delte familier, og i 2010 var det tal oppe på 69 procent.

»Sådan en lille stigning er endnu et bevis på, at loven reelt ingen forandringer har bragt med sig,« siger familieadvokat Lars Borring.

Mads har i dag opgivet sin kamp mod systemet for at give sin datter lidt ro og for ikke at blive alt for sur på verden, som han siger. Han ser fortsat kun sin datter fire dage hver 14. dag.

»Systemet er indrettet sådan, at det betaler sig for kvinden at modarbejde samvær og ikke at samarbejde — for myndighederne træffer gerne en afgørelse så tæt på laveste fællesnævner som muligt.«

Mads er et opdigtet navn. Redaktionen er bekendt med Mads’ sande identitet.