Genopbygning på Haiti kæmper mod tiden

Støtten væltede ind fra hele verden, da Haitis hovedstad en januarmorgen for to år siden blev ramt af et kæmpe jordskælv og styrtede sammen og tog måske 300.000 af landets beboere med sig. Fra hele verden strømmede det ind med forpligtelser på umiddelbar og langsigtet økonomisk støtte.

Mens nødhjælpen blev kørt og fløjet ind over grænsen for at undgå en efterfølgende humanitær katastrofe, lød en klar målsætning fra Haiti og resten af verdens politikere; man skulle ikke bare tage sig af den akutte katastrofe, men genopbygge og løse de grundlæggende problemer, der i størsteparten af det 21. århundrede reelt har gjort Haiti til en fejlslagen stat. » Build back better,« som sloganet lød.

To år efter er konklusionen nærmest, at nødhjælpen er lykkedes, men at genopbygningen og restruktureringen ikke er — og med en vis sandsynlighed heller ikke kommer til det.

»Vi har løst vores opgave med at finansiere skolegang til 15.000 elever i et år og kompensere 6.000 familier for at tage imod flygtninge, men for mig at se er der stort set ikke taget hul på de helt centrale infrastrukturopgaver,« siger Peder Damm, der netop er hjemvendt som landekoordinator for Dansk Røde Kors i Haiti.

Sidste chance

»Haitis politiske vakuum har betydet, at der ingen styring har været, og at de nødvendige beslutninger ikke er blevet taget. Det er afgjort sidste chance for Haitis politikere til at vise, at de kan håndtere genopbygningen. Organisationerne er der ikke for evigt, og de risikerer, at løbet er kørt og mulighederne forsvundet, når de endelig er klar,« siger han.

Den danske gren af organisationen trak sig ud af Haiti i december efter at have leveret et nødhjælpsarbejde, der i vid udstrækning strakte sig ud over, hvad de normalt påtager sig. Blandt andet har de stået for store dele af Port-au-Princes sanitet, selv om det normalt ikke ville være deres opgave, ganske enkelt fordi de statslige autoriteter og langsigtede genopbygningsprojekter, der skulle have afløst dem, ikke er kommet i gang.

En af de væsentligste årsager er, at det politiske system har været brudt sammen — og stadig er det. Haiti var i slutningen af 2010 ude i et uroligt valg med optøjer og derefter endnu et omvalg, som satte musikeren Michel Martelly på præsidentposten i april. Derefter gik der et halvt år uden en premierminister, og stadig i dag fortsætter en kamp mellem præsident og parlament, der har sat den politiske styring af genopbygningen på standby.

Mens mange af de organisationer, der har fået Haiti til at køre rundt, er på vej ud efter deres forlængede nødhjælpsarbejde, er størstedelen af de langsigtede udviklings- og genopbygningsprojekter ikke rigtig kommet i gang.

Frygt for korruption

Samtidig er kun omkring 43 procent af de lovede fem mia. dollar fra det internationale samfund til genopbygningens første del nået frem. Og det er uvist, hvor mange flere penge, der kommer.

»En del penge findes stadig i systemet, fordi de ikke har kunnet bruge dem, og over 10 år er der blevet lovet 10 mia. dollar. Men det er endnu uvist, om pengene kommer. Der er en udbredt træthed i det internationale samfund over resultaterne i Haiti,« siger Robert Fatton, der er professor i international politik ved University of Virginia og selv har haitiansk baggrund.

Pengene er i vid udstrækning blevet kanaliseret igennem den overgangskomité, der blev oprettet efter jordskælvet under ledelse af Bill Clinton og den haitianske premierminister, fordi Haitis statsapparat i praksis var blevet udslettet af jordskælvet — og af frygt for korruption. Dens mandat udløb imidlertid i oktober, da Haitis parlament ikke ville forlænge det på grund af utilfredshed med resultaterne og komiteens stærkt internationale islæt.

»Meget afhænger af, om komiteen bliver genskabt, hvilket den forhåbentlig gør. Hvis ikke er der en stor sandsynlighed for, at de internationale penge vil tørre ud,« siger Robert Fatton, der understreger, at flaskehalsen er Haitis politiske tilsanding og mangel på kompetente bureaukrater. Han undrer sig derfor også over, at det ifølge hans beregninger kun er omkring en procent af støtten, der er blevet brugt til at genopbygge selve statsapparatet — mens en betragtelig del af støtten samtidig er flydt tilbage til donorlandene via kontrakter og leverancer fra hjemlige firmaer.

Allokere pengene

I genopbygningen efter store katastrofer som jordskælvet eller f.eks. tsunamien opererer man ofte med en tidshorisont på fem år. En afgørende faktor er imidlertid overgangen mellem nødhjælp og mere langsigtet udvikling, hvor man ofte taler om et ’budgetmæssigt hul’, og den fase kan godt blive et problem på Haiti.

»Ved den slags store medieombruste katastrofer er der mange penge og mange organisationer, der konkurrerer, hvilket ikke altid er den bedste måde at lave langsigtet genopbygning. I Haitis tilfælde er spørgsmålet også, hvor gode de er til at omstille fra nødhjælp til langsigtet udvikling. Nogle prøver at omlægge, men det er heller ikke alle organisationer, der er velegnede til at lave kapacitetsudvikling,« siger Lars Engberg-Pedersen, seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier med speciale i politik og udvikling.

Peder Damm og Røde Kors har nogle gange oplevet det, som om »de gav kunstigt åndedræt« og af nød udførte opgaver, som de ikke burde.

»Vi har tumlet meget med vores mandat og været på kanten af, hvad vi i det hele taget kan,« siger han med henvisning til blandt andet internationalt Røde Kors’ opgave med at opføre midlertidige boliger, der i mangel på alternativer snarere er blevet permanente.

»Hvis vi skal trække en erfaring ud af vores arbejde i Haiti, er det, at de politiske betingelser er nødt til at være på plads for at kunne levere en tilfredsstillende indsats,« siger han og advarer samtidig:

»Man risikerer jo, at en ny stor katastrofe dukker op, og organisationerne så allokerer pengene til dem i frustration over udviklingen i Haiti. Sådan fungerer verden jo også.«

To år efter et kraftigt jordskælv ramte Haiti og kostede i omegnen af 300.000 mennesker livet er konklusionen, at nødhjælpen er lykkedes, men at genopbygningen og restruktureringen ikke er – og med en vis sandsynlighed heller ikke gør det. Foto: Allison Shelley/Scanpix