En af hensigterne med Forældreansvarsloven, der blev indført i 2007 med støtte fra samtlige partier, var at sikre, at fædre blev ligestillet med mødre i skilsmissesager, hvor børn er indblandet. Men nu viser det sig imidlertid, at det er lige så sjældent, som før loven, at fædrene får hovedansvaret for børnene efter en skilsmisse.
Når et forældrepar bliver skilt, sondrer man imellem bopælsforælder og samværsforælder. Bopælsforælderen er den, der har barnet boende og modtager børnepengene, mens samværsforælder skal ansøge om samvær.
I 2007 endte 11,8 procent af alle børn med deres far som bopælsforælder. Det tal var i 2011 på 12,6 procent, mens det i 1980 var på 13,3 procent.
»Der hersker en gammeldags forestilling om, at moren utvivlsomt er den bedste forælder i både Statsforvaltningen, men oftest også blandt dommerne, der fælder dom i disse sager,« siger Lars Borring, der har været praktiserende familieadvokat igennem 40 år.
»Det er næsten deprimerende at se, hvordan ligestillingen på dette område har stået stille igennem snart 30 år,« siger han og understreger, at selv om forældre-ansvarsloven lovede at gøre op med denne udvikling, har den ikke haft succes med forehavendet.
Vækker undren hos Far
I Forældreansvarsloven ville man gøre op med det mønster, der oftest resulterede i, at fædrene endte som samværsforælder, der med møje og besvær skulle sikre sig dage sammen med deres barn.
I Foreningen Far undrer man sig over, hvorfor lige præcis dette hjørne af samfundet nægter at lade sig ligestille:
»Vores indstilling er, at barnet har bedst af have begge sine forældre i sit liv. Og derfor undrer det os meget, hvorfor loven overhovedet ikke har sat ind, som den lovede. Det fastholder ikke alene fædrene i en fuldkommen umulig situation, det er heller ikke i barnets interesse,« siger Lars Hansen, der er formand for Københavnskredsen af Foreningen Far.
Kommentarer
Man må jo så konkludere, at loven ikke virker efter hensigten og foreløbigt har været ren signalpolitik. Mere profant sagt: en fis i en hornlygte, far…
Med venlig hilsen
Denne kommentar er anbefalet af:
For nogle år siden så jeg et debatprogram, hvor en ung fyr, der var vokset op hos sin mor, spurgte en gruppe kvinder, der forsvarede at børnene blev hos deres mødre: “Og hvad vil du så gøre, når du selv er farmor - og din søn bliver skilr”.
Sjældent har jeg set en femåre falde så hårdt.
Anyway - et af de emner, som ikke rigtigt er blevet taget op efter denne sommers norske tragedie er netop skilsmissesagerne.
Her gik det da helt galt: Lige siden børnehaven fik lille Anders bekymringsbreve, som blev værre og værre. Samtidig forsøgte faderen at overbevise amtet om, at hans søn ville have det bedre hos ham end hos moderen…
Læste for nyligt et interview med hans far, som burde have fået de små hår til at rejse sig i nakken. Kun hvis moderen havde slået nogen ihjel ville Anders far have haft en chance….
Denne kommentar er anbefalet af:
Ligestilling i forholdet til børnene starter ikke når forældrerne går fra hinanden. Den starter om ikke før, så når barnet kommer til verden. Og hvis politikerne vil ændre på skævheder via lovgivningen, så var det måske værd at starter før skilsmissen.
Som jeg efterhånden har skrevet i mange tråde, så har fædre i dag ikke ret til at tage al den barsel han ønsker. Heller ikke hvis mor er indforstået med det, idet UGE 3 TIL 14 ER ØREMÆRKET MOR (I forhold til arbejdspladsens dagpengerefusion). Fædre på SU kan i uheldige tilfælde miste stort set hele deres barsel. Fædre, som får barn med en ikke-dansker har ikke samme ret til at videregive deres danske statsborgerskab til barnet som moderen i tilfælde, hvor de ikke er gift.
Mor får automatisk udbetalt børnepenge osv.
Hvis foreningen far mener noget med fædres rettigheder, så starter de lige med at få læst op på de her regler og får brokket sig over dem OGSÅ FOR SAMLEVENDE FORÆLDRE!
Som reglerne er nu, så diskrimineres kvinder, der vil hurtigt ud på arbejdsmarkedet og mænd, der gerne vil tage tidlig barsel. Det er økonomisk ufordelagtigt for moderen i den lange ende og hæmmende for faderens forhold til barnet uanset om samlivet mellem forældre stoppes eller ej.
Denne kommentar er anbefalet af:
Anne Marie
Mener du i ramme alvor, at kvinder bliver diskrimineret fordi uge 11-14 er øremærket moren ?
Hvor mange mænd tror du helt ærligt ville få lov til at tage disse uger som barsel ?
Jeg vil gætte på mellem 0 og 1 %.
Og her taler vi altså om skilsmisser efter 2, 5, 9, 12 eller et andet antal års samliv.
Hvis det er barnets tarv der er det vigtigste, er det fløjtende ligegyldigt hvem der har taget barsel, hvem der laver mad eller gør rent.
Det kommer ganske enkelt ud på hvem, der fremadrettet vil kunne tage sig bedst af barnet.
Både økonomisk, opdragelsesmæssigt osv,
Og under alle omstændigheder tror jeg ikke på at et barn har lyst til at miste kontakten til den ene forældre.
Men hvis loven ikke har kunnet ændre noget, er den nok for dårlig og må laves om.
At ændre den mentale indstilling hos Statsforvaltninger og domstole er ikke nemt, da de også sidder fast i gamle fordomme. og stereotyper. Hvis man virkelig ønsker en ændring, skal man lave en stærkere lovgivning, der effektivt ændrer på den faktiske praksis.
Denne kommentar er anbefalet af:
Det er trods alt kvinderne, som bærer graviditeten, føder børnene, ammer dem og passer dem efter fødslen som en hunløve, og det er jo nok denne kendsgerning, der ligger til grund for de mange kendelser fra Statsforvaltningen og dommerstanden i moderens favør, når far og mor ikke kan finde ud af det sammen i ægteskabet eller parforholdet.
Ole Brockdorff,
Og det gør altså moren til den bedste forældrer pr. automatik ?
Denne kommentar er anbefalet af:
Nej, Jens, moderen er ikke givetvis den bedste forælder, men det må Statsforvaltningen og dommerstanden jo afgøre på baggrund af den konkrete sagsbehandling, når far og mor skilles på grund af et dårligt samliv.
Men hun skal have meget lang ”snor” med hensyn til forældreansvar og samkvemsaftaler i forhold til os mænd, fordi det trods alt er kvinderne som livets salt på denne jord, der bærer rundt med vores børn i maven gennem ni måneder.
Uden kvinderne lever menneskeheden ikke videre.
Ole,
Jeg kunn lige så godt sige :
“Uden mænd lever menneskehed ikke videre”
For det er jo lige så rigtigt.
Myndighederne skal i sagens natur ikke give den den part mere “snor”. De skal tage en neutral beslutning om hvad der er fremadrettet er bedst for barnet.
At kvinden for 8 år siden bar barnet gennem 9 mdr. graviditet har intet med sagen at gøre,
Det burde vel være barnet tarv man varetager og ikke morens,
Dette burde da vare logisk for alle.
Denne kommentar er anbefalet af:
Anne Marie er inde på det rigtige. Børnene bliver jo fordelt ud fra hvordan familien er fra før skilsmissen. Det får politikerne nok svært ved af lave om på med skilsmisse regler.
Denne kommentar er anbefalet af:
Jens Sørensen:
“”Mener du i ramme alvor, at kvinder bliver diskrimineret fordi uge 11-14 er øremærket moren ?””
Anne Marie taler om diskrimination af begge køn, IKKE kun af kvinder. Det er jo netop formel diskrimination af begge køn. Samtidig kan man også sige, at det er en rettighed kvinder har. Sådan er det tit med diskrimination: den går begge veje - der er både fordele og ulemper ved at blive udsat for den.
“”Hvor mange mænd tror du helt ærligt ville få lov til at tage disse uger som barsel ?
Jeg vil gætte på mellem 0 og 1 %.””
En anden ting er så, at jeg heller ikke er overbevist om at ophævelse af denne diskrimination vil medføre store ændringer.
Denne kommentar er anbefalet af:
.Foreningen Far Fremfører her et vigtigt element i ligestillings skævheden.
Tilbage i midt firserne undersøgt Amerikanske psykologer fænomenet ligestilling og kvinder og kom til den konklusion, at den eneste forhindring for reel ligestilling er; At kvinderne ikke vil give den.
Den pointe mener jeg foreningen far underbygger ganske godt.
Dertil komme så de fordomme der er omkring kvinder, nemlig at de skulle være det blide og omsorgsfuld køn.
Det undersøgte man også tilbage i midt firserne og konkluderede: At kvinderne er de voldeligste inden for hjemmets fire væge.
http://www.psykoweb.dk/Vrede_Raseri/Vrede7_Vold.htm
Der er andre undersøgelser omkring mere uhyggelige aspekter af overgreb, som også placere kvinder i et helt andet lys og derudover udtaler eksperter; At kvinder generelt har svært ved at se deres eget køn som det krænkende køn.
Så jeg mener bestemt der er brug for mere ligestilling og i højeste grad mere fokus på de områder hvor fordommene forhindre et objektivt syn på kvinder.
og mænd for den sags skyl, for de er egentlig ikke det krænkende køn og har på en 40 års periode givet rigtig meget ligestilling, uden rigtig at have fået noget ligestilling tilbage.
Og nej, barsel til mænd er kvindernes projekt og derfor ikke ligestilling.
Denne kommentar er anbefalet af:
I 1979 lavede jeg en undersøgelse om forældremyndighed og samkvemsret som opgave på RUC.
Kvinden skulle være luder, alkoholiker, narkoman eller sindsforvirret, før manden fik forældremyndigheden. Det er rystende at se, at der intet er sket siden da.
Jeg er altid gået ind for ligeberettigelse, men det ser ikke ud som den er velkommen i et kvindeorienteret land som Danmark.
Denne kommentar er anbefalet af:
Lad os se….
Hvis det er kvinden der har taget al barslen, været den der har været hjemme under barns sygdomme, lavet maden, hentet og bragt ungerne fra institution/skole…
Så tror fanden at det er kvinden der får forældremyndigheden for hun har jo, i modsætning til manden, bevist at hun er villig til at yde det der skal ydes for at være en god forældre.
Denne kommentar er anbefalet af:
Så groft sagt kan man vel sige at fædrene lader sig selv i stikken.
Denne kommentar er anbefalet af:
Marianne - du taler som du har forstand til.
Da jeg blev skilt havde min ex været ude af Danmark i 6 måneder af barnets første to års levetid. (Topstilling i et internationalt firma).
Jeg var gået på halvtid, havde hentet og bragt og alt det der.
Men det var HELLER ikke nok.
Denne kommentar er anbefalet af:
Det er direkte usandt at skrive, at man skal ansøge om samvær, og at en samværsforælder med “møje og besvær” skal sikre sig samvær med sine børn.
Der er klare regler for samvær, som Statsforvaltningen dikterer, hvis ikke forældrene selv kan blive enige. Man har ret til at være sammen med sine børn, uanset om man har dem boende eller ej.
Og at en kvinde kan få børn betyder ikke, at hun egner sig til at tage sig af dem efter fødslen - langt fra.
Marianne, din kommentar bunder i en voldsomt forældet anskuelse. Du kan lige så godt sige det nøjagtigt samme om faren, da det altså er virkeligheden i dag! Det der med at lade sig selv i stikken er for useriøst til at kommentere…
Kvinder føder børnene ja, men det gør dem hverken bedre eller ringere til at være forældre, end mænd.
Men forældreskabet er en af kvindernes sidste bastioner, hvor de længe har været ene om magt og rettigheder. Det er aldeles uberettiget, og det er heldigvis på retræte.
Ude i virkeligheden deles de fleste forældrepar om opgaverne og pligterne.
Og ude i virkeligheden vrimler det med alenemødre, der har bopælsret og forældremyndighed over deres børn, ikke fordi de er egnede til det, men blot fordi, de er mødre.
Det lider mange børn under!
Denne kommentar er anbefalet af:
Når man tænker på hvor mange kønsforskere o.lign., der findes i Danamek, er det underligt at der ikke er mere fokus på denne oplagte diskriminering af mænd.
Tænk hvis der var reel ligestilling. Så ville antallet af skilsmisse falde, vold mod kvinder ville falde, børn vill stadig have 2 forældrer også efter en skilsmisse. Antallet af “hårde” skilsmisser ville falde osv.
Det må da være klart for enhver, at når den ene part på forhånd har alle rettigheder, fører det enten til en apatisk far eller en desparat far.
Når den ene part ved , at konfliktoptrappende adfærd belønnes, er konflikter jo uundgåelige.
Denne kommentar er anbefalet af:
Marianne har fat i den lange ende, mener jeg. Der vil altid være eksempler på familier hvor far åbenlyst er mest “inde i kampen”, men i langt største delen af de danske familier er det mor, der tager det tungeste læs. Jeg kender ingen familier, hvor det er far der sørger for, at der er skiftetøj i børnehaven, far der bliver hjemme når barnet er syg, far der ved hvornår bedsteveninden holder fødselsdag osv. Det er den praktiske side af sagen. Så er der den biologiske, man skal ikke være børnepsykolog for at vide at små børn meget ofte knytter sig mest til mor. Og så er der en sidste ting, jeg gerne vil nævne - selvom det lyder bizart, så er det faktisk sådan at fædre meget ofte udebliver fra møder i statsforvaltningen. Er det da så underligt at det i sidste ende bliver mor der får ansvaret for barnet?
Jeg ønsker på ingen måde at proppe alle fædre ned i den samme kasse - der findes skønne ansvarlige fædre, ligesom der findes håbløse mødre. Men min erfaring er, at hvor forældreevnen hos mor og far ofte er potentielt lige stor, så er mor gerne den der bider tænderne sammen og klarer hverdagen, også når der er dømt feber, snotnæse og søvnløse nætter.
Jeg er rørende enig i at forældreansvarsloven bør laves om, men ikke fordi det er synd for far. Jeg er træt af at høre om at det er synd for far, og jeg synes det er belastende at medierne igen-igen vælger at dække området med foreningen far som primær kilde, ja ofte som eneste kilde. Derfor er “nyheden” at det er synd for fædrene, ergo skal loven laves om. Hvad med at fokusere på børnene? Kunne det tænkes, at det ikke altid er barnets tarv når mor og far får lige rettigheder? Barnet har vel også rettigheder, og en af dem kunne passende være at der blev taget hensyn til at ikke alle børn har brug for at pendle frem og tilbage mellem to hjem, fordi både far og mor skal have deres del af kagen. Kunne det tænkes, at det er en af grundene til at det ofte ender med a være “synd” for far - at barnet er lille, og primært har behov for ro og tryghed?
Denne kommentar er anbefalet af:
Som skilsmissebarn med bopæl hos min far i 1959 og som senere enlig far med egen datter på min bopæl, så er det min erfaring, at dette ikke handler om love og regler og hvem der har ret til hvad - i første omgang.
Det handler om at begge parter er nærværende, gyldige og omsorgfulde forældre fra før barnets fødsel og at det er en vedvarende proces hele vejen.
Selv om barselsregler og diverse kan være skæve, så er det svært at tilsidesætte kompetente forældre (fædre).
På den måde får en far også noget at skulle have sagt og vil helt naturligt komme i øjenhøjde med kvinden, som jeg er sikkert på vil respektere en værdig mand.
Retten til ligeværdig samvær starter ikke ved skilsmissen.
Og så ved jeg alt om, at love kan virke skæve - det er stadig op til os mænd selv at være på banen og stoppe skyderiet mod kvinden, for jeg er sikker på, at kvinderne også ønsker den form for ligeværd.
I dag er jeg far til 5 og endnu en erfaring rigere end ovenstående to eksempler, på at fædre så sandelig kan komme i betragtning, hvis de kæmper for det og vil det.
Denne kommentar er anbefalet af:
Line, du siger:
“ikke alle børn har brug for at pendle frem og tilbage mellem to hjem, fordi både far og mor skal have deres del af kagen. Kunne det tænkes, at det er en af grundene til at det ofte ender med a være “synd” for far - at barnet er lille, og primært har behov for ro og tryghed?”
Og:
“Mor sørger for tryghed, bider tænderne sammen og klarer hverdagen, sørger for skiftetøj i daginstitutionen, bliver hjemme med syge børn og har styr på fødselsdage”….???
Hvad er det for noget vrøvl??? Dit indlæg opstiller nogle præmisser, der måske passer på virkeligheden for en generation eller to siden, men som ikke holder en meter i dag!
Hvad laver far så? Er på forretningsrejse i udlandet eller ligger hjemme på sofaen med en bajer i hånden og ser fodbold???
Kan du i øvrigt redegøre for eller henvise til de tal eller den statistik, hvorfra du udleder, “at fædre ofte udebliver fra møder i Statsforvaltningen”???
Det her handler ikke om, at det er synd for far.
Det handler om, at det er synd for de børn, der pr. automatik havner hos mor, bare fordi hun er mor, og ikke fordi hun egner sig til at være forælder!
Denne kommentar er anbefalet af:
Line:
Det er åbenlyst, hvad du gør her:
” Jeg kender ingen familier, hvor det er far der sørger for, at der er skiftetøj i børnehaven, far der bliver hjemme når barnet er syg, far der ved hvornår bedsteveninden holder fødselsdag osv”
Jeg kender ingen familier, hvor det er mor der reparerer cyckler med drengene, jeg kender ingen familier hvor det er moderen, der siger til junior - husk nu for helvede kondomerne og lad være med at bolle som en kanin, jeg kender ingen familier, hvor det er moderen, der siger til deres unger- “ja, det her er noget lort; men nu må du altså bare knibe røvhullet sammen, gøre det hurtigt og komme videre med dit liv”, kort sagt - tag dig sammen.
Kort sagt: Ren manipulation. Hvorfor er det bedre at huske hvornår veninden har fødselsdag end at hive knægten med til AGFs hjemmebanekamp mod Aab?
Det andet har vi vel kalendere til.
Denne kommentar er anbefalet af:
Jeg tror de fleste børn er tættere knyttet til deres mor end deres far. Af forskellige årsager. Mor bærer dem, føder dem, ammer dem og kvinder bruger bare meget mere tid på børn end fædrene gør. Det er kvinderne i der oftest tager børnene til læge, laver lektier med dem, henter og afleverer og bruger mest tid på/med børnene i hjemmet.
Jeg tror de fleste mødre bare har et stærkere mødrergen end fædrene har et stærk fædregen. Lidt ligesom i naturen hvor det stærkeste bånd er mellem mor og dyreunge.
Hvis mødrene er dem der oftest får forældrerettigheden til børnene så er jeg helt sikker på at der er en grund til det.
Forskellen er, at det drejer sig om det lange seje træk fra før fødslen, hvor man også skal være med, når det er svært og ikke “nålestiksoperationer”, hvor vi er med når det er sjovt eller på egen banehalvdel.
Det drejer sig også om at stå op om natten og sidde med barnet, der har falsk stubehoste indtil man selv er bims af træthed.
Det drejer sig også om, at kunne tørre den store dreng bagi, når en sygdom gør, at det står ud af begge ender.
Det drejer sig også om, at huske børnenes hverdag og fødselsdage på rygraden, fordi det er interessant.
Det drejer sig også om at smide sit eget spej væk og lade børnene spejle sig selv i dig som far. Så skal kvinden nok snige sig til at se med fra sidelinien.
Måske er det derfor at manden først ønsker sig at få børn meget senere end kvinden, fordi det kræver langt mere af ham end det nærvær han selv er rede til.
Det er rigtigt hvad Line skriver, at det drejer sig om at klare hverdagen - uanset udfordringer!
Og min erfaring er også at deling, hvor barnet pendler, kan være en løsning for en tid og man skal altid være klar til, at give barnet en fast adresse, hvis det viser sig at være nødvendigt - og den der giver afkald, må gøre det med kærlighed!
Det er ikke synd for far og det bliver det aldrig!
Denne kommentar er anbefalet af:
Under alle omstændigheder er det for let købt at sige, at loven i sig selv skulle være den skyldige. Det er der faktisk ikke nogen her, der ved noget om. Der er jo familier, der som Marianne beskriver, har indrettet sig, så mor tager børnelæsset i hverdagen. Og så er det ikke sikkert, at far overhovedet har lyst til at overtage det ved en skilsmisse - af hensyn til kontinuiteten i børns liv.
Men som Jon skriver, så bliver der nok stadig færre af den slags familier D.
Jeg er fuldstændig tilhænger af hvad både Line og Michael skriver. Der der jeg MIN personlige holdning med dem.
Og tak Michael, du virker som én der er villig til at tage ansvar for de børn vi sætter i verden på lige vilkår med os andre.
Og hvad angår netop det, så er det i mine øjne sagens kerne - at tage ansvar! Tag ansvar for de valg vi træffer, istedet for at bruge tiden på at kaste mudder i hovedet på hinanden.
Loven SKAL omskrives, og det sker ikke ved at folk brokker sig, men at man aktivt indgår i arbejdet omkring det, og det kan ske både i nærmiljøet og i fjernmiljøet.
Få samlet nogle mennesker, find en forening der passer til jeres holdninger omkring loven, for der findes en hel del på landsplan, man kan bakke op om, og skubbe til i den retning MAN SELV synes.
Tag ansvar - kom ind i kampen - alle som én!
Denne kommentar er anbefalet af:
Jeg kender til tre piger fra tre meget forskellige familier, som efter skilsmisse kom til at bo hos deres fædre. Det gik meget godt, indtil fædrene på et eller andet tidspunkt giftede sig igen med en ny kvinde, der var ligeså jaloux som Askepots stedmor og behandlede deres respektive steddøtre på omtrent tilsvarende måde.
Hvormed jeg ikke vil påstå, at alle stedmødre er sygeligt jaloux.
Problemet med forældreansvarlighedsloven er lige præcis, at den tager mere hensyn til forældrenes rettigheder end til børnenes bedste.
I øvrigt er det jo ikke så længe siden, man i medierne kunne læse, at hele 30% af de fraskilte fædre går med til at skrive testamente til fordel for en ny kone og de nye børn, eller endog den nye kones særbørn, mens børnene fra første ægteskab tilsidesættes. Er det så fædrekærligheden eller ønsket om at hævne sig på moderen, der vejer tungest?
Denne kommentar er anbefalet af:
er det undersøgt hvor mange fædre der ønsker at have børnenen “mest” men så ikke får det ?
Denne kommentar er anbefalet af:
Linda>> Ikke mig bekendt. Jon>> Desværre findes der ingen tal, det var en oplysning jeg fik, da jeg igen-igen oplevede at min datters far udeblev fra et møde - uden at melde afbud. Det er muligt at mit familiesyn er forældet, men jeg er ikke sociolog og kan af gode grunde kun forholde mig til hvad jeg ser, i de familier jeg kender til,
Mange fædre er kommet meget mere på banen i de senere år, men i det øjeblik f.eks. sygdom kommer i strid med de krav der stilles på jobbet, så er det mor der bøjer sig og bliver hjemme. Optimalt? Næh. Sandt? Ofte. Også selvom sandheden ikke just passer ind i billedet af den moderne mand. Forældede kønsrollemønstre lever i bedste velgående - det er til gengæld dokumenteret på kryds og tværs.
Denne kommentar er anbefalet af:
@Line Munk
Det er påfaldende, at du vil mene, at marianne har fat i den lange ende, samtidig med, at du efterlyser børnenes tarv i denne debat.
Sjovt nok tager Marianne udgangspunkt i, at det er kvinderne, som skal belønnes for at have passet de små, mens foreninge Far, som du er så træt af at høre på, netop påpeger, at børnenes tarv bliver tilsidesat for mødrenes tarv.
Det er i øvrigt påfaldende, hvordan du indledningsvist propper alle fædre ned i samme kasse, for derefter med en kort bemærkning at påstå, at du ikke ønsker at proppe alle fædre ned i samme kasse.
Du ser omsorg ud fra dit eget (snævre, vil jeg mene) perspektiv. Vil du påstå, at omsorg begrænses til skiftetøj, sygdom eller (og den er virkelig sjov) bedstevenindens fødselsdag? Hvor tåbeligt! Det handler om uendeligt meget mere end det - f.eks. også at lade barnet have en relation til sin anden forælder, om det så er en tæt eller mindre tæt relation.
Min bedre halvdel og jeg supplerer hinanden på omsorgsiden - ikke fordi vi er mand og kvinde, men fordi, vi er to forskellige individer. Og bare for at gøre det helt klart, så nej, det er ikke min hustru, som tager de fleste barns sygedage, sørger mest for skiftetøjet, trøster hende mest når hun er ked af det - og jeg er ret sikker på, at hun ikke kender bedstevenindens fødselsadg.
Barnet skal have det bedste, rigeste liv muligt, og det indebærer relationen til begge forældre. Det er sgu da ligegyldigt, om den ene eller anden har sunget flest godnatsange, eller kommet flest plastrer på knæene eller hvad man nu ellers kan finde på. Barnet har da stadig noget godt ud af at kende sin far.
Denne kommentar er anbefalet af:
Det kan da være fuldstændig ligegyldigt om man er far-forælder eller mor-forælder. Bare man tænker og agerer som FORÆLDER, -ikke som forsmået. Dér, hvor denne lovgivning har fejlet, har været i beskyttelsen af børn i chikanesager, hvor den …ene forælder chikanerer den anden. Ligestilling i forælderskab handler ikke om ligeret til at bestemme, hvordan tingene skal være eller ret til at dele barnet op efter et 50/50 tidsskema eller partout have barnet boende så og så meget. Det handler om at bidrage lige meget til barnets opvækst. Og det gør man ikke ved at skære børn op i lagkageskiver.
Denne kommentar er anbefalet af:
Min medfølelse går til de forældre, der i den grad VIL tilgodese egne behov og synspunkter henover børnenes helt legale behov for en god og tryg tilværelse.
Lasse>> Dejligt at høre at det fungerer hjemme hos jer. De familier der søger hjælp hos statsforvaltningerne har svært ved at få tingene til at fungere. Der er ingen tvivl om, at et harmonisk samarbejde omkring børnene er nummer et, men er det ikke en mulighed hvad så? Omsorg kan ikke sættes på formel, og det der tales om her er ikke omsorg, eller hvorvidt børn har brug for begge forældre, men om det er forkert at det ofte er mor der ender med at få overdraget det primære ansvar for barnet i hverdagen ( ofte et lille barn.).
Det er en skam, at mediedækningen af denne sag er så snævertsynet. DR har talt med foreningen far, og en advokat der påstår at mange mødre “Sætter sig på børnene”. Det falder ham slet ikke ind, at hvis man skal skilles og har et lille barn på to år, så skal man være blottet for forældreevne hvis man sender sit barn frem og tilbage mellem mor og far - blot for at begge skal stå lige i en forældremyndighedssag. Det ville jo være bizart. Skal vi tage denne debat, og komme videre…må alle parter være parat til at lytte, også foreningen far. Hvilket naturligvis kræver, at medierne inddrager andre kilder end lige foreningen far. Dejligt at se at mødrehjælpen er kommet på banen.
Denne kommentar er anbefalet af:
@Line
Skal man mellem linjerne læse, at hvis det drjer sig om et barn på to, så er moderen bedst til at tage sig af det? Hvis det skulle ske at være korrekt - hvad det heldigvis ikke er - så kunne vi ligeså godt pakke enhver snak om ligestilling sammen, for så bliver ligestillingen umuliggjort af en række barrierer fra naturens side.
Advokatens pointe er vel også, at morderen i en del af de tilfælde, hvor advokater bliver inddraget, ikke bare bliver bopælsforælder, men ligefrem ødelægger muligheden for, at barnet og faderen i fremtiden kan have en relation. Jeg tror skam ikke, at han taler for at kaste en to-årig frem og tilbage.
Foreningen Far er en interesseorganisation. Jeg har åbenlyst ikke fulgt dem så intenst som du, men jeg synes nu egentligt, at de argumenterer ganske fornuftigt og velovervejet i denne artikel. De taler jo netop barnets sag.
Din opgørelse over hvem, der gør hvad, og derfor har gjort sig fortjent til det ene eller det andet, er det bizzare i denne diskussion, og den tjener i hvert fald ikke barnets interesser.
Som almindelig medieforbruger kan man ikke undgå at blive bekednt med hvad foreningen far mener.
Jeg håber ikke at debatten, denne gang ikke kommer til at handle primært om ligestilling. Jeg håber at vi får talt om børnene, og hvad der er godt for dem. Første skidt kunne være at indse at børn er forskellige - og vil vi barnets bedste, nytter det ikke at der i statsforvaltningen sidder jurister med børnesagkyndige kasketter på, og beslutter hvad der lader til at være bedst for barnet. Tilfældigheder er ikke godt nok, hverken for barnet, far eller mor.
Det slagsmål om børnene er så lidt værdigt og så belastende også for børnene at det er dybt uansvarligt.
Hvis de voksne dog blot ville se tingene lidt fra børnenes side i stedet fra deres egen egoisme.
Børn fortjener mere end det.
Denne kommentar er anbefalet af:
De gamle paroler: .
Tag børnene fra ham og skub ham ud af familien.
Er der sikkert mange der husker og gensynet med den, her for et par dage siden i fjernsynet, i en udsendelse om 70 erne, fik det igen til at løbe koldt ned af ryggen på mig.
Og hvis jeg ikke tager meget fej, lever den strategi stadig i bedste velgående i visse kredse.
og fordomme om at mors bidrag til børnene selvfølgelig langt overskygger far middelmådige bidrag lever tilsyneladende også i bedste velgående.
Denne kommentar er anbefalet af:
Det er jo ikke en konkurrence om, hvem der er den “bedste” forældre -og hele debatten om ligestilling mellem kønnene er efter min mening helt malplaceret her. Foreningen Far går galt i byen, når de taler om retfærdig fordeling af børn. Det her handler jo ikke om penge eller ting, men om børn og hvad der bedst for børnene.Det er bedst for børn at have ét hjem og at bo, der hvor de oplever mest stabilitet. I mange tilfælde hos moren, der ofte barnets primære omsorgsperson. Børn elsker begge deres forældre, men seneste undersøgelser viser, at de fleste børn ikke bryder sig om at blive delt midt over. Forældreansvarsloven skal justeres, så man i hvert enkelt tilfælde vurderer, om det er mor eller far, der er primær omsorgsperson og lader barnet bo mest der. Det handler om at skabe mest muligt stabilitet i et barneliv.
Denne kommentar er anbefalet af:
http://www.information.dk/telegram/290372
Ingen her har vist nævnt Mødrehjælpens kommentar. Hvis det er sandt, at kun 55 % af de sager, hvor forældrene er uenige, ender med at moderen får børnene, er sagen jo en anden. Det må betyde, at faderen frivilligt overlader moderen børnene i de andre tilfælde. Så er det i hvertfald ikke formel diskrimination.
Maja Lykketoft:
Du siger det er bedst for børn at have ét hjem, ikke to.
Jeg synes i hvertfald, at den der har børnene bør bosætte sig i nærheden af den anden forælder, lige meget om det er faderen eller moderen. Forældrenes selvrealisering må her komme i anden række.
Jeg er i øvrigt selv skilsmissebarn. Min mor nægtede min far samvær indtil jeg var 16. Det er da godt, at der er kommet fokus på at børn har RET til deres far. Jeg er glad for, at jeg ikke er et af de reagensglasbørn, der aldrig kan opspore deres fædrene ophav.
Denne kommentar er anbefalet af:
Marianne Mandoe siger:
Lad os se….
Hvis det er kvinden der har taget al barslen, været den der har været hjemme under barns sygdomme, lavet maden, hentet og bragt ungerne fra institution/skole…
Så tror fanden at det er kvinden der får forældremyndigheden for hun har jo, i modsætning til manden, bevist at hun er villig til at yde det der skal ydes for at være en god forældre.
Det er vist længe siden du har været på gaden Marianne.
Faktisk er det sådan i dag, at langt de fleste fædre gerne vil deres børn, og jeg møder ligeså mange fædre som mødre, der henter og bringer børnene til og fra institution/skole og mange på cykel, og vi mødes også i ‘Netty’ når vi handler på vej hjem.
Som jeg ser det handler det om dels økonomi, og dels om at være den der bestemmer hvor barnet skal gå i institution/skole.
Jeg har tidligere på en anden tråd skrevet, et eksempel, hvor far f.eks har barnet halvtids på en frivillig 5+2 ordning. Mor opdager så, at hun ikke har krav på bidrag, og derfor går hun i retten, og afviser at deltage i børnesagkyndig rådgivning i statsamtet.
Mor FÅR herefter forældremyndigheden, og dermed bidrag+børnecheck.
Far har nu barnet 5 dage hv. anden uge. I de dage belastes mors køleskab ikke= ekstra lommepenge.
Sådan er virkeligheden for mange fædre i dag.
Kom ind i kampen. Vi er i 2012. Tiderne er anderledes hvad angår fædre og børn.
Denne kommentar er anbefalet af:
Der så også de mænd, som f.eks. mig selv, der i sin tid på forhånd opgav at forsøge at få forældremyndigheden. Det ville have være en håbløs kamp. I hvert fald den gang i 70’erne, og åbenbart også nu.
“Hvis det er kvinden der har taget al barslen, været den der har været hjemme under barns sygdomme, lavet maden, hentet og bragt ungerne fra institution/skole…”
Ja, og hvad så, hvis det ikke er?
Mage til middelalderfeministiske fordomme er da sjældent hørt, men desværre er det jo, som artiklen påpeger stadig udbredt tankegang!
Som skilsmissebarn, der på trods af alle odds heldigvis endte hos far, kan man brække sig som en kuglestøder.
Ligestilling og kvoter til loppetjanser, Vorherre bevares!
Denne kommentar er anbefalet af:
@Michael Ruby.
Nej det er ikke synd for ‘far’.
Det er synd for de børn der skal opleve deres mor og far som 2 adskilte personer, der gør børnene fortræd.
Det er synd for de børn, der tænker så hovedet er ved at falde af, i håb om at finde en løsning.
Det er synd for de børn, og det samfund der taber, ved at børnene måske ikke får den opvækst samt uddannelse begge har brug for.
Men er det så synd for mor, når hun en dag skal forklare hvorfor hun ikke - pludselig - ville kendes ved ‘far’?..
Martin Nielsen: “Ingen her har vist nævnt Mødrehjælpens kommentar. Hvis det er sandt, at kun 55 % af de sager, hvor forældrene er uenige, ender med at moderen får børnene, er sagen jo en anden. Det må betyde, at faderen frivilligt overlader moderen børnene i de andre tilfælde. Så er det i hvertfald ikke formel diskrimination.”
Det er netop ikke formel diskrimination, men strukturelle forhold, der diskriminere mellem køn gennem hele livet. Og det er simpelt hen utopi at tro, at man skaber ligestilling ved skilsmisse eller samlivsbrud. Især når det stadig i overvejende grad er kvinder der varetager barsel og pasning af små børn i eftermiddagstimerne efter daginstitution og skole. Jeg krydser fingre for, at der nu ikke kommer en omgang hovsa-lovgivning.
Det undrer mig helt vildt meget, at foreningen far stort set kun ser det som sit mål at sikre børn ret til en far efter samlivsbrud. Hvor er deres indignation over, at kvinder stort set tager al den barsel, som far kunne have fået? Diskursen er, at før skilsmissen, da skal forældre selv bestemme, men efter skilsmissen, der har samfundet ret til at bestemme. Det er altså en skizofren holdning. Enten så går man ind for, at far også bør få en vigtig rolle eller også så gør man ikke.
Jeg vil i hvert fald vædde med, at hvis man så på sammenhængen mellem, hvor sandsynligt det er at en far bliver bopælsforælder i forhold til, hvor meget barsel han tog og hvor meget han hentede barnet om eftermiddagen i institution, ja så ville sammenhængen nok være signifikant.
NB: Bare lige for at slå det helt fast: Jeg mener, at fædre er fuldstændig lige så gode til at passe på børn som mødre. Måske nogle af dem bare har mindre erfaring.
Linda Hansen skrev:
“er det undersøgt hvor mange fædre der ønsker at have børnene “mest” men så ikke får det ?”
Men kan jo ikke definere hvem der vil have børnene mest. Men der findes dog undersøgelser.
I Danmark foreligger:
Johnny Carlsen (2007): Faderskab efter samlivsbrud. Skilsmissefædres beretninger om livet uden børn. Kandidatspeciale ved Institut for Antropologi, Københavns Universitet. Specialerække nr. 445. 118 pp.
Jeg har studeret lidt både danske og udenlandske informationer om dette.
Der er ca. 15.000 skilsmisser om året i Danmark, og af disse er børn involveret i lidt over 10.000. Sager om forældreansvar behandles i første omgang i statsforvaltningerne; her når man som regel frem til en løsning, enten frivilligt eller ved konfliktmægling. Men nogle sager går så meget i hårdknude, at de må afgøres i byretten. Det årlige antal sager om forældremyndighed og/eller samvær ved byretterne er ca. 3.600 . Det vil sige at i ca. 35 % af skilsmisserne kan parterne slet ikke blive enige om ansvaret for børnene, heller ikke efter mægling i statsforvaltningen.
En større statistik udført af de danske statsforvaltninger i 2008 viste at moderen fremsætter anklager om vold, incest eller misbrug i ca. 15 % af alle samværssager; i de samværssager, hvor der er et særlig højt konfliktniveau, forekommer sådanne anklager i ca. halvdelen. Sådanne påstande har oftest karakter af chikane og fastholdes sjældent under hele sagen. Det er meget almindeligt, at moderen på et tidspunkt indrømmer, at anklagerne var falske og blot havde til formål at give hende en fordel i retssagen.
Carlsen har undersøgt 100 skilsmisser/samlivsbrud i 2006/7 og fandt at i 7 af de 100 tilfælde indgik anklager om incest i en retssag. I samtlige de syv tilfælde blev fædrene renset for mistanke.
Man må spørge sig selv, hvordan kan forholdet i 35 % af alle skilsmisser være så konfliktfyldt, at enighed er umulig, og i 15 % endog involvere (som oftest) falske anklager om incest, vold etc.? Hvordan har de parforhold dog været førend det kom så vidt?
Jeg finder en tendens til, at de parforhold, der udvikler sig SÅ skævt, er de forhold hvor faderen har involveret sig MEST i pasningen af børnene. Især hvis moderen har forsømt børnene lidt, og faderen har taget tørnen i stedet for. I disse tilfælde vil det være at træde på moderens mest ømme ligtå at bede hende om at aflevere hovedansvaret for børnene til faderen. Det mønster, jeg ser, er som følger: Faderen er for blød og omsorgsorienteret, og er dårlig til at hævde sin egen vilje og sætte grænser over for sin kone. Denne svaghed hos manden, dvs. hans manglende styrke til at markere sine grænser, får efterhånden konen til at miste al respekt for ham. Manden flygter ind i den rolle, hvor han forsøger at finde sin berettigelse i meget omsorg for familien (børnene) og hjemmet. Det gør ham endnu mindre maskulin, og kvinden mister så meget respekt for ham, at forholdet ikke kan fungere. Der kommer en skilsmisse. Selv i de tilfælde, hvor moderen har interesseret sig ret lidt for børnene, så skifter hun pludselig holdning under retssagen, ofte med det explicitte formål at hævne sig maksimalt på den bløde og svage mand, der har mistet hendes respekt. Heraf bl.a. motivet for mange af de falske anklager om incest m.m.
Så hele spørgsmålet er én stor heksekedel med rigtig mange ildelugtende ingredienser.
(Jeg skal ikke gøre alle mødre til djævle og alle fædre til engle; blot påpege at i en hel del af tilfældene er det lige omvendt, og at de pæne omsorgsfulde fædre er dem der bliver straffet allerhårdest, netop fordi de har relativt stærke følelser for børnene).
Næste fase i kvindens hævntogt mod ex-manden er så at starte samværschikane, herunder f.eks. at bagtale manden over for børnene og forsøge at få børnene til at sige, at de ikke længere vil besøge deres far.
Hvad angår barsel, så viser statistik fra Sverige, at hvis faderen tager en pæn (moderat) andel af barselen efter første barns fødsel, så er der en større sandsynlighed for, at også barn nr. 2 bliver født. Måske har forløbet været tilfredsstillende for moderen, og hun vil gerne gentage det. Hvis derimod faderen har taget en stor del af barselen, så er sandsynligheden for at barn nr. 2 også bliver født, usædvanligt lille. Det er som om at fædre der går meget hjemme og nusser om spædbørn, fremtræder så umaskuline, at moderen holder op med at se dem som potentielle fædre til deres næste børn.
Denne kommentar er anbefalet af:
Til illustration af ovennævnte bringer jeg her uddrag af et interview fra Carlsens kandidatspeciale:
En far beretter om situationen da han stadig var gift og hans datter var en lille pige: ”Jeg skulle så sørge for at ordne hus og ordne ALT derhjemme. Altså handle, lave mad, gøre rent og sørge for [datteren]. Der blev ikke lavet en skid, [moderen] gik bare på sladder på villavejen over til de andre eller bare tullede rundt eller også lå hun bare og sov eller også så hun fjernsyn. Så når det var, at jeg lavede mad, så kom [datteren] kravlende ud til mig og så var vi jo sammen derude … og hun vidste, at jeg tog mig af hende, ikk?”
- ”Hvorfor kom du til at stå for alt det?”
”Fordi der var jo én, der skulle sørge for, at det kørte rundt, ikk? … Jeg har ikke tænkt over det før, men jeg har altid bare sagt: ”Nå ja, men så laver jeg det bare”. Men da der så også var et hus, der skulle klares, altså et halvstort hus, ikk? Det kunne jeg slet ikke overskue, så jeg kørte bare død … Og hun ringede bare [til manden på hans arbejde] og sagde: ”Nu skal du køre hjem, nu er klokken tre, sidder du i bilen? Fordi nu skal du nå hjem så du kan nå at hente [datteren]. ” Og hun var bare derhjemme, ikk?”
Hvem fik datteren efter skilsmissen? Moderen selvfølgelig. Og hun holdt datteren mest muligt væk fra faderen.
Moderens motiv kender vi ikke, men et godt gæt er, at siden der indtil da havde været så god følelsesmæssig kontakt mellem far og datter, ville hun for alt i verden ikke risikere, at datteren kom til at knytte sig tæt til faderen.
Denne kommentar er anbefalet af:
@ Kåre:
Ved du om Carlsens speciale også opdeler forældrene efter indkomst? Eller handler de 100 cases i specialet om højtlønnede, dvs. er de fra den karriere-orienterede livsform - som det smukt hedder rent social-antropologisk?
Kvinderne er oftere offentlig ansat end manden er,
sådan som jeg ser det. I de offentlige overens-komster er indført at man har ret til barnets 1. sygedag, ofte er der ikke det i de private overens-komster (sådan som jeg har forstået det?) Derfor tager kvinden som regel barnets første sygedag. Ofte vil det være muligt for kvinden at flekse sin tid, eller bytte tiden med en anden, hvis hun f.eks. arbejder som lærer, sosu-assistent eller sygeplejerske.
Mændene i Danmark på det danske arbejdsmarked arbejder i stor stil på det private arbejdsmarked, de har ikke denne mulighed - af forskellige grunde. Og det er der kun en kur imod - lovgivning. I Sverige - og i Norge? - er det direkte skrevet ind i loven at man har ret til barnets 1.sygedag - og i nogle tilfælde har man endda ret til 5 barns sygedage - med fuld løn - i nogle tilfælde endda også ret til at blive hjemme ved de sge barn indtil barnet er helt rask.
Denne kommentar er anbefalet af:
Kåre Fog
Din reference er til et speciale, der så vidt jeg kan se er skrevet før den nye forældreansvarslov.
Carlsens første undersøgelser foregik i 2005-2006. Her var der tale om 36 fædre; det var fædre, der søgte rådgivning i Foreningen Far. Så vidt jeg erindrer kom de fra ret diverse sociale/erhvervsmæssige baggrunde.
I 2006-7 fortsatte han at lave undersøgelser for Foreningen Far. Det er her de 100 fædre optræder. Hans oplysninger blev ført i marken op til revisionen af loven.
De statistikker, der præsenteres her i Informations artikel, viser at forholdene desværre ikke har ændret sig væsentligt siden lovens vedtagelse. Problemet ligger i, at det er de samme mennesker i statsforvaltningerne og domstolene, der fortsat behandler sagerne. Som udgangspunkt skal der nu gives fælles forældremyndighed; men i praksis bliver afgørelserne for en stor del de samme som hidtil. Det er ikke lovens fejl - den er vel så god som den kan blive. Fejlen ligger hos dem, der administrerer loven og træffer afgørelserne.
De mødre, der er motiveret for at udøve samværschikane, kan stort set ikke rammes med nogen lov. Antag f.eks. at faderen stadig bor i København, mens moderen er flyttet med børnene til Århus. Når det så er tid til at faderen skal hente børnene, tager han hele vejen til Århus og oplever så, at moderen har gemt børnene af vejen hos en slægtning eller nabo, så han ikke kan få børnene med sig. Han skal ikke køre ret mange gange forgæves, førend han enten opgiver, eller bliver desperat. Han kan vælge at anlægge retssag, men erfaringen viser, at det får han sjældent noget ud af. Moderen får en reprimande, og så fortsætter hun ellers samværschikanen (ovenstående er et tænkt eksempel, men ting i den retning forekommer).
Man kan ikke med lovgivning tvinge folk til at behandle hinanden pænt og hensynsfuldt.
Denne kommentar er anbefalet af: