Opslag til denne artikel

Emneord:fattigdom, finanslov, ideologi, staten
Organisationer:Socialdemokraterne, Statsministeriet

De herskendes tanker er til enhver tid de herskende tanker. Berømt er det sted i Den Tyske Ideologi, hvor Karl Marx og Friedrich Engels skriver, at de, der sidder på pengekassen, også sidder på vores hoveder. Marx og Engels slutter på den måde fra økonomisk magt til det åndelige herredømme. Den måde at se verden på er ikke i dag en herskende tanke: Vi antager, at det åndelige herredømme er åbent for argumenter, og herskende tanker udvikles i offentlige samtaler, gennem praktiske erfaringer og fælles overvejelser. Og vi regner med, at selv de, der sidder på kassen, må tage andres argumenter og ræsonnementer alvorligt.

Vi tager for givet, at vi selv bestemmer, hvem der bestemmer.

Men vi træffer i disse dage et paradoks: Vi har lige valgt en rød regering til at være de herskende, men kan på samme tid se, at blå tanker er de herskende tanker.

Socialdemokraterne har vundet Statsministeriet, men de borgerlige har vundet kampen om synet på samfundet. Alt fra vores egen finanslov til den europæiske stabilitetspagt er dikteret af det, der kaldes nødvendigheder — og de er dikteret af borgerlige anskuelser. Alle ideer til reformer bliver bedømt af internationale kreditinstitutter og øjeblikkelige konjunkturer, som man hverken kan diskutere med eller appellere. Helt af sig selv bliver det, man kalder markedets dom, til den politiske dom. Det blev engang kaldt den definitive socialdemokratiske sejr, at en borgerlig regering blev tvunget til at føre socialdemokratisk politik for at regere. Nu synes en socialdemokratisk regering tvunget til at følge en borgerlig politik for at regere. Og det kan ikke reduceres til psykologisk ’løftebrud’ eller personlige karakterbrist — det reflekterer et borgerligt momentum.

Slavesindet

Det blev for bare et årti regnet for en borgerlig umulighed at føre en intellektuel kampagne mod overførselsindkomster og arbejdsløses moral. Inden Anders Fogh Rasmussen blev statsminister, klagede han over slavesindet blandt de svageste danskere — så snart han så ud til at erobre regeringsmagten, droppede han snakken om slavesind og lovede at frede overførselsindkomsterne. Praktisk holdt han ikke løftet, men retorisk holdt han sig tilbage.

Selv den borgerlige statsminister i 1980’erne, Poul Schlüter, afholdt sig fra ideologiske opgør med fattigdom og overførselsindkomster. Det var vigtigt for ham ikke at blive set som en dansk udgave af sin konservative kollega med jernnæven, Margaret Thatcher, og først mod slutningen af sin periode som statsminister forsøgte han at gennemføre en borgerlig skattereform — det mislykkedes.

Gennem de seneste tredive år har borgerlige på den ene side retorisk bekendt sig til socialstaten og på den anden side praktisk reduceret lediges rettigheder og øget afstanden mellem dem på arbejdsmarkedet og dem uden for. Det samme gjorde regeringen Nyrup i 1990’erne: Den gennemførte to store arbejdsmarkedsreformer, som skærpede kravene til de ledige og skar i deres rettigheder. Man hyldede en model, som man langsomt skar ind i benet på. Man talte om at forsvare og bevare en socialstat, som man reformerede og forandrede. Denne tendens til at påkalde sig principper, som man i praksis underløber, kulminerer nu med det socialdemokratiske råberi om ’ret’ og ’pligt’. Det fremhæves som gode gamle principper, og der nikkes hele vejen rundt. Men det, der gennemføres under dette slogan, har ikke noget med ret og pligt at gøre. Det gamle princip sætter en gensidighed mellem individet og fællesskabet: Man er forpligtet på det fælles, og man opnår derved rettigheder. Man har gensidige sanktioner: Man kan strejke, hvis ens rettigheder krænkes, og man kan blive smidt ud, hvis man ikke lever op til sine forpligtelser. Men de, der nu skal udsættes for det, som ministrene kalder ’ret’ og ’pligt’, har ingen sanktionsmuligheder over for staten: De kan ikke strejke, hvis de finder deres vilkår ydmygende. Ret og pligt betyder for dem, at de skal være taknemmelige for almisserne, stå til rådighed og makke ret.

Kuglestøder og sygeplejerske

Det, som de herskende længe har gjort, men ikke ville sige, siges nu åbent af andre: De ledige har det for godt, socialstaten er for god, og uligheden mellem dem, der arbejder, og dem, der ikke arbejder, er ikke stor nok. Det er symptomatisk, at den teatralske konflikt efter valget stod mellem en kuglestøder og en psykiatrisk sygeplejerske, en olympisk sportsmand og en velfærdsstatslig omsorgsprofessionel. Den ene siger, at de ledige ikke er lidende, og den anden siger, at det er for ondt og koldt at være ledig uden for arbejdsmarkedet. Kuglestøderen triumferer, sygeplejersken detroniseres. Regeringen lover, at den vil sætte mere pres på dem, der står udenfor. Ret og pligt!

Forsigtigt antyder regeringen, at den måske kunne tænkes at ville indkomstregulere børnechecken, så de rigeste borgere ikke skal have overførselsindkomster. Komikken er nu, at det universelle princip, som systematisk brydes, når det handler om dem uden for arbejdsmarkedet, forsvares med fane og honnør. En såkaldt overvismand udtaler neutralt, at det ville være fornuftigt, fordi det i realiteten ville være en ekstra skat på de rigeste. Underforstået: dem, vi skal leve af. Konsekvensen er indlysende: Ethvert forsøg på omfordeling vil neutralt blive udlagt som en belastning af dem, der trækker læsset. Og det vil gå ud over det fælles bedste. Vi kender forløbet og konklusionen.

Så selv om vi tager afstand fra den virkelighed, Marx og Engels beskrev, og selv om meget i Marx’ analyser er forældet og forkert, er vi politisk set vidner til, at de herskendes tanker bliver de herskende tanker.

 

Læs også ’Kapitalismen vs. Marx’ side 28-29

Denne artikel er anbefalet af: