Kapitalismen versus Karl Marx 2012

Hvis nu det hele brød sammen. Det kunne ske, at en klimakatastrofe smadrede civilisationen, eller at de store bomber endelig blev brugt og udslettede alt, hvad vi har bygget op. Hvis verden på den måde gik under, og du var én i en lille flok, som overlevede og kravlede ud af ruinerne, hvordan ville du så indrette verden på ny?

Det spørgsmål stiller den britiske stjernelitterat Terry Eagleton i sin seneste bog: Why Marx Was Right— ’Derfor havde Marx ret’: »Hvis vi kendte årsagerne til katastrofen, ville det så ikke være dumt af os ikke at prøve socialismen denne gang?«

Kapitalismen har ifølge Eagleton skabt våbenkapløbet, som har udstyret mennesket med kraften til at smadre Jorden for os selv og de næste mange generationer, og kapitalismen har udviklet et naturforbrug, som kan ødelægge livsgrundlaget for mennesker i mange hundrede år.

Det er rigtigt, medgiver Eagleton, at kapitalismen har udviklet en enestående velstand, men den har ikke formået at fordele velstanden. Derfor er kapitalismen ansvarlig for enorm ulighed, fornedrelse og social ydmygelse. De fleste kan se alt det, som de færreste har råd til. Men når bankerne ikke længere er i stand til at opretholde sig selv, skal de fleste i den vestlige verden betale for, at de få rigeste kan fortsætte festen. Der er både fødevarekrisen, klimakrisen, den globale politiske krise og finanskrisen — og de kan alle fire føres tilbage til kapitalismen: »Det er et åbenlyst tegn på, at det kapitalistiske system er i krise, når folk begynder at tale om kapitalismen«, skriver Eagleton i sin indledning.

»Det viser, at systemet er holdt op med at virke lige så naturligt, som luften vi indånder, og i stedet bliver set som det historiske, ret unge fænomen, det i virkeligheden er.«

Dér starter Eagletons bog: Kapitalismen er i krise. Vi troede, den havde vundet, men det var en foreløbig sejr. Måske er det på tide igen at konfrontere Karl Marx med kapitalisme og se, hvem der har ret. Eagletons påstand er, at det har Marx — mest.

Polemiker

Det grundlæggende greb i Eagletons bog er slutningen fra kapitalismens aktuelle krise til en reaktualisering af kapitalismens mest prominente krise: Hvis man udpeger problemer i kapitalismen, peger man ifølge Eagleton tilbage på Marx som en løsning. Problemet er naturligvis, at Karl Marx er historisk belastet: Erfaringer med den realiserede kommunisme inspirerer ikke til efterfølgelse, men afskrækker fra ethvert forsøg på at prøve igen. Men ikke kun omsætningen af Marx’ teori til politisk praksis fungerer som argumenter imod den gamle tyske tænker. Der er også rejst intellektuelle indvendinger mod Marx’ analyser.

Eagletons bog er et forsøg på at gendrive alle de gældende indvendinger imod Karl Marx. Han erkender som udgangspunkt, at Sovjetunionen var et rædselsregime, som blev styret imod borgernes ønsker og mishandlede millioner af mennesker. Marx var ifølge Eagleton gennemført demokrat, og socialismen må tænkes som en praktisk realisering af det demokratiske løfte om selvbestemmelse og frigørelse. Alle totalitære, anti-demokratiske og undertrykkende tendenser afviser Eagleton således som misforståelser af Marx. Han læser Karl Marx som kritiker af de fejlslagne kommunistiske eksperimenter. Systematisk samler Eagleton derefter de ti afgørende anklager mod Karl Marx i ti kapitler, hvorefter han gendriver dem.

Tilbagevisning af kritik

Problemet med den manøvre er kort sagt, at Eagleton ender i den grøft, han egentlig var kommet op af. Udgangspunktet for bogen var, at diskussionen om kapitalismen ikke står, hvor den stod i 1989. Det er ikke kommunismen, men kapitalismen, som i dag er kapitalismens værste modstander. Eagleton anfører rigtigt, at det netop var Marx’ pointe, at kapitalismen ville udvikle modsætninger, som den ikke selv kunne forsone. Men i stedet for at afsøge de kompromiser med demokratiet, retsstaten og civilsamfundet, som sikrer kapitalismen, giver Eagleton sig i kast med at afvise kritikerne af Marx.

Bogen kommer på den måde ikke til at handle om kapitalismens aktuelle kriser eller muligheden for nye måder at styre det frie marked på, men om, hvor dum og forkert kritikken af Marx er. Meget af bogen er ikke et forsvar for Marx, men et angreb på dem, der angriber ham.

Det foregår efter forskellige skemaer: Én form for tilbagevisning er naturligvis påstanden om, at kritikerne slet ikke har forstået Marx rigtigt og i virkeligheden slås med deres egne fejllæsninger. En anden er forskydning af diskussionen til et simpelt for eller imod: Eagleton forsvarer for eksempel Marx’ teori om klassesamfundet ved at insistere på, at der stadig findes sociale klasser og ved at afvise dem, der tror, at klassesamfundet er opløst. Men han kvalificerer ikke Marx’ teori om sociale klasser, bare fordi det lykkes ham at diskvalificere dem, der hævder, at vi skulle være ankommet til det klasseløse samfund. Det springende punkt er ikke at påvise, at der findes sociale klasser, men derimod om Marx’ udlægning af konflikten skulle være træffende. En tredje strategi for tilbagevisning af kritik er parodien på de andres standpunkter: Over for dem, der hævder, at Marx så naturen som rent råmateriale for menneskelig udnyttelse, siger Eagleton, at det er latterligt at tro, at man ikke skal få det bedste ud af naturen. Og han tilføjer, at Marx, hvis han havde levet i dag, helt sikkert ville være klimaprogressiv.

Brillant polemiker

Eagleton er en mesterlig polemiker: Hans afvisninger af afvisninger af Marx er forbilledlige for den, der vil vinde diskussioner i debatkonkurrencer. Men fordi hans bog bliver bundet til svar på kritik, han egentlig finder irrelevant, forholder han sig ikke selv til de afgørende problemer. Som sagt forestillede Marx sig kriser som det punkt, hvor kapitalismen ville bryde sammen, når modsætninger blev for store. Men historisk synes kriserne at have haft en funktion i kapitalismen: De har tvunget kapitalismen til at reformere sig selv i nye kompromiser med sociale krav og politiske institutioner. Den har vist sig i stand til at overtage kritikken som fornyelse af sig selv. Det stiller spørgsmålet, hvordan man opnår de bedste kompromiser med kapitalismen, og hvilke former for kritik der er effektive. Det skriver Eagleton ikke om.

Og analytisk forholder Eagleton sig ikke til forskellen mellem Marx’ analyse af industrikapitalismen og den form for finanskapitalisme, som er blevet så stærk, at den tilsidesætter demokratiet, når den er stærk, og betjener sig af det, når den er svag. Scenen for Eagletons bog er vidunderlig: Han lover en genopførelse af kampen mellem kapitalismen og dens mest prominente kritiker. Men udførelsen bliver middelmådig: Der er slet ingen økonomi i bogen, kun kulturkritik. Det ligner mere en opvisning i, hvordan Eagleton får ret, end et argument for, at Karl Marx skulle have det.

De ti kritikpunker af Marx:

1. Marxismen er død

2. Marxismen virker i teorien, men ikke i praksis

3. Marxismen er en form for determinisme

4. Marxismen er utopisk

5. Marxismen reducerer alt til økonomi

6. Marx var materialist

7. Marxismen er besat af gammeldags teorier om klassesamfundet

8. Marxister er tilhængere af politisk vold

9. Marxister tror på en almægtig stat

10. De radikale og progressive bevægelser har de seneste årtier intet haft med marxismen at gøre.