Mesterhjernen, der blev mediestjerne

Når Stephen Hawking er genstand for en næsten kultisk tilbedelse, hænger det selvfølgelig sammen med hans særlige personlige tragedie. Der er for fantasien noget kolossalt tryllebindende og paradoksalt i, at denne ultimative udgrunder af universets fysiske bevægelseslove selv er aldeles bevægelseshæmmet. Han er på en måde en ren hjerne — denne den mest skinnende stjerne på videnskabens firmament — der er fanget i en forvitret krop. En ren hjerne, der er det absolut modsatte af bevægelseshæmmet, fordi den kan foretage sine egne rejser i tid og rum gennem sorte huller og alle dimensioner. The Guardian-journalisten Emma Brockes kaldte ham engang »et sommerfuglesind fanget i en dykkerklokkekrop.«

Da Stephen Hawking i en alder af 21 år fik diagnosticeret amyotrofisk lateralsklerose, en sjælden motorisk nervecellesygdom, der også kendes som ’Lou Gehrigs syge’, gav lægerne ham kun ganske få leveår.

Nuvel, i søndags fyldte den britiske teoretiske fysiker og kosmolog 70 — så klarhovedet som nogensinde, skønt det i alle årene er gået stadig mere bedrøveligt ned ad bakke med den rent personlige fysik: I 1970 blev han lam fra halsen og nedefter, i 1985 mistede han talens brug. Alle ved i dag, at verdens mest berømte videnskabsmand må kommunikere ved hjælp af software, der oversætter de sparsomme trækninger i hans kindmuskler til ord, som en computer derpå artikulerer med synthesizer-intonation. I hans fremskredne alder og gebrækkelige helbredstilstand forløber Hawkings kommunikative proces nu så langsomt, at det kan tage ham helt op til ti minutter at formulere bare en enkelt sætning.

Alligevel blev den runde dag markeret med et brag af et fødselsdagsinterview i New Scientist Magazine, massiv omtale i verdens medier og en stor konference med afsluttende fest på Cambridge University, hvor Hawking var for syg til at være med — men et ellevildt publikum jublede, da en optagelse af fødselarens stemme blev afspillet.

New Scientist-interviewets rekapitulation af de tekniske finesser i etaperne på Hawkings erkendelsesvej skal ikke refereres her — dertil er deres krav til faglige forhåndskundskaber nok alligevel for skrappe, selv for Informations uhyre intelligente læsere (for ikke at tale om, hvor vanskelige de er at forstå for avisens hyper-intellektuelle journalister).

Det må være nok at opsummere, at Hawking på spørgsmålet om, hvad der er den mest bemærkelsesværdige udvikling inden for fysikken i vor tid, fremhæver »opdagelsen af små temperaturvariationer i den kosmiske mikrobølge-baggrundsstråling (…), som stemmer glimrende overens med forudsigelserne om et inflationært univers« (dvs. et univers, som stedse udvider sig, red.)

Hvad tænker de mest på?

Hvorfor? Fordi denne opdagelse leverer væsentlig evidens til at underbygge teorien om Big Bang — den moderne kosmologis for tiden bedste bud på en forklaring på, hvordan hele den vide verden overhovedet blev til med alt dens stof, enkeltelementer, fænomener, kræfter, støv, snavs, civilisation(er?), kunst — og levende, sansende, erkendende subjekter. Interessant er det også, at Hawking som sin største fejltagelse nævner sin tidligere forestilling om, at »alle informationer går til grunde« i sorte huller — nu er han nået frem til en anden slutning.

I interviewet kommer han også med dette råd til unge forskerkolleger: »Sørg for at formulere en original idé, der kan åbne et helt nyt felt« …

I de mange hyldestartikler, som store internationale medier har bragt om Stephen Hawkings, er det imidlertid karakteristik nok hans afsluttende bemærkning, der tager kegler, og som der derfor vinkles på. New Scientist spørger: Hvad tænker De mest på i dagens løb. Hvortil Hawking mindeværdigt svarer, hvilket begejstret citeres af The Guardian, Daily Telegraph, CBS News og andre store medier: »Kvinder — de er et fuldkomment mysterium.« Ganske rørende …

Imod Hawkings fristes man her til at citere Oscar Wilde, der som bekendt sagde, at »kvinden er en sfinks uden en gåde«. Dog er kvinder ikke mere mystiske, må det tilføjes, end at Hawking også her, trods sin ekstreme forkrøbling, har været i stand til at gøre erobringer: To gange har han været gift, og tre børn er han far til.

Man skal ikke fordybe sig ret meget i virakken om Hawkings særegne personlighed for at kunne konstatere, at hans ikoniske ry har lige så meget — eller måske i virkeligheden mere — at gøre med hans medieskabte appel end med hans videnskabelige bedrifter.

Som den amerikanske journalist Declan Fahy, der har interesseret sig for mediefænomenet Hawking, noterer i Columbia Journalism Review, er berømmelse sjældent et resultat af medfødte karaktertræk. Der skal medieportrættering til, og berømtheder må i et vist omfang også selv deltage i opbyggelsen af deres berømmelseskult.

»Interviewet i New Scientist er ikke første gang, Hawking synes at have skræddersyet sine bemærkninger, så de tiltrak journalistisk interesse. Faktisk har han (…) igennem hele sin karriere også demonstreret en højt udviklet forståelse for offentlighedens bevægelseslove.«

Et godt eksempel på dette er den fængende afsluttende bemærkning i bestselleren fra 1988 A Brief History of Time (dansk titel, ’Hawkings Univers’). Hawking skriver her, at hvis det skulle lykkes for videnskaben at finde den store forenende teori for fysikken, »så ville det være den ultimative triumf for den menneskelige fornuft — for så ville vi kunne læse Guds tanker«. Hawking har senere erkendt, at han var lige ved at stryge denne sætning, men ombestemte sig, fordi det ellers kunne have halveret salget af bogen.

Promoveringen af A Brief History fokuserede markant på Hawkings person. Hans kontrafej prydede forsiden af de fleste udgaver, og på den amerikanske lød klapteksten: »Med udgangspunkt i den kørestol, han har været lænket til i de sidste tyve år, lammet af Lou Gehrigs syge, har professor Hawking transformeret vores syn på universet.«

Fik kun en stemme

Hawkings seneste bog, The Grand Design (udgivet i 2010 og skrevet sammen med forskerkollegaen Leonard Mlodinow), fik også enorm opmærksomhed i offentligheden med dens tese om, at mange universer blev skabt ud af intet efter Big Bang, og at dette lod sig tilfredsstillende forklare alene ud fra naturlove (således at universets oprindelse ikke behøver hypotesen om en skabermagt som forklaringsinstans.) Yderligere mediebevågenhed blev genereret, da Hawking i maj sidste år udtalte til The Guardian, at der ikke findes nogen himmel (i betydningen ’paradis’, red.): »Det er bare en eventyrfortælling for mørkerædde mennesker,« erklærede krøblingen.

På Salon.com pointerer kritiker Laura Miller i sin anmeldelse af en ny Hawking-biografi, Kitty Fergusons Stephen Hawking: An Unfettered Mind, at fysikerens berømmelse hænger sammen med hans indre personlige kampe, hans ukuelige livsmod og hans menneskelige format, men tilføjer, at de referencer til religion, som Hawking strør rundt omkring også tyder på, at »Hawking ved, lige præcis hvilke strenge han skal slå på for at vække publikums interesse for ham som orakelfigur.«

Kæmpehjerne-overnørden — en figur, som Hawking måske også kan siges at inkarnere — har vi for øvrigt også dyrket på lokal grund i Danmark, hvor professor i teoretisk højenergifysik ved Niels Bohr-instituttet Holger Bech-Nielsen — manden med verdens mest barnligt-begejstrede fistelstemme — i en årrække blevet hevet ind i det ene talkshow efter det andet — nogle gange i en lidt ubehagelig udlevering, som dog tilsyneladende er gået hen over hovedet på hovedpersonen selv.

Også Hawking har villigt stillet op i underholdningsmedier — han har således medvirket i både Star Trek og The Simpsons — og en sang, »Keep talking — Stephen Hawking«, på Pink Floyd-albummet Division Bell er tilegnet ham.

Hawkings unikke karisma bygger utvivlsomt på den sjældne kombination af kosmologisk genialitet, en tæft for for popularisende formidling og hans særlige fysiske lammelsestilstand, mens hans offentlige persona kunne ikke være opstået uden medierne — med hans deltagelse har de formet og støbt den.

Det gode spørgsmål er selvfølgelig, om Hawkings ry som videnskabens største ikon siden Einstein, er velmeriteret i forskerkredse. Hvor høj anseelse nyder han i grunden blandt sine kolleger? Og her er billedet mere broget og ambivalent, må det siges. Som Declan Fahy gør opmærksom på i sin artikel, bad fagtidsskriftet Physics World i 1999 130 af verdens mest fremtrædende teoretiske fysikere om at pege på, hvilke fem forskere der havde ydet det vigtigste bidrag til deres forskningsfelt. Albert Einstein blev en suveræn nummer 1 med 119 stemmer. Niels Bohrs placering fremgår ikke af Fahys omtale, men Richard Feynman blev nummer syv med 23 stemmer og Paul Dirac nummer otte med 22. Hawking fik kun en stemme. Selv om der næppe findes nogen i verden, der ved mere om sorte huller, er det måske derfor, at Nobelkomiteen endnu ikke har taget sig sammen til at ringe til manden med robotstemmen.