Opslag til denne artikel

Emneord:betalingsring, brugerbetaling, miljøpolitik, trafik
Organisationer:Københavns Kommune, SKAT
Steder:København

Er bompenge, betalingsring, GPS-systemer, højere parkeringstakster osv. i stand til at løse de trafikproblemer, der forårsager trængsel i København? Det spørgsmål har været til hed debat i medierne den seneste tid. Men mærkeligt nok er der blevet talt meget lidt om, hvad trængselsproblemet grundlæggende består i. Og det bliver slet ikke berørt, om problemet kunne løses med andre metoder end betalingssystemer.

Lad mig slå det fast med det samme: Trafikken og trængslen er ikke de egentlige problemer. De er blot symptomer på et sygt bysystem i hovedstadsområdet, hvor lønmodtagerne er tvunget til at arbejde et andet sted end der, hvor de bor.

Efter københavnerbefolkningens udflytning fra brokvartererne i 1960’erne har hovedstaden som bysystem været ude af balance. For de statslige og private arbejdspladser flyttede ikke med ud til omegnen, og det gjorde de kulturelle institutioner og de kommercielle funktioner heller ikke. Derfor fik omegnskommunerne — der i mange tilfælde tidligere havde været velfungerende landsbysamfund — karakter af sovebyer. Indbyggerne her havde ikke andre muligheder end at pendle til arbejdsstedet, der lå langt fra deres bopæl, typisk i centrum.

Alle veje ender i centrum

Den udvikling blev desværre forstærket af den såkaldte fingerplan, der ikke havde forudset bilismens kraftige udvikling. Og hvad værre var, ikke rummede ringforbindelser til hverken kollektiv eller privat befordring.

Resultatet er, at alt for meget trafik i dag ledes tæt på centrum, hvor den skaber trængsel. Det gælder også den kollektive trafik. Også den nye metro i København og dens indre ringforbindelse forstærker tendensen til, at alt for mange mennesker sendes ind i centrum. Den understreger dermed det grundlæggende problem: At alt for mange statslige og private arbejdspladser, kulturtilbud og virksomheder er lokaliseret i centrum og skaber behovet for pendlingen.

Problemet forstærkes af, at en sammenhængende kollektiv trafikbetjening aldrig er blevet etableret i omegnskommunerne, og derfor fungerer langt ringere end i København.

En betalingsring, GPS-systemer etc. løser ikke problemerne, fordi de ikke er rettet mod problemet, men mod symptomet. Brugerbetaling på de ansattes vej til arbejde ændrer ikke arbejdspladsernes fejllokalisering.

Samtidig forekommer det uforklarligt, at det er lønmodtagerne i et hjørne af landet, der skal betale for, at virksomhederne er blevet i city. Lønmodtagerne har ingen indflydelse på virksomhedernes lokalisering, den er en arbejdsgiverbeslutning — derfor er en betalingsring en molboløsning der retter bager for smed.

Alvorlige bivirkninger

Udover at betalingsring, GPS-systemer osv. ikke angriber trængselsproblemernes rod, har disse systemer en lang række uheldige bivirkninger. F.eks. virker de direkte vækstdæmpende. Hovedstadsområdet er Danmarks eneste potentielle vækstdynamo, og den primære opgave i den aktuelle lavkonjunktur burde være at øge konkurrenceevnen — eller i hvert fald undlade at skabe barrierer for udviklingen i regionen. Samtidig øger betalingssystemerne leveomkostningerne i hovedstadsområdet, og de er i forvejen højere her end i resten af landet.

En betalingsring i hovedstadsområdet vil altid være en tabersag, fordi omegnens borgere i forvejen føler sig snydt og udbyttet af både København og Christiansborg — hvad enten der er grund til det eller ej. Københavns Kommune vil gerne have fordelene af de mange arbejdspladser, men vil endnu engang skubbe omkostningerne over på omegnens borgere. En ny brugerbetaling vil kun gøre ondt værre. Samarbejdet mellem opland og centrum bliver i hvert fald ikke bedre.

En del af hensigten med trængselsafgifter er at flytte bilister til de kollektive tilbud, men det løser ikke hele problemet. Den kollektive trafik tager plads, den støjer og forurener også luften. Samtidig risikerer vi, at de mangelfuldt udbyggede kollektive systemer bryder sammen, hvis de mange pendlere pludselig begynder at benytte dem i stor stil. Hvis trængslen og de bymæssige problemer skal løses, er det altså den samlede trafikmængde, der skal reduceres.

Men trængselsafgifter har givet samfundsgevinster for trecifrede millionbeløb i Oslo og Stockholm, påpeger fortalerne for betalingsringen (Information 10. januar). Vi kan med andre ord godt begynde at glæde os, forstår man.

Problemet er blot, at forholdene i Københavnsområdet er forskellige fra de norske og svenske. Blandt andet var køventetiden ca. tre gange så lang i Stockholm og dobbelt så lang i Oslo sammenlignet med København ,inden betalingssystemerne blev indført. De to byer havde altså meget større trængselsproblemer end hovedstadsområdet nogensinde har haft.

Ud af København

Der er heldigvis alternativer til at spilde penge på en betalingsring, GPS-systemer etc. Flere af dem kan endda sættes i værk ganske hurtigt.

F.eks. kan man bruge de ca. 800 millioner kroner, som etableringen af betalingsringen koster, til i stedet straks at flytte arbejdspladser ud til omegnen, hvor de ansatte bor.

Faktisk er det meget få statslige funktioner, der er afhængige af placeringen i centrum. Det samme gælder i øvrigt forsikringsselskaber, finansielle institutioner, fagbevægelsen og andre organisationer. De har fordel af placeringen i hovedstadsregionen, men ikke af at ligge i det trange centrum.

Hvert år skifter en forbavsende stor del af disse styrelser, kultur- og uddannelsesinstitutioner alligevel lokaler og adresse på grund af organisationsændringer og rokader. Staten kan begynde med det samme og formentlig spare både husleje- og energiomkostninger på driften ved at flytte til bedre lokaler i omegnen — det kræver kun politisk vilje.

Og de ansatte kunne opleve gevinsten ved at undgå at hænge i en bilkø, når de skal hente børn i institution eller handle. Mange ville endda kunne cykle til arbejde, parkere gratis eller benytte den kollektive trafik — i den udstrækning den eksisterer.

Denne løsning forudsætter, at der ikke bare flytter en anden virksomhed ind i de fraflyttede lokaler i centrum, men at antallet af arbejdspladser reduceres med de udflyttede. Det vil sige, at myndighederne må regulere kommunernes bolig/arbejdsstedsbalance. De tiloversblevne lokaler bør renoveres til boligformål, så flere kan bo i centrum og pendlingen dermed reduceres. Det ville umiddelbart reducere trafikken på indfaldsvejene.

Udflytningen til omegnen samt renoveringen af tiloversblevne lokaler i centrum vil oven i købet skabe beskæftigelse, der bidrager til at kickstarte økonomien. Det er sunde investeringer og miljøvenlig, grøn politik, der straks reducerer trængslen og forbedrer bymiljøet i både centrum og omegn.

Grøn afgift på pendling

Staten kan skubbe udflytningen af private arbejdspladser i gang ved at lade virksomheder, offentlige institutioner etc., betale en grøn arbejdsgiverafgift, udregnet på basis af virksomhedens pendlerbalance — afstanden mellem de ansattes bolig og arbejdssted. Det er jo virksomhedernes fejllokalisering, der er årsag til problemerne.

Afgiften kan virke stærkt adfærdsregulerende, fordi den tilskynder virksomhederne til at flytte derhen, hvor der mangler arbejdspladser. Systemet er også retfærdigt, fordi virksomheden kan slippe for afgiften ved at relokalisere, og fordi virksomhederne får mere produktive medarbejdere.

De indtægter, som afgiften giver det offentlige, kan bruges til betaling af afdrag og renter på lån til de nødvendige nye ringforbindelser og udbygning af de kollektive trafiksystemer.

Systemet giver oven i købet skjulte indtægter, fordi tabet i skatteprovenu, som følge af lønmodtagernes kørselsfradrag, vil falde i takt med udflytningen af arbejdspladser.

Skat kan opkræve afgiften uden større administrative merudgifter, fordi de allerede har de nødvendige data om alle ansattes bopæl og arbejdssted samt det nødvendige programmer, som i forvejen bruges til at beregne kørselsfradraget. En simpel applikationstilretning kan muliggøre beregning af de ansattes pendling, opgjort pr. virksomhed med henblik på at opkræve afgiften hos arbejdsgiveren.

Hovedstadsreform

På langt sigt er medicinen naturligvis at rette op på den skæve bolig-arbejdssteds-balance i hele hovedstadsregionen.

Det kræver en hovedstadsreform, som kan etablere en ny sammenhængende storkommune, med en overordnet by-, trafik- og miljøpolitik. Målet skal være at udradere lokalpolitiske særinteresser, så der kan etableres nye velfungerende, decentrale bycentre med et varieret, rigtigt byliv i Københavns omegn. Det er også forudsætningen for at de nødvendige nye ringforbindelser kan realiseres! City trænger til en kreativ aflastning.

 

Erik K. Kristensen er PhD, arkitekt og økonom.