Berlingskes søndagskommentator Claes Kastholm Hansen blev ifølge eget udsagn 40 år tilbage i tiden drevet ind på Christiansborg Slotsplads af en egen indre drift. Det begav sig i de dage fire årtier siden den 15. januar 1972, da kongen var død, og statsminister Krag udråbte efterfølgeren Margrethe. Den unge Kastholm, på kanten af karrieren som skallesmækkende tv-anmelder ved det kulturradikale Politiken, blev drevet, omend modvilligt, da han ikke gerne går i flok. Men i genoplevet erindring måtte han derind grebet af den nationale Helligånd og monarkiets mystik. Selv for en intellektuel radikaler — dengang — måtte det være sådan. Kastholm havde som flere andre i de tider til huse i et skab, et borgerskab for nu at score billige points, men sprang ud da tidsånden vendte — permanent højre om, hvor det længe betalte sig at lade skab og fortid være glemt. Ind på pladsen og fremtiden i Margrethes land drev Dronning og Fædreland, Gud hjælpe én, søndagskommentatoren; han kunne ikke andet. En dronning drog.
Efter en befippet lakajs forgæves mas med at få begge fløjdøre op trådte Jens Otto Krag ud på balkonen, behørigt et par skridt efter kronprinsessen frem mod den drevne Kastholm, men højt hævet over det formstøbte gammelkonservative, neo- liberale talerør in spe.
Rod i kongerækken
Hvad denne et stk. folkemængde nu med Kastholm kunne se nedefra og op i brystbillede bag balustraden, var at de stod dér parat: den til husbehov kongetro, erfarne statsminister, tobakshandler Krags søn fra Randers, og den unge arvekronprinsesse, Danmarks få øjeblikke senere nye statsoverhoved i sorg og islandsk inspireret margretheuniform, som Krag bemærkede. Tre gange i tre verdenshjørner råbte J.O. Krag med den landskendte bagtungestemme tæt ind til mikrofonens vindhætte. Ikke i fire hjørner, eftersom udråberen i så fald måtte vende sig fra den grebne Kastholm, mængden og kronprinsessen og med ansigtet i borgens murværk kundgøre tronskiftet; det havde jo ingen effekt. Krag kan sagtens have været bekymret ved tanken om at kludre i det; som en anden Knud Kristensen, da denne tungt sindede venstrestatsminister med ustyrlige drømme om Danmark til Ejderen udråbte Margrethes far i 1947 og i et frygteligt øjeblik byttede om på kongerækken. Krags kontrollerede nervøsitet for at træde i spinaten antydedes indirekte flere år senere som en knap nok udtalt let barok mareridtsfantasi: Margrethe den Anden er død, længe leve kong Frederik den niende. Det havde ikke været godt. Sådan noget erindres nådesløst og ville være kommet med i fremtidens Matador. Husk bare konsulinden i Else Maries skikkelse, der forarget kommenterer bonderøven Knud Kristensens fadæse: Kong Frederik den niende er … [med udtalte hårde ’d’er i niende og tiende] … Kong Christian den tiende er død, længe leve kong Frederik … Hans Majestæt kong Frederik den niende! Konsulinden himlede op hos Varnæs: denne umulige statsminister! Foragten får hele armen af den højkonservative provinsmokke der er næsten lige så højrøvet som hun er dum.
Inde på borgen bag Krag og en nu udråbt dronning sad eller stod den socialdemokratiske regering. Som Krag skrev i sin dagbog var det med daværende forsvarsminister Kjeld Olesens tørre bemærkning lidt af en firmaskovtur. Ministrene var jo sjældent forsamlede uden for regeringsmøder og statsråd, og havde ikke rigtigt andet at foretage sig på dagen end at sidde ned og sikkert også kæve den en smule. Stemningen var ifølge øjenvidner dengang og Krags dagbog let ironisk. Hvorledes skulle denne generation af socialdemokrater som ikke betragtede kongehuset sentimentalt, men som heller ikke ville røre en finger for at gøre noget ved det, hvorledes skulle de uden at støde deres egne kongetro vælgere håndtere denne politiske pseudobegivenhed!
B.T. påstod forleden at dronningen blev ydmyget af Krag. Det tyder det nu ikke på. Krag var måske en anelse distant over for en ordning, han utvivlsomt — og uden at føle sig draget til nogen slotsplads af andet end en statsministers forpligtelse — følte som en anakronisme. Men ydmygende, nej. Krag var høflig og venlig og i den slags situationer korrekt og heller ikke indstillet på at nedlægge noget kongehus.
I den konservative nationalopfattelse har kongehuset altså noget at gøre med myte, kontinuitet og sammenhængskraft på linje med kristendom, Luther, Grundtvig og Gud. Danmark i tusind år, som Rørdam hævder i sit rædsomme digt. Tilsyneladende et uigennemskydeligt synspunkt. Tilsyneladende Anciennitet er sakrosankt i nationernes selvopfattelse. Så og så længe, så og så godt, så og så urørligt — i ophøjet sandhed. For kristenhedens vedkommende kan man med rimelighed spørge om troens væsen for blot få hundrede år siden ville være vedkommende i dag. Om det overhovedet kunne genkendes, hvad de sagde, præsterne, hvis de sagde det samme nu, og om man ville kunne opfatte deres adfærd og forkyndelse som samme religion i Folkekirken. Næppe.
Kontinuitet
Eftersom kontinuitet og tradition i den reaktionære tankegang er afgørende, siger det næsten sig selv at de ægte konservative af al magt fastholder fortidens værdier og symboler i det mindste på udvalgte områder og hævder en hellig uforanderlighed. Derfor må bøsser og lesbiske heller ikke kalde sig ægtefolk. I betragtning af mængden af udtrykte uhyrligheder i Biblen, er det pudsigt at lige netop det emne er så vigtigt. Kvinder er fortsat andenrangs i oprindelig bibelsk og kristen forstand, det står højt og tydeligt, så hvorfor en regerende dronning og damepræster når to sam- lejende mænd ikke må kalde sig ægtefolk? Fordi kvinder i det moderne samfund er blevet en magtfaktor, så selv Søren Krarup holder bøtte med det. Derfor.
Hvad angår selve kongehuset, er argumentet om kontinuitet også tvivlsomt. I kongemagtens historie er det konstitutionelle monarki unægteligt et kort kapitel. Tidligere konger ville falde besvimet om, hvis de vågnede i Roskilde og begreb jobbets vilkår i vore dage. Joh, apanagen kunne de nok skimte ideen i, om end levevilkårene for en nutidsmonark i forhold til den højere middelklasse er beskedne i forhold til enevælden. Men magten! Kongebegrebets forandring peger i retning af republikkernes kransekagepræsidenter. Uden noget statsretsligt problem ville man sagtens kunne undvære det danske kongehus ved regeringsforhandlinger og i stedet betjene sig af en parlamentarisk undersøger, som det er sket nogle gange. Det eneste der sådan set er tilbage, er arvefølgeprincippet. Og den side af kontinuiteten bliver stadig mere spinkel med prinsernes valg af borgerlige piger til avlsobjekter uden antydning af blåt blod i systemet. Dette forekommer mere og mere afmonarkiserende, at det dynastiske kriterium, forudsætningen for at være født, således er tilsidesat til fordel for oversøiske piger af folket. Akkurat som det omvendt ville være uheldigt, såfremt de kongelige ægtede fætre og kusiner og fik sjove børn. Det går ikke i nutidens synlighed. Dette ægte dilemma understreger absurditeten i konstruktionen.
Denne kommer til at bestå længe. Kongehuset er fed forretning, utallige lever af det, og propagandaapparatet er enormt. I disse dage fyldes æteren af panegyrik med og om Vor Frue, og det er hende vel undt. Men hvordan hun udholder røgelsen uden at blive kvalt eller i det mindste får handikappende kvalme er lidt af en gåde. Den skal man sikkert have følt sig drevet ind på slotspladsen i 1972 for at begribe.
Kommentarer
Moderen var i religiøs krise under Fredes barndom; han var overladt til nanny’er og faderens tærsk. Derfor Fredes manglende selvværd som voksen. Skam dig ret så meget Margrethe II. Hun gerådede ud i så voldsom krise til/med en vis person, at hun fik moderskab med ham. Og afkommet fik fødselsret til et så stort antal hektarer, at han kunne kalde sig kornprinsen.
Denne kommentar er anbefalet af:
Skal vi endelig have et kongehus - hvad jeg er imod - så lad os da få noget pænt at se på. Gå af Margrethe og lad os få Queen Mary i stedet for.
“I disse dage fyldes æteren af panegyrik med og om Vor Frue, …”
Ja, det ses jo blandt på Informations hjemmeside, hvor nærmest hvert andet telegram i disse stunder handler om kongehuset.
Denne kommentar er anbefalet af:
* blandt andet
Åh, hvor velgørende at læse Metzs kritiske kommentarer.
Denne kommentar er anbefalet af:
Sålænge kongehuset er uskadeligt, er det ok med monarkiet for mig - men lad dog DI (Dansk Industri) og Landbrugsrådet betale for det, hvis det skal opretholdes i fremtiden.
He he he - jeg er vild med første halvdel - Claus Kastholm Hansen - Danmarks svar på Doonesburys - ’Red Rascal’ – Dude! Lige på kornet - TAK!
Denne kommentar er anbefalet af:
Kongehuset er en joke, længere er den vel ikke. Det er efterhånden så udvandet at man kan spørge sig selv om der overhovedet er noget royalt tilbage.
Borgelige ægteskaber, skilsmisser, ingen magt, ingen reel besiddelser (udover dem staten har givet dem) og på livsvarigt forsørgelse/almisse fra befolkningen. Ikke må udtale sig politisk, skal udele ordner efter ordre samt rejse verden rund efter andres forgodtbefindende.
Kongehuset minder mere om det man ser i Hollywood film end om en egentligt kongefamilie.
Der er meget lidt tilbage udover skik, tone og overdådig tøj, smykker, fester og dyre fest middage. Der efterhånden mere er til for at bibeholde en illusion og identitet i befolknigen.
Ja de minder mere om en flok skuespillere i et halv dårligt teaterstykke. Og hvor det mest interessante er det de har på hvilket medierne i det danske land er et tydeligt bevis på. For indhold er der intet af, det har vi for længst sørget for at få fjernet.
Tilbage er en uinteressant persongallerri, hvis eneste reelle ret er at holde folk fast med nationalismens klamme hånd og virke som lørdagsunderholdning på den danske royale kanal DR1.
Denne kommentar er anbefalet af:
Mikkel Serup, det er jo en smagssag; men du overser, at kongehuset i sin passive rolle lige præcis har sin vigtigste funktion: at der ikke er et sæde, hvor den absolutte politiske magt kan placere sig. Hvor banalt det end kan lyde, er magtens rum aldrig tomt, men at vi har en absolut alene repræsentativ, uudskiftelig monark, giver demokratisk valgte politikere en sund begrænsning i deres aspirationer om stedse mere magt.
Denne kommentar er anbefalet af:
Nu vil kongehusets gøren og Laden aldrig blive overdraget til den reelle leder af landet. men til en præsident Med kun symbolsk magt blev disse afsat.
Kongehuset har kun en symbolsk magt, den reel ligger i regeringen og deres støtter.
De kan vel næppe få meget mere reel magt end de allerede har i et fler parti system med tvungen valg, kongehus eller ej.
Intellektuelle Akademiske kommunister der sidder på sidelinjen og råber mod et overforbrug som de selvsamme kaster sig over efter at have drænet det offentlige fordi de føler sig som en offentlig nødvendighed ….
som en vis kuglestøder kaster jeg op af jeres dobbeltmoralske kommentarer
kongehuset + overflødigt høje offentlige akademiske stillinger = drænet statskasse! hil det rigtige proletariat! dem uden uddannelse
Uanset hvor mange “undersåtter” der ynkeligt og uværdigt med slavesind og blottet for selvrespekt bøjer sig i støvet for denne tilfældige kvinde, der alene sidder på tronen, fordi hun er datter af sin far, så er og bliver kongehuset en institution, der strider mod grundlæggende demokratiske principper.
Det demokratiske sindelag har endnu ikke gennemtrængt den danske befolkning. Autoritetstroen er ikke afløst af autonomi og menneskelig selvstændighed og værdighed.
Denne kommentar er anbefalet af:
Man skal ikke forveksle demokrati med republikanisme. Desuden er de historiske fortilfælde for kongehusafskaffelser mildt sagt ikke optimale.
Kongehusstoffets og sportsstoffets placering og omfang i medierne skal ses i sammenhæng. Ofte kan man møde voksne mennesker, der sætter en ære i at ytre sig nedladende om mediernes omfattende behandling af begivenheder i kongehuset, samtidig med at de samme finder det naturligt at forsiderne og sendefladen ryddes til fordel for en eller anden sportsbegivenhed. Selv om ingen af delene kan siges at være af vital betydning for menneskehedens ve og vel.
I begge tilfælde er der vel tale om et ritualiseret drama, for sportsstoffets vedkommende noget med at kæmpe og sejre/tabe, for kongehusstoffets vedkommende et genspejling af livsforløbet med højdepunkter, fester, runde dage, fødsler, sygdom død.
I den mandsdominerede optik der stadig behersker medierne, opfattes kongehus- (og sladder)stof som underlødigt, da det især tematiserer livsforhold der hidtil har været kvindernes domæne. Men en ikke-sportsinteresseret bestemt kan føle den evindelige ævlen om sportsfolk og sportsbegivenheder, som mindst lige så bizar, og som noget der optager en helt urimelig del mediefladen.
Georg Metz har redeligt nok ved andre lejligheder demonstreret at han har samme kritiske distance over for sportsbegivenheder som over for kongehusstof.
Denne kommentar er anbefalet af:
Kongehuset er med dets historie ikke spor mærkværdigt og alligevel er der noget forunderligt i at det overlever i en verden, der på mange områder forandrer sig radikalt og ofte med forandringen som eneste drivkraft. Vi kender overskriften: Nu med …. og så et eller andet vi ikke har brug for, lidt på samme måde som med begrebet “reform”, der i dagens udgave slet og ret er blevet devalueret til at betyde nedskæring eller fravalg. Det fede ved kongehuset er at vi ikke behøver at vælge det til. Vi har det, så længe vi gider passe på det og det gør vi så længe det arter sig. Lige nu går det vist meget godt.