56 procent af landets småvirksomheder har i de seneste tre måneder oplevet en yderligere stramning i kravene fra bankerne for at opnå lån, ifølge foreningen for mindre erhvervsdrivende, CNA. Resultatet er — siger gruppen SOS Impresa i en ny rapport — at Mafiaen nu er blevet landets største bank.

»Med 65 mia. euro i likviditet er mafiaen Italiens bank nummer ét,« siger gruppen i en udtalelse ifølge Reuters.

Den tilføjer, at organiseret kriminalitet nu genererer en omsætning på omkring 140 mia. euro og profitter på mere end 100 mia. euro. Imidlertid er vilkårene for lånene langt fra de samme som i en bank, på trods af at den gammeldags gangster, der langede kontanter ud i barer, er blevet erstattet af bankfolk og jurister med et respektabelt udseende.

»Dette er afpresning med et rent ansigt,« skriver forfatterne i rapporten: »Gennem deres professioner kender de mekanismerne i det legale kreditmarked, og de kender ofte den finansielle position af deres ofre til punkt og prikke.«

Konsekvensen af det, gruppen beskriver som »afpresningsudlån«, er, at småvirksomheder i massevis er bukket under. Den vurderer, at omkring 200.000 virksomheder har været bundet til afpresningsudlånere, og at titusindvis af job er forsvundet som resultat. De typiske ofre er midaldrende butiksejere og mindre erhvervsdrivende, som ville have haft svært ved at finde andet arbejde og derfor var villige til at gøre hvad som helst, for at undgå at gå fallit, konkluderer rapporten: »De er som regel folk i den traditionelle detailhandel som fødevarer, grønthandlere, tøj- eller skobutikker, blomster- eller møbelhandlere. Disse er kategorierne, som mere end nogen andre, betaler prisen for den økonomiske krise,« tilføjer forfatterne.