Opslag til denne artikel

Emneord:straffeloven, terrorisme, tv-stationer
Personer:Morten Bødskov, Peter Skaarup
Organisationer:Dansk Folkeparti, Folketinget, Roj-TV

Et flertal i Folketinget vil nu undersøge, om straffeloven kan laves om, så domstolene får bemyndigelse til at fratage en tv-station sin sendetilladelse. Det sker, efter at Københavns Byret i tirsdags fældede dom i sagen mod ROJ-TV og idømte selskaberne bag stationen dagbøder på i alt 5,2 millioner kroner. Til gengæld kunne retten ikke forhindre tv-stationen i at blive ved med at sende, da det alene er Radio- og tv-nævnet, der kan fratage en tv-station sin sendetilladelse.

Det fik justitsminister Morten Bødskov (S) og kulturminister Uffe Elbæk (R) til onsdag aften at udsende en pressemeddelelse om, at de to ministre nu vil »sikre, at lovgivningen på tilstrækkelig vis giver adgang til at skride ind over for radio- og tv-stationer, som opfordrer til terrorisme«.

Justitsminister Morten Bødskov vil ikke uddybe, hvilke ændringer der kan blive tale om, men Dansk Folkeparti og Konservative gør det nu klart, at de ønsker loven ændret.

»Afgørelsen i sagen om ROJ-TV kalder på en præcisering i straffeloven, for det holder ikke, som det er nu,« siger Konservatives retsordfører, Tom Behnke.

Han mener ikke, det skal være op til Radio- og tv-nævnet alene at vurdere, om ROJ-TV skal have frataget sin sendetilladelse.

»Det er indlysende og logisk, at deres sendetilladelse skal inddrages, og jeg troede også, det var klart for nævnet, indtil jeg hørte formanden udtale sig. Han vakler i sine udtalelser, og derfor tør jeg ikke overlade den beslutning til nævnet,« siger han.

Krav om lovændring

Den vurdering får støtte fra Dansk Folkepartis retsordfører, Peter Skaarup.

»Vi anser det som krænkende for retsbevidstheden, at man fra myndighedernes side når frem til, at der er tale om en tv-station, der fremmer terrorisme, men at det efterfølgende svar fra myndighedernes side er, at tv-stationen bare kan fortsætte,« siger Peter Skaarup og bebuder, at Dansk Folkeparti på tirsdag vil fremsætte et beslutningsforslag, som lægger op til, at regeringen senest 1. april skal have fremsat et lovforslag om en ændring af straffeloven.

Ændringen skal indebære, at det fremover bliver muligt for domstolene at forhindre tv-stationer i at sende. »Vi kan ikke acceptere, at en tv-station som ROJ-TV bare får lov til at fortsætte, når det er blevet slået fast, at de har overtrådt loven ved at støtte en terrororganisation,« siger han.

Politisk indblanding

Mediejurist ved Danmarks Journalistskole, Oluf Jørgensen mener dog ikke, der er grund til at ændre lovgivningen. Han vurderer, at det bør være op til Radio og tv-nævnet at fratage tv-stationer deres sendetilladelse.

»Spørgsmålet om sendetilladelse hører under et sagkyndigt og uafhængigt organ, og det er meget kedeligt for pressefriheden, at politikerne alligevel går ind og blander sig i lovgivningen på området, fordi de er utilfredse med dommen i sagen om ROJ-TV,« siger han.

ROJ-TV besluttede i går at anke byrettens dom, og Oluf Jørgensen mener, politikerne burde have afholdt sig fra at kommentere den konkrete dom — i hvert fald indtil den som minimum var afsluttet.

»Det er kritisabelt, at de går ud og blander sig i en afgørelse midt i en alvorlig retsproces. Det giver forløbet en karakter af, at der er tale om et politisk pres for at få lukket ROJ-TV,« siger Oluf Jørgensen og tilføjer:

»Det er meget kedeligt for informations- og ytringsfriheden«.

Sagen kort: ROJ-TV

Tirsdag blev ROJ-TV idømt en bøde på 5,2 millioner kroner for ukritisk at have gengivet synspunkter fra PKK (Kurdistans Arbejderparti).

Københavns Byret gjorde det klart, at der ikke er hjemmel i straffeloven til at frakende juridiske personer (selskaber, foreninger mv.) rettigheder, og det betyder, at byretten ikke kan fratage ROJ TV retten til at sende.

Roj TV har efterfølgende valgt at anke dommen til Landsretten.

Formanden for Radio- og tv-nævnet, Christian Scherfig, sagde i går, at ROJ-TV efter alt at dømme kan fortsætte sine udsendelser i op mod et halvt år fremover. ’En sag af denne karakter har selvfølgelig en meget høj prioritet. Og med det in mente, vil jeg forvente, at det vil tage et til to kvartaler at behandle sagen, siger Christian Scherfig.