Fra korrupt politistat til troværdigt demokrati

Beirut— For nøjagtig et år siden fløj en 74-årig ungdommeligt udseende mand med sin familie fra Tunesien til Saudi-Arabien.

Zine El Abidine Ben Ali, sit lands præsident fra november 1987 til 14. januar 2011, blev første offer for den folkelige revolte, der nu er resulteret i demokratiske valg til et nyt parlament, valg af præsident og med en ny forfatning på bedding.

Og vælgerne i Tunesien, som tæller tre og en halv million ud af en befolkning på 10 mio., gav det islamiske parti, Ennahda (Renæssance) 1,5 mio. stemmer, 90 af parlamentets 156 pladser og gjorde partiets parlamentariske leder, Hamad Jabali, til premierminister. I en koalition med to sekulære juniorpartnere, hvoraf den ene har leveret den ny præsident, Moncef Marzouki, som symbol på religiøs-sekulær forbrødring, skal Jabali nu genoprette en smadret økonomi med nul-vækst efter et fald i investeringer på 30 pct., svigtende turisme, lukkede fabrikker, lammet eksport og en arbejdsløshed, der er steget fra 500.000 til mindst 800.000 — nogle siger en million — hvilket tæller en tredjedel af arbejdsstyrken. Han skal endvidere etablere Tunesien som demokratisk retsstat, der kan rydde op efter årtiers diktatur, der ganske vist var ’mildt’ sammenlignet med naboernes, men stadig en korrupt politistat.

»Og det vil tage årtier,« som en libanesisk tunesien-ekspert, professor Imad Salameh, konstaterer: »Du kan ikke forvente, at en befolkning, der er blevet manipuleret og undertrykt siden den fik selvstændighed i 1956, er uddannede demokrater. Islamiske og venstreorienterede ekstremister vil være meget synlige, selv om vælgerne har udpeget moderate politikere. Der er meget at feje op efter Ben Ali.«

Parallel til primærvalg

Som var den første, men som bekendt ikke den sidste despot, der blev væltet i 2011. Siden da har den globale vægavis været plastret til med dækningen af en kollektiv opstand, der spredte sig til Den Arabiske Ligas medlemslande, og som indtil videre har væltet fire regimer, når Yemens præsident, Ali Abudallah Saleh, tælles med. Han er der ganske vist endnu, men dead man walking, og har accepteret at træde tilbage. Men selv om metoder og forløb har været forskellig fra land til land, blev revolten i Tunesien den model, de øvrige intifadaer tog pejling efter.

Spørgsmålet er nu, om Tunesiens rimelig fredelige overgang til frie valg — men ikke nødvendigvis et fuldkomment demokrati efter europæisk politisk målestok — danner skole for Egypten, Libyen, Yemen og snart Syrien. Et fællestræk tegner sig allerede nu: De nye arabiske demokratier har islamister i førersædet.

»En parallel til Tunesien er primærvalgene i New Hampshire, der giver de første fingerpeg om USA’s næste præsident,« siger Imad Salameh, »valget i Tunesien 23. oktober blev det første i Det Arabiske Forår, og vi kan se både i Egypten og Marokko, at fremtiden er de islamiske politiske bevægelsers. Islamisterne var ikke revolternes mest aktive, det var den sekulære middelklasses sekulære unge, der trak læsset,« fortsætter han.

Forårets hamsterhjul

Da det var trukket fri af diktaturet, ville flertallet se fjernsyn og brød på bordet, så de stemte på de velkendte og agtede islamister, der gennem årene leverede de sociale og sundhedsmæssige fornødenheder, diktaturet forsømte. På al Jazeeras satellitkanal kan seerne for tiden gense de hektiske revolutionsdage i en dokumentarfilm om den tunesiske revolution, i nyhedsudsendelsen følger et indslag om Ben Alis luksuriøse sommervilla, der i dag henligger som ynkelig ruin med Middelhavsudsigt. Herefter klippes til det nye kontor for korruptionskommissionen, hvor en mand viser en bogreol frem, tæt pakket med pengesedler — euro og dollar.

Og det er, fremgår det af snakken i de arabiske kaffehuse, hvor mændene samles til kortspil, diktatorernes svinagtige korruption mere end ønsket om demokrati, der er Det Arabiske Forårs hamsterhjul.

Og det er selvfølgelig et problem for ægte demokrater som eksempelvis Amna Guellali, en ung tunesisk menneskerettighedsaktivist, der nu arbejder som researcher for Human Rights Watch. På ferie i Beirut forleden gik hun til en forelæsning på Det Amerikanske Universitet, hvor den franske mellemøstforsker Nicolas Pouillard fordømte det tunesiske demokratis faktiske straffrihed for de sikkerhedsfolk, der myrdede og torturerede civile under den 18 dage lange opstand. Han påpegede, at embedsmænd fra Ben Ali-regimet stadig hævede løn i indenrigsministeriet, som er den ansvarlig instans for de sikkerhedstjenester, der terroriserede gaderne.

Det var i sig selv interessant nok, men lige så interessant var, at auditoriet kun var kvart fyldt, selv om både studerende, lærere og udenforstående på universitetets mailingliste var informerede om mødet. Ligesom det var påfaldende, at af de 10 spørgere, der tog ordet efter Pouillards demokratiske bandbulle, var otte unge kvinder som Amna Guellali, der i øvrigt kun var delvis enig med taleren.

»Det er rigtigt, at der i mange tilfælde faktisk er straffrihed for overgreb mod civile under revolutionen,« ræsonnerede hun dagen efter over en kop kaffe på en café.

’Islam er svaret’

»Men der føres også sager mod ansvarlige. 40 officerer fra sikkerhedstjenesterne står tiltalt ved militærdomstole. Men overgangsregeringen har indført delvise reformer på visse områder som fuld ytringsfrihed, respekt for menneskerettigheder, godkendelse af politiske partier, mens på andre — eksempelvis straffeloven — er situationen stadig som på diktaturets tid,« siger hun og forklarer, at det værste er, at der ikke er en strategi for gennemførelse af reformerne.

»Meget sejler. I retsvæsnet findes der stadig korrupte dommere, hvorimod de militære domstole er reformerede, så også ofrenes advokater får ordet i sager om overgreb. Det mest påtrængende problem er en bølge af religiøs selvtægt,« fortsætter hun og forklarer, at ukendte grupper — salafister og radikale islamister — blokerer universitetslokaler, så undervisning og eksaminer må aflyses, fordi universiteterne har forbudt kvindelige studerende at bære niqab (traditionel klædning, der dækker krop og ansigt, red.).

En tv-station, der sendte den iranske animationsfilm, Persepolisom en ung kvinde, der har en samtale med Gud i skikkelse af en hvidskægget mand, blev blokeret og kontorer raseret af en pøbel, der råbte slagord om ’fornærmelse af islam’.

»Disse angreb på den akademiske og kunstneriske ytringsfrihed er tiltagende, men staten griber ikke ind — heller ikke efter at et parlament er valgt og fungerer. Og det er det mest bekymrende,« siger Amna Guellali.

Og det er måske et fingerpeg om, hvor ’Mellemøstens New Hampshire’ er på vej hen. Den sekulære præsident og veterandissident, Moncef Mazourki, erklærede for nylig, at »islam er den rette løsning på vor tids problemer«.

Det har vakt opsigt, også blandt tunesere. Og nogle tager ytringen som et varsel om tiden, der kommer.