Drengen i parkacoaten

Det føltes som om, hver eneste dag var identisk med såvel sin forgænger som sin efterfølger; først en fem-seks ubeskriveligt kedelige timer i skole, derefter hjem og ind på værelset. For at spise havregryn med mælk og sukker og ’læse lektier’, som det så smukt hed.

Det sker, at jeg spekulerer over, hvordan tilværelsen ville have formet sig, hvis jeg rent faktisk havde gjort netop det. Altså, taget imod de mange tilbud, vi fik smidt i hovedet. For alt andet lige havde mit fædrene ophav måske ret, når han påstod, at jeg ikke var ren idiot. Men intet kunne have ligget mig fjernere. Fortabt i lige dele foragt og opgivelse over for undervisningssystemet brugte jeg den obligatoriske lektielæsningstid på at bide negle (en disciplin, hvori jeg aspirerede til verdensmesterskabet), drømme, læse spredt skønlitteratur, suppleret med tegneserier samt ikke mindst lytte til rock, mens jeg til glæde for galleriet lod som om jeg lavede mit hjemmearbejde.

»Hvordan kan du koncentrere dig i den larm?« spurgte min mor bekymret. Hun var overbevist om, at vejen til saliggørelse gik gennem uddannelse. Skulle jeg have besvaret hendes spørgsmål ærligt, måtte det være blevet med et »Hvilke lektier?«

Misforstå mig ret; jeg har set nok af verden til at vide, at meget af det, jeg dengang kæmpede med, var ren luksus i forhold til den globale elendighed. Ikke desto mindre lå det uden for mine evner at løfte mig op over min egen tilstand og på noget niveau perspektivere den. Gennemsyret som jeg var af lede. Usikkerhed. Længsel. Liderlighed. Angst. Kedsomhed. Had. Forventning. Vrede. Magtesløshed.

Få ligesindede

Jeg befandt mig med andre ord i puberteten, den skærs-ild, man udsætter børn for, ud fra den betragtning, at det derefter kun kan blive bedre. Tænker ind i mellem på, om man nogensinde når en alder, hvor der lægger sig et rosenrødt skær over erindringen om den tid der; måske lige før man checker ud for sidste gang? For selv efter alle disse år ligner puberteten til forveksling mismodets apoteose. Den der overvældende følelse af ensomhed. Og en næsten lammende (med et vist nok arkaisk udtryk) fremmedgjorthed; som jeg vel at mærke følte, jeg var den eneste i verden, der kæmpede med. Det var i hvert fald ikke noget, man pralede af i selskab med vennerne. Kun i glimt mødte man ligesindede; protagonisten Holden Caulfield i J.D. Salingers uforlignelige roman, Forbandede ungdom. Alle personerne i alle Susan Hintons bøger. Benjamin Braddock i Dustin Hoffmann’s skikkelse i filmen The Graduate. Og selvfølgelig i sange af folk som Bob Dylan, John Lennon, Ray Davies og David Bowie.

Hyldest til mods

Nå. Meget af den rockmusik, vi hørte, var ren eskapisme. Hvilket i og for sig er cool. De elektriske klange lød som løfter om det liv, der skulle leves engang. Tonerne var selve håbet. Uden hvilket osv. Derfor var det også lidt som at få en kold karklud i hovedet at gå ombord i dobbeltalbummet Quadrophe-nia, da det udsendtes i efteråret 1973, thi The Who’s mesterværk var på en og samme tid overdådigt og asketisk. Men mest af alt var det virkeligt, som i ’det ligner sgu mit liv, det der!’ Påtrængende realistisk udgjorde værket et grumset spejl.

Først lige et par ord om The Who, en kvartet fra West London, der som et af de få navne fra det store britiske beatboom i 1960’erne formåede at klare overgangen fra singleplader til lp’er. I årene 1965-1967 leverede bandet en stribe af de bedste singler nogensinde udsendt i rockens hellige navn: »I Can’t Explain«, »My Generation«, »Substitute«, »I’m a Boy«, »Pictures of Lily« og »I Can See For Miles«, nogle af de mest højspændte og af elektricitet dirrende udladninger, der fås for penge. Fra starten fornemmedes det, at gruppens sangskriver og guitarist, Pete Townshend, besad et skarpt intellekt, og at han ønskede at ophøje rocken til en anerkendt kunstart på linje med de gammelkendte, lagde han aldrig skjul på. Det krævede dog en kraftanstrengelse at overføre bandets indædte energi og Townshend’s flyvske ideer til albummediet, men med ’rockoperaen’ (den har nu ikke meget med opera at gøre) Tommy krydsede The Who over til det lukrative albummarked i 1969. Taget som en rock’n’roll-skive holder værket, da de enkeltstående sange er af høj kvalitet, men den tilhørende historie er både lam, fortænkt og uklar.

Den efterfulgtes af hvad der anses for et af rockens bedste koncertalbums, Live at Leeds (1970), dernæst hovedværket Who’s Next (1971); jeg var så heldig at opleve bandet live i den periode, og det står stadig som én af de største koncertoplevelser i et liv spækket med sådanne. At en sådan storm kan piskes op ved hjælp af blot vokal, guitar, bas og trommer er stadig et under. Men Townshend kunne ikke slippe bandets rødder i den specielle engelske ungdomssubkultur, der selvbevidst døbte sig mod (forkortelse af modernist). Den opstod på 1950’ernes moderne jazz-scene, centreret omkring især tøj, stil, dans, amfetamin og scootere. Det var en elitær og næsten usynlig scene, som især tiltrak drenge og unge mænd fra arbejderklassen, som dybt fascinerede af mode brugte alle deres penge på tøj. Folk som Marc Bolan, David Bowie, Rod Stewart og andre ’faces’ var mods, længe før de var berømtheder. Og selvom mods foretrak amerikansk (soul/R&B) og jamaicansk (ska/bluebeat) dansemusik, slap enkelte britiske bands gennem nåleøjet; heriblandt The Action, The Small Faces, The Creation og ikke mindst The Who, hvis sang »The Kids Are Alright« var en direkte hyldest til de mods, der udgjorde gruppens tidlige fanbase.

Flyttede ind i værket

For selv om The Who ikke selv var mods som sådan (de var simpelthen for grimme!), kunne mods godt lide deres musik, som var høj og aggressiv. Og fænomenet mistede ikke sin fascination for Townshend, som i årene 1972-73 knoklede med at skabe de sytten sange, der tilsammen udgør det imposante, men også stramme Quadrophenia. Som modsat det vidtløftige Tommy i sit afsæt er en realistisk skildring af et par dage i et følelsesmæssig ustabil ung mods liv i det herrens år 1964. Vores antihelt hedder Jimmy, han er 16 og bor stadig hjemme, han har et skodjob som skraldemand og lever stort set kun for weekenderne, hvor han kan hænge ud med ligesindede, tage purple hearts og danse. En lige ud af landevejen historie om en ung mands frigørelse fra sine arbejderklasseforældre, men samtidig en skildring af indre splid (Jimmy er splittet i fire, deraf titlen), galskab (Jimmy går modvilligt til psykolog), rodløshed, fremmedgørelse, oprør og opgivelse, hvilket munder ud i en art forløsning.

Da Quadrophenia udsendtes i 1973 var det som imposant dobbelt-lp med ikonografisk omslagsfoto af Jimmy på sin scooter, iført den emblematiske parkacoat (som enhver mod med respekt for sig selv gik med, thi den ydede det cool kluns indenunder bedst tænkelig beskyttelse mod britisk vind og vejr) og et medfølgende 24-siders hæfte, hvor Jimmys historie fortælles i stærke, voldsomt grynede sorthvide fotos samt et intenst stykke kortprosa, der ridser Jimmys sindstilstand op.

Personligt flyttede jeg direkte ind i værket, thi selvom der var både ord, toner og billeder at forholde sig til, var Jimmy ikke tegnet stærkere end, at han kunne være hvem som helst. F.eks. én selv. Drengen i parkacoaten på de sorthvide fotos (og i den grad på skideren) åbnede for en identifikation, jeg kun har følt med ganske få ting.

Intet andet værk i rocken formår så præcist og æggende at indkredse det morads, pubertanten i værste tilfælde kan opsluges af. Det er lige, så det hviner i kraniekassen, det her.

At den nu foreligger i et såkaldt Director’s Cut, en imposant 5-cd boks indeholdende bl.a. 25 af Townshends demoer (hvorved man altså også får at høre, hvad der blev bortredigeret) samt en eksemplarisk booklet med et kæmpe-essay, forfattet af ophavsmanden, om tankerne bag og arbejdet med værket, er vitterlig en gave. Thi Quadrophenia er et lysende eksempel på rockalbummets berettigelse og styrke. I de rette hænder, selvfølgelig.

De hænder sidder så på Pete Townshend. Nå ja, og den musikalske dræbermaskine, der i daglig tale kaldes The Who. Praise the Lord and pass the ammunition, this is the SHIT!

The Who: Quadrophenia. Direc-tor’s Cut (Polydor/Universal)