I sidste uge blev prins Henrik hædret med Berlingske Fondens Hæderspris, der for de fleste er ret ukendt, men faktisk er blevet uddelt hvert år siden 1975 og gives til en dansker, der har haft stor erhvervsmæssig, kulturel eller politisk betydning. Han indtræder her i et selskab af elskelige humanister som Anders Fogh Rasmussen, Hanne Bech Hansen og Peter Gæmelke. Men også med Ole Ernst, Francesco Cristofoli og Nina Smith er en del af den brogede flok, hvis første medlem såmænd var Børge Outze.

Berlingskes ansvarshavende chefredaktør og koncernchef Lisbeth Knudsen lagde ved overrækkelsen særlig vægt på, at prinsen op til Margrethes jubilæumsår havde udmærket sig med sin »indsats både for dansk erhvervsliv herhjemme og i udlandet, sit dedikerede engagement i de opgaver, han har påtaget sig gennem årene, og i de mennesker, han har mødt på utallige rejser og besøg, samt hans kunstneriske bidrag.«

Nu kan der jo være god grund til at stille sig kritisk over for tesen om, at hans bidrag til dansk kulturliv har haft nogen særlig gennemslagskraft i udlandet, og man kan tilmed gå så langt, som til at mene, at det måske nok er til alles bedste. Her er et citat fra titeldigtet i hans digtsamling fra 2010, Frihjul: »Min sjæl holder fri / farvel slaveri / Nu er det forbi / Jeg er glad indeni.«

Man kunne også anføre, at det i grunden er lidt vel fint at give ham en pris for at møde folk, når han rejser rundt på undersåtternes regning. Men måske er der tale om noget helt andet: Hvad hvis Berlingske Fonden her tager fat om vores kollektive dårlige samvittighed? Er det et opgør med den danske modstand mod grev Henri de Montpezat, som den gamle kongetro avis her har indledt?

Modsat andre i kongehuset er prins Henrik ofte blevet latterliggjort, enten for sine udtalelser om sin rolle i kongehuset, for sine håbløse digte og vine, den korpulente figur eller slet og ret for at gå med strømpeholdere. Han har trækkes med elendig popularitet, selv i de ultraroyalistiske blade.

Hvis man søger på ’Prins Henrik’ på Google, er det første resultat, der foreslås ’Prins Henrik Homoseksuel’. Danskerne har aldrig taget godt imod den franske greve. Set i det lys, er det noget besynderlige valg af prismodtager måske slet ikke så dumt endda; måske gør Berlingeren bare det, flere af os burde: stikker en undskyldning for alle mobberierne. Man skal være sød, også ved kongen.