Opslag til denne artikel

Emneord:olie og gas, sanktioner
Organisationer:Den Europæiske Union
Steder:Iran

EU er i gang med at gøre sit yndlingsvåben, sanktioner, klar til brug. Denne gang mod Iran, der fortsat nægter at opgive de dele af sit atomprogram, som vækker bekymring i både Vesten og blandt Irans naboer. Efter syv års sabelraslen er EU-landene nået til enighed om et totalforbud mod import af iransk olie. Det sker i håb om, at det kan få få iranerne til at opgive den uranberigelse, som mere end noget andet danner grobund for mistanken om, at det iranske præstestyre har militære ambitioner med landets ellers fredelige atomprogram.

Problemet er bare, at sanktionsvåbnet stort set ikke virker over for Iran, siger flere eksperter. Iran er nemlig ikke længere afhængig af at kunne eksportere sit sorte guld til de energihungrende europæere – eller amerikanere for den sags skyld.

Boykotten vil være et irritationsmoment, men storkunderne på Teherans oliebørs er Kina, Indien, Japan og Sydkorea, der tilsammen opkøber omkring 60 procent af den iranske olie. Kina er endda parat til at købe væsentligt mere.

Til sammenligning var EU’s andel sidste år nede på 18 procent og er fortsat faldende.

»EU-boykotten vil kaste Iran i Kinas allerede vidt åbne favn,« siger Øystein Noreng, professor i olieøkonomi ved Handelshøjskolen BI i Oslo. »Den europæiske boykot giver Kina en fantastisk mulighed for at få billig iransk olie, samtidig med at Vesten kan se frem til stadig højere oliepriser. Det er et drømmescenario for Kina, som vil blive voldsomt styrket på grund af de store konkurrencefordele, kinesiske virksomheder får,« siger han.

Norengs konklusion bakkes op af Jerome Dean Davis, tidligere professor i olieøkonomi på RUC, nu chef for olie- og gasforskningen på Dalhousie University i Halifax, Canada.

»Kina vil helt givet både kræve og få rabat på den iransk olie, så Iran kommer til at tjene mindre på sin olie, men til gengæld får Iran mulighed for at importere en masse forbrugsgoder fra Kina,« siger Davis.

Senest har Japan varslet, at man vil reducere sin import af iransk olie, men det giver kun Kina større fordele.

Krigstrommerne buldrer

Når EU-landene efter syv år pludselig er nået til enighed om en olieboykot af Iran, skyldes det ifølge professor Noreng, at risikoen for en væbnet konflikt med Iran de seneste uger er rykket kraftigt nærmere.

»Sanktionerne bliver gennemført efter pres fra USA, der meget gerne vil undgå en militær konfrontation,« siger han.

Formålet med olieboykotten er at få Iran tilbage til forhandlingsbordet, at få den iranske regering til at give FN’s atominspektører adgang til alle iranske atomanlæg og i sidste ende at få Iran til at afstå fra at foretage den uranberigelse, som det internationale samfund frygter vil sætte landet i stand til at fremstille højt beriget uran til brug i atomvåben inden for kort tid.

Det Internationale Atom Energi Agentur, IAEA, konkluderede i november, at der er grund til »alvorlig bekymring over det iranske atomprograms mulige militære dimensioner«, men Iran insisterer fortsat på, at atomprogrammet udelukkende er civilt.

En reel trussel

Konflikten med Iran er for alvor eskaleret efter IAEA’s advarsel. Omkring nytår iværksatte Iran en omfattende flådeøvelse i Den Persiske Golf, og samtidig truede den iranske vicepræsident Mohammad Reza Rahimi med at lukke det smalle Hormuz-stræde mellem Iran og De Forenede Arabiske Emirater, hvis USA og EU strammer sanktionerne yderligere.

Hormuzstrædet et af verdens vigtigste handelsknudepunkter. 35 procent af al olietransport til havs går gennem det lille stræde, svarende til omkring 17 millioner tønder olie dagligt.

De færreste iagttagere forventer, at Iran vil gøre alvor af truslen om at lukke strædet, da det er et skridt, som bl.a. USA vil opfatte som en krigserklæring.

Det amerikanske forsvarsministerium har gjort klart, at USA tager truslen om at lukke strædet meget alvorligt og anser Iran for at være i stand til at gennemføre den, enten ved at beskyde de olietankere, der måtte forsøge at passere strædet, ved at minere strædet eller ved at bruge dykkere og klæbeminer mod skibene.

Både USA’s udenrigsminister, Hillary Clinton, og forsvarsminister, Leon Panetta, har meddelt, at USA ikke vil tolerere en lukning af det strategisk vigtige stræde. For at være sikker på, at Iran har forestået konsekvenserne af at lukke Hormuzstrædet, har USA ifølge avisen The New York Times sendt en besked direkte til Irans øverste leder, ayatollah Ali Khamenei.

Oliemangel

Når USA tager den iranske trussel så alvorligt, skyldes det, at en lukning af strædet vil få uoverskuelige konsekvenser.

Både Saudi-Arabien, Irak og Kuwait er afhængige af at kunne sende deres olietankere igennem strædet. Hvis strædet lukker, vil Saudi-Arabien være nødt til at udskibe olie via Det Røde Hav, mens Irak og Kuwait måske kan få olie ud via Tyrkiet.

De alternative eksportruter er imidlertid væsentlig længere, og rørledningerne har langtfra samme kapacitet som de rørledninger, der leder olien til udskibningshavnene i Den Persiske Golf inde bag Hormuzstrædet. »Olieeksporten vil blive mere end halveret. Rørledningerne gennem Saudi-Arabien og Tyrkiet kan maksimalt klare syv ud af de nuværende 17 millioner tønder dagligt,« vurderer Jerome Dean Davis.

Selv om både USA og EU har store oliereservelagre, kan de kun klare sig en vis tid uden olien fra Golfen. Og det samme gælder de asiatiske lande.

»En væbnet konflikt i Golfen kan hurtigt resultere i oliepriser på både 200 og 300 dollar tønden i en periode,« siger Øystein Noreng.

En farlig cocktail

Både han og Davis understreger, at Iran på grund af Hormuzstrædet har stærke kort på hånden.

»Iran behøver slet ikke at gå så vidt som til at lukke strædet for at ramme sanktionsmagterne. Iranerne skal blot sende en enkelt raket af sted, som rammer 100 meter fra en olietanker, for at få forsikringerne og dermed også oliepriserne til at stige,« siger Noreng.

Og det er bare en af Irans mange muligheder, bekræfter Davis.

»Iran har tusind kilometer kyststrækning langs Den Persiske Golf og masser af militære muligheder,« understreger han. »At sænke et enkelt olieskib ved hjælp af miner er blot en af disse muligheder, og hvad vil USA stille op over for sådan en enkeltstående aktion?« spørger han.

En anden mulighed for optrapning er at puste til den allerede voksende sekteriske uro i Irak.

I det hele taget kan konflikten om det iranske atomprogram og olieforsyningen fra Golfen meget hurtigt komme ud af kontrol, understreger de to eksperter. Konflikten har om nogen potentiale til at ændre magtbalancen i verden, mener Noreng.

»Næsten alt, hvad der skader Vesten i denne sag, gavner Kina,« understreger han.

»Kina ventes at blive verdens stærkeste økonomi fra 2020, men det kan komme til at gå meget hurtigere, hvis konflikten med Iran optrappes. Og så har vi slet ikke nævnt risikoen for, at atommagten Israel angriber Iran på egen hånd for at få has på det iranske atomprogram,« siger han.

»Hvis det går helt galt, kan konflikten med Iran ende i en ny verdenskrig. Dette er det værste scenario. En anden mulighed er, at retorikken vil blive stadig mere skinger.«

Fakta: Hormuzstrædet

Hormuzstrædet er et af de vigtigste knudepunkter for verdenshandlen.

35 procent af den olie, der transporteres ad søvejen, går gennem dette stræde. Det svarer til 20 procent af den samlede olietransport.

Saudi-Arabien, Irak, Kuwait og Iran sender størstedelen af deres olieeksport gennem strædet.

Hvis strædet lukkes, bliver de fire lande nødt til at eksportere deres olie ad andre, længere og dyrere ruter.

Saudi-Arabien kan udskibe cirka halvdelen af sin nuværende eksport olie via Det Røde Hav, mens Irak og Kuwait kan udskibe en mindre del af deres eksport via Tyrkiet.

De alternative rørledninger og udskibningshavne har kun kapacitet til at opretholde cirka halvdelen af det nuværende output fra området.

Denne artikel er anbefalet af: