Opslag til denne artikel

Emneord:forskere , Irans atomprogram
Steder:Iran, Israel, USA

Iran hævder at have bevis for, at USA og Israel står bag de mord på fremtrædende iranske atomforskere, der har fundet sted de seneste to år.

I en erklæring fra det iranske udenrigsministerium beskylder Iran den amerikanske efterretningstjeneste, CIA, for at stå bag sidste uges mord på den 32-årige atomforsker og afdelingschef på Irans kontroversielle bearbejdningsanlæg i Natanz, Mostafa Ahmadi Roshan.

»Vi har pålidelige dokumenter og beviser for, at denne terrorhandling blev planlagt, styret og støttet af CIA,« hedder det i et brev til den schweiziske ambassadør i Teheran.

Samme metoder

Roshan blev dræbt af en bombe, der blev placeret på siden af hans bil af en forbipasserende motorcyklist.

I en pressemeddelelse fremhæver Irans ambassade i København, at den anvendte metode minder om måden, hvorpå professor i partikelfysik på Teherans Universitet Massoud Ali Mohammedi blev dræbt for præcis to år siden. Han blev dræbt af en bombe, placeret i en motorcykel ved hans bopæl.

Ifølge den iranske ambassade i København har de iranske myndigheder arresteret den ansvarlige for attentatet mod Mohammedi. Den anholdte har tilstået at være agent for den israelske efterretningstjeneste Mossad.

I pressemeddelelsen peger Iran på, at både amerikanske præsidentkandidater, kongrespolitikere samt chefen for den britiske efterretningstjeneste, MI6, offentligt har udtrykt deres støtte til hemmelige operationer rettet mod Irans atomprogram.

Afviser anklager

Både USA og Israel afviser enhver involvering. USA’s udenrigsminister, Hillary Clinton, og Det Hvide Hus har samstemmende erklæret, at USA »absolut ingenting har at gøre med« sidste uges attentat på Mostafa Ahmadi Roshan.

Israels præsident, Shimon Peres, var dog en smule mere vag, da han i sidste uge erklærede, at »så vidt han ved, har Israel ikke noget at gøre med det. Iran nævner altid Israel og USA, når der sker den salgs angreb,« sagde Peres.

Blandt de mistænkte nævnes også den væbnede oppositionsgruppe Folkets Mujahedin, der tidligere har stået bag terrorangreb i Iran. Folkets Mujahedin har endnu ikke taget afstand fra sidste uges attentatet. Organisationen, der hævder at være et demokratisk alternativ til præstestyret i Iran, betragtes af USA som en terrororganisation, men blev i 2009 fjernet fra EU’s liste over terrororganisationer.

De to andre atomforskere, som er blevet dræbt de seneste to år er Majid Shahriari, medlem af Irans atomenergiagentur og seniorforsker Darious Rezaei-Nejad. Majid Shahriari blev dræbt den 29. november 2010 af en klæbemine, som blev fastgjort til hans bil. Samme dag undgik hans kollega Fereydoon Abbasi Davani en lignende skæbne.

Darious Rezaei-Nejad blev skudt og dræbt af bevæbnede mænd den 23. juli sidste år. Han var angivelig var involveret i udviklingen af et iransk atomvåben.