Grønlands nødvendige stemme

Verdens største ø skal være åben for omverdenen og samtidig inddrage befolkningen i udviklingen. I 2009 blev Kuupik Kleist valgt til selvstyrets første formand ved en jordskredssejr. Han kræver opgør med grønlandsk nationalisme og bliver kritiseret for at være mere ude i verden end hjemme. Men hvorfor skal jeg rejse rundt og give gaver, som ikke står på finansloven, spørger han

Kuupik Kleist og partiet IA vandt valget i Grønland og dannede en koalitionsregering. Med ham ændrede de politiske forhold i Grønland sig radikalt.

Michael Bothager

Stemmen er først svær at kende. Den brummen, der normalt er så dyb, som kommer den fra det inderste af Grønlands fjeld, er lysere. Enkelte ord visner helt. Selvstyreformand Kuupik Kleist er forkølet.

»Jeg har været i Danmark — i regnvejr,« lyder det i telefonen. Han vil høre, om vi kan rykke aftalen i eftermiddag til i morgen i stedet. En planlagt moskusjagt næste dag er aflyst. Vejret tegner dårligt, og det ærgrer ham.

»Men det er en fordel for dig. I stedet for en halv time i dag, kan du komme i morgen formiddag — uden tidsramme.«

Dagen efter siler regnen ned uden for den røde selvstyrebygning i Nuuk. Under indgangens halvtag og med en smøg i hånden ærgrer 53-årige Kuupik Kleist sig stadig over, at han ikke kommer på jagt. Det er ikke blevet til mange jagtture den senere tid.

»Jeg har gået på jagt, siden jeg var lille, så det er nærmest et fysisk savn, når jeg ikke kommer på jagt gennem længere tid,« siger han og svinger hånden ind mod hjertet. Stemmen er næsten intakt igen.

Døgnet under ikke Kuupik Kleist nok timer. Folk fra både ind- og udland vil have fat i selvstyreformanden. Verden er vild efter Grønland, og Kleist ved godt, han må være tilgængelig, så Grønlands stemme bliver hørt.

Udsigter til oliefund, interessen for klimaet og nye sejlruter i Nordvestpassagen har vakt en global interesse for Arktis, og det betyder indtægter til Grønland. Men også en udfordring for befolkningens traditionelle levevis.

Og så må selvstyreformanden give afkald på nogle værdifulde stunder — som for eksempel jagten.

»Hele ens liv bliver determineret ved, at man påtager sig et job som mit,« siger Kuupik Kleist.

Selvstyrets frontløber

Kuupik Kleist har hjørnekontoret på anden sal i Selvstyrebygningen, hvor skiltet ’The Premiers Office’ hænger lige over for ’Departement of Foreign Affairs’.

Begge afdelinger har været hans ansvar, siden han i juni 2009 blev valgt med det højeste personlige stemmetal i Grønlands historie som formand for venstrefløjspartiet Inuit Ataqatigiit (IA). Helt præcis 5.461 stemmer — eller hver ottende afgivne stemme. Han skulle udforme en ny regering, 19 dage før Grønland skulle overgå til selvstyre. Overtagelsen skete efter års forhandlinger med den danske stat, som Kuupik Kleist havde været den grønlandske hovedforhandler i. Efter adskillige år som direktør for Hjemmestyrets Udenrigskontor, grønlandsk landspolitiker og medlem af Folketinget har han erfaring fra Rigsfællesskabets forskellige politiske hjørner.

Derfor virkede det også meningsfuldt, at han på dagen for selvstyrets indførelse trådte op på talerstolen i Kolonihavnen i Nuuk.

»Jeg havde jo forhandlet de væsentligste knaster i selvstyreaftalen med Folketinget og den danske regering. De økonomiske rammer, råstofaftalen og sådan nogle ting. Så på en eller anden måde syntes jeg jo også, at det var mit. Jeg overtog ikke bare aftalen fra nogen,« siger Kuupik Kleist.

Øens tabte stemme

»Du kan lige se her engang ...« Kuupik Kleist har sat sig foran pc’en.

Han er rund og varm. Både af form og væsen. Men også lidt tilbageholdende. Det passer ham ikke at skulle tale om sig selv. Det har han erklæret, »men jeg har jo skullet vænne mig til det«, som han siger.

På skærmen står et indscannet foto. En dreng med hue står på en isflage ved siden af en høj mand. Det er Kuupik Kleist, omkring 10 år gammel, på jagt med sin adoptivfar.

»Han var en af de få grønlandske tjenestemænd, der var i statens tjeneste som telegrafist. Men samtidig var han lige så meget fanger, som han var embedsmand. Han var også politisk aktiv.«

Kuupik Kleist voksede op i minebygden Qullissat på øen Qeqertarsuaq på Grønlands Vestkyst. Bygden med 1.200 mennesker blev nedlagt i 1972, da kulminen lukkede efter en beslutning taget ved et skrivebord i Danmark. Lukningen tvang familier til at flytte, og Kuupik Kleist selv rejste til Sisimiut på fastlandet for at gå på kostskole. I et interview med et hold danske journalister, der var i området efter lukningen, fortalte en lille dreng rørende om nedlæggelsen af sin hjemby. Det stod dengang klart for journalisterne, at de havde mødt en knægt med dybsindige betragtninger, endnu før Grønland havde fået hjemmestyre.

For Kleist er bygdelukningen blevet en monumental erindring om den danske overmagt, der satte rammerne for befolkningen.

På et andet billede står den samme dreng, cirka fem år gammel, i pelsede isbjørnebukser ved siden af sin lille nevø og voksne kusine. I samme alder blev Kuupik Kleist adopteret af sin moster og onkel, hos hvem han voksede op sammen med kusiner og fætre. En klassisk, grønlandsk familie dengang — i dag far i en mere nutidig af slagsen:

»Vi er vel det, man kalder en moderne sammenbragt familie. Jeg har fem børn ‘brutto’, heraf to i bonus,« som Kuupik Kleist siger. I dag deler han livet med kæresten, Aviâja, i et hus ved Nuuks vandside nær den gamle kolonihavn.

Der er ingen foto af Kleists biologiske far. Det eneste, han ved, er, at faren var dansker og i sommeren ‘57 må have set dybt i de grønlandske øjne, som skuler i profil på det næste foto — Kuupiks mor.

Hun var ung pige i huset hos en dansk handelsforvalterfamilie i Qullissat og rejste med familien til Danmark sammen med Kuupiks storesøster. Søsteren blev adopteret af den danske familie, mens Kuupik Kleist blev tilbage på øen. Han genså sin mor nogle år senere, hvor én ting kom bag på ham.

»Det gik op for mig, at jeg ikke havde været bevidst om, at hun var døvstum! Alle vi søskende husker ellers, hvordan hun altid fortalte enormt spændende — og uhyggelige — godnathistorier,« siger Kuupik Kleist. Det lyder, som om generationers røster er samlet i den dybe vokal.

Forpligtende mulighed

I et vindue står et gammelt haleror fundet på Kleists fødeø af den tidligere grønlandske politiker og landsstyreformand Lars-Emil Johansen fra partiet Siumut. Partiet var i 30 år med hjemmestyre Grønlands største parti.

»Han gav mig haleroret, da jeg tiltrådte, med ordene: ’Nu har du overtaget roret’,« fortæller Kuupik Kleist med et tørt grin.

Han har ellers flere gange vægret sig ved at stille op både som IA’s formand og til posten som landets formand. Trods mange opfordringer. Det, der følger med — opmærksomhed, sultne medier og travlhed — har i perioder jaget ham helt ud af politik. Det brændende ønske om at få Grønland på rette kurs må konstant holdes op mod, om det er kampen værd. Venner og familie fortæller, at sukkene falder tungt hos Kuupik Kleist, når omverdenen mest har øje for ’bagateller’ frem for de store linjer. Det er så let at blive målt og vejet nu, når planerne må lægges for både fem og 15 år frem. På den måde sidder han der ikke for titlens skyld, understreger han.

»Den korte forklaring er, at jeg ikke synes, jobbet er personligt attraktivt,« som han kort formulerer det.

Alligevel har jobbet lokket. Selvstyret gav mulighed for en ny kurs for Grønland. Kleist har selv været minister i en koalitionsregering bestående af Siumut og IA, men det politiske syn blev indadskuende under de senere hjemmestyre-år, mener han. Politikere sad i offentlige selskabers bestyrelser, grønlandsk-sprogede fik førsteret til stillinger, og den offentlige debat handlede om, hvem der var ’rigtige’ grønlændere.

»Den politiske udvikling var nærmest blevet indavlet. Der opstod nogle nationalistiske tendenser, som jeg havde svært ved at forlige mig med,« siger Kuupik Kleist.

På international kurs

I dag slår internationale bølger mod Grønlands ror. Mange lande presser på for at få indflydelse i Arktis, fordi området omkring Nordpolen ikke er endeligt opdelt territorialt. Udsigter til olie- og råstoffund gør, at Grønland må styrke erhvervslivet og åbne sig for omverdenen, mener Kuupik Kleist.

»Hele verden banker på Grønlands dør i øjeblikket, og det nytter ikke noget, at vi lukker os sammen om os selv.«

Men de fleste grønlandske politikere er enige om, at døren ikke bør være så åben, at befolkningen igen bliver sat i rammer af udlandet. I maj 2011 var Nuuk værtsby for et topmøde i Arktisk Råd, hvor Hillary Clinton, Ruslands udenrigsminister og andre prominente gæster deltog. Mødet skulle fastslå, at lande og folkeslag, der grænser op til Arktis, nu formelt samarbejder om udviklingen i området.

Kleist og organisationen for Arktis’ oprindelige befolkning, Inuit Circumpolar Council (ICC), har været primus motor i styrkelsen af Arktisk Råd.

Nuuk-erklæringen var stort set klar før mødet, men Kleist og ICC fik tilføjet, at ethvert tiltag i Arktis skulle tage særligt hensyn til inuitterne. Naturen er livsgrundlaget for store dele af Arktis’ befolkning, og en ny olieindustri skal ikke bare trumfe fiskeri og jagt. Eller hele samfund.

Den smerte kender Grønland — og Kuupik Kleist — al for godt.

»Verden har jo ændret sig meget de senere år med det arktiske aspekt omkring olie og mineraler. Der er det helt nødvendigt, at Grønland har sit egen identitet i omverdenen. Det gør jeg en hel del for at markere, og det synes jeg også går skide godt,« konstaterer Kuupik Kleist.

Og der kan være noget om snakken. Aldrig har en grønlandsk politiker optrådt så meget i udenlandsk presse fra DR2 Deadline til P3 og til amerikanske aviser. Modsat sin forgænger, landsstyreformand Hans Enoksen fra Siumut, der kun taler grønlandsk, er Kleist velsmurt på dansk og engelsk. Især danske politikere har omtalt ham med respekt for hans måde at skabe indsigt i grønlandske forhold og for hans ligeværdige stil ved forhandlingsbordet.

Han har også overvejet, om Grønland må tage næste skridt for at optræde fuldt ud på den globale scene. Danmark fører i dag formelt udenrigspolitikken for hele Rigsfællesskabet, men det ser han gerne ændret ved næste valg i Grønland.

»Jeg har overvejet, at udenrigsanliggender bør varetages særskilt. Det tror jeg bliver helt nødvendigt. Formelt har vi ikke lov til at oprette et udenrigsministerium på grund af grundloven, men det tror jeg ikke, man kan undgå,« siger han.

For nylig besluttede Inatsisartut — det grønlandske landsting — også enstemmigt at nedsætte en kommission, der skal udarbejde et grundlag for en kommende grønlandsk forfatning.

En synkende ø

Men i Selvstyrets gange og oppositionen lyder kritikken, at selvstyreformanden befinder sig for meget i udlandet og er usynlig ved flere debatter. Også på gadeplan er han blevet sjælden at hilse på.

Kleist kender kritikken. Emnet bliver dog ledsaget af det omtalte suk.

»Jeg tror ikke, jeg har rejst så lidt, som jeg har gjort de seneste to år,« siger han.

Men han ikke beskæftiger sig så meget med borgernes hverdag som sine ministerkolleger, erkender han.

»Altså Grønlands politik har været præget af enkeltpersoner. Stærke mænd, der rejste rundt og trykkede hånd, holdte babyer og gav gaver ved familiebesøg, selv om det ikke liiig’ stod i finansloven. Det var helt bevidst, jeg ville væk fra det. Så ... hvad skal jeg rejse rundt efter? For at blive populær ...?« spørger Kuupik Kleist med et blik over brillerne.

Var døgnet, dagene, ugerne lidt længere, ville han nok rejse mere rundt, replicerer han.

Grønland er stadig afhængig af 3,4 mia. kroner i årlig tdansk bloktilskud. Øen kan overtage alle indenrigsområder fra Danmark på nær forsvars- og valutaområdet, men især økonomien halter. Da Kleist-regeringen kom til i 2009, overtog de en landskasse, der i mange år har været ved at synke økonomisk under. Indtægterne var for få, og politikerne for gavmilde.

»Vi stod faktisk i 2009 og havde et valg, som ikke var noget valg: Landet var ved at gå bankerot. Det var jo grænsende til, at Grønland kunne sættes under økonomisk administration,« pointerer Kuupik Kleist.

To kommissionsrapporter er kommet med bud på, hvordan Grønland skal håndtere udfordringerne. Skatte- og Velfærdskommissionen fastslår, at landets offentlige underskud på 100 mio. kroner i 2010 i 2030 vil være på en milliard kroner, hvis ikke landet omlægger sin økonomi. Derfor er flere offentlige selskaber blevet privatiseret og på sigt venter måske nye skatter.

Den anden rapport foreslår, at lufthavne må lukke og nye bygges for at skabe vækst i yderdistrikterne og hjælpe industrien. Både oppositionen, Grønlands Arbejdsgiverforening og landets største lønmodtagerforening, SIK, kritiserer regeringen for, at der intet sker. Arbejdsløsheden er uændret, underskuddet er der stadig, men eksporten stiger — dog ikke nok. Men i Kuupik Kleists øjne har det været nødvendigt at bruge to et halvt år på at få styr på landskassen og forberede reformer.

»Så længe man slæber rundt på store underskud og enorme gældsposter, så er det meget, meget svært at lave noget konstruktivt. Man skal hele tiden redde stumperne.«

Før 2009 har folk måtte leve i politisk kaos, mener Kuupik Kleist.

»Tidligere gjaldt nogle regler den ene dag og nye regler dagen efter. Tredje dag var de ændret igen. Alt var i luften, og man kunne ikke regne med noget. Hvis vi har fået en god idé om morgenen, træffer vi ikke beslutning om den om aftenen. Det er slut med det.«

Borgerne skal kunne følge med, uden at beslutningerne bliver taget over hovedet på dem.

»Demokratiet skal have tid til at fungere. Vi har en høj ambition om at inddrage så mange som muligt i beslutningsprocessen, og det er — skulle jeg hilse at sige — en besværlig måde at gøre tingene på.«

Kuupik Kleist ser på sin iPhone. Klokken er mange. Tiden er alligevel ikke ubegrænset for selvstyrets formand. Han skal nå at forberede møder både på Færøerne og i Danmark. Vi går sammen ud i forkontoret, mens Kuupik Kleist tygger på et sidste spørgsmål — om han egentlig kan lide at være selvstyreformand?

Han stopper i døråbningen. Smiler lidt. Og siger med nærmest jysk beskedenhed:

»Ja. Nogen skal jo være det.«

Fakta

Jakob Edvard Kuupik Kleist

Født 1958 i Qullissat på øen Qeqertarsuaq
Søn af en grønlandsk mor og dansk far. Opvokset hos grønlandsk plejefamilie.
Bor i Nuuk med Aviâja Vandersee og far til fem børn, heraf to stedbørn
Uddannet socionom fra RUC i 1983.
Medlem af Grønlands Landsting 1991-96 og fra 2002
Medlem af Folketinget 2001-07, formand for IA siden 2007
Formand for Grønlands Selvstyre siden juni 2009
Sanger med flere udgivelser

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Brugerbillede for Henrik Lund-Andersen

Et meget nydeligt portræt af den ubetingede mest indsigtsfulde grønlandske politiker der uomtvisteligt har stor gennemslagskraft i internationale sammenhænge.
Desværre forholder artiklen sig ikke meget til den politik som regeringslederen er eksponent for og som utvivlsomt vil afskære store dele af den mere eller mindre vildførte befolkning fra et deltagende medejerskab i landets fremtid.
Behøver man at påpege regeringens nedsabling af de få demokratiske muligheder gennem en beskeden presse hvis muligheder samme regering begrænsede eksistentielt med nedlæggelse af simple og økonomisk begrænsede tilskud til den trykte presse i et marked der selvsagt ikke kan opretholde sig selv økonomisk. Tilskud der er helt naturlige i mere modne demokratier med markeder der er langt mere solide og fremkommelige end Grønlands vidtstrakte og læseuvante befolkning.
Derudover kan man uden smålighed tillade sig at foreholde regeringslederen samme regerings helt elementære mangel på dialog med befolkningen - hvilket ellers ikke skulle være urimeligt i en befolkning af kun godt 55.000 borgere - men dette er åbenbart en selvvalgt præmis for regeringslederen.
Jeg skal ikke her fremføre mange af de politiske vælgerbedrag - såvel som cirkelsluttende selvtilfredsheder - som regeringslederen begår, men som mangeårig iagtager og borger i Grønland er det en åbenlyst benovet journalist der har begået en middelmådig reportage fra den store eksotiske ø.

Med venlig hilsen

anbefalede denne kommentar