Anvisninger af hvordan tingene ser ud

I bøger, på plakater, i aviser prægede Ib Spang Olsen flere generationers opfattelse af livet og verden. Med sin underfundige streg som afspejlede et underfundigt sind tegnede og kolorerede Spang Olsen hvad han så og læste og skabte sine uforglemmelige figurer i eventyrlige miljøer. I byen og omegnen af byen lå Spang Olsens foretrukne motiver, hvor han indrammede det væsentlige og iblæste det livsånde. Ofte fremstillet med det vift af vemod over det tabte, der gav alle tegningerne dybde og med spor tilbage i tiden som han stædigt fastholdt – det evigt ejede. Østerbro var Spang Olsens oprindelige hjemegn, derfor var det på sin plads da han dekorerede jernbaneviadukten i Kalkbrænderihavnsgade og mindede de forbipasserende om at i havnen lå engang skibe, som blev lastet og losset og bar præg af steder langt herfra.

Spang Olsen betragtede og tegnede de arbejdende mennesker, dem der før i tiden sankede kul på sporarealerne, kørte budcykel, murede, tømrede, malede eller gik med breve. Sådanne folks flittige færden befolkede de karakteristiske myldrende bybilleder, og Spang Olsen undertvang ikke fristelsen til at kigge ind ad husenes vinduer, hvor Nanette var på vej i bad eller seng. Hende gav han os med hele sin egen sanselige fornøjelse ved kvindekønnet og udstyrede i et mangeårigt nært samarbejde med Halfdan Rasmussen den berømte muse med yppig krop og duftende vellyst. Hun var så at sige kærtegnet frem af blyanten, Spang Olsens foretrukne redskab. Store dele af Halfdan Rasmussen øvrige værk illustrerede Spang Olsen; årgang efter årgang har hørt Halfdans børnerim og Tante Andante og den evigglade mariehøne og hvad de hed med de fortryllende tegninger på nethinden.

Spang Olsens sympatier var som antydet deponeret i hverdagen hos hverdagens mennesker, og hans politiske synspunkter lå i tråd hermed til venstre for midten og med hjertet på rette sted. Han afskyede uret og misbrug, og hans dom var hård – og humoristisk – over de politikere og andre med indflydelse, der ikke fulgte spillets regler og lod magt og selvglæde stige til hovedet. Det opblæste og brovtende imødegik han med sine stille og underspillede, men svirpende bemærkninger. Til det sidste røbede den gamle tegner et hudløst journalistisk nærvær og en aldrig svigtende opdateret viden om livets gang. Han ringede og sagde: Det er Ib, har du lagt mærke til …” For det havde han. Spang Olsen blev ægte indigneret, når noget ikke var som det burde. I hele værket løber indignationens røde tråd og kommer til udtryk i præcist ordineret ironi over det magtfulde og oppustede; han tegner en skoleklasse og er på de kuede elevers side; han tegner en baggård og er på de blege børns side, men han bliver aldrig sentimental, han ved blot besked. Ib Spang Olsen var ikke en politisk kunstner, slet ikke, men det politiske og sociale var indlejret som et naturligt element i hans kunst.

Ib Spang Olsen, søn af en gartner og glad ved naturen, blev læreruddanet og glemte ikke at lære fra sig. Formidabel var han sammen med børn også i tv i sin tid, talte til dem som ligemænd og tegnede det svære at forstå, så de forstod. Også dét kunne han med sin venlige myndighed og dybe interesse for andre mennesker, børn som voksne.

Hele spektret af de grafiske former med henblik på at skabe indsigt og klarhed var Spang Olsens; men også andre udtryksmåder. Han talte og skrev i foredrag og bøger, og hans forfatterskab, især af den erindrende art, er omfattende og herligt. Den lavmælte diktion som karakteriserede hans talesprog læses også ud af bøgerne. Man hører bestandigt hans stemme. Heldigvis efterlader hans sig erindringsbøgerne indtalt af ham selv, så man også konkret kan fastholde ham.

Det er svært at fatte i skrivende stund og bliver det længe endnu: at vi nu skal gå videre uden Ib Spang Olsens anvisninger af hvordan tingene ser ud, og menneskenes børn gebærder sig. Trøsten er jo at det bliver stående i bøgerne – i det omfang man kan få dem – samt i de utallige originaler og tryk siden 1950´ernes begyndelse. Livsværket er overvældende rigt, om end noget af det ulykkeligvis blev destrueret under oversvømmelserne i fjor. Men alene de udgivne registranter over bogillustrationer og omslag tager vejret fra de stærke; at skabe et udtømmende overblik over den vældige produktion lader sig næppe gøre.

Ib Spang Olsen tilhørte som den yngste den generation af bladtegnere der skabte en guldalder i og omkring Politikens navnkundige Magasin. Det var folk som Arne Ungermann, Adolf Halmann, Sikker Hansen, Axel Nygaard, Henning Gantriis og Ib Andersen. Spang Olsen opfandt trykketeknikken der betød at købere af Politiken faktisk fik originaltryk mellem hænderne. Den tid er uigenkaldeligt forbi, ligesom man med beklagelse konstaterer at forlagene i dag ikke ligefrem står i kø for at sikre sig gode illustratorer til bøgerne. Spang Olsen undrede sig ofte over tilbageskridtene i bogkunsten, trods den moderne teknik. Så trak han resigneret på skuldrene, det var jo udviklingen. En anden én tænkte: hvad nye generationer dog går glip af.

Det ville være synd at sige at Ib Spang Olsen ikke fik anerkendelse i sit liv. Stort set findes ikke den pris der gik ham forbi; påskønnelsen i fagkredse også for hans organisatoriske arbejde var betydelig, og alle andre følte og føler taknemmelighed. Man vidste godt at sad man med en tegning af Ib Spang Olsen fra Bagsværd-huset, der for resten ligner en tegning af Ib Spang Olsen, var man godt beskæftiget.

Ib Spang Olsen lagde, som han skriver i et forord, ikke megen vægt på ”skildringer af dramaer i mit indre”. Mere lagde han vægt på den rigdom verden omkring ham havde at byde på. Med andre ord gjorde han sig ikke til af noget, men sugede til sig af den mangfoldighed hans åbne sind lod ind, og hans kunstneriske usædvanlige evner forstod at omsætte til tolkninger vi aldrig glemmer.

Ib Spang Olsen skænkede os generøst sin opfattelse af os selv og vore omgivelser, så vi hver gang forstod lidt mere, og i dag er smerteligt klar over hvad vi har mistet.