Opslag til denne artikel

Emneord:kulturpolitik, uddannelse, venstrefløjen
Organisationer:Socialdemokraterne, Socialistisk Folkeparti

Hvor gemmer de socialdemokrater og SF’ere, der ønsker at højne arbejderklassens (adgang til) viden, dannelse og kultur, sig mon henne? Der var faktisk engang, hvor markante uddannelsespolitiske og kulturpolitiske personligheder som Hartvig Frisch og Julius Bomholt ville noget. I efterkrigstiden agerede store dele af Socialdemokratiet ganske energisk, ufortrødent og uden angst for både de privilegeredes delikate forsvarsbastioner og populistiske strømninger i folkedybet.

Dengang eksisterede der en politisk, social og kulturel ambition om at løfte arbejderklassen ind i uddannelsernes, kulturens og kunstens verden, og den i dag så forkætrede kulturradikalisme blev af mange anset for at være en inspirerende forbundsfælle i denne kamp.

Men i lighed med den forrige synes den nuværende regering hverken at have vilje til eller held med at ’elevere’ befolkningen.

Kulturministeriet blev etableret i 1961. 51 år efter nøjes Tingets store mænd og kvinder at tale med stramme miner og håbefulde øjne om nationens skæbne i den intensiverede globale konkurrencekamp, de rette arbejdsmarkedsrelevante kompetencer i en anmassende krisetid og de nødvendige kreativitets- og oplevelsesøkonomiske kicks.

Men skal uddannelsessystemerne ikke også bidrage til, at vi lærer at udfordre ’massen’ i os selv? Hvordan nykonstituere en stat med ambitioner, der nærer respekt for eksperter og efterspørger indsigt? Hvordan undgå, at regeringen skaber et fjendebillede af de ’skolekloge’ i en tid, der skriger på, at ungdomsuddannelserne fornys? Skal der ikke rejses små kvalitetsbevidste vertikaler i det horisontale medie- og markedspløre? Skal den forrige regerings nationalistiske kanonlister ikke have et kvalitativt mod- og efterspil, båret af et større udsyn?

En mavepuster til S og SF

Den uambitiøse uddannelses- og kulturpolitik hænger tæt sammen med en generel tendens på venstrefløjen til at opstille falske (klasse) modsætninger. »Centrum-venstre må ud af de skolekloges mentale fængsel,« skrev journalisten og forfatteren Lars Olsen i et debatindlæg i Politiken for nylig: »De røde tænker som overklasse«.

Lars Olsen er en ivrig samfundsdebattør, en meget vigtig inspirator for regeringens uddannelsespolitik og vældig glad for modeller. Hans seneste bog hedder Uddannelse for de mange. Opskrift på en kulturrevolution. Den indeholder et begejstret efterord af undervisningsminister Christine Antorini (S) og Nanna Westerby (SF).

Olsen fortæller os, at »de pengestærke« erhvervsfolk meler deres egen kage, og at »de skolekloge« højere kulturelle klassers »verdensfjerne forestillinger« skævvrider den politiske virkelighed, så det glemmes, at der stadigvæk hersker store uligheder i det danske klassesamfund.

Ved hjælp af den franske sociolog Pierre Bourdieus begreber putter han befolkningen i kasser. Pengene og privilegierne passer tilsyneladende. »De pengestærke« besidder økonomisk kapital, og »de skolekloge« mæsker sig i »kulturel kapital«, forlyder det.

Det er ikke uden omkostninger at tegne samfundet og det politiske liv så grovkornet. Hvor i modellen placeres f.eks. »de skolekloge« (dvs. højtuddannede) arbejdsløse, der på grund af den negative økonomiske konjunktur ikke har mulighed for at skilte offensivt med deres ellers møjsommeligt erhvervede akademiske og kulturelle kapital?

Og hvor er de videbegærlige arbejdere og andre ikke-»pengestærke« og ikke-»skolekloge« grupper, der elsker det aktive kunst- og kulturliv og har mod på at dygtiggøre sig ved at læse, studere, skrive og tænke højlydt?

Der er vel også en del af »de skolekloge«, der ikke bare er hyklere og »politisk korrekte«, men derimod betaler deres skat med glæde og i øvrigt ikke mener, at ulighederne ’klæder’ samfundet.

Betegnelsen »skolekloge« er i øvrigt unødigt nedladende. Den inviterer ikke til en åben og fri debat.

Farligt at vide

Det værste ved kassetænkningen er dog, at den ikke interesserer sig en døjt for spændingerne inden for eller mellem de enkelte kasser og klasser. Med unødigt moraliserende begreber spærres ganske forskellige og levende mennesker af kød og blod inde i forsimplede og smagfuldt sociologisk-designede identitetsbure.

Forfatteren Olsen kan selv være »skoleklog«. I hvert fald er han en selvbekræftende demagog. Bliver man »skoleklog«, og det sker vel nødvendigvis, når man gennemfører en uddannelse, synes man at være fortabt som ’rigtig’ arbejder. Det er åbenbart farligt at blive oplyst og at gennemløbe en udfordrende ’afnaiviseringsproces’, der kan gøre én til en anden og måske ligefrem til en gåde for sig selv.

Mere end strategiske dyr

Det virker grangiveligt som om, den nuværende regering og dens rådgivere overser muligheden for, at mennesker, der ikke er udstyret med den rigeste kulturelle kapital, endsige med en forkælet mængde økonomisk kapital, principielt også har lyst til, mod på eller brug for at beskæftige sig med viden, tænkning og teori.

Det er således utroligt kortsigtet og meget trist, at politisk magtfulde stemmer ynder at anvende ’akademisering’ som et negativt ladet begreb, der skulle have ødelagt de erhvervsfaglige og gymnasiale ungdomsuddannelser.

Der må selvfølgelig arbejdes aktivt for at højne respekten for specielt de erhvervsfaglige uddannelser og for vigtigheden af en håndværksmæssig kunnen. Men det nytter ikke noget at glemme, at håndens arbejde også er vævet sammen med teoretisk viden og en evne til at udfolde en selvstændig forestillingskraft. Derfor har vi svært ved at forstå, hvorfor ’akademiseringen’ som sådan skal lægges for had.

Strategerne i og omkring S og SF kobler i stigende grad uddannelsespolitikken sammen med en ’klassisk’ økonomisk orienteret interessekamp. Sammen med fagbevægelsen synes de alle at have glemt den tyske sociolog Oskar Negts stedsegrønne råd fra 1980’ernes begyndelse om, at fagforeningerne må arbejde for at højne og styrke deres kulturpolitiske mandat. Kassetænkningen er gået over gevind i mere end en forstand.

Skal det ikke også være nu, der vinkes farvel til New Public Management og alle de mistrøstige styringsrationaler, der har generet os og gjort os til kedelige strategiske dyr de seneste 10 års tid? Eller formuleret på en anden måde: Er det ikke alle menneskers ret at kunne blive klogere, at kunne møde viden med et åbent sind og at kunne blive dannede og tænkende mennesker?

Decentreringskunst, tak

Socialdemokratiet og venstrefløjen bør selvfølgelig være optaget af at arbejde for, at befolkningens brede lag får bedre livs- og arbejdsbetingelser og en større del af den økonomiske kage. Det er meget uheldigt, at millionær- og bankskatten ikke er blevet til noget og en skandale, at mange transnationale firmaer ikke betaler skat her i landet. Men selv med alt dette in mente er der ingen verdens grund til ikke også at tale om at vække og stimulere smagen for tænkning, dømmekraft, viden, kunst og dannelse.

Ifølge den tyske filosof Peter Sloterdijk er mennesket ’dømt til’ at øve sig igennem hele livet, samtidig med at det har mulighed for at udforske, hvad det ikke selv har skabt eller fundet på. Beundringsøvelser er principielt integrerede dele af menneskets livslange anden fødsel. Men for at de kan blive virkeliggjorte, kræves der i det mindste et lille hop til siden — en forskydning af opmærksomheden ud over ens eget centrum og væk fra mange af de umiddelbare interesser og præferencer, man plejer at forfølge.

Denne decentreringskunst kan også kaldes for midtpunktforskydning, og dens viltre følgesvend er den begavede selvkritik, der også kan bringes til at stå i ledtog med en nysgerrig sprog- og samfundskritik.

Vores samtid savner kort sagt radikale og troværdige bud på, hvordan visionære tanker i det 20. århundreds uddannelses- og kulturpolitik kan gentænkes og praktiseres på det 21. århundreds præmisser. Det gælder om hverken at leve eller at tænke under niveauet.

 

Ida Wentzel Winther er lektor, ph.d., ved Institut for Uddannelse og Pædagogik ved Århus Universitet Steen Nepper Larsen er lektor ved Gnosis sind og tænkning, Danmarks Pædagogiske Universitetsskole ved Aarhus Universitet

Denne artikel er anbefalet af: