Det er en på overfladen blid, roligt duvende og musikalsk indtagende plade, finsk-svenske Anna Järvinen leverer med Anna själv tredje, der som titlen antyder er hendes tredje langspiller. Når man så lytter til teksterne, får det hele lidt kant, for Järvinen har både sprogbevidsthed og noget på hjerte, ja, sine steder tangerer det den rene poesi. Og hun behersker svensk (og et enkelt sted finsk!) så smukt som en sensommerdag i Skærgården. Hun fik hul igennem i både Sverige og Finland allerede med sin debut, Jag fick feeling, i 2007, såvel publikum som presse var begejstrede, en skæbne, der også overgik efterfølgeren Man var bland molnen i 2009.

Og det tror pokker, for hun besidder en egen dragende tone, som uden besvær får trukket lytteren ind i et spindelvævsfint univers, som det i sagens natur er svært at frigøre sig fra.

Genremæssigt ligger Järvinen et sted mellem den forfinede kammerpop og en mere rustikt orienteret sanger-sangskriverstil, den smagfulde instrumentering veksler mellem det akustisk afdæmpede til noget mere brusende orkestralt, og ind i mellem flænses skønheden af en brutalt forvrænget elguitar, bare for lige at holde lytteren til ilden. Stemmen er en smule lillepiget uden at tilte over i det tuttenuttede, tænk Stina Nordenstam minus psykosen. At der endvidere findes en coverversion af et Cocteau Twins-nummer i Järvinens oversættelse giver god mening, også som reference. Men i sidste ende er Järvinen helt sin egen og et på alle niveauer fortryllende bekendtskab, som med tiden helt sikkert vil kunne udvikle sig til mere end det.

Hensat til 80’erne

At omstille sig fra dette florlette univers til den danske debutant Freja Loeb og hendes album Odyssey er lidt af en omvæltning, og ikke til det gode. Her rockes der ganske anderledes lige ud af landevejen i en imposant 80’er-klingende produktion, som jeg med skam at melde bryder mig meget lidt om. Hele pivtøjet er pakket ind i et virvar af rumklange, der ærlig talt gør både solisten og sangene en bjørnetjeneste. Det sejler i effekter og gammeldags klingende keyboards og guitarer, så man grangiveligt føler sig hensat til den del af 1980’ernes rock, hvor der konkurreredes om, hvem der kunne lyde allermest pompøs og almægtig. Her står det om ørerne på lytteren med referencer The Cure (når de var værst), Simple Minds og gudfrimigvel T’Pau, men lidt skæggere da også Siouxsie & The Banshees og Lene Lovich.

Synd, når nu Loeb ind i mellem viser såvel tæft for sangskrivningens ædle kunst som indehaver af en fin og udtryksrig stemme, som desværre har det med at gå tabt i pladens stadionstore lyd. Bedst fungerer åbneren »My Time«, men også »Summer Nights« har noget at byde på, hvor f.eks. en sang som »Fancy Guy« er ren pastiche. Som helhed er Odyssey alt for uoriginal og upersonlig til på noget niveau at overbevise om andet end Loebs evne til at kopiere en tid og en lyd, der var ret anstrengende til at begynde med. Her må et »bedre held næste gang« vist være på sin plads.

Op under tagspærene

Så er det til gengæld helt op under tagspærene med norske Ane Brun, hvis åndeløst overlegne It All Starts With One atter slår fast, at trods hendes intense produktivitet, svigter kvalitetskontrollen aldrig. I samme åndedrag må det med, at hendes musikalske udvikling simpelthen er en fryd at følge. Siden debuten med det mere traditionelt sanger-sangskriverorienterede Spending Time with Morgan (2003) har Brun over sine til dato fire studiealbums (læg dertil live-, duet- og demo-udgivelser!) udviklet sig bort fra den gængse brug af guitar og bas til noget langt mere krævende, interessant og givende. Hun benytter i stedet i stor stil slagtøj, tangentinstrumenter og strygere til at skabe et såvel komplekst som luftigt lydbillede, der ganske enkelt er helt vidunderligt at gå på opdagelse i. Kammerpop med en snert af det symfoniske — lækkert, mand!

Centralt står selvfølgelig Bruns kompositoriske vingefang, som er betragteligt større end gennemsnittets, personligt, intenst og dybdeborende. Og så bæres de fornemme sange igennem af en stemme, der er både kontrolleret, personlig og udtryksrig, tilsat en stram og uanmassende produktion, jo, dette er vitterligt toppen af poppen i ordets egentligste forstand. Interessant at en personage som Florence & The Machine (trods navnet et enkeltkvindeforetagende) kan opnå så stor succes med sit bulder- og brag-udtryk, når Ane Brun gør sig i noget tilsvarende, blot langt mere raffineret, substantielt og kunstnerisk fuldstændig skudsikkert. Vi er højt oppe at flyve med Brun, og man har egentlig ingen lyst til at vende tilbage til jorden efter den omgang, for hvor er udsigten dog betagende og jorden egentlig smuk at se her fra den syvende himmel.

 

 

Anna Järvinen: Anna själv tredje (Stranded Rekords)

Freja Loeb: Odyssey (EMI)

Ane Brun: It All Starts With One (Balloon Ranger Recordings/Universal)