Som Karen Syberg gjorde opmærksom på i fredagens avis, så må man tilbage til de store naturalistiske romaner fra midten af 1800-tallet for at finde en sand kritik af kapitalismen. I dagens litteratur finder man små kritiske skvulp og ret banale billeder af kapitalismens uvæsen. Man skal tilbage til en forfatter som Honoré de Balzac og hans store romancyklus Den menneskelige komedie for at finde en egentlig analyse af de bagvedliggende strukturer, der gennemsyrer vores samfund; også i dag.

Balzac formåede i romanform at levere en analyse af det klassesamfund, der opstod på den tid, hvor alt: »dagligliv, bolig, samfærdselsmidler, belysningsteknik, mad og påklædning og ikke mindst forholdet mellem menneskene ændrede sig som følge af maskinen, kapitalismens gennembrud og borgerskabets opkomst.«

Marx’ udsagn om, at alt fast og solidt fordufter, kendetegnede de stadige omvæltninger i produktionen og de uafbrudte rystelser af alle sociale tilstande og den evige usikkerhed. Men også hos en forfatter som Balzac blev det princip fastholdt som fremstilling af, at de menneskelige relationer er i permanent forandring.

Fordi romanen blev en kunstform, der fastholdt og beskrev forandringerne, formåede den både at være på højde med tiden og skrive litteraturhistorie. Den var et spejl af tiden og samtidig en kritik af den. Den var tidens kapitalismekritik.

En så omfattende æstetisk kritik af kapitalismen har vi ikke haft siden. Måske fordi man midt i kapitalismens opkomst var mere bevidst om, hvilke radikale ændringer af liv og identitet den medførte, end man er i dag, hvor man på godt og ondt har vænnet sig til den. Og netop derfor kan en forfatter som Balzac i dag minde os om, at det, der dengang forfærdede og blev opfattet som djævelske overgreb på identiteten, i dag bliver taget for givet.

For hvad er der blevet af kapitalismekritikken i den nye kultur? Jo, den er reduceret til ret banale billeder af kapitalismen, hvor kapitalisten lidt ser ud som i en Olsen Banden-film, nemlig en karikatur og tydeligt genkendelig i den ydre fremtoning. Og det har ikke meget at gøre med de mere grundlæggende strukturer under vores samfund.

Kapitalismen kan jo netop ikke reduceres til nogle få onde aktører i en ellers god verden, kan ikke reduceres til et antal kyniske børsspekulanter og en grådig og vulgær livsstil, som den udspiller sig i visse samfundslag og kredse. Den er derimod overalt, og vi er selv en del af den. Alle som én.

Da vi for nogle uger siden lancerede kapitalisme-serien, var det med et billede på forsiden af en slange, der æder sig selv. Det er det perfekte billede på kapitalismen. Den er overalt, og vi er en uadskillelig del af den. Og alt det, der forsøger at være noget andet, eksempelvis i kritik og oprør, bliver også før eller siden opslugt af slangen. Kapitalismen er mere end en ideologi; den er en totalitær livsform.

Kapitalismen har skabt våbenkapløbet, ødelæggelsen af naturen og hele det grundlag, vores civilisation bygger på. Men den har også skabt de mest fantastiske genstande og billeder af vores kultur, som vi ikke kan sætte os udover, fordi den er en del af vores identitet. Vi har i serien især fokuseret på, hvordan kapitalismen kommer til udtryk i vores livsform og kultur. For kapitalismen er overalt i det, vi gør og begærer. Den er i den økonomiske logik, der styrer vores samfund, men den er også samtidig i alle de produkter, som vi gerne lader os forføre af og søger trøst i, ligesom den er i alle de kulturelle manifestationer, der omgiver os. Derfor er man, for at forstå dobbeltheden og djævelskaben af kapitalismens væsen, nødt til at tage de manifestationer alvorligt. For kun ved at gøre det og forstå, at kapitalismen er det samfund, vi selv har frembragt og ønsket os, kan man nærme sig en kritisk analyse og formulere en kritik.

Kritikken af kapitalismen må nødvendigvis komme indefra og ikke gennem flugten: Det kan ikke nytte noget at flygte ud i små minoritetssamfund med alternativ livsstil på dagsordenen. Den har ingen effekt, for negationen af det eksisterende er bare i sidste instans med til at bekræfte den, ligesom ironien i mange kunstneriske manifestationer ikke til fulde forstår, at den alligevel altid vil være indlemmet i en kapitalistisk logik, som i sig selv er mere grænseoverskridende, end nogen kunstnerisk ytring formår.

Sandheden om kapitalismen kan man stadig i nogle tilfælde finde i kulturen og kunsten, men løsningen på dens værste dilemmaer må formuleres i politikken. Og her er regulering og pragmatik eneste udvej. For kapitalismen kan skabe velstand, men den kan ikke fordele den retfærdigt. Derfor findes der ikke nogen vigtigere kamp i denne tid, end den politikken fører med og mod markedet. Også her findes ingen enkle løsninger. Vi har i vores kapitalisme-serie formuleret forskellige bud på den udfordring. Her slutter serien, men ikke diskussionen, for fremtiden tilhører dem, der har mod til at formulere en politik i det djævelske marked, vi selv har skabt.

Denne artikel er anbefalet af: