Følg pengene og find kandidaten

 »Altså selvfølgelig er det mine tidligere ansatte. Og selvfølgelig taler vi om mennesker, der støtter mig. De ville jo ikke give deres penge til en PAC, som bakker mig op, hvis de ikke støttede mit kandidatur.«

Sådan lød det fra Mitt Romney, tilsyneladende let og ubesværet, da han søndag var gæst i NBC’s prestigefyldte program Meet the Press. Den republikanske favorit svarede på et spørgsmål om, hvilke forbindelser han mon havde til en såkaldt super PAC med navnet ’Restore our Future’, der lige havde spenderet ikke tusinder, ikke hundrede tusinder, men millioner af dollar på valgannoncer på TV til fordel for ham.

Hvad er en super PAC. kunne man spørge. PAC står for Political Action Committee, og disse komiteer har spillet en rolle i de amerikanske valgkampe i årtier. Hvis man som politiker ønsker at stille op til nationale valg, sørger man for at danne en sådan, der kan bistå en under kampagnen.

Vigtig højesteretsdom

Men indtil marts 2010 var komiteerne underlagt regler om full disclosure — en stringent offentlig kontrol, hvor alt skulle deklareres. Det var med andre ord nemt og overskueligt at finde ud af, hvem der havde doneret penge, og der var og er en øvre grænse for, hvor meget enkeltpersoner kan give, nemlig 2.500 dollar direkte til en kandidat og 5.000 dollar til kandidatens PAC. Der er højere grænser for tilskud til partierne selv, men meget skrappe øvre grænser for anonyme donationer (50 dollar).

Samtidig er reglerne for præsidentvalg endnu mere dydsirede. Modtager en kandidat penge fra den føderale kasse, må enkeltpersoner slet ikke donere. Obama-kampagnen i 2008 fik megen omtale, da den droppede de offentlige tilskud, netop for at kunne acceptere millioner af små bidragydere, der gav småpenge hver for sig, men som til sammen løftede den demokratiske præsidentkandidats kampagne til usete højder.

Og indtil marts 2010 kunne hverken fagforeninger, udlændinge eller virksomheder betale penge til kandidaterne. Men den 21. januar 2010 afsagde den amerikanske højesteret en banebrydende dom i sagen om organisationen Citizens United (støttet af det amerikanske handelskammer og The National Rifle Association) vs. The Federal Election Commission.

Ramaskrig

Sagen blev afgjort med den snævreste margin 5-4 i det konservative flertals favør. Kort sagt betød dommen, at blandt andet virksomheder, men også enkeltpersoner kan give lige så mange penge, de vil — også anonymt — så længe de ikke donerer direkte til en kandidat. Ræsonnementet er, at donationerne er en del af en vidtgående fortolkning af ytringsfriheden. Og denne frihed er sikret af den amerikanske forfatnings First Amendment.

Dommen var kompliceret, men en af de vigtigste konsekvenser er blevet dannelsen af de såkaldte super PAC’s. En super PAC er netop en politisk komité, der ikke knytter sig direkte til nogen kandidat, men som selvstændigt fører kampagne f.eks. for en bestemt sag — abort, miljø, regulering, energipolitik etc. Reelt fungerer de som skalkeskjul for de forskellige kandidater, og selv om begge sider benytter sig af dem, har republikanerne et kæmpe forspring.

Dommen sendte chokbølger gennem det amerikanske samfund. New York Times erklærede i en leder, at Højesteret »kvit og frit har afleveret et nyt våben til lobbyindustrien. En lobbyist kan nu få enhver folkevalgt til at forstå, at hvis man stemmer forkert, så vil min virksomhed, fagforening eller interessegruppe bruge et ubegrænset beløb for at stoppe dit genvalg«.

Den kendte kommentator Jonathan Alter kaldte vedtagelsen for »den alvorligste trussel mod amerikansk demokrati i en generation.«

Præsident Obama kaldte afgørelsen for en »underminering af almindelige borgeres politiske indflydelse«, mens den republikanske leder i Senatet Mitch McConnel omvendt roste afgørelsen, som han kaldte for »en sejr for den forfatningssikrede ytringsfrihed.«

Herefter gik der ikke lang tid, før dannelsen af de ’uafhængige’ super PAC’s skød op som paddehatte på den politiske græsplæne.

Og i den aktuelle republikanske infight over nomineringen af kandidater har de allerede spillet en betydelig rolle. F.eks. angreb Restore our Future, der støtter Romney, Newt Gingrich med en tsunami af negative indslag på tv før primærvalget i New Hampshire tirsdag; indslag der skadede Romneys hovedrival, og som i alt kostede 2.7 millioner dollar.

Før valget i Iowa i anslog uafhængige iagttagere, at den samlede sum løb op i 14 millioner dollar. Herligt for dem, der laver reklamefilmene. Mindre herligt for de kandidater, der udsættes for angrebene.

Farligt og skadeligt

Og nu er det så en anden super PAC, Winning our Future, der tæppebomber borgerne i South Carolina og Florida før afstemningerne med valgfilm rettet mod den tidligere guvernør for Massachusetts på Gingrichs vegne. Romney kaldes en Massachusetts Moderate (et skældsord i mange konservative sydstater), der som guvernør har »støttet retten til fri abort«.

Iagttagere er dybt bekymrede over indvirkningerne på valget, der i forvejen er umuligt at deltage i uden betydelige summer penge.

»Det er farligt, og det er skadeligt for demokratiet. Vi ser både virksomheder, fagforeninger og velhavende enkeltpersoner, der som bulldozere nu kan udøve ubegrænset indflydelse, så længe det sker gennem en uafhængig komité. Reelt gør de nye PAC’s det beskidte arbejde, uden at kandidaterne behøver at tage et ansvar herfor,« skrev Washington Post i en leder i denne uge.

Den liberale avis advarer om, at »risikoen for korruption er lige så stor som størrelsen af bidragydernes tegnebog. Det venstreorienterede website alternet taler om et »grotesk korporativt monster«, der er sluppet løs i det amerikanske demokrati, mens den traditionelt liberale borgerrettighedsorganisation ACLU er delt i sin holdning. Officielt støtter man resultatet af dommen, fordi organisationen generelt værner om ytringsfriheden, men risikoen for korruption har fået organisationen til at nedsætte et udvalg, der skal undersøge om Højesteretsdommen har uheldige eller utilsigtede konsekvenser for valgkampe i Amerika.