Uddannelses-investering?

Uddannelsesminister Morten Østergaard (R) vil have de studerende på landets universiteter til at gennemføre på endnu kortere tid end i dag. Guleroden er 8,4 mia. kr. i samfundskassen, som venter forude, hvis de studerende bliver bare ét år tidligere færdig end i dag, viser beregninger fra AE-rådet ifølge Jyllands-Posten. Østergaard er ikke den første minister, der har fået øje på de kontante gevinster ved at få de studerende til at oppe sig. Siden Mar-grethe Vestager sad i finansministerstolen under Nyrup-regeringen, har de folkevalgte haft et sultent øje på unges gennemførselstider, og i dag bliver de studerende betydeligt hurtigere færdige end tidligere. Det nye er, at Østergaard vil give universiteterne del i de rare milliarder, hvis de selv får mere sus på de studerende — sommerkurser og semesterstart i februar kunne være muligheder. Krav modsvaret med frihed, er den Østergaardske tankegang.

Mere frihed vil være tillokkende for enhver universitetsrektor. Men Østergaards kontraktkrav er også bagvendt. Mere uddannelse koster. Den nye regering har på finanslov 2012 haft svært ved at leve op til løfterne om at investere i uddannelse og endte med — trods tilbagerulninger af VKO’s nedskæringer — at måtte spare på administration og uddannelsestaxametre. Mange studerende bliver i dag spist af med ned til seks timers undervisning om ugen, som Theis Simonsen, formand for Djøf Studerende, tørt bemærkede i går.

Det er prisværdigt at tænke nyt. Hvis uddannelsesministerens udmelding kan tolkes derhen, at han er klar til at betale, hvad det koster at hæve uddannelseskvaliteten ved at give de studerende flere timer, må man rose ministeren. Vil han i stedet — som det tyder på — først udbetale midler til universiteterne, når de studerende er kommet hurtigere over målstregen, må der anvises steder, hvor universiteterne skal finde pengene til mere undervisning, uden at det f.eks. går ud over forskningsmidlerne. Ellers minder det betænkeligt om at fodre hunden med dens egen hale. Og det kan vel ikke kaldes en uddannelsesinvestering?

Anbefalinger

Kommentarer

Brugerbillede for peter knap

Jeg kender ikke lovstoffet om området, men er sikker på at det her som andre steder er vokset så uhyrligt, at der ikke er ét menneske, der kender det. Vi kan ikke viske tavlen ren på det økonomiske område, selv om det ville være sundt, men vi kan på lovområdet.
Slet alle love og krav til universiteterne.
Lav en ny rammelov, og stol på universiteterne arbejder loyalt. Er der behov for yderligere love, kan de altid laves.
Bestem hvor meget vi vil ofre på universiteternes forskning og undervisning, og fordel pengene ud fra det.
Lad universiteterne fastsætte optagelseskrav, undervisningskrav og uddannelseslængder.
Skaf penge ved et tilsvarende initiativ på erhvervsområdet.

anbefalede denne kommentar