Seks ugers varsel fik Tue Jensen. Fra der dumpede et brev ind af brevsprækken med meldingen om, at hans eks-kæreste flyttede over 300 kilometer væk med deres fælles fireårige datter, til at de to var endeligt flyttet. Det betød ikke alene, at Tue Jensen nu ikke længere havde mulighed for at være en del af sin datters hverdag. Det betød også, at hans samvær gik fra at være fem dage hver anden uge til på lang sigt at blive til to. Om et år begynder deres datter nemlig i skole, og så kan hun ikke tage turen fra Silkeborg til Roskilde midt i ugen. Det er til trods for, at Tue Jensen fik forhandlet sig frem til fem dage hver 14. dag i Statsforvaltningen, da parret gik fra hinanden. Men der er ikke noget forkert i det, Tue Jensens ekskæreste har gjort, for om flytning siger Familieansvarslovens paragraf 18 sådan her:
»En forælder, der vil ændre sin eller barnets bopæl til et andet sted her i landet eller i udlandet, skal underrette den anden forælder herom senest seks uger før flytningen.«
Stavnsbinding
De havde egentligt forsøgt at få det til at fungere, Tue Jensen og hans ekskæreste. De havde gået i parterapi, siden de var højgravide. Men da datteren var to et halvt år blev de enige om at gå fra hinanden. Kort efter bruddet, begyndte tingene at gå skævt, og de endte med ikke at kunne løse problemerne selv. I Statsforvaltningen endte sagen, som langt de fleste. Moren blev bopælsforælder og Tue Jensen blev samværsforælder, ligesom det sker i 88 procent af alle sager. Som bopælsforælder har man barnet på sin folkeregisteradresse, får børnepenge og har ret til at flytte med barnet. Og som samværsforælder skal man ansøge om samvær med sit barn.
»Jeg ville have en deleordning, så vi kunne have min datter lige meget, men i statsforvaltningen blev jeg rådet til bare at være tilfreds med de fem dage hver anden uge,« siger Tue Jensen. For et år siden flyttede moren med datteren, og samværet blev formindsket til fire dage hver 14. dag.
Denne del af loven kan fremstå uretfærdig og retsløs for den forælder, der ikke flytter, men skærper man samværsforælderens rettigheder, giver man i praksis den anden forælder fodlænke på, lyder det fra Marlene Borst Hansen, der er familieordfører i Radikale Venstre.
»Det er svært at lovgive på dette område, for hvis du øger ligestillingen mellem bopælsforælderen og samværsforælderen, kan det ende med, at de får stor magt over hinanden. De kommer i praksis til at stavnsbinde hinanden. Vi kan jo ikke lovgive således, at ekspartnere har mulighed for at forhindre hinanden i at flytte. Men vi skal dog forsøge at være mere opmærksomme på situationer, hvor flytning bruges som samværschikane,« siger hun og pointerer: »Og et eller andet sted skal den jo skære. Og det er blevet seks uger.«
Seks uger er ikke tilstrækkeligt med det tempo, som Statsforvaltningen lægger for dagen, mener formand for Danske Familie Advokater Helle Larsen:
»Min erfaring er, at det sjældent er nok til at samle forældrene og få en dialog i gang om det store skifte, de står over for,« siger Helle Larsen og opfordrer de partier, der i den kommende tid skal forhandle en revision af forældreansvarsloven fra 2007 til at forlænge denne periode. Dels for at give forældrene bedre tid til at opnå en sund dialog om flytning og samvær, men også fordi Statsforvaltningen får tid til at overholde sine egne frister.
Magtesløs
Da Tue Jensen fik meldingen om sin datters flytning, indgav han en klage til Statsforvaltningen. På det tidspunkt var kommunikationen imellem ham og hans ekskæreste så dårlig, at alt kontakt forløb igennem enten Statsforvaltningen eller advokater.
I mødenotatet fra Statsforvaltningen beskrives hans overvejelser således:
»Far ønsker som udgangspunkt ikke, at mor flytter med datteren, men han ved på den anden side godt, at det nok dels vil være vanskeligt at vinde en bopælssag, og at det i hvert fald vil skade det fremtidige samarbejde omkring datteren … Han accepterer derfor flytningen, hvis ikke det kommer til at skade samværet med datteren.«
Tue Jensen var ikke i stand til selv at flytte med til Jylland på grund af sit arbejde, så det efterlod ham uden nogen mulighed for at påvirke samværet. Statsforvaltningen afgjorde, at Tue Jensens samvær gik ned fra fem dage hver anden uge til fire.
»Når min datter om et år skal i skole, ryger mit samvær ned til to dage hver anden uge. Med sin flytning har min ekskæreste sikret sig mere samvær med vores datter,« siger Tue Jensen.
I en udtalelse fra datterens børnehave nær Roskilde, var det ellers beskrevet, hvordan datteren trivedes bedst med børn, hun i forvejen kendte, og at pædagogerne vurderede, at datterens forhold til henholdsvis faren og moren var ligeværdigt. På trods af disse indsigelser, fik Tue Jensen ikke held med sin klage til Statsforvaltningen.
»Der er ikke nogen, der på noget tidspunkt stiller spørgsmålstegn ved, om det er i barnets interesse, at moren flytter så langt væk med hende. Efter hendes beslutning om at flytte var der rent faktisk ingenting, jeg kunne stille op,« siger Tue Jensen.
»Det er utrolig trist, at jeg ikke længere kan være en fast del af min datters liv. Men som jeg ser det, er det også til skade for min datter, at hun ikke kan have sin far som en fast del af sit liv. Det valgte Statsforvaltningen helt at overhøre. Når min ekskæreste flytter så langt væk, er det kun retfærdigt og bedst for barnet, at samværsforælderen får muligheden for at beholde sit barn i de omgivelser, det kender.«
Og når Tue Jensen oplever at føle sig magtesløs, så har han faktisk ret, påpeger professor Ingrid Lund-Andersen, der er ekspert i familieret ved Københavns Universitet:
»Rent juridisk er der ingenting, en samværsforælder kan stille op i sådan en situation. Samværsforælderen kan ikke gøre andet end at anlægge sag om at få bopælsretten, og det kan være svært at opnå,« siger Ingrid Lund-Andersen og fortsætter, »Det er et juridisk skisma. På den ene side vil man gerne have, at barnet har en status quo-oplevelse i sit liv — men samtidig skal det ikke bevirke, at en forælder er forhindret i at flytte, hvis den har en god grund til det.«
Man kan ikke sanktionere på det her område, som det ser ud nu, pointerer hun og fortsætter: Man kan højest debattere, hvorvidt den forælder, der mister samværsdage, kan få yderligere feriedage eller andre tiltag på dette niveau.«
Forældreansvarsloven, der trådte i kraft den 1. oktober 2007, havde primært til hensigt:
at give barnet retten til begge forældre i overensstemmelse med FN’s børnekonvention.
at få fraskilte forældre til at samarbejde.
at styrke fædres retsstilling i ligestillingens navn.
På grund af massiv kritik af alle punkterne har regeringen besluttet, at loven skal revideres blot fem år efter, den trådte i kraft.
Kommentarer
Jeg ved godt at det lyder vanvittigt, men kan løsningen ikke være en slags forældreprøve før man får det første barn sammen. I et sådan forløb så kan det være at de kommende forældre finder ud af at de ikke bør blive forældre sammen og vil det ikke være den bedste løsning for fremtidens børn, hvis forældrene er afklarede med tingene før de skal være forældre.
Denne kommentar er anbefalet af:
@ Dorte,
Du har fuldstændig ret, det lyder som et vanvittigt forslag.
Marlene Borst Hansen, der er familieordfører i Radikale Venstre er en klog dame som siger:
“hvis du øger ligestillingen mellem bopælsforælderen og samværsforælderen, kan det ende med, at de får stor magt over hinanden”
Så hellere have mindre ligestilling, så kun en af forældrene har stor magt over den anden …
Denne kommentar er anbefalet af:
@ Dorte,
Eller hva med dette vanvittige forslag: forældre med børn som vil skilles, opgiver automatisk rettigheden til deres børn (der er sikkert andre der vil have dem). Det kan lære dem for alvor at prøve at finde ud af det med hinanden.
Denne kommentar er anbefalet af:
Hvis forældre grundlæggende koncentrerede sig mere om barnets tarv og behov end sine egne, var problemet ikke-eksisterende. En datter skal selvfølgelig have sin far, og moren skal selvfølgelig ikke vælge at flytte væk fra ham. Jeg har selv et delebarn og gode grunde til at flytte til Jylland, men jeg vil aldrig end overveje at flytte fra KBH, hvor mit barns far bor - ikke for min eksmands skyld, men for min søns skyld.
Men er det lovgivningens ansvar at få folk til at udvise fornuft og kærlighed? Skal man forbyde forældre at flytte længere væk end fx 50 km fra hinanden? Eller skal man fortsat forsøge at appellere til, at forældre lærer at udvise omsorg om omtanke for barnet?
Ift. kommentarerne om samlivsbrud, må jeg blot sige, at det foruden den menneskeret det er ikke at bo sammen med en person, der forvolder én smerte heller ikke er det fedeste for børn at bo sammen med to forældre, der ikke fungerer sammen. Forestillingen om, at man skal få det til at fungere for enhver pris for børnenes skyld mangler en del nuancer.
Denne kommentar er anbefalet af:
En anden løsning kunne være at vende tingene helt op og ned: Børnene bor fast og mor og far flytter ind og ind i boligen et par gange om ugen !! - “så ka de lære det ”
Denne kommentar er anbefalet af:
@Dorte Sørensen
Kørekort til børn? eller til familielivet? er det ikke nogenlunde det du siger?
Teorien, har alle fået i den familie de voksede op i, og hvis det har bestået af en enlig mor, mangler store dele af teorien om hvordan samspillet med en mand er.og den anden vej for drengene.
Og hvis opvæksten har været i institutioner, mangler meget af teorien om hvordan man er mor og far for den sags skyld.
Og da det er ved at være normen i Danmark, er de ting vi ser i pressen kun toppen af isbjerget.
Næste generation, vil være endnu dårligere klædt på til opgaven og da man fra politisk side støtter så markant op om den enlige mor med ungerne i institution, vil det gå rigtig stærkt.
En trist udvikling, som ikke gavner nogen. Og har efterladt rigtig mange med alt for negative forventninger til familielivet, så jeg tror at din ide kommer 30 år forsent.
Men ideen bliver praktiseret,i en lidt anden form i østen ,hvor det er meget normalt at tilbringe et års tid eller mere i klostret for at få ryddet op i sit indre inden man stifter familie.
Denne kommentar er anbefalet af:
Det illustrerer jo meget godt, at det med lov er umuligt a lave en salomonisk dom i disse sager. Barnet kan ikke skæres midt over.
Denne kommentar er anbefalet af:
@Vibeke Svenningsen
Du tager uhyggeligt meget fejl, barnet er revet midt over, det er dybt splittet mellem de to forældre.
Jens:
Hvor tager jeg fejl? Man erda stjerne siv, hvis man tror, det ikke har konsekvenser for barnet, at far og mor går fra hinanden, og det bare er godt, at man fx. via lov tvinger dem til at blive boende tæt på hinanden - også der hvor samværsforældren vælger at flytte. Det kan man ikke dæmme op for med lov.
Faktisk viser det sig, at børn ofte ønsker, der skal falde ro om det hele, når der er konflikt selvom det betyder mindre samvær med den ene forældre velvidende, at de vil være kede af det, men det andet er værre - og der er sjældent entydigt skyldige i disse sager, og flytninger kan godt være helt forståelige.
Denne kommentar er anbefalet af:
@Dan Jensen: Den løsning er helt klart det bedste for barnet - såfremt forældrene trives med den. Problemet i praksis er, at det gør de ikke. For det første er der helt konkrete ting som nye familier: Skal barn 2 og dennes mor så flytte frem og tilbage med far til barn 1? For det andet er der alle de grimme følelser, der kan være i et forbindelse med brud - de kan let knyttes til genstande som møbler, tøj, bøger, kaffekopper mv.
Tanken er smuk, og jeg har da selv levet sådan i 4 måneder. Det var absolut ikke sjovt.
Argumentet om, at barnet heller ikke trives på den anden måde er ikke holdbart. Der er masser af skilsmissebørn, der trives, og den sociale familieregel er normativt funderet og ikke psykologisk. Børnenes mistrivsel er stærk der, hvor forældrene forsømmer at samarbejde. Det er her, vi skal tage ansvar - hver især.
Denne kommentar er anbefalet af:
@Vibeke Svenningsen
Du tager fej i den antagelse at barnet kan undgå at bliver revet midt over.
Jo, og i den virkelige verden, så har begge forældre som regel også et arbejde at passe, der ikke muliggør en flytning mellem forskellige landsdele hver anden uge. Og er det bedre at gå arbejdsløs gennem lang tid, og bliver man en bedre forældre heraf, og alle kan ikke bare vælge ikke at flytte - og skal man med lov stavsbinde disse bopælsforældre, hvis de vil fortsætte med at vedblive at være det, og er det at tjene barnets tarv osv. Det findes sandsynligvis ikke entydige svar på det, men kun individuelle fra sag til sag…det kommer an på.
Jens
Det har jeg ikke skrevet noget om. Du må hellere læse op på, hvorfor msn kalder det en salomonisk løsning. Jeg skrev, man kan ikke skære barnet midt overmand og refererer til Kong Salomons afgørelse i en barnesag i Biblen. Du forstod det bare ikke.
Man skal ikke tillægge andre udsagn, de ikke udtrykt. Man skal læse det skrevne. Man kan ikke skære børn midt over - sådan helt bogstaveligt talt! Det kan man altså ikke for at imødekomme begge forældres forståelige krav om rettigheder.
@Vibeke Svenningsen
Det er det jeg svare dig på, når jeg skriver at du tager uhyggeligt fej og at barnet ikke kan undgå at blive revet midt over.
Jens:
Så fat dog for pokker, at det har jeg ikke skrevet noget om. Så hold dog op, og læs og forstå, hvad betydningen er af det, jeg skriver. Et forældrebrud har altid en konsekvens for de indvolverede børn. Og nu gider jeg ikke bruge mere tid på at forklare dig betydning af, at man ikke kan save børn over. Helt ærligt!
@Vibeke Svenningsen
Se det fra barnet.
Tåbelig overskrift.
“Styrker man farens rettigheder, svækker man morens” burde helt tydeligt have været: “Styrker man samværsforælderens rettigheder, svækker man bopælsforælderens”.
Den angivne overskrift gør det til et spørgsmål om køn, hvor det i realiteten er komplet irrelevant.
Denne kommentar er anbefalet af:
Skal vi ikke bare skære børnene over?
Denne kommentar er anbefalet af:
Ja, den rubrik irriterede også mig. Jeg vel væde med, at det er information, der selv har fundet på den. Og det siger måske ikke så lidt om, den fantasi redaktionen har, når det kommer til det her emne. Det handler nemlig om forholdet mellem bopælsforælder og samværdsforælder.
Denne kommentar er anbefalet af:
PS. Det gør disse magtkæmpende forældre ganske vist allerede, men så bliver det lissom synligt!
I teorien er det komplet irrelevant.
I realiteten er det langt oftest kvinden der får bopælsrettigheden, og det er nærmest pr. automatik.
Denne kommentar er anbefalet af:
Men måske man kunne have en mere sober debat af reglerne, hvis man ikke skal hive køn ned over den også. For så starter mudderkastningen.
Denne kommentar er anbefalet af:
Det er en sejlivet myte, at det langt oftest er kvinden, der får bopælsrettigheden, som Thor Hansen skriver. Sandheden er, at kvinden IKKE næsten automatisk får tildelt bopælsrettigheden af myndighederne. Når mange kvinder alligevel har bopælsrettigheden, så er det fordi, det er det, der sker, når når parterne selv aftaler vilkårene. Dokumentation for dette kan findes i det evalueringsmateriale, som Familiestyrelsen har udgivet i løbet af efteråret.
Denne kommentar er anbefalet af:
Selvfølgelig. Det er jo ikke kvinders skyld at reglerne bliver forvaltet på en ret entydig facon.
Denne kommentar er anbefalet af:
Jeg synes tit man ser at det er kvinderne der bruger langt mest tid med børnene og det indebærer alt, fra første sygedag, lægebesøg, lektiehjælp etc. Og så hvis de bliver skilt så brokker fædrene sig pludselig over hvis moderen får forældreretten til dem..men måske der er en årsag og måske er de fleste børn mere knyttet til deres mor da hun måske har være den der bruger mest tid på dem.
Thor Hansen har ret i, at det ikke er kvindernes skyld, at forældreansvarsloven fungerer uhensigtsmæssigt. Den ligner nemlig knivloven, der heldigvis er blevet ændret. Læs mere om det grundlæggende problem med forældreansvarsloven her
http://barnetstarv.nu/lovteknik_foraeldreansvarslo…
Denne kommentar er anbefalet af:
Jeg har lagt mærke til, at mange kvinder som deltager i nærværende debat, mener, at loven skal tilgodese barnets tarv. Altså lige indtil barnets tarv ikke harmonerer med moderens tarv. For så handler det pludselig udelukkende om en snævert defineret opgørelse af mængden af omsorg.
Man skal således ikke tilgodese forældrene, men derimod barnet, dog kun i det omfang, at dette er til fordel for moderen.
Uanset hvem der har lagt flest timer i at yde omsorg for barnet, er det stadig i barnets interesse at have en relation til begge forældre. Loven, som den er nu, giver de mødre (og der er endnu ingen der har sagt, at det gælder alle eller bare mange mødre), som ikke er modne nok til at se ud over deres egen næsetip, et formidabelt våben. De kan relativt let sabotere sig til at berøve barnet dets relation til faderen. Det har omkostninger for barnet og for faderen.
Jeg forstår, at det kan virke provokerende på mange kvinder (og mænd for den sags skyld), når det fremføres, at også kvinder kan gøre skade på deres børn. Kvinden, som det også meget tydeligt fremgår af denne debat, nyder en næsten hellig stilling som omsorgsyder, der ikke under nogen omstændigheder KAN gøre noget ondt ved deres børn.
Vi rører ved noget fundamentalt, når vi begynder at kradse i denne forestilling, men der er en nødvendighed i at få bragt ballance i tingene rent lovgivningsmæssigt. Alene fordi det er i børnenes interesse.
Denne kommentar er anbefalet af:
Lasse:
Næh - man kan bare ikke lovgive sig til gode relationer og samarbejde! Det er ikke muligt. Som jeg skrev i en anden debat, så vil det kræve andre tiltag overfor disse fastlåste sager (som jo altså er de færreste!). Der kræver mægling og mediatorer osv. Ingen dommer kan løse det.
Denne kommentar er anbefalet af:
@ Ann Bille. Så længe vi er enige om at det ikke er en naturgiven tilstand at fædre er mindre tilstede.
@Lasse Hansen:
Du har fuldstændig ret i, at loven, som den er nu, tilgodeser bopælsforældren (der i de fleste tilfælde er moren). Og du har fuldstændig ret i, at relationer (og børn) pludselig er brikker i et spil.
Jeg nægter ikke, at man kan lovgive sig ud af problemet. Men jeg mener stadig, at en appel til den gode forældervilje må være på plads. Det kan simpelthen ikke være rigtigt, at så mange forældre prioriterer job eller kæreste højere end barnets relation til samværsforældreren og flytter langt væk, eller at mødre (og fædre) indgår aftaler, hvor barnet kun ser sin far to ud af 14 dage.
Det er pinligt - men muligvis reelt - at der skal lovgivning til for at sikre, at en forælder tænker på sit barn. I hvert fald er det et vigtigt indspark i debatten, at bopælsforældre (ja, eller samværsforældre, for det kan vel også ske?) faktisk forsømmer deres børn, når de vælger at flytte.
Utroligt at folk kan lære at samarbejde med folk de ikke kan lide på arbejdet… men når det kommer til det største ansvar af alt, ens eget barn, så skal der føres krig, og dét helt ind på Informations debatsider. Jeg læser masser af fornuftige indlæg her, men også en masse frustrerede.
Mon ikke det rigtige sted at sætte ind egentlig er i træning af konfliktløsning? Det er nutidens individualist-forældre jo helt åbenlyst ikke særlig gode til.
Den med barnet savet midt over beskriver det til fulde: folk forstår simpelthen ikke at give afkald. Man fornægter - og det gælder både mænd og kvinder - at ved at gå fra hinanden har man gjort barnet ondt og revet det midt over, og det bliver aldrig det samme.
Jeg vil ikke plædere for at man af den grund skal blive sammen hvis man har det hæsligt med hinanden. Men jeg vil da godtnok mene at man som skilt forælder er nødt til at leve med, at livet fandeme bare ikke er perfekt, og der er ting der gør ondt, og det som gør allermest ondt er når man har gjort sit eget barn ondt fordi man ikke kunne få det til at glide med den anden forælder.
Og her ser jeg skilsmisse forældre reagere på to måder: den ene lever med det svære valg og håndterer sine følelser af skyld, skam, frustration, vrede osv, den anden vælter lorten ud over barnet og den anden forælder (og desværre ender et forælderpar ofte med at vælge samme taktik - når barnet først er der, det levende gidsel og symbol på den forliste relation, kan man ikke bare lave relationsdynamikken om. For man kan ikke bare gøre barnet ugjort).
Efter mange og lange grublerier er jeg nået frem til at lovgivningen på dette område aldrig kan blive perfekt. For det er et område der helt fundamentalt handler om det uperfekte ved vore tilværelser, og hvordan vi håndterer det. Ingen nok så tyk bog af regler og bestemmelser kan redde os fra dét.
Denne kommentar er anbefalet af:
PS: det skal retfærdigvis siges at lige netop denne tråd er en del mere sober end jeg ofte har set dem.
Denne kommentar er anbefalet af:
@Vibeke Svenningsen, Marie Spliid Clausen
Der findes næppe én eneste ting her i verden, som kan gøres perfekt vha. lovgivning. Det udelukker os dog heldigvis ikke fra at tilstræbe, at lovgivningen bliver så god som muligt.
Selvfølgelig er konfliktløsning den ideelle vej at gå. Selvfølgelig. Og hvis lovgivningen ikke gjorde det muligt for mødre at sabotere sig til eneretten, ville konfliktløsning nok også være alternativet. Jeg er i øvrigt ikke et sekund i tvivl om, at hvis det hang sådan sammen, at fædrene kunne sabotere sig til eneretten, ville problemet være ligeså stort.
Vi kan snakke i evigheder om, at de fleste mænd gør sådan og sådan, mens de fleste kvinder gør sådan og sådan. Men så længe ikke ALLE mænd og kvinder handler i overensstemmelse med sådanne stereotyper, er der ikke tale om et argument, der kan ligge til grund for, om barnet skal kunne opvokse med den ene, den anden eller begge forældre.
Denne kommentar er anbefalet af:
Men Lasse. I de tilfælde, hvor det er domstolene, der dømmer, der er der jo tilsyneladende ingen skævhed. Tilbage er alle de tilfælde, hvor mor og far selv aftaler.
@ anne marie
Jeg forstår simpelthen ikke, hvad du mener.
Lasse :
At nogle kvinder saborterer samkvem med faderen osv betyder bare ikke, at det så bare er i barnets tarv, at give faderen forældremyndigheden for at straffe moderen. Sådan hænger det ikke sammen - der er nogle børn fx. der må hentes med politi og dommer til stede ved samvær, hvor faderen må tage den skrigende unge under armen for at få den tilkendte samvær med barnet - og det er da frygtelig trist, men det er bare stadig ikke bare som udgangspunkt barnets tarv så at skulle bo hos far.
Man opnår ikke nødvendigvis det bedste for barnet i en fastås, træls og trist situation ved at flytte barnet, da den anden forældre altså godt kan være endnu ringere som bopælsforældre, end den forældre barnet bor hos som udgangspunkt. Den det tvangstanke løser bare ikke de der super triste sager!
Denne kommentar er anbefalet af:
@Vibeke
Hvem snakke om at gøre det?
Det er jeg helt enig i, Lasse.
Det er på den baggrund at mit forslag til ændring af lovgivningen lyder på, at det istedet skal dreje sig om noget mere konfliktløsning. I øvrigt al respekt til Marie Trier og andre ansvarlige mødre og fædre som hun. Når man har et barn sammen, så er det sgu bare ærgerligt at man hellere ville bo i Jylland, muligvis undtaget den mulighed at man har gået arbejdsløs, og dér kan få tilbudt arbejde.
Og dér kommer kommunikationen igen ind - hvis man som bopælsforælder begynder at søge arbejde langt væk, må man allerede dér sige det til samværsforælderen. At hvis man får det job så flytter man altså. Det er noget underligt noget ham Tue i artiklen har været udsat for - men forventeligt når der, som anført, ingen kommunikation er omkring barnet uden at der skal mægler ind over.
Det er altid uheldigt når folk begår den fejl at få børn med de forkerte. Det er en menneskelig fejl, og det er et menneskeligt vilkår at man ikke kan redde sit barn fra at den anden forælder evt. vælger at opføre sig som en idiot.
På den baggrund er det kravet til forælderen der bør være i centrum. At man fandeme skal snakke sammen som voksne mennesker, også selvom historien aldrig kan omskrives. Og er det svært ikke at stikke hinanden en på tuden, så er det indflydelsen på barnet de stridende bør mindes om.
Evt. med en form for sanktion i forhold til barnet, hvis det er muligt, indtil de implicerede er færdige med at te sig som pattebørn og er parate til at tage deres forældreansvar på sig - begge to!
Denne kommentar er anbefalet af:
Lasse:
Jamen, hvad skal myndighederne så gøre for at tvinge det der samarbejde eller samvær igennem, hvis de involverede bare ikke vil. Helt lavpraktisk hvad skal den nye reviderede lov give mulighed for af evt sanktioner eller andet?
Vibeke
Jeg er hverken lovgiver eller dommer, så hvad der helt lavpraktisk skal gøres, skal jeg ganske enkelt ikke kunne sige.
Jeg tager blot stilling til det etiske spørgsmål i denne debat, og hvad resultatet af ny lovgivning bør være.
I det konkrete tilfælde nævnt i artiklen kunne man jo måske lave en aftale om át barnet var hos sin far i ferierne, dvs. i nogle uger i sommerferien, i efterårs og i vinterferien og måske også nogle dage i påskeferien…
På den måde fik barnet længere tid med sin far og faren fik tid til at bygge et tillidsforhold op til barnet.
I det konkrete tilfælde kan det godt være svært, kan jeg godt se, men sådan i al almindelighed…
“Ann Bille siger:
Jeg synes tit man ser at det er kvinderne der bruger langt mest tid med børnene og det indebærer alt, fra første sygedag, lægebesøg, lektiehjælp etc. Og så hvis de bliver skilt så brokker fædrene sig pludselig over hvis moderen får forældreretten til dem..men måske der er en årsag og måske er de fleste børn mere knyttet til deres mor da hun måske har være den der bruger mest tid på dem.”
Det er da den mest latterlige kommentar længe, nu har jeg og min generation arbejdet hårdt for, at være med til, at sikre kvinder mere ligestilling og tage halvdelen af ansvaret derhjemme. Så skal den her kyles i hovedet af en person der åbenbart kun kender hulemænd, jamen det er sku ikke mit problem, at din bekendtskabskreds er som den er, søg nogle andre mænd!!!
Vedrørende hvordan en god regulering kan se ud af området, som en forældreansvarslov skal varetage, er der bla tilgået resortministeren dette forslag, hvori indgår oprettelse af en familiedomstol:
http://barnetstarv.nu/rammer_for_ny_foraeldreansva…
Også Børns Vilkår er kommet med forslag
@Bente Holm
Dit forslag, som du henviser til, er jo ren fuldemandssnak. Der er tale om ren idioti og målet er alene kønsdiskriminaion.
Èt sted står der: “(…) at den nye lov må være forankret i forskningsbaseret og anerkendt viden, herunder om køn og barnets trivsel, (…)”
Andet steds kommer så følgende guldkorn: “Der skal kun være fælles forældremyndighed gennem ægteskab eller ved aftale.
Såfremt forældrene ikke er gift på tidspunktet for barnets fødsel og de ikke aftaler fælles
forældremyndighed, har moderen forældremyndigheden alene over barnet.”
Desværre mener I det jo ikke for sjov, så velkommen til 1800-tallet.
Jeg er dybt uenig i Marie Spliid Clausens mening om, at et job er en rimelig begrundelse for at flytte sit barn væk fra den anden forælder. Der er for mi at se ingen - ingen - grunde, der er valide - hverken det eneste job i verden eller den eneste ene (anden) (som vel typisk er de primære begrundelser for at flytte). Dit barns interesser, derimod, er det eneste hensyn, der skal tages.
MSC siger, at kommunikationen skal være bedre, såfremt man vælger pludselig at flytte. Jeg siger, at man ikke skal vælge at flytte - punktum. Det er for mig umuligt at se hensynet til børnene i en sådan beslutning, og hensynet til børnene bør da veje tungest i enhver større beslutning for en hvilken som helst familie.
Denne kommentar er anbefalet af:
@Lasse Hansen
Kan du støtte tanken om en familiedomstol til erstatning for statsforvaltningen?
Jeg går under ingen omstændigheder ind på en dialog, som kan anerkende jeres korstog mod mænd. I har en klar agenda, som går ud på at dæmonisere faderen alene på baggrund af hans køn. Jeres input er for mit vedkommende, derfor diskvalificeret fra start.